tirsdag den 22. januar 2019

krabbeboller, agapanthus og kæmpeærenpris


I dag, hvor vejret er iskoldt og gråt og overskyet og helt igennem uindbydende, tænker jeg med længsel tilbage til søndag formiddag, hvor vi benyttede det flotte solskinsvejr til at tage en tur til fjorden og lede efter krabbeboller. Det gør vi ind imellem, dog som regel uden held, og fodsporene i sandet vidner om, at vi ikke er de eneste med den hobby. I søndags var vi heldige. Bollerne skal overvintre i stalden indtil frosten er ovre.

I samme ombæring opdagede jeg, at agapanthus Jack's Blue står og blomstrer i stalden med hele tre friske knopper og det helt uden andet lys end det meget sparsomme dagslys, der kommer ind gennem de små ruder. Ikke underligt at farven er ret så afbleget sammenlignet med blomstringen i juli. Vand har den heller ikke fået overhovedet.


I sensommerbedet har vi fire forskellige planter af virginsk ærenpris/ veronicastrum virginicum. Den ene af dem, fascination, har en tendens til faskiation/ bånddannelse, hvor flere stængler og/ełler  blomster vokser sammen. Effekten er tydelig både på vinterbilledet og på nærbilledet. Den har dasket mig i ansigtet og huen utallige gange, når jeg har gået forbi på stien.



Mens Fascination bliver omkring to meter høj, bliver sibiricum noget lavere, måske 1,20 meter, uden at det dog går ud over den skulpturelle vintereffekt.

Herunder mingler den med lægekvæsurt/ sanguisorba officinalis.

Fra starten af juli ses bedet med sibiricum til venstre i midten, fascination i baggrunden og en hvid  version til højre i midten. Efter min mening kan virginsk ærenpris noget helt specielt, ikke mindst i samspil med græsser. At de også kan være seværdige om vinteren, er bare et ekstra plus. 

lørdag den 19. januar 2019

blå reflektioner

Da jeg skulle finde et lunt sted til en frøpotte, måtte jeg rokere rundt med de glasting, der ellers stod i den varme vindueskarm, hvorved min julegave fra Helledies Glaspusteri i Skive kom til at stå ved siden af en vase eller krukke af Finn Lynggaard, og det kom der et atypisk indlæg ud af. Jeg kunne nemlig ikke lade være med at sammenligne de to og reflektere over ligheder og forskelle.


Jane Helledie beskriver selv sin vase som køligblå med metallisk look og fortæller, at hun henter sin inspiration fra "det farveunivers, som nærheden til fjord, skov og himmel dagligt giver." Det synes jeg sagtens, man kan se. At glaspusteriet ligger i et tidligere tuberkulosesanatorium, hvor frisk luft var en væsentlig del af kuren, gør kun oplevelsen af denne forbindelse endnu stærkere.


Herunder ses de smukke og inspirerende omgivelser på denne overskyede vinterformiddag.




Finn Lynggaards vase er vel også "køligblå med metallisk look", men formen er mere traditionel, glasset gennemskinneligt og motivet tydeligt figurativt. Julegavens motiv er vel nok abstrakt, selvom jeg personligt får associationer til de forskellige, sommetider spændende ting, der lægger sig i strandkanten og skifter udtryk, alt efter om vandet har gjort dem våde eller ej. På samme måde skifter vasen udtryk, alt efter hvor lyset falder, og hvordan omgivelserne er. Lige nu foretrækker jeg vist den nye, hvis jeg absolut skulle vælge, men synes, de komplementerer hinanden vældig godt.


Hvad det er for nogle frø, der gemmer sig under den lille glashætte? Jo, det er ixia viridiflora, som er den mest turkise blomst, man kan forestille sig, så farvemæssigt passer den fint i vindueskarmen.
ixia viridiflora

I dag har vindueskarmen fået en beboer mere. Vi får se, hvad den synes om den varme radiator.

onsdag den 16. januar 2019

Såtid!

Hvornår er det? Tja, det kommer helt an på, hvordan man dyrker sin have.  For nogen kommer den aldrig. Det er dem, der simpelthen ikke tænder på at så; men for de fleste starter såtiden sikkert på et tidspunkt i april/ maj, når jorden er varm og risikoen for nattefrost minimal.
cyclamen coum album

Min egen såtid starter typisk her omkring midten af januar med kuldekimerne, dvs de  planter, såsom stauder, buske og træer, som kræver kulde/ frost for at spire. Rent faktisk startede dette års frøsåning tilbage i midten af november, hvor jeg såede en flok cyclamen. De står nu lidt beskyttet i en flamingokasse og dækket af et lag grus. Dem har jeg stor tiltro til, da jeg normalt er rimelig heldig med at så cyclamen.

2018 var ellers et elendigt år, hvad frøsåningen angår. Jeg var slet ikke god nok til at holde potterne fugtige, så mange af dem, heriblandt næsten alle meconopsis, spirede ikke. Jeg har valgt at lade dem stå  og give dem en chance mere, men min mavefornemmelse siger mig, at varmen og tørken sidste år simpelthen brændte dem af, så der ikke er noget at komme efter.
En af de planter, der dog spirede fint og blomstrede allerede første år, var lobelia x gerardii købt hos det tyske frøfirma Jelitto. Den venter jeg mig meget af i år.

Jelitto fik jeg anbefalet af Tina Møller, engang jeg besøgte hendes staudeplanteskole Staudemarken i Nordjylland, og har siden jævnligt købt frø hos dem. Et fint køb hos dem tilbage i 2017 er også  solhatten echinacea green twister, som ses herunder.
I år har er det staudesalvien SALVIA nemorosa Merleau Blue, jeg vil forsøge mig med. Nu VIL jeg have etableret de store blokke med salvie, som jeg forgæves har fiflet med i mange år.



Lige før jul fik jeg tilsendt frø af en helt speciel mandstro/ eryngium pandanifolium Physic Purple fra planteskolen Special Plants, hvor jeg også har lånt billedet. På mine ældre dage har jeg fået en svaghed for kæmpestore stauder som denne, der under gunstige forhold skulle kunne blive 2 1/2 m. høj. Den hader vintervåd jord, og jeg ved, lige hvor den skal stå - hvis den altså bliver til noget.


I dag fik jeg besked om, at to poser med vermiculite kunne afhentes hos købmanden. Hvad jeg bruger det til, kan du læse på dette indlæg fra 2017 om vintersåning. Ellers kan billedet af potter, der er klar til at komme ud i kulden, give et vink.

Det letteste er unægteligt at lade planterne selv om at frøformere sig. Minusset er bare, at man på den måde får flere planter af en, der allerede vokser i haven, og som regel når man sår stauder, er det for at få nye ind. Sommetider kan man alligevel godt blive overrasket over f.eks. frøplanter af helleborus. Den halvfyldte cremefarvede med diskrete røde striber ligner i hvert fald på ingen måde nogen af dem, vi har i forvejen.

søndag den 13. januar 2019

vi skal jo til det

Det, jeg hentyder til, at det så småt er ved at være helleborus-/ påskeklokketid. Der er ingen af vores planter, som står i fuldt flor bortset fra juleroserne, men der er en del enkeltstående, fuldt udsprungne  blomster rundt omkring. Sådan plejer det vist også at starte.


De fire i collagen er navnløse orientalishybrider, mens de næste to begge har navne. Den første er vildarten helleborus multifidus hercegovinus, en lille plante med fligede blade og grønne blomster. Den falder sikkert ikke i alles smag, men personligt nyder jeg bestemt synet af den.



Den anden med de iøjnefaldende blade hedder helleborus erichsmithii Bob's Best. Efter nogle år, hvor den havde stået for skyggefuldt, plantede jeg den sidste år et sted med fuld sol, og det ser ud til at bekomme den vel. Efter omplantningen har jeg fundet ud af, det netop er et kryds, som foretrækker sol og et godt dræn.Alligevel er den tilbøjelig til at få sorte pletter på de smukke blade.


I disse dage har vi det typiske, danske vintervejr, nemlig regn og plusgrader. Vinteradonis ville uden tvivl foretrække sol og et par graders frost.

Til sidst to buske med hvide blomster, som begge ville dufte, hvis temperaturen var højere: hvid peberbusk/daphne mezereum album og kødbær/ sarcococca confusa.

fredag den 11. januar 2019

Vores læhegn

Foranlediget af Lisbeths  indlæg om deres læhegn rundt om haven og kommentarerne til dem, hvor bl.a. begrebet bundlæ har været oppe og vende, har jeg lavet et indlæg om, hvordan vores læhegn er bygget op.  Mens Lisbeth skal bruge mange indlæg til sin tur rundt i sit varierede hegn, kan jeg klare hele turen på et enkelt indlæg😊

På nettet fandt jeg dette luftfoto af gården.  Som man kan se, er vi pakket godt ind i træer på alle fire sider, og grunden er tæt på at være 100% kvadratisk med 100m på alle 4 sider.  Der er 500 skridt rundt i læhegnet - det ved jeg helt nøjagtigt, fordi jeg jævnligt går turen for at komme op på de obligatoriske 10000 skridt om dagen.

1 Læhegnet mod vest var blevet for åbent og forfaldent, så i 1996 fældede Søren de mest medtagne seljerøn ud mod marken, og  Hedeselskabet plantede tre supplerende rækker bestående af naur, hvidjørn, eg, ask og røn og med ammetræer i form af grønel og almindelig el. Senere i 2003 fældede vi de forfaldne mirabełletræer på indersiden af læhegnet og erstattede dem med den beplantning, der ses på billedet og tegningen herunder. ( Hvis man zoomer ind, kan man sagtens læse det).
Til højre i billedet kan man se avnbøgehækken med skovhaven på den anden side, som igen er afgrænset af en bøgehæk ind tmod selve haven, så haven er alt i alt godt beskyttet mod vestenvinden, som ofte kan være hård.
 


2. Mod nord er der seljerøn yderst, de store stammer er ahorn og eg, og så kommer vores enorme bøgehæk. Her har vi ikke plantet nyt, bortset fra at Søren har forlænget bøgehækken, så den når hele vejen mod øst.

3. Mod øst er køkkenhaven afgrænset af et 70 år gammelt mirabellehegn, som Søren slås med hvert år. Stammerne er ved at være ubehageligt kraftige, så det er et hårdt, men nødvendigt arbejde at beskære dem.

4. Mod syd og sydøst plantede Hedeselskabet i 1996 et nyt seks rækkers læhegn, som ses herunder både fra øst og ude fra vejen mod vest.

5. Langs med indkørslen ud mod vejen har vi et traditionelt læhegn hovedsageligt bestående af syrener, men med enkelte andre prydbuske som  guldregn, uægte jasmin  og rosa multiflora. Her har vi plantet enkelte nye syrener, hvilket ikke er så enkelt, som man umiddelbart skulle tro. De uforædlede syrener trives fint, men sætter masser af rodskud, mens de forædlede, som vi helst vil have, har  vist sig at være svære at få til at trives.

Sådan ser læhegnet ud i starten af juni og set nordfra.

Og om kort tid vil vintergækkerne lyse op i græsset langs med hegnet.


Det var hele turen på 500 skridt med bundlæ hele vejen rundt. Mod syd  vil hegnet sikkert snart blive ret åbent, hvilket imidlertid ikke vil blive det store problem for  livet i haven , idet det er avlsbygningerne, der ligger lige indenfor. Vi holder begge to meget af at gå turen rundt i læbæltet, og det gør f.eks. rådyrene tydeligvis også.

mandag den 7. januar 2019

Lidt derudefra

Vortemælk/ euphorbia er en artsrig og særdeles forskelligartet planteslægt. Julestjernen, som har pyntet i mange hjem i de seneste uger, er en vortemælk, og i  vores have lige nu er der tre stauder, som tager sig rigtig godt ud.
Den første er lundvortemælk/ eup. amygdaloides va. robbiae, som jeg anskaffede, fordi den trives selv på tørre steder f.eks. under træer, så den er velegnet i skovhaven. På billeder ser man den mest med den karakteristiske gule blomstring; men i virkeligheden er det som bladplante, at jeg foretrækker den.

Umiddelbart kunne det ligne et billede mere af den samme plante. Det er det nu ikke; men daphne laureola var. philippii ligner lundvortemælken rigtig meget. Det er en stedsegrøn og lavtvoksende daphne, som får gule blomster i februar.


Den næste vortemælk er hybriden martinii Ascot Rainbow/ broget vorterod, som jeg allerede har savlet over på bloggen op til flere gange. Som mange andre planter har den ligget henad jorden i frostvejr og rettet sig op igen, når det blev tø.

Den sidste er eup. characias ssp. wulfenii/ middelhavsvortemælk, som nærmest er en fast bestanddel i engelske haver, men langt mere sjælden i danske haver. De gange, jeg har sået den, har den ikke overlevet så længe, at jeg har nået at se den i blomst, og den er nok på grænsen af sin hårdførhed.

Hvad stiller jeg op med acanthus hollard´s gold?  Det er fristende at lægge et par beskyttende grangrene henover de nye skud. På den anden side virker det mere naturligt, at en staude har en vinterpause.


Årets første indkøb til haven blev en løvrive, ikke fordi den gamle var slidt op; men Søren brugte den som våben mod naboens slemme hankat, som æder af vores kattemad og fordrejer hovedet på vores hunkatte, og det kunne riven ikke holde til. Hankatten lusker såmænd stadigvæk rundt.
Den nye er en ergonomisk model fra Fiskars, og jeg håber, den kan minimere det vrid i lænden, som den gamle ofte var skyld i.


De farvede spidser på de små, grønne skud afslører, at det her er prydløg, der er på vej op.

De tidligere år har jeg generelt ikke vist rettidig omhu over for de helleborus, jeg har brugt som krukkeplanter, så de bundfrøs tit og ofte. I år har jeg plantet Winter Bells ud i et bed, og det ser den ud til at have det godt med, faktisk ser den bedre ud nu end som krukkeplante, og jeg er dejligt fri for at spekulere på, hvor meget den skal vandes.