tirsdag den 21. maj 2019

herude i udkantsdanmark

- er der mange forskellige dufte. De gule rapsmarker f.eks. har en gennemtrængende lugt.  Men det betyder mindre, når den danske produktion af raps er en af de mest klimavenlige i Europa. Flot er sådan en gul mark da også set op mod en blå himmel.


Hvidtjørnens duft er i sammenligning noget mere afdæmpet. Tak til træet i øvrigt for at så sig selv det helt perfekte sted.

Afdæmpet kan man til gengæld ikke bruge til at beskrive syrenernes velkendte duft.

Den lækreste duft leveres imidlertid af de mørke blomster i træpæonen delavayi, hvilket efter sigende hænger sammen med, at de producerer specielt meget nektar. Hvis planten ser våd og hængeøret ud, skyldes det, at vi fik hele 10 lækre mm regn i eftermiddags.


De højt forædlede træpæoner har er der derimod overhovedet ingen duft. Til gengæld er blomsterne enorme. Yashiyo tsubaki hedder denne træpæon.
 


Shima nishiki er en træpæon, som med alderen kan blive tofarvet i rødt og hvidt. For min skyld må den gerne holde sig til de diskrete striber, der kan skimtes på de yderste kronbladene.


Duetræet dufter heller ikke. Nu er blomsterne så småt begyndt at lægge sig i græsset under træet.


Hvis jeg havde haft pollen på næsen efter haverundturen, ville det ikke have været så underligt, for der gik sport i at opsnuse lækre dufte.  Mme le Coultre bruger alt sit krudt på blomstringen og dufter overhovedet ikke.

Alt i alt var det fobløffende og skuffende få, jeg fandt; men liljekonval og guldazalea går man aldrig fejl af.


Alstroemeria/ inkaliljens blomster er så smukke, men planten er helt ustyrlig plantet ud i haven. Derfor bruger jeg den som en dekorativ krukkeplante, der blomstrer utroligt længe, især når man hele tiden fjerner de afblomstrede frøstande. Denne variant hedder Indigo. Ingen duft.

Denne klippede acer tænker jeg nærmest på som havens signaturplante, og hvis du mener at have set en lookalike i det sidste nummer af Alt om Haven, så kan du være ganske rolig; for det var faktisk vores træ, der var et billede af.

fredag den 17. maj 2019

især pæoner

Store bededag er dejligt kølig med spredt regn, noget, som vi har ventet på meget længe. På blomsterfronten har staudepæonerne veitchii og mairei allerede afblomstret, og i dag kan jeg vise anomale, emodi, trådpæon/ tenuifolia og svovlpæon/mlokosevitchii.



Også træpæonerne er begyndt at springe ud. Her kan jeg vise en rockii, delavayii og en ukendt, som består af en enkelt beskadiget stilk med en enkelt blomst. Jeg er lidt i tvivl om, hvordan jeg bedst hjælper planten videre.



Clematis montana fylder sin bue helt ud. Barnebarnet Eva sagde sidste år, at der kunne tages et flot bryllupsbillede foran buen, så det er meget passende, at den hvide busk i baggrunden er perlebusken / exochorda med tilnavnet The Bride.

Vores største rhododendron er denne udgave af Silberwolke. Den springer altid ud i etaper, og til sidst bliver blomsterne nærmest hvide.  Jeg foretrækker nu dette stadie, hvor der er mere farve på busken. Det tager rigtig lang tid at fjerne visne blomster til den tid.

Flere rhododendron: forrest Graziella, den mørke er concinnum og bagerst kan man lige skimte Metternichii. Den mørke busk er mørkbladet hyld/ sambucus black lace.

Vi bliver i de samme farvenuancer med en mørk nøkketunge, ligularia britt marie crawford til venstre, en pink geranium i baggrunden og bjerghulsvøb/ chaerophyllum hirsutum var roseum i forgrunden. Den sidste har jeg sået fra frø, og den bliver stille og roligt større og større år for år. Nu ser det også ud til, at den er begyndt at så sig selv.

En anderledes farvekombination: selvsået miliegræs/ milium effusum aureum sammen med de nye chokoladefarvede skud af  bronceblad/ rodgersia pinnata superba.

Endnu en anderledes farvekombination: akelejefrøstjerne/ thalictrum aquilegifolium  i knop sammen med blomstrende lundgylden/ smyrnium perfoliatum. Den sidste sår sig selv og bliver ikke mange år gammel. Til gengæld skaber den noget liv og variation over sit voksested.

søndag den 12. maj 2019

En hel uge er der gået,

siden jeg sidst tog billeder. Hvorfor ved jeg i grunden ikke, for der er jo motiver en masse her i maj - måske er der faktisk alt for mange motiver, eller også savner jeg et egentligt tema for et nyt indlæg. Nå, hvorom alting er, så starter jeg i dag med årets første udsprungne rose i den opstammede Leonardo da Vinci, som efterhånden har en hel del år på bagen. Den overvintrer i drivhuset, hvor den kickstarter.


I spaltebedet blomstrer for tiden denne krybende og hårdføre slægtning til den ikke hårdføre klematis Pixie. Navnet er moonbeam, og selvom den sådan set er hårdfør, vinterdækker jeg den altid med en grangren for at beskytte knopperne mod at blive ødelagt af frost.

 Lige oven for står vortemælken euphorbia polychroma bonfire.

Vortemælk en en staudefamilie, som virkelig lyser op i majhaven. Herunder er det euphorbia polychroma senior med euphorbia x ascot rainbow i baggrunden.

 E. griffithii fireglow er raffineret i aftensolen.

Skumblomst/ tiarella cordifolia sky rocket er meget mere diskret.

Det samme gælder den cremefarvede, fyldte kvæde/ chaenomeles speciosa yukigoten.
 

I en del år har vores gemserod/ doronicum lige netop overlevet; men i år står den som en nydelig lille plante med sin lange blomsterstilke og store blomster. Den boede i haven, da vi flyttede ind i 1977, så jeg ved ikke, hvad den hedder; men den er tydeligt anderledes end den gemserod, man oftest ser.

Geranium phaeum/ bølgekronet storkenæb er ikke til at tage fejl af med sine små, men dekorative blomster, og en omgang tørke lader den sig ikke slå ud af. Herunder viser jeg lavender pinwheel, klepper og samobor.
 

Bagved samobor i skovhaven står en sammenplantning eller snarere et tilfældigt sammenrend bestående af en brogetbladet hosta, skovmærke/ galium odorata og hvid scilla.

mandag den 6. maj 2019

Lidt nyt fra en kold og blæsende have

Cornus Eddie's White Wonder , som længe har stået fyldt med knopper,  lyser nu op på gårdspladsen med sine talrige, hvide blomster.
 


I går deltog vi i en hyggelig konfirmationsfest ved Den Geografiske Have i Kolding, og på gåturen rundt i haven efter middagen var vi så heldige at støde på denne flotte cornus nuttallii, som sammen med cornus florida er forældrene bag krydsningen Eddie's White Wonder. Resultatet er efter sigende større blomster og bedre hårdførhed.

Herhjemme står den lyserøde camellia stadigvæk i fuldt flor, og det man vel takke kulden for.

Bag ved camelliaen står et noget mere ydmygt lille træ - maackia amurensis eller amurmaackia.

Hvis det ikke havde de sølvglinsende nye skud, ville det vel nærmest gå i et med det nye stakit.

Til sidst en række stauder. Omphalodes verna/ vårkærminde

Epimedium Amber Queen

Hosta Yellow Polka Dot Bikini og geranium espresso

Tapurt/ uvularia grandiflora

 Spredende tapurt/ uvularia sessilifolia

Paeonia mairei 

Anemone trullifolia Pradesh