agapanthus m.m.

Så længe jeg kan huske, har vi haft krukker med agapanthus stående på dækslet i vandværksbedet. I 2012 frøs de næsten allesammen væk, og siden da har vi stille og roligt opbygget en ny samling.

Black pantha hedder den bå, som fylder mest. Jeg kan godt lide, at blomsten får et lilla anstrøg, når den falmer.

Der florerer forskellige myter om, hvordan man bedst dyrker agapanthus. En af dem er, at en forudsætning for blomstring er, at deres rødder står i trængsel. Måske er der noget om snakken. Alligevel er jeg tilbøjelig til at holde med John Grimshaw, som hævder at det først og fremmest handler om, at planten skal være veletableret og gødes godt. Jeg bruger langtidsvirkende gødningskegler, idet jeg ved, at jeg ikke får gødet dem en gang om ugen, som det anbefales.

Blomsten herover virker meget mørk, lige indtil man ser Midnight Cascade, som kommer her. Jeg skulle lige vise blomsten til Søren, og så stod jeg pludseligt med stilken i hånden, så måske kommer blomsten ikke til at springe ud:-(

De blomstrer ikke allesammen lige meget. Silver Moon med de brogede blade gør det slet ikke i år.

Roserne er lidt medtagne af al regnen og blæsevejret; men det gør dem næsten bare smukkere. Her er det Hot Chocolate og Black Baccara, hvis gren næsten ikke kan bære vægten af blomsterne.

Karma Choc klarer vejret noget bedre.

På Spotty Dotty har jeg fjernet de ældste, grimme blade og medfølgende blomster, men den har bare kreeret en ny generation.

Selinum wallichianum er ikke blevet så stor, som jeg kunne have ønsket; alligevel kan man sagtens nyde det fine, filigranagtige løv, som passer utrolig godt til blomsterne. Den har ikke et dansk navn - på engelsk kaldes den mælkepersille.

klematis igen igen

Småblomstrende klematis er en dille for mig, det tilstår jeg blankt, og fordi de blomstrer så længe, er jeg bange for, at jeg kommer til at gentage mig selv med dette indlæg.
Roguchi foran en brudeslør

Viorna har nået toppen af sit stativ og er på vej over i en mørkbladet hyld.

Dens frøstande er specielt dekorative

Versicolor er tydeligvis i familie med viorna. Desværre er dens blomstring først netop startet, mens viorna har blomstret i et par måneder.

For 4 år siden tillod jeg mig at flytte Princess Diana, og det er først i år, at den har en ordentlig blomstring

Princess Kate har derimod ikke leveret ret mange blomster - de er ellers fine.

Arabella skulle drapere sig henover træstubben, men foretrækker at danne et blomstrende bunddække.

Lidt andet til sidst:Afrikatidsels smukke blomst har jeg vist før, i dag viser jeg også de særdeles dekorative frøstande, som følger efter.

 Man kan jo tage frø af alt muligt; men det er lettere at lade planterne selv ordne arbejdet ligesom den hvide cyclamen.

Sally Holmes og Troika har en flot genblomstring.

en uge til efteråret

Skolerne er godt i gang, og OL er forbi, ingen tvivl om, at efteråret står for døren. Benveden sørger også for, at vi ikke skal være i tvivl. I grunden ser haven stadigvæk frisk ud, sikkert fordi vi hører til de egne af landet, hvor der jævnligt er kommet en regnbyge forbi.

Codonopsis tangshen storblomstrer for tiden, og det er morsomt at følge, hvor forskellige blomsterne falder ud.

2016 vejret ser ud til at bekomme anemonopsis familien vel. Her ses den hvide white swan.

Da jeg ville fotografere de første cyclamen i surbundsbedet, opdagede jeg, at den tidlige trillium chloropetalum allerede har sendt næste sæsons skud op over jorden. Jeg må vist hellere give den et lag topdressing.

Helt lav frøstjerne (kiusianum).

Alissar, Princess Of Phoenicia har ikke kun en nydelig blomst, men også en fin mørk bladrand.

Sidste år ved denne tid havde jeg en pæn samling af eucomis / ananasblomst. Men en enkelt tidlig omgang nattefrost gjorde det af med dem allesammen, så i år har jeg kun denne ene.

                               

Liljen Cyriaksburg blomstrer endnu - dens lange stilke er utrolig krogede og kan finde på at lægge sig henover jorden.

Der er vist mere jungle- end parkstemning over den - det har jeg det nu helt fint med.

På staudefronten er astersgyldenris/ solidaster en af dem, jeg virkelig sætter pris på for tiden.

Rudbeckia Henry Eilers er nem at skelne fra andre solhatte. 80cm høj beskrives den som, men er dobbelt så høj i år.

Twynings After Eight

blogtræf

Da vi lørdag formiddag efter en lang biltur fik øje på tre fine whiskytønder ved en grusindkørsel, vidste jeg, at vi var nået til det rigtige sted: Vivi og Hans Jørgens have. Det syn kender jeg så udmærket fra bloggen.

Det blev starten på en utrolig hyggelig dag, hvor vi blev beværtet, så man skulle tro, at vi var til fødselsdag - det var overvældende. Vivis omkvæd var: "Det meste er jo bare fra haven." Det passede nu ikke helt, og desuden vil jeg sige, at med sådan en køkkenhave, burde det hedde "det bedste er fra haven."

Haven blev taget grundigt i øjesyn, alt imens snakken gik. Her er det Vivis små rhododendron frøplanter, der bliver beundret.



Haven er jo kæmpestor, og selvom Vivi er kommet utroligt langt, er der stadigvæk masser af planer, som venter på at blive ført ud i livet

Med al den plads kan det lade sig gøre at male med den store pensel, her det flotte, todelte gule bed med huset som perfekt baggrund.

Over for det lyser et hvidt bed smukt op foran det gamle læbælte, som er blevet omhyggeligt beskåret og renset for visne grene og selvsåede træer, og hvad der ellers kan skæmme sådan et haveelement.

Midt i plænen i den del af haven, som endnu ikke for alvor har følt Vivis spade, er der anlagt et flot rødt bed, som tiltrækker opmærksomheden selv på stor afstand. Vi faldt alle sammen for den forholdsvis lave og meget mørke mjødurt (Little Joe?), og Vivi var hurtig frisk med spaden og særdeles gavmild, så vi var flere, der fik en luns af mjødurten med hjem. Det samme gjaldt den flotte, hvide floks på forrige billede.

Til gengæld for sin store gæstfrihed, fik Vivi masser af gode råd af os kloge havehoveder om, hvad der skulle puttes i bedene, hvilket nu slet ikke var nødvendigt; for Vivi har lagt sine planer og dem holder hun fast ved. Der er ingen tvivl om, at der, hvor vi gæster så en stor græsplæne, der så Vivi for sit indre blik et kæmpestort surbundsbed og en plæne reduceret til en bred græssti, der snor sig rundt imellem havens forskellige afsnit. Hvornår mon vi bliver inviteret til blogtræf igen for at se, at det er blevet til virkelighed? Jeg glæder mig allerede.

mejetærskeren brummer i det fjerne

solen skinner, og der er ikke en vind, der rører sig, med andre ord en perfekt augustdag.

I køkkenhaven er enkeblomsten / scabiosa atropurpurea omsider begyndt at blomstre. Det giver en lidt speciel farvesammensætning med den blå porrebaggrund.

Lidt derfra er ambrahækken ved at være i fuld størrelse. Når man lader hånden glide igennem den, breder der sig en duft af cola.

I går stødte jeg på denne guldsmed, som næsten går i et med det stykke træ, den sidder på. Den brød sig desværre ikke om at blive fotograferet.

 I dag traf jeg så denne, mere farverige guldsmed, som nærmest terroriserer et bestemt sted i haven. Børnebørnene bryder sig i hvert fald ikke om at have den brummende om ørerne.

Jeg gik ud fra, at det var den samme, jeg fotograferede d. 4. juli; men nu kommer jeg i tvivl.  Kan farveforskellen mon være et spørgsmål om alder.

I morgen skal vi til blogtræf og er allerede begyndt at glæde os - og har samlet nogle planter sammen, som vi håber på at komme af med.

 Man siger, at helheden er mere end summen af enkeltdelene. Det må også gælde for vores sensommerbed.

Alligevel kan jeg godt lide at snuse til detaljerne.