fredag den 18. januar 2013

camellia

I går var jeg et ærinde i Viborg, og vanen tro lagde jeg vejen omkring Plantorama, som jeg synes har et utroligt varieret sortiment - som regel da. Alligevel var min overraskelse stor, da jeg så, at de havde et mindre udvalg af en plante, som jeg har googlet en del på det sidste, nemlig efterårsblomstrende camellia. Det med at have planter i blomst året rundt er noget, jeg tager som en dejlig udfordring.
Jeg faldt for én med navnet camellia sasanqua kanjiru, sikkert fordi den stod i fuldt flor og med masser af knopper.


Jeg har foreløbig stillet den i stalden, hvor der i dag er 3 grader, ved siden af vores store camellia, som er en traditionel japonica type. Når vi kommer ind i en frostfri periode igen, skal den placeres i drivhuset, så vi kan nyde dens blomster, hver gang vi går ud ad bagdøren. Den nye er mere åben og mindre opadstræbende i væksten end den gamle, og de mindre blade giver den et lettere præg.


I nærbillede synes jeg, blomsten kan minde om en halvfyldt hunderose, altså en "naturlig" blomst.


Blomsten på den gamle er meget mere forfinet. De to skal vist ikke stå sammen, mens de er i blomst; men da den nye er efterårs- og vinterblomstrende og den gamle forårsblomstrende, burde det nu ikke blive et problem.











9 kommentarer:

  1. Dejlig Camelia! Jeg overvejer også at plante en i mit norvestlige hjørne af gårdspladsen men har holdt igen pga,
    usikkerhed om placering, så jeg læser stadigt lidt om dem rundt omkring. Jeg skal i Plantorama i weekenden og købe såmuld, så er spændt på om der kommer andet med hjem ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Sådan en ægte havenørd som dig falder garanteret for et eller andet.

      Slet
  2. Meget smuk! Til lykke - og held og lykke - med den :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, det bliver spændende at se, hvordan den arter sig næste efterår.

      Slet
  3. Smuk Camelia du fik fat i, jeg har altid gerne villet have en, og jeg har også læst, at nogen af dem kan tåle 18-20 graders frost, men jeg har alligevel ikke turdet. Du holder dem også inde, kan jeg se.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har en enkelt, der er plantet ud, og den klarer sig fint nok. Det er mest knopperne om foråret, der skal beskyttes lidt.

      Slet
  4. Den kan jeg godt forstå du faldt for :o)
    Jeg har kigget på camelia op til flere gange, men har holdt igen fordi jeg troede de var meget sarte... men det er de måske slet ikke??? :o)

    Ha en go aften...

    SvarSlet
    Svar
    1. De efterårsblomstrende har jeg ingen erfaringer med endnu; men de andre skal da stå lidt beskyttet mod vinden og skiftende sol og frost om foråret.

      Slet
  5. Hvor er den smuk. Held og lykke med den.
    Jeg forstår godt, at du faldt for den.
    Ha´ en god aften.

    SvarSlet