tirsdag den 28. februar 2017

Janteloven og haveblogs

Da jeg forleden læste dette indlæg på Anettes blog, var min spontane reaktion: Her er der en pige, som er vild med noget, hun har præsteret, og som gerne vil dele sin glæde med os andre. Hvor fedt!
clematis cirrhosa Freckles


Min næste tanke var, at sådan er indlæg kunne jeg aldrig nogensinde selv  lave - dertil er jeg alt for præget af den famøse Jantelov, hvis 10 bud lyder som følger:

Du skal ikke tro du er noget
Du skal ikke tro du er lige så meget som os
Du skal ikke bilde dig ind at du er klogere end os
Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os
Du skal ikke tro du ved mere end os
Du skal ikke tro du er mere end os
Du skal ikke tro du dur til noget
Du skal ikke le ad os
Du skal ikke tro at nogen bryder sig om dig
Du skal ikke tro at du kan lære os noget


Mon ikke også, det er Janteloven, der forsøger at stikke sit grimme hoved frem i dette rørende indlæg for kort tid siden på Birgittes blog, det er jeg ret overbevist om.
 

Den pointe, jeg er lidt længe om at nå frem til, er, at vores haveblogunivers i mine øjne er så vidunderligt fri for Janteloven. Tværtimod handler det her om ros og opbakning og skulderklap. Faktisk kunne man fjerne det negative ord "ikke" fra de ti bud og erstatte det med "du må gerne", og så ender vi med en fin beskrivelse af den grundholdning, der dominerer vores forum.

Janteloven har sin rod i misundelse og mindreværd, og man kan spørge, om der ikke findes misundelse på bloggene, og dertil er svaret: jo bestemt, men som regel på en god og konstruktiv måde. F.eks. gad jeg da godt have Lisbeths tidlige, hvide kamelia - den passer perfekt ind i vores koncept - men Lisbeth har jo fortalt, hvor hun har købt den, og derved bliver kameliaen til et eksempel på den åbenhed og gavmildhed, der også præger bloguniverset.
 

Hvornår kammer glæden over og bliver til pral, og gør det overhovedet noget, at man praler lidt? Ja, her i Vestjylland er det skam absolut forbudt at prale, selvom jeg selv er enig med Kathrine Lilleør, når hun skriver: ”For mig at se er den, der praler, jo oftest bare rigtig glad i låget. Ofte kan praleri slet ikke skelnes fra glæde, og glæde har det jo med at ville deles..." Det skal heller ikke være en hemmelighed, at vi vestjyder er overbevist om, at sjællændere simpelthen ikke kan lade være med at prale - de er ligesom født med et ekstra gen, et pralegen.

Måske er der ind imellem en tendens til, at der går lovlig meget konkurrence i at være først, størst, smukkest, sjældnest og klogest på vores blogs, noget, som sagtens kan lægge en dæmper på lysten til at lave indlæg; men så er det jo herligt, at man kan vælge ikke at deltage i den leg og lade være med at kommentere de indlæg, der viser den tendens.

Som kontrast til det dukker der med mellemrum et behov op for at vise det mindre kønne og det uperfekte. Der bliver jævnligt fremvist eksempler på øjenbæ eller ting, man ikke er stolt af eller bekymret over, altsammen noget, som måske er en sund reaktion på  for meget skønmaleri.
Pachyphragma macrophyllum

Selvom jeg personligt har en svaghed for sjældnere planter, er der ikke for mig noget smukkere eller mere livsbekræftende end billeder af de tidlige forårsløg, som vi alle har i haven, og som signalerer, at et nyt haveår er under opsejling. Problemet kan bare være at variere den slags indlæg, hvis man altså gerne vil det.


Det blev til en lang snak om et fænomen, som norske og svenske læsere formentlig ikke kender til, selvom Jantelovens fader Aksel Sandemose  var halvt norsk, og forhåbentlig bliver det efterhånden færre og færre danskere, der støder på den - selfies og Janteloven går i hvert fald ikke ret godt hånd i hånd.

fredag den 24. februar 2017

ligegyldigt hvor ihærdigt TV2 prøver

-at piske en stemning op omkring århundredets danske vintervejr i disse dage og sender rapportere ud i et forgæves forsøg på at skabe stort vinterdrama, så har vi altså forårsvejr med  strålende sol og nogle få plusgrader her i Vestjylland.
Her i haven som i rigtig mange andre haver vrimler det med vintergækker og erantis, og nogle af de små gule har fundet på at mingle med krybende kambregne/ blechnum penna-marina.


Også krokus og dorothealiljer er sprunget ud - lidt tidligt, synes jeg i grunden.








I sandbedet er Diggory og den gule Spindlestone Surprise sprunget helt ud.


Cyclamen coum står også i sandbedet; den lille fyr har jeg selv sået.

Ypsilandra thibetica er sprunget ud i drivhuset. De sartblå støvknapper er så charmerende.

Forårstegn er der i det hele taget masser af i haven nu, nogle af dem dog så små og undselige, at man næsten ikke bemærker dem. Tag f.eks. de bittesmå, nye blade på hot chocolate.

Gode, gamle løjtnantshjerte/ lamprocapnos  spectabilis starter altid tidligt, og hvert år forbløffes jeg troligt af dens specielle farve.

Lathyrus vernus er så langt fremme,at jeg bilder mig ind, at man kan se, at blomsterne bliver rosa.

Får du noget til føden, forestiller jeg mig, at dompaphannen spørger sin mage.

søndag den 19. februar 2017

Skiftevis frost og tø


- er hård tobak for mange planter, og det er forunderligt at se hver eneste vinter, hvordan f.eks. helleborus og senere tulipaner er i stand til at rette sig op efter at have været stivfrosne.

- for slet ikke at nævne de små erantis.

Cyclamen coum gør dem kunststykket efter, men ser mere forhutlet ud.

Vinteradonis/ adonis amurensis har  i løbet af januar sendt sit fligede løv i vejret.

Solen i fredags lokkede flere knopper til at springe ud - i dag i gråvejret er de lukkede igen.


På denne årstid dominerer den det lille bed, vi kalder spaltebedet.

Vores spaltebed kan overhovedet ikke sammenlignes med de professionelle, men er noget kønnere efter min egen ydmyge mening, fordi det virker mindre konstrueret og stenene mere naturlige. Til gengæld er pladsen ikke udnyttet nær så effektivt.

Bedet er to meter langt og godt en meter bredt - der var  simpelthen ikke plads til mere. Vi har brugt egnede flade natursten fundet på matriklen og ved stranden, og det rakte til tre små, egentlige spalteafsnit. Resten er indrettet som et traditionelt alpint bed med mere afrundede sten.


Da vi lavede bedet, havde jeg lige læst  peterkornstradgard.se/boken, hvor Peter Korn advokerer for at plante i rent sand. Derfor består den sydlige halvdel af 100% sand, og den nordlige halvdel  af  halv sand og halv surbundsjord. Planterne trives godt i deres forskellige mikroklimaer, den stedsegrønne daphne cneorum/stenrose faktisk alt for godt, så den nu dækker for flere dyrebare plantelommer.
 Hvis man er interesseret i at se videoer fra Peter Korns spændende have og få mere at vide om hans planteprincipper, er det en god ide at søge på ham på YouTube.

Lady Beatrix Stanley

Fra nu af er der dømt camelliaflor i drivhuset.

tirsdag den 14. februar 2017

har ikke tid, jeg strikker

Nu hvor frosten har sat et midlertidigt stop for planternes liv oven over jorden, passer det udmærket, at jeg langt om længe har fået gang i strikkepindene igen. I fredags startede jeg på en sweater til mig selv (Str. L) og mangler nu kun et halvt ærme, så rundpinden har været rødglødende.

Det samme kan man just ikke sige om kameraet, men vintergækker kan man da altid forevige.

Diggory herover har jeg store forventninger til med de brede blade og blomsten, som  får mig til at tænke på en ballonnederdel i krøllet silketaft.


Når vintersolen skinner, går der skønhed i selv visne, gråbrune frøstande.


Fuji kirsebærtræet har masser af knopper på sine zigzaggrene.

De flettede pil giver farve i vintersolen. Espalieret trænger vist til en gang forårsvask.


En ny, midlertidig beboer i drivhuset hedder cyclamen alpinum. Jeg vil egentlig gerne lave et  indlæg mere om cyclamen, men pc'en med alle mine billeder lader vente på sig.  -  Det var det indlæg - strikkepindene kalder.

onsdag den 8. februar 2017

Et blandet lot

OK,  kulde og sne har vi da fået; men i stedet for solskin er vi blevet belemret med en blæst, som går gennem marv og ben, og rhodoerne skutter sig i kulden.
Rex

Dauricum
Eller bliver godt blæst igennem.
Insigne


De udsprungne helleborus ligger hen ad jorden.

Denne fligetbladede gør dog ikke, sikkert fordi den står lidt beskyttet bag en sten og ind under en busk.

Den plantes oftest for bladenes skyld. På engelsk har jeg set den blive kaldt bregnebladet helleborus, men det latinske tilnavn er multifidus hercegovinus. Personligt synes jeg rigtig godt om den lille og meget grønne blomst.


Alliumplanterne bliver tilsyneladende heller ikke påvirket af frosten.

I erkendelse af , at jeg ikke får passet dem, har jeg med årene skåret kraftigt ned på stueplanter og erstattet dem med forskellige glasting. Forrige weekend faldt jeg for to nye ting - det sker nu ikke så tit længere - og den ene var det balusterformede hyacintglas, som står til venstre i billedet herunder.

Den anden var et lille blækhus, som er et veritabelt lille hus med skorsten, tag, dør og  to vinduer.

Den har fået sin plads i køkkenvinduet sammen med andre små glasting.