"Skønheden ligger i fortiden" ???

Torsdag aften så jeg programmet Fremtidens Drømmehaver - den unikke have  på DRK, og især den første tredjedel med Peter Wibroe gav mig noget stof til eftertanke. Hans kæmpestore, private have passer perfekt ind i programmet og temaet; det er sin drømmehave, han har skabt, og den er ganske unik her i landet og formentlig også i Norden.

Exillion

Som tidligere reklamemand er Peter Wibroe glad for slogans, og som overskrift for sin proces med at skabe  sit haveunivers  med det humoristiske navn Exillion (han er gået i æstetisk eksil i haven) bruger han med en omskrivning af Proust udtrykket "jagten på den forsvundne skønhed".  Også Einstein bliver citeret, når Wibroe hævder, at fantasi og forestillingsevne er vigtigere end viden. Lidt viden om havekunstens historie må manden dog vist alligevel have:-}

Exillion

Jeg kunne godt have ønsket, at Flemming Møldrup havde forsøgt at bore lidt i disse glatte slogans, og måske var det i virkeligheden det, som Peter Wibroe selv  lagde op til, ligesom jeg tror, at hans bemærkning om, at flere af de klassiske figurer og vandkunster såmænd er købt i Skive for ikke ret mange år siden, i virkeligheden skulle provokere  til en dybere diskussion af æstetik og havekunst. Når han ikke tåler menneskeskabt grimhed, hvad tænker han så på i havesammenhæng? Det kunne have været godt med nogle eksempler, når han sådan affærdiger nutidens havekunst som noget ragelse.

Med billedet herover er vi flyttet til Skive, hvor dette sceneri leder frem til en bro over Skive Å. I modsætning til Exillion er det et meget nutidigt sceneri med de rustne jernplader, betonstolper  og beplantningen, som er inspireret af tidens præriestil.

Når man går ud på broen og kigger mod nord, er det Gl. Skivehus, byens ældste bygning, der fanger blikket. Ren idyl med det stråtækte hus, der spejler sig i åen. Fortidens skønhed!

Mod syd er udsigten mere industrielt præget, og kommunen har konstrueret et åbent opholdsområde ned til åen bygget op i beton.

Lidt længere oppe på åbredden er der beplantninger indrammet af betonkanter, og igen er det præriestilen, man har har holdt sig til.

Mens Wibroe i sit imponerende haveanlæg forsøger at fastholde en skønhed, der efter hans mening er gået tabt, har man i Skive netop holdt sig til tidens udtryksform, og personligt er jeg ikke i tvivl om, at jeg foretrækker det sidste.  Omend i meget beskedent målestok minder det mig om The High Line i New York, hvor man netop ved at acceptere byens industrielle fortid og kombinere det med tidens havestil har skabt et smukt og rekreativt område for byens beboere. I det andet program af Fremtidens Drømmehaver præsenterer man ligeledes en kæmpestor, offentlig park i byen Duisburg, som er anlagt hvor der før i tiden var et stålværk. Her antager værkets forladte bygninger og maskiner i mine øjne en helt speciel og meget grafisk skønhed. Så, nej, skønheden ligger ikke KUN i fortiden.

Et spørgsmål til sidst til læseren af dette indlæg: Hvorfor har man åbnet op ind til Flügger skiltet, som man kan se herunder? 

1. Har Flügger bestukket stadsgartneren?

2. Har man villet fremhæve anlæggets placering midt i en aktiv handelsby?

3. Har man simpelthen overset skiltet?

midtnovember

Sommetider har jeg på fornemmelsen, at min hjerne er blevet så ensporet, at jeg år efter år viser nøjagtig de samme ting på nøjagtigt det samme tidspunkt på året.  Nu har jeg tjekket nogle af mine tidligere novemberindlæg og kan gudskelov konstatere, at helt så galt står det ikke til, selvom der nødvendigvis er visse gengangere. Hydrangea serrata blue bird har jeg vist et par gange pga det lækre løv, og den mørkeste hortensia ligeså, fordi den bliver ved med at producere blomsterhoveder fulde af farve.

Rosen Louise Bugnet plejer derimod ikke at vise så flot et efterårsløv, som den gør i år.

Glasbærbusken har ofte smidt de fleste bær på dette tidspunkt; men i år bliver de hængende noget længere, sikkert på grund af al den regn, vi har fået.

Brogetbladet etagekornel/ Cornus controversa 'Variegata'  holder fast på sit lyse løv, indtil frosten gør kål på det. Når man zoomer ind, bliver de mørkerøde bladstilke meget iøjnefaldende.

Papirbarkløn/ acer griseum er flot nogle år og mindre flot andre år. Sidste år visnede den, før bladene overhovedet fik farve, mens vi er mere heldige i år.

De seneste år har lønnen blomstret og sat masser af frø, og barken kan man nyde hele året rundt.

Lungeurten (pulmonaria) herunder har fascineret mig i år. Den har sået sig selv blandt nogle livskraftige planter, men er alligevel lykkedes med at skaffe sig lys og næring nok til at vokse sig stor og flot. Kranstoppen tør åbenbart ikke lægge sine lange grene ind over den.

En enkelt blomst: clematis Freckles har sendt et par ranker  ud af drivhuset, og de er begyndt at blomstre. Det har vi også set tidligere.

julepynt

Nu er halloween overstået, og julen står for døren, i hvert fald at dømme efter butikkernes udbud og reklamer og ugebladenes forsider. Også her på havebloggene er emnet begyndt at poppe op.Normalt praler jeg af ikke at være et let offer for den slags fremstød; men i år har jeg dog investeret i en plante til at pynte ved bagdøren.

Det drejer sig om camellia x Yuletide. Det er en krydsning, som har noget sasanqua i generne, og derfor blomstrer den tidligt, dvs fra nu af og det meste af vinteren. Den er fyldt med store knopper, så vi har noget at glæde os til, hvis vi ellers forstår at behandle den rigtigt. Det indbefatter bl.a. at sætte den i sikkerhed, hvis vi får hård frost.

Yuletide er et oldnordisk ord for jul, og statistikken viser, at det er ved at få en renæssance i forhold til det ellers bedre kendte Christmas (engelsklektoren kom lige op i mig for en kort bemærkning-:)), og de røde blomster med gule støvdragere signalerer virkelig jul i mine øjne.

Når jeg skal være helt ærlig, må jeg tilstå, at jeg faktisk gjorde det samme sidste år, hvor jeg ligesom mange andre investerede i en atlasceder, som blev pyntet med en lyskæde i december. Den har indtil nu været plantet ud i haven, hvor den ikke er vokset ret meget.

 Krukken står ved nordgavlen af et udhus og har selskab i den anden ende af gruset af tre krukker, som har stået ude hele året.  Planterne er rhododendron Koichiro wada, pinus Chief Joseph og mahognia Soft Caress. Den sidste blomstrer minsandten, utroligt, synes jeg, eftersom den hele tiden har stået der i skyggen og kun fået den smule morgensol, som sæsonen har budt på.
Tobaksplanten er ikke inviteret, men har fået lov til at blive stående.

Nå, ja, så faldt jeg også lige for dette lille juletræ i støbejern hos den lokale blomsterhandel. Når det bliver mørkt, skinner lyset ud gennem de små stjerner.

novemberblomstring

Nu, hvor det rumler med rygter om nattefrost, og norske og svenske haveblogs melder om vintervejr, er der grund til at være taknemlig for de planter, der forskønner vores hverdag med blomster. Høststenbrækken/ saxifraga fortunei rubrifolia starter altid sin blomstring så sent, at man når at tro, at den ikke når det. På afstand er den en nydelig bladplante, og man skal tæt på blomsterne for at se, hvor fine de i grunden er.

Min favoritasters er aster Snow Flurry, en lav, tæppedannande type med små, hvide, stjernelignende blomster. Det manglende lys i dag gjorde det ikke let at få et ordentligt billede af den.

Den plettede fodblad spotty dotty står både med blomster og knopper og nye blade. Måske sætter frosten snart en stopper for det.

Salvia Amistad er lige sprunget ud. Også den vil frosten hurtigt gøre kål på.

Den hvide cyclamen hederifolium har haft en virkelig lang blomstringsperiode.

Den hvide peberbusk har derimod lige begyndt sin blomstring, som nu vil fortsætte et godt stykke efter jul. Den ser umiddelbart ud til at være tidligt på færde sammenlignet med den lillablomstrende; men det er nu dens natur.

Rudbeckia Henry Eilers hører også til de længeblomstrende stauder.

Ampelpileurt/ persicaria capitata sår sig selv efterhånden og pynter både med de brogede blade og de lyserøde blomsterhoveder.

Alle agapanthus på nær disse to er bragt i vinterhi. Jack's Blue blomstrer næsten året rundt, mens den i baggrunden overhovedet ikke har blomstret i år. 

Det farvestrålende ambratræ/liquidambar styraciflua er en belønning til mig/os selv for det store lugearbejde på gårdspladsen. Den skal vise den grønne version, hvordan det er, et ambratræ skal se ud om efteråret.

november sunset

- er navnet på et elefantgræs, som vi dog ikke har, og for den sags skyld har vi heller ikke set en eneste solnedgang, efter at vi er kommet ind i november, kun regn,regn, regn. Men malepartus herunder kunne lige så godt hedde november sunset med de farver, dens blade fremviser.

I det hele taget gælder det om at nyde synet af sensommerbedet med græssernes farverige løv og fyldige aks, der vajer i vinden; for snart bliver det hele mere beige og anonymt og behøver hjælp fra rimfrosten for at ligne en million.

Burgundy Ice bliver ved med at fascinere med de afvigende blomster, den producerer for tiden. Jeg bildte mig ind, at Burgundy Ice var en sport af den hvide Iceberg; men efter at have undersøgt sagen nærmere, har jeg fundet ud af, at det forholder sig anderledes. Iceberg sporten, som blev fundet og udviklet på Tasmanien,  blev til Brilliant Pink Iceberg, som igen skabte sporten Blushing Pink Iceberg, som igen skabte Burgundy Ice(berg).

Når jeg sammenligner de afvigende blomster på vores plante med f.eks. dem af Blushing Pink Iceberg herunder, kunne det godt se ud, som om vores plante simpelthen har en tilbøjelighed til at  revertere tilbage til Blushing Pink Iceberg. Denne beskrives flere steder som, at den ser håndmalet ud, og det gør vores blomster vel sådan set i højere grad end den "rigtige".

https://cdn11.bigcommerce.com/s-jgc64vf5/images/stencil/1280x1280/products/1971/3118/blushingpinkiceberg__13865.1561080821.jpg?c=2&imbypass=on&imbypass=on

På gårdspladsen er Ginkgo biloba ved at forgylde sig selv, men jeg lægger nok mere mærke til, hvor flot pigstensbelægningen er blevet, efter at jeg har luget overalt, og Søren har fejet affaldet sammen og kørt det væk.

Kuriosa

Umiddelbart virker det måske lidt underligt at starte et indlæg med den overskrift med billedet af en smuk rose.

Rosen er nu temmelig kuriøs; for Burgundy Ice skal jo have en flot rødvinsfarve og ikke være hvid med en anelse pink, og det har de andre blomster på planten da også. 

I højsæsonen havde rosen faktisk allerede antydet, at den var lidt speciel, idet den fremviste den tofarvede blomst herunder. Jeg får helt lyst til at anskaffe den hvide Iceberg for at holde øje med, om den kunne finde på at lave det modsatte stunt. Trods alt var det  jo sådan, Burgundy Ice kom til verden.

Kuriøs er i mine øjne også denne lille, hvide svamp, som vrimler op af jorden under grantræerne. Jeg er totalt uvidende, når det gælder svampe, skal jeg skynde mig at tilføje.

Også frugter kan sætte fantasien i sving. Død mands finger, som er det folkelige navn for frugten på blåbælg/ decaisnea fargesii, er et godt eksempel.

Denne grå tingest synes børnebørnene, der er ulækker. Jeg gætter på, at det skyldes, at de ikke kan fordrage dens tidligere beboere. Det er nemlig et hvepsebo. Den har et stort hul foroven og et lille på siden, så trafikken ind og ud har sikkert været ensrettet.

De yderste lag kan godt minde lidt om de forbindinger, som mumierne er pakket ind i i gyserfilm; men vi kunne mærke, at boet indvendigt var temmelig kompakt. Derfor skar vi den over for at se, hvad der var indeni. Indmaden, der består af celler lidt i  stil med en bikube, viste sig at være umanerligt sej at skære over selv med en skarp kniv. Vi fandt ingen dronning.

Decideret ulækkert er imidlertid det fund, Søren gjorde i torsdags i kanten af græsplænen ned mod køkkenhaven. Med mellemrum lå der sådan nogle portioner snegleæg, så han fik travlt med spaden og samlede dem op i en plastikpose. Vi ser ellers næsten ingen snegle for tiden og har ikke gjort det et stykke tid.  Der, hvor æggene lå, har vi højst set en enkelt eller to henover hele sæsonen. Det er altså nogle mærkelige dyr.

Jeg slutter med et billede af den nye høststenbræk, som har det kuriøse tilnavn gelbes monster. Det monsteragtige skal vist hentyde til, at den har en kraftig vækst. Blomsten er da ganske nydelig.