torsdag den 30. oktober 2014

lige linjer

Selvom jeg personligt er mere plantenørd end havenørd, interesserer jeg mig selvfølgelig for, hvordan vi indretter haven, og har i den senere tid især haft fokus på forholdet mellem lige linjer og bløde buer eller formel og uformel havestil.

Det er der skrevet meget mere eller mindre fornuftigt om. Et ganske fornuftigt synspunkt er, at man bør tage udgangspunkt i boligen.  Da vi bor på en typisk firlænget landejendom omkranset af et læbælte på alle fire sider, er  det nærmest uundgåeligt, at det er de lige linjer, der dominerer vores haveanlæg. Se f.eks. de lange kig ude fra læhegnet herunder.

                         

Inde i haven er jeg overbevist om, at vores bøgehække med de lange lige linjer har stor betydning for haveoplevelsen.



Da de store, gamle elmetræer blev syge og begyndte at gå ud, fik vi det rektangulære område indrettet som en skovhave med hække på de tre sider og indkørslen på den fjerde. For at den ikke skulle ende som en kedelig kasse, har tre avnbøgetræer fået lov at vokse sig store i yderhækken, og de trækker blikket opad og væk fra kassen sammen med de to buer i bøgehækken ind mod haven og de forskellige træer inde i skovhaven.


Desuden giver de runde og buede bede og de snoede gange anledning til afveksling i stedet for ensformighed.


Da de to runde gylletanke, som brød rammen mod sydøst, blev fjernet, var vi enige om, at rammen skulle genoprettes, dog uden at lukke af for lyset.


Det gjorde vi ved at bygge et espalier i forlængelse af nøddehækken og plante et valnøddetræ og en sorbus Dodong.

De to træer afslutter rækken af gamle frugttræer, så vi har været meget omhyggelige med placeringen.

Alt i alt må man nok konkludere, at det er de lige linjer og den mere formelle havestil, der præger vores haveanlæg. At haven samtidig rummer mange mere organiske former, vil jeg komme ind på i mit næste indlæg.

Endnu en frostfri nat



tirsdag den 28. oktober 2014

lige linjer og bløde buer

I går agerede jeg fødselshjælper for "morning light" og hjalp den med at frembringe sin første, smukke hvide blomst.

Mon ikke dette græs er fontænegræs - såetiketten er pist forsvundet?
 

Der er gensyn med den brogede benveds raffinerede frugter i disse dage.

Saxifraga cherry pie, fuchsia magellanica, buskrosen Mozart sammen med asters lady in black og rosen brown velvet.

Nu til emnet: Det er sket flere gange, at Søren og jeg året efter, at vi har lavet et bed med smukt buede former ;-), tydeligt har kunnet se, at en del af buen i virkeligheden var en lige linje. Det gælder også bedet herunder, hvor juleroserne i stedet for at bløde kanten op har udlignet den forsigtige bue og nærmest skabt en lige linje.

 Det prøvede vi at råde bod på ved at gøre buen tydeligere.

Det pyntede, syntes vi selv; men efter at have sovet på det var vi (læs jeg) stadigvæk ikke helt tilfredse med resultatet. Jorden skråner let mod øst, og det var som om bedet stod og vaklede på sit østlige fundament (hvis det ellers giver mening) så endnu mere græs blev fjernet og den nederste bue udvidet endnu mere. Efter endnu en nats søvn er vi heldigvis stadigvæk tilfredse med resultatet, bortset fra at der lige mangler en lodret plante til at bryde fladen med hasselurt.









søndag den 26. oktober 2014

flere lyspunkter

Weekendens  og især lørdagens vejr bød på et kærkomment gensyn med solen, som forvandlede pinky winky til en busk af guld.


I det hele taget er det først i den forgangne uge, at de gyldne farver for alvor er  begyndt at gøre sig gældende både i haven og rundt omkring her på egnen.



Selvom dahliaerne blomstrer lystigt, ved vi jo godt, at deres frihed snart er slut; men vi venter til den første frost med at tage knoldene op til vinteropbevaring. Der bliver så bart rundt omkring i bedene, når de forsvinder.



Roserne kan også levere en enkelt blomst hist og pist, det er dog ikke Edens favoritvejr for øjeblikket.



Klokkeranken har sendt en lang blomsterranke over i syrenhortensiaen.

Og Rozanne blomstrer flittigt.



torsdag den 23. oktober 2014

lyspunkter

Mine yndlingsplanter ville jeg have særdeles svært ved at sætte navne på; men lige nu i disse gråvejrsdage nyder jeg virkelig vores forskellige høststenbræk. De hedder saxifraga cortusifolia silver velvet, x umeko, x moe og fortunei rubrifolia.

Ikke blot er de megafine som bladplanter; men når man zoomer ind på deres små blomster, viser det sig, at de allesammen er små skønheder.

I drivhuset dominerer klematissen Freckles, efter at Søren har ryddet op. Den må have følt sig trængt af tomatplanterne, for den har sendt et par grene udenfor. Nu er det spændende, om knopperne når at springe ud.

       

 

Podophyllum Spotty Dotty er en af de planter, som opfører sig helt atypisk i år og er ved at blomstre for anden gang.


Sidst på eftermiddagen i går kom solen svagt igennem og fik den store glasbærbusk til at lyse.

Fasanbusken lyste også op. Den kvitterer tydeligvis for den fine sæson med masser af frø.

                                    
                         



tirsdag den 21. oktober 2014

efterår er asterstid


 - eller var det engang. Nu hedder mange af de velkendte efterårsstauder alt muligt eksotisk. Aster amellus, virgilasters, har dog fået lov til at beholde sit navn - sammen med alle andre asters fra Europa og Asien. King George er et udmærket eksempel.

Med den krybende lyngasters snow flurry er vi ovre i den omfattende kategori symphyotrichum med de fleste nordamerikanske asters.

Her finder man også dumosus, pudeasters, f.eks. Kristina,

og lateriflorus, lyngasters, her den lave Prince,

og de utallige høst- og strandasters, f.eks. den lave Professor Anton Kippenberg  og pænt høje Little Carlow, Marina wolkonsky og Marie Ballard.


Umbellatus er nu flyttet over i gruppen doellingeria.

Macrophyllus, som har en minigenblomstring, er derimod flyttet til eurybia.

Hvis man har lyst til læse mere om disse alt andet end mundrette navneændringer, er dette link og dette skema rimeligt informative. Jeg gad i øvrigt godt vide, hvordan de ville reagere i vores lokale plantecenter, hvis jeg kom anstigende og bad om en symphyotrichum, hvis jeg da ellers kunne udtale det.

Åh, ja, så er der for resten også staudegruppen kalimeris, som jeg har set blive kaldt skønasters på dansk. Jeg har stødt på den hos Piet Oudolf og i denne udmærkede artikel, hvor der bl.a. står, at den "danner en smuk, afrundet kant langs grusgangen og lukker af for stort set alt, der måtte spire frem undtagen måske agersnerle."  Med den anbefaling i baghovedet har jeg plantet den flere steder langs stierne i vores nye bed. Den eneste af dem, som blomstrer lige nu er denne brogetbladet type med tilnavnet shogun.