tirsdag den 29. januar 2013

2. frørunde

I dag såede jeg frø, som skal starte tilværelsen i formeringskassen. Jeg gik frem alfabetisk og nåede til D. På nogle frøposer står der, at frøene skal ud, hvis de ikke spirer i løbet af 4 uger, på andre står der 3 måneder. Når de rykker ud, kommer de næste frø ind.

Jeg vil godt fremhæve staudeclematis, som jeg holder meget af, og der er en bestemt alpin art, som jeg prøver hvert år, hvis jeg da kan få fat i frø, nemlig clematis columbiana tenuiloba.


Specielt den mere blå sort ylva er jeg helt syg for at få fingre i.


Man må lide for skønheden. Disse clematisfrø har en lille hale, som skal fjernes, fordi den hæmmer spiringen - det har jeg i alt fald ladet mig fortælle - og det var en besværlig opgave i dag med stivfrosne fingre i stalden.

Planen var, at formeringskassen skulle stå i stalden; men hvis den skal holdes på 20 grader, skal den pakkes ind i f.eks. bobleplast, og så vil jeg hellere have den i entreen som så ofte før og så placere de spirede frø i stalden.


 Jeg er blevet spurgt, om ikke jeg vil fortælle, hvad jeg har sået. I stedet for har jeg lagt min 2013 frøliste på en ny side med navnet frø. Jeg har brugt et farvesystem i år; men hvis listen er uoverskuelig, må I endelig spørge. Jeg vil lige dog advare om dels, at jeg har gemt såanvisninger rundt omkring, dels at jeg bruger de latinske navne, simpelthen fordi det er det mest praktiske; men når man har en gammel nysproglig studentereksamen, er det nu heller ikke et problem.

søndag den 27. januar 2013

indendørs sysler

Sidste år havde jeg stort held med at formere liljer vha skæl. Derfor har jeg gentaget forsøget i år med skæl, der faldt af  2 nye liljer,da jeg plantede dem ud,  nemlig congo capers, en martagonlilje, og choko, en asiatisk hybrid, begge købt hos http://www.hwhyde.co.uk/









De 4 skæl blev puttet i en plastik-pose med fugtig vermiculite og lagt på en lys hylde på kontoret i august måned, og i dag har de 3 af dem dannet bulbiller, dvs yngle-knopper, de 2  har dannet  rødder, og en enkelt er der ikke sket noget med.                                                                    


                             



                   
De 2 bulbiller med rødder er nu blevet pottet op og placeret ved et par grader i en måneds tid for at gennemgå en vernalisering, dvs kuldebehandling med henblik på at opnå en tidligere blomstring, mens skællene kommer tilbage i posen. Forhåbentligt giver det endnu flere bulbiller. Jeg håber bare, det er martagonliljen, der er flest af.



De indendørs sysler i dag omfattede også at lægge sidste hånd på en trøje til Eva på fire et halvt. Jeg måtte godt få lov at strikke en trøje, hvis det blev en prinsessetrøje, så selvom jeg har en del rutine i hønsestrik, måtte jeg ty til at bruge strygemærker og specielle knapper for at få den ønskede effekt. 



lørdag den 26. januar 2013

lyserødt

Også en lyserød hilsen og gode tanker herfra, endda med lidt musik. Her kommer nemlig roserne Händel og Mozart.



Samt lidt oregano til at sætte krydderi på hverdagen.

fredag den 25. januar 2013

min frøsucces

Faktisk opleves det som en succes hver eneste gang, de frø man har sået, spirer og udvikler sig til planter; men hvis jeg skal vælge en enkelt succes, vil jeg vælge disse pæonvildarter.
Man sår dem i fugtigt sand, sætter potten ud et skyggefuldt sted og sørger for, at sandet ikke tørrer ud, og så venter man, for det første år er der absolut ingenting at se.Næste forår, eller måske det næste forår igen, viser der sig spæde grønne skud, og så er det bare med at have tålmodighed 4-5 år; for så lang tid kan der sagtens gå før de rigtigt begynder at blomstre.
Hvis man kan lide en udfordring og er i stand til at væbne sig med tålmodighed, er pæonfrø absolut sagen, specielt hvis man er interesseret i vildarterne.

De to øverste er paeonia veitchii fra 8. og 20. april sidste år.
Den hvide er paeonia emodi fra 28. maj.
Den sidste er paeonia anomale fra 3. juni.














torsdag den 24. januar 2013

stilstand og 1. sårunde


I haven er alt tilsyneladende gået i stå; men inde fra varmen kan vi i det mindste kigge ud på stjernemagnoliaen, som står som en hvidlig-sølvgrå parasol. Den er desværre ikke så tydelig på billedet som i virkeligheden.





Faktisk må der være livlig aktivitet i haven om natten, i hvert fald at dømme efter de mange rådyrspor. Først i dag har jeg opdaget, at de også har taget for sig af de yderste, lækre knopper på troldhasselen. Vi må se at få busken beskyttet med nogle stikkende  grangrene, så vi får lov at beholde de sidste knopper.


6 timer senere: Så har handymanden fældet et grantræ, lavet huller i den bundfrosne jord og pakket troldhasselen ind i grangrene. Naboplanten, et lille ahorntræ, er forebyggende blevet forsynet med et omvendt juletræ.

Inden døre har der også været stilstand, ikke mindst i min blogaktivitet. Jeg har ikke rigtig haft noget på hjerte, hverken i form af indlæg eller kommentarer, og har i den sidste uges tid mest gået og ventet på mildere vejr til frøsåningen. Af uransagelige årsager drøner jeg nemlig konstant ud og ind efter dette og hint, når jeg sår; men det iskolde vejr er jo blevet hængende, så de sidste dage har jeg taget tyren ved hornene og sået de frø, der skal starte ude, og nogle få, som skal have varme en måneds tid og derefter kulde, i alt 25 forskellige slags. På denne hjemmeside huserer en særdeles kompetent "frødame", som altid dækker frøene med sne, så det har jeg også valgt at gøre i år. 



Også som noget nyt holder jeg mig til Pindstrups så- og priklemuld i år, selvom den er ret dyr. Den har så god en konsistens, at den næsten ikke behøver at blive forbedret, som jeg ellers ofte har  haft for vane.  

Et par iskolde billeder fra haven.



.
Tilbage i varmen til et billede af primulaen Suze, som jeg mener at have stødt på på en anden haveblog. Min undskyldning ;-)  for at købe den er, at den ifølge etiketten godt kan trives udendørs.






fredag den 18. januar 2013

camellia

I går var jeg et ærinde i Viborg, og vanen tro lagde jeg vejen omkring Plantorama, som jeg synes har et utroligt varieret sortiment - som regel da. Alligevel var min overraskelse stor, da jeg så, at de havde et mindre udvalg af en plante, som jeg har googlet en del på det sidste, nemlig efterårsblomstrende camellia. Det med at have planter i blomst året rundt er noget, jeg tager som en dejlig udfordring.
Jeg faldt for én med navnet camellia sasanqua kanjiru, sikkert fordi den stod i fuldt flor og med masser af knopper.


Jeg har foreløbig stillet den i stalden, hvor der i dag er 3 grader, ved siden af vores store camellia, som er en traditionel japonica type. Når vi kommer ind i en frostfri periode igen, skal den placeres i drivhuset, så vi kan nyde dens blomster, hver gang vi går ud ad bagdøren. Den nye er mere åben og mindre opadstræbende i væksten end den gamle, og de mindre blade giver den et lettere præg.


I nærbillede synes jeg, blomsten kan minde om en halvfyldt hunderose, altså en "naturlig" blomst.


Blomsten på den gamle er meget mere forfinet. De to skal vist ikke stå sammen, mens de er i blomst; men da den nye er efterårs- og vinterblomstrende og den gamle forårsblomstrende, burde det nu ikke blive et problem.











onsdag den 16. januar 2013

januars favoritplante

                


Dette indlæg har jeg lavet til http://annavattenkannastradgard.blogspot.se/p/lanksamling-manadens-favoritvaxt-2013.html, og mit valg er faldet på daphne mezereum album, hvid peberbusk.
Sidste år startede den sin blomstring i begyndelsen af december, i år i slutningen af december. Disse billeder er fra 8. januar.



Og dette billede er fra i dag, hvor busken er dækket af sne. Når vejret bliver varmere, begynder blomsterne at dufte, og efter blomstringen udvikles der gule bær.


Det sidste billede viser, hvordan busken så ud sidste år i slutningen af marts, hvor bladene er begyndt at springe ud. Blomstring i 3-4 måneder - ikke dårligt!



tirsdag den 15. januar 2013

januaropdatering





Efter en lille uge i København, hvor computeren ikke viste haveblogs, men you tube indslag med Pingo  og Mickey Mouse, er det blevet blogtid igen. I haven har sneen jo lagt sig overalt, så man ikke kan se, hvad der er på vej op i lyset.  I surbundsbedet kan man dog trods sneen nyde lyngplanterne.












Hvis jeg skal se løgplanter, der er på vej, skal jeg kigge under bobleplasten i drivhuset, hvor jeg kan finde vintergækken Ophelia.


Ophelia ser sådan her ud.
    
Også spindlestone surprise er godt på vej. Hvis man kigger efter, kan man godt ane, at den er gul. Den var urimeligt dyr i anskaffelse, men formerer sig ganske villigt.
Disse vintergækker er hårdføre nok til at overleve i haven; men jeg synes, mine løg kan have en tendens til at forsvinde derude - jeg har mere styr på dem i krukker. I år har jeg drysset krukkerne med kød- og benmel for at give løgene noget næring.



Måske skulle jeg alligevel plante dem ud i sensommeren - dette syn gad jeg godt have i haven.


I det hele taget bliver jeg lidt galanthofil  i denne tid. Der er flere på denne planche, jeg godt kunne tænke mig.

Who said all snowdrops look alike? Some of my favorites: top row, L to R, ‘Wendy’s Gold’, ‘Blewbury Tart’, ‘Hippolyta’, ‘Flore Pleno’; middle, ‘Jaquenetta’, ‘Merlin’, ‘Lady Elphinstone’, ‘Augustus’; bottom, unknown, ‘Ophelia’, G. plicatus subsp. byzantinus, ‘Lady Beatrix Stanley’.





tirsdag den 8. januar 2013

januarmotiver

Igen en fugtig gråvejrsdag, hvor det kan være svært at tage billeder; men i dag VILLE jeg have billeder af denne fyldte, pink julerose.


Når man ser den forfra, kan man se, at de yderste blade er lidt plettede pga vejret.

Der er også blomster i en gul primula.

 De er nu ikke et forårstegn, men snarere et levn fra efteråret. De friske, nye blade er derimod et klart forårstegn.


Billeder af den hvide peberbusk blev det også til.



 Vortemælken euphorbia blackbird er så mørk, at kameraet insisterer på at bruge blitz, når jeg prøver at fotografere hele planten, så det bliver kun til blomsterknopper i dag.

 


Også rhododendron temple belle har nogle iøjnefaldende knopper.


Det var egentlig dette blad med sebedejesten, som de kaldes her på egnen, jeg gik ud for at fotografere, men så tog planterne over.