lørdag den 30. juli 2016

jeg ser rødt

- i hvert fald handler dette indlæg om røde blomster. På vejen fra gult til rødt støder man på mange spændende nuancer af orange og rust. I år spiller dahliaen David Howard og fjervalmuen macleaya cordata sammen i et bed.



Bedet, som ses herunder, rummer også classic swan lake med rødbrune stilke, og lidt tilbage står en blå aconitum, som giver noget, efter min mening, tiltrængt kontrast. Faktisk er der også et stænk kæmpeverbena i forgrunden.

Den velkendte solbrud helenium moerheim beauty er utrolig lækker med sine varme, rustrøde blomster, men vælter altid. Derfor har jeg suppleret med ruby tuesday, som har kortere og stivere stilke og en anelse mørkere blomster.


Med collagen er vi nået til den rent røde nuance, som jeg til min overraskelse har fundet ud af, at en del haveejere nærmest hader.

Den næste collage illustrerer den gruppe røde blomster, som tit bliver beskrevet som sorte, selvom de tydeligvis er røde, omend iblandet en del sort. På latin har de ofte tilnavnet atropurpureum= dybt purpur. Det er en lækker farve, ingen tvivl om det.

Aeonium arboreum "Atropurpureum",også kendt som ungkarleblomst, er et andet godt eksempel.


 Som kontrast til de mørke blomster ville jeg slutte af med en ægte lyserød sag, altså rødt iblandet masser af hvidt og helst uden blåt; men det viste sig at være utrolig vanskeligt. Her og nu er det nok St. Swithun, der kommer nærmest - eller måske Evelyn.




torsdag den 28. juli 2016

grønt og gult

Der er rigtig meget mode i, hvilke farver vi havefolk ynder at bruge i vores haver, og lige nu er grønne blomster meget populære, formentlig fordi de er forholdsvis sjældne - well, raffinerede kan de jo også være, det må jeg indrømme.
Når man taler om grønne blomster, tænker jeg automatisk på grønne solhatte, som jeg for resten ikke har set skyggen af endnu her i haven,  Når sandheden skal frem, så er der nok ikke ret mange rigtig grønne blomster. I år har vi sået zinnia green red lime, og nogle af dem er delvist grønne.

Bagsiden tæller vel ikke i denne sammenhæng, men er nu også flot.

Vores udgave af clematis viticella alba luxurians er temmelig grøn - det  kan variere en del, hvor grøn blomsten er, også på den enkelte plante.

 Hosta zounds er limegrøn, en farve, som jeg mener er forholdsvis sjælden i det ellers så brogede hostaudvalg.

Jeg kan ikke afgøre, om klokkesnerlen/ codonopsis er gul eller limegrøn.

Det er ikke hvert år, vores største foldblad blomstrer; det gør den heller ikke på sit naturlige voksested. I år er vi heldige. Når jeg googler nærbilleder af den enkelte blomst, ser det ud, som om det er grøn foldblad / veratrum viride.


Gule blomster er der mange der har/ har haft det svært med, og minsandten om ikke en planteskoleejer så sent som i år over for mig hævdede, at kvinder ikke kan lide gult. Det er en generalisering, jeg overhovedet ikke kan skrive under på, men han må jo støde på holdningen i sine kunder. Alligevel er der nok ingen tvivl om, at det fortrinsvis er de lysegule, lidt sarte og mindre aggressive nuancer, der er populære. Her kommer en zinnia mere, en cosmos, dianthus knappii og coreopsis full moon

Helianthus lemon queen hører vel til samme farvegruppe, mens Crocosmia 'Paul's Best Yellow' er varmere i farven  - begge er rigtig lækre i mine øjne.


Heliopsis scabra summer nights er også varmt gul, og farven forstærkes af dens mørke stilke.

Den er rigtig god til at mingle med andre sensommerplanter, mens den syrligtgule rudbeckia herbstsonne når så højt op, at den kun har hjortetrøst at mingle med.


Farve og farvenuancer er ikke det eneste, der afgør, om en plante bliver min favorit. Farvemæssigt er der minimal forskel på disse to gule solhatte, og når jeg klart foretrækker den sidste, echinacea paradoxa, er det pga opbygningen af blomst så vel som plante. Paradoxa er en drama queen, der skal have plads omkring sig og forlanger, at hver enkelt blomst bliver set, mens den lave rudbeckia er mere af en "filler", som dækker jorden  sammen sine naboer lige fra foråret og leverer masser af varm, gul farve i lang tid i sensommeren.

tirsdag den 26. juli 2016

liljer og andet godt

Rhododendron auriculatum blomstrede sidste år i august, men springer over i år. Vi må nøjes med den ganske spektakulære nyvækst.

 Cirsium purpuratum, som jeg selv har frøformeret,og som blomstrede sidste år, beskrives nogle steder som to-årig. Derfor blev jeg begejstret over at se den tilbage i al sin magt og vælde.


Et kig ind i haven fra vest mod nordøst

Det sydvestligste hjørne - et motiv jeg sjældent fotograferer, fordi  der ikke er ret meget lys, men nu havde jeg lige ryddet op. 

For en gangs skyld blomstrer denne hvide astilbe og viser sig at være rigtig elegant.

Det samme er sølvlys, som står i nærheden.Sølvlys plejede at hedde cimicifuga, men er nu blevet indlemmet i actea, som ellers er det latinske navn for druemunke. For mit amatørøje ligner de hverken hinanden på blomst eller blad. Undskyld  - det skulle lige ud!!

Astilbe taquetii purpurlanze står lige så flot, som den gjorde i den våde sommer sidste år.

Liljer  -  først en ukendt lyserød

Leslie Woodriff
  
Der er udsigt til et brag af en blomstring.

White henryi

Concha d'Or

De to gule står i bedet herunder, som jeg vil vende tilbage til, når det er sprunget lidt mere ud.

Lidt uklart, men jeg kunne ikke står for tone-i-tone effekten.
  

lørdag den 23. juli 2016

Jeg vil have agurkerne tilbage

Sådan lyder overskriften på en klumme i tillægget til dagens lokale avis, Det, forfatteren hentyder til, er, at agurketidens platte emner i år så langt er blevet overskygget af de tragiske begivenheder i Nice, og i dag kan vi så føje München til den alt for lange liste over angreb og drab på uskyldige civile. Da jeg med det i baghovedet gik ud i haven for at tage billeder, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at dette i bund og grund er en overfladisk aktivitet på linje med agurketidens normale temaer; men hverdag og katastrofer eksisterer jo nu engang side om side.

Her kommer et lille udsnit af køkkenhaven

Dernæst tre planter, som har blomstret meget længe. I bunden af divhuset producerer clematis crispa stadigvæk sine små klokker - forsvinder næsten blandt tomater m.m.

Roguchi gør det samme ved indgangen til haven


Til sidst spredt blomstring i vores ældste camellia,  der startede i marts i drivhuset. 


Overfor er der fin gang i Prince Charles - jeg ville bare ønske, at den udmærkede klematis havde et andet navn.

Koreansk månestråle / kirengeshoma koreana

På billedet herunder går blomsterne nærmest i et med baggrunden; at det er en imponerende bladplante kan man dog ikke være i tvivl om.

Den irislignende leopard lilje/ Belamcanda Chinensis holder kun kort tid ude i haven. Derfor har jeg valgt at overvintre den i en krukke i år.

En pudsighed: det er tydeligt, at hortensiaens blomster i højre side er mere røde end i hovedparten af planten.

Når man zoomer ind på jordoverfladen får man forklaringen: Højre del er klart en aflægger, og jorden, hvor den har slået rod, må være mindre sur end der, hvor selve planten gror.