søndag den 19. marts 2017

det handler om sten

»Nu er det blot sten«
Dette citat, som stammer fra en artikel fra 2014 om kirkenedlæggelse og eventuelt salg af 6 kirker i København, satte gang i nogle tanker. Min umiddelbare reaktion var, at det kan man simpelthen ikke sige - tværtimod så er sten da totalt fascinerende.

Tag nu bare vores lokale, lille middelalderkirke fra 1100 tallet. Herover ses den velbevarede sydportal med den løveprydede tympanon.

Lidt længere væk ligger Grinderslev kirke, som har samme alder. Som klosterkirke er den på alle måder mere storslået. Det ses tydeligt på dens sydportal.

Begge kirker kan fremvise en skaktavlkvader eller skakbrætsten, hvis betydning stadigvæk er uvis og har givet anledning til mange fantasifulde forslag, Igen er den fra Grinderslev den mest imponerende.


Astrupkorset, som står ganske alene tæt ved vejen mellem Eskjær og Astrup er det sidste lokale eksempel, jeg vil tage frem. Igen er stenens funktion uvis, og igen skorter det ikke på fantasifulde forslag.

 "Hvad hånden former er åndens spor", skriver Johannes V. jensen, og det tror jeg grunden til, at sten, som dem, jeg har vist her, bliver ved med at fascinere og appellere til fantasien. Det  er jeg overbevist om, at de vil  blive ved med, selvom kirkebygningerne måske en dag bliver lukket som kirker og gennemgår et ritual, hvor kirkerummet bliver afsakraliseret, som det hedder, ved at nogle af de hellige ting bliver båret ud. De vil ikke længere være guds hus, som biskoppen er citeret for at sige, men de er altså heller ikke blot sten. De er meget mere end det.

torsdag den 16. marts 2017

de udholdende, de seje og de kønne

Den mest udholdende plante, hvad vinterblomstring angår her i haven, er helt klart den hvide peberbusk/ daphne mezereum album. Det første billede tog jeg midt i december. Nu er den begyndt at få friske, sartgrønne blade, og næste etape er de fede, gule frøstande

Næstmest udholdende er vinteradonis/ adonis amurensis, som startede sin blomstring sidst i december. Nu er blomstringen snart slut, og så står den som en nydelig bladplante, indtil den visner ned.

Den, der har blomstret allerlængst tid, er dog winter bells, som jeg købte i starten af november.  Den havde et ophold i drivhuset i perioden med dagfrost, men har det tydeligvis bedst udenfor i den friske luft.

Et måneds  tid  har pachyphragma grandiflora (intet dansk navn) og den fyldte helleborus blomstret.


Krokustid er det også blevet. Det er sejt gået, at de har kunnet presse blomsterne op gennem den smalle sprække.


Hvad påskeklokker angår, så er det umuligt at udnævne favoritter, synes jeg; men de picotee blomstrende med den karakteristiske røde rand rangerer højt. Allerede ydersiden afslører, at det er sådan en blomst, vi har at gøre med. Det er ikke kun kanten og nerverne, men også formen på blomsten, der viser det.



De mørke helleborus er det noget af en udfordring at tage billeder af. I modlys gik det godt i dag med denne lille gruppe.

De to næste måtte jeg fotografere på en "kunstig" baggrund - ellers gik de for meget i et med baggrunden.


mandag den 13. marts 2017

rosenstativ med mål

Lisbeth efterlyste i går målene på Sørens nye rosenstativ i to størrelser, og da jeg tænkte, at andre måske også kan have glæde af dem, har jeg lavet dette indlæg.

Materialet er 8mm rundjern
Antal stænger 8 og 12
Samlet højde henholdsvis 200cm og 220cm
Højde over jorden 150cm og 170cm
Ombuk ca 10cm
Under jorden 40cm
Ringenes diameter målt udvendig er 33cm og 55cm (afhængig af, hvad der kunne findes på amatørværkstedet til at forme ringene omkring)
Øverste ring er placeret 44cm nede (plus de 10cm ombuk)
Nederste ring er placeret 30cm over jorden (plus 40cm i jorden)

Et andet stativ, som kan minde lidt om disse to, har Søren lavet til Munstead Wood. Her tog vi udgangspunkt i rosens omfang ved roden og dens højde, da vi besluttede, hvilke mål det skulle have. Stativet, der er 75cm højt, fungerer rigtig godt - er nærmest usynligt om sommeren og rimeligt dekorativt resten af året.
       
                                    

søndag den 12. marts 2017

en søndag midt i marts

Efter hele tre dage med sol er der rigtig mange helleborus, der er sprunget ud. Det er simpelthen fascinerende at observere deres enorme variation.

Scilla bifolia Rosea er lillebitte.

En opstammet Ingrid bergman har blomstret en lille smule hen over vinteren i den mørke og kølige stald og næsten uden at blive vandet.

Vi er skam ikke for gamle til at lære nyt, i dette tilfælde pileflet, men der er absolut plads til forbedringer.
                                  

Den tredje pil holdt vi fingrene fra - indtil videre. Den kunstfærdige knude hedder vist japansk øje.

Successen gentages - to nye rosenstativer fra Sørens hånd. Den højeste (1,70m over jorden) er tiltænkt Ghislaine de Feligonde, og den laveste (1,50m over jorden) skal Raubritter slynge sig i.
                         

Søren har jævnligt brokket sig over det spøgelse, der har holdt til i haven hele vinteren. For et par dage siden fjernede han så vinterbeskyttelsen, og nu kan vi nyde magnolia grandiflora igen - og frosten har bare at holde sig væk. Næste vinter må vi se at komme op med noget mere diskret.

torsdag den 9. marts 2017

Cyclamen og hårdførhed

De små alpevioler er gået hen og er blevet lidt af en yndlingsplante. De ser så sarte ud, at man ikke umiddelbart forventer, at de kan overleve ude i vores klima, men det kan en del af dem jo. Heldigt nok foretrækker de fleste en veldrænet eller ligefrem tør vokseplads under et træ eller en busk, en placering, som ellers ikke er ret populær, og hvor de derfor uforstyrret kan brede sig stille og roligt.

I martsnummeret af Haven er der en lille artikel om alpevioler, og her anbefales det at plante coum (den tidligtblomstrende, som blomstrer lige nu) sammen med vintergækker og erantis, noget som jeg langt fra er enig i. Alpeviolen vil nemlig slet ikke kunne konkurrere med de to andre, dominerende løg.

Når man har beskæftiget sig lidt med dem og fået brillerne indstillet rigtigt, begynder man at kunne skelne forskellene bag de mange ligheder. 

           
Hvis man skal vurdere dem som haveplanter,  er deres største force nok de dekorative blade. Ikke mindst den efterårsblomstrende hederifolium / vedbendbladet alpeviol sælges i utroligt mange varianter.


Kolonien herunder startede for få år siden som en enkelt plante - sådan et sted er det klogt at luge med forsigtighed.

På septemberbilledet herunder fra samme bed kan man foruden blomsterne også se, hvordan frøstænglerne ligger rullet sammen som en fjeder og gør klar til at katapulte frøene ud i den vide verden, hvor myrerne vil hjælpe til med den videre spredning.

Det er reelt muligt at have hårdføre cyclamen i blomst hele året, som det fremgår af det geniale skema herunder. Skemaet viser også, at cyclamenåret, uvist af hvilken grund, traditionelt starter med sensommeren.
Ole Sønderhousen: Cyclamen vildarter, 1993

Hvor køber man alpevioler her i landet? Jo, jeg kigger allerførst på alpines.dk/, hvor Kirsten Andersen har et mindre plantesalg og sælger og sender løg ud i sensommeren.
Den 24. april fra 10 - 13 afholder Den Alpine Have det årlige alpine plantemarked i Lille Malund. Der vil der helt sikkert også være cyclamen til salg.
Endelig er Gartneriet Spiren begyndt at  tage alpevioler ind i sortimentet.

Udenfor landets grænser vil jeg især fremhæve  det hollandske postordre firma Green-ice-nursery, som har et stort og fristende udvalg både af planter og friske frø.
Hvis man har lidt tålmodighed og ambitioner om mange forskellige cyclamen, er det helt oplagt at så dem selv, og spireprocenten er klart højest ved friske frø. Det ville da slet ikke være tosset at producere en skønhed som denne - 20 frø for € 3 plus porto.

lørdag den 4. marts 2017

Ukrudt?

Uønskede planter er definitionen på ukrudt, når man googler ordet, og det omfatter derfor både vilde planter og kulturplanter, som vokser det forkerte sted. Haveejeren er altså den enevældige herre, der definerer, hvad der er ukrudt i hans have, og som lever i illusionen om at kunne kontrollere naturen. Her på matriklen er vi to herrer, som ikke altid er helt enige om, hvad der er krudt, og hvad der er ukrudt.

Tag nu f.eks. de skønne vintergækker. Ifølge Søren kan de aldrig nogensinde betegnes som ukrudt.

Det er jeg ikke helt enig i. I skovhaven er de således begyndt at trænge ud i stien i selskab med erantis i hobetal.

Fra modsat side er det havehyacinter, der invaderer stien, så hvis jeg ikke gør noget ved de uønskede gæster, hvor smukke de end er, vil stien snart forsvinde og skovhaven miste sin form.

De første to billeder stammer fra indkørslen, og når man zoomer ind, kan man tydeligt se det friske, grønne bunddække, som består af skvalderkål og vild storkenæb.

Længere mod syd er det hestehov, der dominerer, stadigvæk i selskab med de to grønne bunddækkeplanter.

Længst mod nord er de første spæde blade af ramsløg spiseklare. Alle de nævnte planter, som traditionelt betegnes som ukrudt, er særdeles invasive og får simpelthen lov til at slås om pladsen. Græsset bliver slået og mælkebøtter og brændenælder fjernet, og det er, hvad vi investerer i vedligeholdelse af bedet. Ukrudt? Søren siger ja,og jeg kalder det bunddække.

Påskeklokker sår sig selv i stor stil rundt omkring, i det næste billede i rødderne på en træpæon sammen med vintergækker.

Påskeklokken er lidt lille, men dobbelt og  fint gul med røde stænk. Ikke ukrudt, er vi enige om.

Men i det følgende udsnit af en runding med påskeklokker ses det vist tydeligt, hvor vildt de sår sig selv. Hvis ikke jeg fjerner de fleste frøplanter, vil der efterhånden blive trængsel i bedet, og blomsterne vil derfor gradvis blive mindre og mindre.

Der er ellers mange fine klokker i bedet, allesammen frøplanter, så jeg risikerer jo at fjerne den, der ville være blevet den allerfineste.


Denne tidlige iris står efterhånden i mange danske forårshaver.  I år er den dukket op midt i et ret tæt bunddække af guldjordbær. Noget lignende har Lisbeth set på Samsø, hvis jeg husker ret. Det må være et tegn på, at den er faldet godt til. Heller ikke ukrudt, selvom haveejeren ikke har været medbestemmende.

                                                                                      

Heldigvis er vi lykkeligt fri for de helt slemme ukrudtsplanter som snerle og agerpadderok.  Min hadeplante nummer et er uden tvivl vorterod, som jeg ikke engang vil vise et billede af.  Søren synes, jeg skal slappe af, den visner jo væk hen på sæsonen; men det kan jeg bare ikke 😠
Til sidst to planter, som absolut ikke er ukrudt. Først en blomsterknop i den tidlige staudepæon veitchii woodwardii og derefter blåaks/ sesleria heufleriana, som er utrolig let at overse.