tirsdag den 31. maj 2016

Gardening in old age

- er titlen på et kapitel i  Helen Dillons hyggelige bog Garden Book,og efter at have genlæst det kan jeg (heldigvis) konstatere, at jeg ikke er blevet decideret gammel endnu, i hvert fald at dømme efter min haveadfærd;-)  
tulipa sprengeri
  • Det første, hun foreslår, at man kan gøre, er at lade planterne bestemme i stedet for at tage kampen op om, hvem der har kontrollen. I så fald skulle jeg f.eks. lade scillaer brede sig uhæmmet; for kønne er de jo; men det har jeg absolut ikke tænkt mig. Snart går jeg en runde med spaden og fjerner de fleste med hård hånd - det bilder jeg mig i øvrigt ind, at jeg også gjorde sidste år ved denne tid.

  • Forenkling er det næste tiltag, hun foreslår, og det er der jo bestemt god mening i; men for mig er der stadigvæk en velkommen udfordring i at kombinere stor plantevariation, som giver mig en daglig glæde, med en have, som har et roligt udtryk og undgår den"prikkede" effekt, som plantesamleres have generelt beskyldes for at have.
  • Lidt i samme boldgade er hun holdt op med at købe nye erstatningsplanter for f.eks. storblomstrende klematis og orkideer, som hun  gennem sit haveliv har ofret store summer på. Hvis de går ud, så må det være sådan. Her må jeg bryde sammen og tilstå, at jeg har købt hele 3 orkideer i år. Den ene blomstrer, den anden trives, og den tredje har jeg til gode at se livstegn fra.


Gudskelov findes der også trofaste orkideer.

Hvad klematis angår, så har jeg gået og ventet på livstegn fra Omoshiro og i det skjulte (dvs. uden at nævne det for Søren) overvejet, om jeg skulle se mig om efter en ny. Heldigvis er den nu kommet godt i gang.


  • "Sorte" planter er Helen Dillon vokset fra med alderen. Hun synes, de set på afstand danner et hul i beplantningen og agter derfor at fjerne en aldeles sund og rask mørkbladet hyld.. Der er jeg ikke nået hen; men for år tilbage var jeg meget inspireret af Karen Platts bog Black Magic and Purple Passion og syntes nærmest, at mørke planter og blomster pr definition var "finere" end andre;-> og det er jeg vokset fra, bilder jeg mig ind, omend mørkt løv i mindre målestok efter min mening giver en fin variation i bedene.

                       


Den grønne parykbusk er mindst lige så smuk som den mørke, der er den mest populære i danske haver.

Her vil jeg lige benytte anledningen til at komme af med et lille pip om tidens tendens til, at møbler og træværk absolut skal males sort for at se rigtigt ud. Jeg vil vove det ene øje og foreslå, at det er en typisk dansk tendens, der har bredt sig til det ganske land fra parcelhushaven og trenden med at flytte boligen ud i haven. Farven sælges som tidløs, men jeg har altså en stærk mistanke om, at den tværtimod er tidstypisk.
  • Inkontinente planter er Helen Dillon ambivalent overfor, og der er jeg helt på linje. Selvsåede planter som fingerbøl og akelejer kan det der med at finde det perfekte sted at slå sig ned, sådan at de giver lethed og gløder og lyser op i den rigtige belysning. På den anden side er der grænser for, hvor mange haven kan rumme, uden at virkningen bliver kedelig og uhåndterlig. De er nok ikke lige det perfekte match for den gamle gartner, hvis han/hun vel at mærke stadigvæk ønsker at have kontrollen.


Jo mere  jeg tænker over det, desto mere bliver jeg klar over, at selvsåerne er hovedårsagen til mit lugearbejde. Det er nemlig ikke kun de to-årige, men også mange stauder, der har den adfærd, også mange, som jeg ikke vil undvære.



  • Helen Dillon afslutter kapitlet med et ønske til sin alderdomshave, nemlig en bænk på en skråning med retning mod aftensolen og med en kaprifolie i nærheden. Det sidste har vi ikke, men det kan der jo rettes op på, og det er den sene eftermiddagssol, vi nyder, når vi slapper af på tremmebænken efter dagens dont.       


Min konklusion: Der er ingen tvivl om, at Helen Dillons råd er virkelig gode og bunder i praktiske erfaringer og stor æstetisk sans. Jeg tror bare, at jeg, den dag det bliver aktuelt at følge  dem, vil foretrække at flytte væk fra haven og overlade beslutningerne til nogle andre og forhåbentligt haveglade mennesker, allerhelst med en stor flok børn.

søndag den 29. maj 2016

hvad skal man vælge

Selvom vi stadigvæk døjer med tørke, er der gang i så mange ting lige nu, at det kan være svært at vælge, hvad der skal med i et indlæg her på falderebet i maj måned.Rockii er dog selvskrevet.

Clematis montana ses mange steder rundt i det ganske land med overdådig blomstring, og imponerende nok er der  ingen forskel på syd-og nordsiden.


I vinteren 2012-13 gik den oprindelige montana ud, troede vi, men for 2 år siden begyndte den at skyde igen, og i år blomstrer den på indersiden af buen og er tydeligvis mere mørk i farven end dens afløser.

I surbundsbedet boltrer Mme le Coultre sig

Rhododendron camtchaticum og menziesii
 



Rhod. Everred tog også skade i vinteren 2012-13, og da den aldrig er kommet helt over sin skade, kontaktede jeg for 4 uger siden  Glendoick Gardens,hvor den er udviklet, og spurgte dem til råds. Jeg fik svar tilbage samme dag, hvor Ken Cox beklagede, at planten nok ikke er helt hårdfør i Danmark, medmindre man bor ved kysten, og oplyste, at de arbejder på at udvikle en mere hårdfør plante. Nu satser jeg på at give den et liv som krukkeplante. De nye blade ser jo fine ud.

Den opstammede Leonardo daVinci kan igen. For at
give den et boost har den fået en håndfuld Rhizobio.
Den er hæmmet af myrebesøg i krukken - de er virkelig
svære at få bugt med.



Et par små, grønbrune skønheder, fritillaria camtschatcensis og aquilegia viridiflora.
        

onsdag den 25. maj 2016

"jyderne får skodvejr i dag", sagde vejrmeldingen

Sludder og vrøvl! Vi har haft regnvejr og lave temperaturer - det kunne virkelig ikke være bedre, og jeg er overhovedet ikke ironisk. Haven har jo været usædvanligt tør. Nu er vi  dog oppe på hele 7 mm. Det eneste minus ved dagens vejr er, at evt. billeder bliver ret så mørke.
Nu til billederne -  først nogle få nyheder. I køkkenhaven står der et opstammet lille træ med gule blomster - eller det tror man umiddelbart. I virkeligheden et det en palmekål, der har overlevet vinteren.

En anden ny kål er strandkål, som vi kun har for dens dekorative ydre. Jeg  har flere gange plantet og sået den uden held.

Dekorativ og særegen synes jeg også rapunzel/ phyteuma nigrum er. Den såede jeg i januar 2015.
          

Sandmyrte/  leiophyllum buxifolium er ikke ny, men blomstrer for første gang.


En ny nomocharisblomst - i går, da den ikke var helt sprunget ud, var jeg ikke så begejstret. Det går betydeligt bedre i dag.

 Alligevel foretrækker jeg den med færre prikker. Begge er varianter af nomocharis aperta.

En pudsig opdagelse: Da jeg ville fjerne et blad fra blomsten på clematis crispa for bedre at kunne se den, fandt jeg  ud af, at bladet sad fast, idet blomsten havde snurret et kronblad omkring det ligesom en babynæve, der ikke vil give slip på ens finger:-).

På primulafronten er det etageprimulaerne, der dominerer, her i form af apple blossom og pulverulenta.


En pudsig iagttagelse mere: Hasselurten herunder har sået sig selv i et bunddække af guldjordbær/waldsteinia geoides og optræder for en gangs skyld som solitærplante.

Rosinen i pølseenden er stenrose/ daphne cneorum, som vi kommer forbi mange gange om dagen.  Set tæt på er der ingen tvivl om, at det er om en daphne.


søndag den 22. maj 2016

"a green thought in a green shade"

er et berømt citat, jeg som eksengelsklærer bliver mindet om, når jeg vandrer rundt i haven  i disse dage eller bare kigger ud i den. I Andrew Marvells digt The Garden fra 1681 lovpriser han haven som et sted for meditation og ro. Min egen reaktion på alt det grønne lige nu er nok snarere, at det nærmest føles  lidt overvældende, ja næsten trykkende.


 Men så kan jeg jo bare bevæge mit korpus om i frugthaven, hvor æbletræerne både blomstrer og sner.


Her er Lykkefund klatret højt op i et af æbletræerne. Dens blomstring ser jeg virkelig frem til.

Det vrimler med smukke rhododendron på bloggene, og vi vil også gerne være med. Silberwolke hedder denne store busk.

Vi har været så heldige, at vores nyerhvervelse concinnum er en busk med forholdsvis mørke blomster.
 

Den gule træpæon Ludlowii er en prægtig plante, og i år er dens blomster usædvanligt store. Bunddækket er sibirisk portulak importeret fra Samsø.
 

De første blomster i rockii, anomale og rosa pendulina var. pyrenaicum



og meconopsis ikke at forglemme