hjemme igen

Det var en speciel oplevelse at komme hjem og se, hvordan det stod til i haven efter et par dages fravær og besøg i høneballellehaven. Lisbeth har jo lagt utallige billeder fra sin smukke have; men det er noget helt andet at se den i virkeligheden.Billeder derfra har jeg ikke, men Ulla har heldigvis lagt masser af billeder på sin blog.

Vi oplever vist allesammen, at roserne blomstrer utroligt tidligt i år.

Aconitum forbinder man sikkert mest med sensommeren; men faktisk er der nogen, som allerede blomstrer nu. Sidste år viste jeg dem 13. juni.


 

Gladiolus communis (startede i drivhuset),  kejserlys, asphodeline, og aconitum.

     

Den første codonopsis 
 

Sølvknap og kalmia i knop er fine sammen, dels pga farverne, men især pga de ruglerunde former.

I samme bed står rhododendron viking silver.
 

To mørke: centaurea montana jordy og iris chrysographes black beauty.

               
Pagodebusken er så afdæmpet, at den næsten forsvinder i skovhaven.


Aftenbilleder



Honningurten såede vi sidste år som dækafgrøde i køkkenhaven - i år har den sået sig selv.

De næste to billeder er også fra køkkenhaven. Jeg synes, akelejen har specielt store blomster.


           Det her er vist en ægte slyngplante, også en aconitum.            Marmelade er en fantastisk alunrod.



Cornus kousa satomi har aldrig før blomstret så overdådigt. Vi bliver åbenbart snydt for ufatteligt mange blomster, når vinteren er hård.



Kommentarer

  1. Hej Marie. Det ser fantastisk ud i din have, og som sædvanlig mange spændende planter. Jeg er helt afhængig af din blog - på den gode måde-:). Jeg håber du engang holder haven åben, for det står højt på min ønskeseddel at se den. Du må bestemt også have hentet inspiration i smukke engelske haver. Og du har helt ret i at vinteren har været fantastisk for planterne. Jeg plejer at købe nye Euphorbia Characias hjem fra England hvert forår, fordi jeg ikke kan undvære dem i haven, men i år har alle overlevet. Gid de bliver mere hårdføre af det. Gladiolus Byzantinus glemte jeg at købe i efteråret, og det ærgrer mig, for de har et par gange overlevet i jorden, men ikke den hårde vinter med barfrost sidste år. Else

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Else. Sådan tænker jeg også, at planterne bliver mere hårdføre af at bo i vores klima, sådan at evt. afkom i hvert fald er mere robust. Åben have er jeg lidt loren ved.

      Slet
  2. Ja men igen billeder af mange fine planter, som jeg slet ikke kender, men så lærer jeg jo lidt nyt igen :). Min kalmia har ingen blomster endnu, men det kommer nok. Kornellen har godt nok mange blomster, hvor er den flot.Det er fantastisk med roserne, der er flere sprunget ud hos mig også nu.

    SvarSlet
    Svar
    1. Den kalmia, jeg viser, blomstrer jo heller ikke, men er smækfuld af knopper. Det kommer til at se godt ud. Det er helt vildt med roserne.

      Slet
  3. Ja ude er godt og så er det ekstra dejligt at komme hjem og se hvad der er sket i haven. Om et par uger tager vi en tur til Samsø og så er jeg spændt på at se Høneballehaven i virkeligheden:)
    HVor er det heldigt at vinteren engang imellem er så mild at vi får nye oplevelser i haven som med din Cornus kousa satomi:) Og for nogle skønne aftenbilleder du har fanget - din astrantia er meget længere fremme end mine.

    SvarSlet
    Svar
    1. God fornøjelse på Samsø - det bliver hyggeligt. Det lidt tankevækkende, synes jeg, at vi sjældent får toppen af blomstringen med, fordi vi bor så nordligt. Ikke fordi jeg har planer om at emigrere.

      Slet
  4. Dejligt med aconitum, som blomstrer allerede nu. Og jeg siger også, sikke skønne aftenbilleder fra din have - skønt at se lidt større dele af den. Her står rigtigt mange roser i knopper så bristefærdige at det ikke kan vare længe, så det bliver da en forrygende lang rosensæson i år. Ja, vi går åbenbart glip af en del når vinteren er hård. Jeg bemærkede også astrantiaen, meget smuk og stor.
    God aften :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan forestille mig, at din rosenhæk bliver rigtig smuk i år. Astrantia er i grunden en skøn staude, smuk, robust og længeblomstrende.

      Slet
  5. Hej Marie

    Lækre roser - jeg er jo specielt glad for dem der ikke er overfyldte:)

    Sikken flot sti! har tænkt på at selv lave en af runde strandsten men er usikker på om det ikke er totalt besværligt at holde den ukrudtsfri?

    Ha en dejlig aften

    SvarSlet
    Svar
    1. Aicha, den gule, er ny hos os, og jeg må sige, at jeg helt forstår, hvorfor den bliver så berømmet. I går var den mere gul. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at ukrudt ikke er et problem i stien; men jeg accepterer nu ukrudt indtil en vis grænse.

      Slet
  6. Jeg istemmer de andre og syntes haven ser fantastisk ud og sad sørme også og tænkte noget med åben have... ;o)

    SvarSlet
  7. Sikke dejlige billeder fra din have. Ja jeg synes også alting er meget tidlig ved den i år, men det var jo også en meget mild vinter.
    Dejligt at hilse på jer i Høneballehaven :-) og siger som andre at det kunne være en god ide med åben have ;-)
    Med venlig hilsen
    Lene Jensen Nordjylland

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for kommentaren. Det var så hyggeligt at mødes på Samsø.

      Slet
  8. Hej Marie.Hvor ser der smukt ud i din have.Og jeg er jo også lige kommet hjem efter en helt forrygende havetur på en uge i det Jyske.............utroligt hvad der sker i ens have når man er væk.
    Dejligt at høre at i havde en god tur til høneballehaven.........har selv været der to gange.
    Er vild med dine aftenbilleder. Sikke et smukt lys.
    God dag Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er vist kun os havenørder, der kan forstå, at det er så spændende at komme hjem til haven og se, hvad planterne har fundet på. Tante grøns have besøgte jeg i sensommeren sidste år, men den kan sikkert give nye oplevelser året rundt.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

blomsteramok

En nødtvungen pause

Hvad er du for en fætter?

gårdspladsen og blomster hist og pist

Med en uge til sommertid