søndag den 15. september 2019

en blæsende septembersøndag

Koldt og blæsende har det været i dag, så det blev lidt småt med billeder, men dog nok til et hurtigt indlæg. Jeg starter med Himlens syv sønner/ heptacodium, som er det eneste efterårsblomstrende træ, jeg kender.

Og så dog - i magnolia grandiflora Goliath sprang årets sidste blomst også ud  i dag.

Det har ærgret os af mange grunde, at regnen er blevet ved med at vælte ned i august og september, og en af dem er, at vores nye pileparasol  er blevet gennemblødt. Den skulle gerne blive tør på et tidspunkt, så den kan få en omgang svampemiddel.

Blandt roserne har Troika dannet en flot blomsterklase, Sweet Pretty har en mere åben placering af blomsterne, og Heidi Klum leverer kun enkelte blomster ad gangen.



Chelonopsis, der betyder "som ligner chelone= duehoved" blomstrer først nu og har normalt den uvane at gemme de kønne blomster bag ved bladene.  I år er  de af en eller anden grund mere synlige.

I foråret så knopperne i hortensiaen Love You Kiss triste og svedne ud, så vi regnede ikke med at se blomster i den i år. Det fik den så alligevel, og herunder viser jeg, hvordan blomsten ser ud på forskellige stadier.  På det sidste billede har den fået selskab af den asters, som hedder Mönch.


 




torsdag den 12. september 2019

mest cyclamen

Når de nøgne jomfruer og de vedbendbladede alpevioler begynder at blomstre, oplever jeg det som starten på en ny runde i havens cyklus. Samtidig bombarderes man af farvestrålende billeder af alle mulige tulipaner, som det er meningen, man skal købe sig fattig i. Jo,jo, vi nærmer os 2020.



Vi har en hel del forskellige vedbendbladede cyclamen rundt omkring, og den hvide er klart den, der har bredt sig mest. Den står et klassisk sted for cyclamen, nemlig i den temmelig tørre jord inde under en busk, i dette tilfælde en kalmia.


Den næste gruppe står under vores stewartia, som er en virkelig tørstig nabo, og den tredje gruppe står under en opstammet buksbom.




I potten herunder står afkommet efter nogle frø, jeg købte som "dark red"; men det er vist kun den forreste blomst, der lever op til det.

Det er ikke kun blomsterne, der er seværdige. Også frøstandene, der er klar til at blive katapultet af sted af de snoede stilke er dekorative, ligesom bladene, der har farver og mønstre i mange forskellige kombinationer.

 
Dagens overraskelse, som ikke handler om cyclamen,  fik jeg, da jeg ville hente et par friske grønkålsblade til salaten. På vejen skulle jeg lige beundre de flotte mættet blå blomster i the President på østgavlen, og så fik jeg øje på noget cremefarvet et par meter opppe på muren. Det er min sandten  den staudeaugtige klokkeranke cobaea pringlei, der blomstrer, selvom blade og stilke ser visne og halvdøde ud.  Det var en velkommen overrraskelse.

mandag den 9. september 2019

småblomster, kæmpeblade og køkkenhave

 Erigeron karvinskianus kunne godt tænke sig at have mere plads at brede sig på, men får det ikke.

Acis autumnalis har blomstret hele august måned og lader ikke til at skulle stoppe foreløbigt. Den sår sig selv, og formerer flittigt de små løg.


Codonopsis lanceolata har som noget nyt produceret en hel klase af sine små klokkeblomster.

Storbladede planter som olieplanten har jeg det med at falde for, selvom mange af dem ikke er vinterhårdføre. I år var olieplanten så langsom til at komme i gang, at den nu har en behagelig højde på kun en meter, hvor den sidste år blev dobbelt så høj og var voldsomt udsat i blæsevejr.

Så er der mere skub i trædahliaen dahlia imperialis. Den blev plantet ud i år efter to år som krukkeplante, og det har den kvitteret for ved allerede nu at være over to meter høj. Hvis den blomstrer, og det skal man ikke forvente på vores breddegrader, sker det ikke før i november. Hvis vi havde et orangeri, skulle den have en fast plads derinde, og så ville den uden tvivl blomstre. Alligevel holder jeg et vågent øje med, om der dog ikke imod alle odds dukker knopper op i topskuddene.

At den også bliver kaldt bambusdahlia kan ikke undre, når man zoomer ind på en stilk.

Trædahliaen skal blive i jorden henover vinteren som et eksperiment - selvfølgelig behørigt dækket med grene o.l., og det samme har jeg valgt at gøre med rispapirsplanten/ tetrapanax papyrifer rex. Til vinter skal drivhuset nemlig ikke proppes sådan med planter og krukker, som vi ellers har haft for vane. Det er i hvert fald planen lige nu; så får vi se, hvordan det ender.

Glaucidium er en af mine favoritter blandt forårsstauderne, og den er desuden en nydelig bladplante resten af sæsonen. Den behøver vi heldigvis ikke at vinterdække.

 Sølvaks/ stipa calamagrostis er nærmest den diametrale modsætning til de storbladede planter.

I juli blomstrede det mægtige prydløg allium globemaster, og da det var afblomstret, blev det gravet op og opbevaret tørt, indtil det nu skal i jorden igen i det renoverede bed, jeg viste i det forrige indlæg. Jeg plejer normalt ikke at grave prydløg op; men der var et par andre planter, som der skulle gøres plads til, og min spade har den uvane at ville ødelægge de løg, der bliver liggende i jorden.
 allium globemaster 12. juli 2019

Da jeg fjernede de visne stilke fra løgene, fik jeg den behagelige overraskelse, at alle fire løg delte sig i to, så nu gætter jeg på, at vi får det dobbelte antal globemaster til næste år.

Der er en egen stemning i vores gammeldags køkkenhave (uden højbede og andre moderne tiltag :-)), når vi kommer ind i september, især på sådan en stille formiddag, som vi havde i dag. Porrerne fylder altid meget, og i billedet herunder er det fennikel, som ligner dild i forgrunden. Der er ingen duft ved fenniklen; men når man nulrer de gule frø, kommer den karakteristiske lakridsduft tydeligt frem.

Ambrahækken/ artemisia abronatum dufter derimod helt tydeligt af cola, når man trækker hånden igennem den.

 Græskarret herunder er jo dekorativt; men Søren mener ikke, det er anvendeligt til Halloween.

Den gule cosmos er langt om længe begyndt at blomstre godt. Jeg spekulerer på, om dens frø er farveægte.

Det blev til temmelig mange billeder i dag, og alligevel vil jeg tilføje et mere. Clematis Roguchi har nu blomstret hele sommeren og fylder stadigvæk godt i landskabet. Dens stativ er det eneste trekantede stativ, vi har, og er lavet af noget rionet, som Søren har bøjet, malet sort og pyntet med tre små kugler på toppen. Ret enkelt, men alligevel elegant, synes jeg.

onsdag den 4. september 2019

september

Der sker noget med min indstilling til haven og havearbejdet, når vi når til september. Jeg føler ikke længere et behov for at rumstere rundt og fjerne ukrudt og visne grene og nedfaldsæbler og i det hele taget shine haven op. Nu må den godt drosle ned stille og roligt, og når jeg kigger på bedene, får det mig først og fremmest til at reflektere over alt det, jeg synes, der skal ændres på med henblik på næste år. Nydningen, for nu at citere Bamses Billedbog, er med andre ord mere eller mindre forduftet, eller også dufter den bare  anderledes om efteråret.

Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke kan glæde mig over at gense clematis rehderiana oppe i en bærmispel og opdage, at clematis Mary Rose lever i bedste velgående.


Eller over at se, at et impulskøb i form af en farverig star trives godt, at en hjemmesået rudbeckia er begyndt at springe ud med fløjlsbløde blomster, og at aconitum Red Wine, har været fyldt af blomster i år.



Et mindre projekt er allerede ved at blive gennemført: Jeg foreslog Søren, at vi skulle udvide et lille rundt bed, som kamouflerer eller bløder op på det spidse hjørne af terrassen. Der gik ikke mange dage, så var græstørvene fjernet og den dobbelte stenkant flyttet længere ud i græsplænen. 

Vi nåede også at få taget hul på beplantningen bl.a. med flytningen af Pinky Winky, men nu har øsende regnvejr sat en effektiv stopper for at komme videre.

Jeg slutter på gårdspladsen, som i sommersæsonen er hjemsted for vores krukker med forskellige agapanthus. De blomstrer desværre slet  ikke lige så vildt som sidste år. F.eks. er der kun en enkelt blomst mod tre sidste år i Midnight Cascade.


I den halve vintønde er der kun grågrønne og hvide farver med et gammelt oliventræ som den dominerende figur. Jeg har prøvet at efterleve et princip for beplantning af krukker, der siger, man skal have en thriller (oliventræ) fillers (euphorbia Diamond Frost) og spillers (sølvnyresnerle). Den beplantning går tiden næsten helt sporløst henover.