lørdag den 31. maj 2014

det var maj

Dengang jeg brugte det meste af min maj måned på studentereksamen med eksaminer og censur og vagter, mindede jeg altid mig selv om at nyde måneden, fordi den suser afsted. Det gør den stadigvæk; men i år har jeg virkelig nydt den. Haven stortrives og og er lækkert frisk her ved indgangen til sommeren. Her kommer billeder af ting, som jeg går og glæder mig over for tiden.

Kugler

Sprengeri
 
Stewartia



 Hemerocallis fulva - er mere lilla og mindre rustbrun, end den plejer at være.
 

Fyldte storkenæb: himalayense plenum og summer skies.    
    

Mystisk Willestrup rose.

Mere mystik - en hvid blomst i en lilla rhododendron camtschaticum.

Iris butter and sugar sammen med hosta stormy seas.





torsdag den 29. maj 2014

noget om navne

Er det ikke underligt, at det kan være helt umuligt at huske navnet på visse planter. Klematis omoshiro er en af dem for mig.


Josephine er også et problem. Jeg husker tydeligt, den har et royalt pigenavn, bare ikke hvilket.

Ved andre planter er jeg ligeglad med navnet. Det gælder f.eks. denne orange azalea.

Den blå hosta herunder ærgrer det mig derimod, at jeg ikke kender navnet på, men udelukkende fordi jeg er blevet spurgt om det.

Ved sporebaldrian kan jeg sagtens huske det latinske navn, centranthus ruber, men ikke det danske, som ellers er et udmærket navn.

Andre danske navne er derimod direkte forvirrende, f.eks. sneklokketræ, halesia, og japansk sneklokke, styrax japonicus. Hvorfor ikke kalde dem halesia og styrax og undgå forvirringen? Det er da ganske mundrette navne, og træerne kommer jo fra fremmede himmelstrøg.


(Billederne af styrax er fra 28. juni sidste år.)

Hvad med meconopsis? Det virker naturligvis fjollet at kalde planten herunder Tibets blå valmue; men valmuesøster er til gengæld et fint navn, så hvorfor bruger jeg altid meconopsis? Tja, latin er jo universalsproget og et must, hvis man vil handle på nettet, og som ældgammel nysproglig student med latin har jeg ingen problemer med det - nogle gange er det faktisk det mest naturlige. Lige nu læser jeg The Self-sustaining Garden af Peter Thompson, hvor fatteren i nogle afsnit fremturer med at bruge de engelske plantenavne. Møgirriterende for en udlænding, siger jeg bare, selvom bogen i øvrigt er rigtig interessant.


Skal man bruge (latinske) navne på bloggen? Nogle gange navngiver jeg ikke engang planterne som f.eks.ved collagen herunder. Læseren er jo til hver en tid velkommen til at lægge en kommentar med spørgsmål. Det tror jeg, alle bloggere bliver glade for. På den anden side er inspiration en meget væsentlig - hvis ikke den væsentligste -  årsag til, at vi læser hinandens blogs, og man får nu engang mere præcis information gennem latinske navne.


I forrige indlæg viste jeg en koreakornel (eller er det japansk kornel?) og vil vise to mere i dag. Den første har vi navneskiltet til, nemlig cornus kousa chinensis.


For nu at fremture i det med navne, så kunne blomsterne tyde på, at planten har tilnavnet "butterfly".

Den anden kornel har vi ikke navnet på, hvilket ærgrer mig grusomt; men jeg gætter på, at den hedder teutonia.


Søren har frygtet, at vi er kommet til at købe et eksemplar mere af Satomi. Heldigvis viser blomsterbillederne, at det helt sikkert ikke er tilfældet. 






onsdag den 28. maj 2014

held i held


Sidste år læste jeg en artikel i et engelsk haveblad om judastræ, cercis, og forelskede mig uhjælpeligt i en hvidblomstrende variant. Grundig googling efslørede imidlertid, at den på det nærmeste ikke var til at opdrive i ind- såvel som udland, så jeg slog den ud af hovedet - skrev den ikke engang op i min lille lommebog.

Stor var min overraskelse derfor, da jeg fandt et eksemplar på Vinkel Planteskole, da vi var til ophørsudsalg der sidste efterår. Oven i købet var vinteren herefter så mild, at træet nu blomstrer omend beskedent. Det er da virkelig held i held.

Træet ser ikke ud af meget sammenlignet med eksemplaret herunder, men har faktisk en pæn størrelse. Det bliver mere tydeligt, når bladene springer ud.


Forest pansy så også ud til at ville blomstre, men det skete nu alligevel ikke. I stedet har den allerede udviklet sit fine løv.


Rundt i bedene har vi grupper af allium, som skal give noget farve efter forårsløgene og før/sammen med de tidlige stauder. Det var ikke planen, at de skulle blomstre sammen med roserne, her Dronning Victoria.

Madame Pierre Oger er en sport af Dronning Victoria og mere sart og spinkel. Hvilken der er smukkest, kan jeg ikke afgøre.


Astrantia Roma er en formidabel staude. Hvis den bliver skåret ned efter afblomstringen, kommer der et stort efterflor.

I et indlæg tidligere på måneden skriver Claus Dalby, at bonderoser og pæoner ikke er det samme, hvilket jeg simpelthen ikke forstår. Bonderosen hedder paeonia officinalis og er lige så meget en pæon som silkepæonerne med tilnavnet lactiflora og anomale, som også blomstrer lige nu.


Derimod er jeg 100% enig med CD i , at den vilde kørvel ravenswings blomstring i år er usædvanlig smuk og overvældende.

Multi blue gav mig en overraskelse i dag med noget, der lignede en kæmpeknop. Det viste sig at være en blomst, som planten havde vikle en af sine lianer omkring.


mandag den 26. maj 2014

hjemme igen

Det var en speciel oplevelse at komme hjem og se, hvordan det stod til i haven efter et par dages fravær og besøg i høneballellehaven. Lisbeth har jo lagt utallige billeder fra sin smukke have; men det er noget helt andet at se den i virkeligheden.Billeder derfra har jeg ikke, men Ulla har heldigvis lagt masser af billeder på sin blog.

Vi oplever vist allesammen, at roserne blomstrer utroligt tidligt i år.

Aconitum forbinder man sikkert mest med sensommeren; men faktisk er der nogen, som allerede blomstrer nu. Sidste år viste jeg dem 13. juni.


 

Gladiolus communis (startede i drivhuset),  kejserlys, asphodeline, og aconitum.

     

Den første codonopsis 
 

Sølvknap og kalmia i knop er fine sammen, dels pga farverne, men især pga de ruglerunde former.

I samme bed står rhododendron viking silver.
 

To mørke: centaurea montana jordy og iris chrysographes black beauty.

               
Pagodebusken er så afdæmpet, at den næsten forsvinder i skovhaven.


Aftenbilleder



Honningurten såede vi sidste år som dækafgrøde i køkkenhaven - i år har den sået sig selv.

De næste to billeder er også fra køkkenhaven. Jeg synes, akelejen har specielt store blomster.


           Det her er vist en ægte slyngplante, også en aconitum.            Marmelade er en fantastisk alunrod.



Cornus kousa satomi har aldrig før blomstret så overdådigt. Vi bliver åbenbart snydt for ufatteligt mange blomster, når vinteren er hård.