Indlæg

Tomgang

Billede
Selvom der kan findes umiskendelige forårstegn rundt omkring i haven, er det alligevel min oplevelse,  at udviklingen er mere eller mindre gået i stå, og det har smittet af på min blogaktivitet, må jeg nok erkende, både her på bloggen og i form af kommentarer rundt omkring. Vejret har været ok til  lidt oprydning derude, men det er absolut ikke noget, der kan bringe min puls i vejret , slet ikke når det for det meste foregår i gråvejr.For min skyld måtte kalenderen gerne rulles frem til 1. april, og så kunne man jo håbe på, at coronasituationen  samtidig ville være så forandret, at vi ville have andre og mere opløftende ting at beskæftige os med. Søren hævder, at jeg overdriver, når jeg påstår, at vi har en million vintergækker, men vil godt gå med til, at der er flere tusinde. Det er imponerende år efter år at se, hvordan de er totalt upåvirkede af en omgang frostvejr og begynder at blomstre med perfekte blomster, nærmest inden sneen er smeltet. En dag for ikke ret længe siden morede

stilhed efter stormen

Billede
Det er nogenlunde sådan, jeg synes, det opleves at vende tilbage til plusgrader efter den just overståede  periode med kraftig frost. Børnebørnene er samtidig taget hjem, og måske bidrager det også en smule til roen :-) Frosten har tilsyneladende ikke helt forladt vores lerjord, som er smattet og fugtig at færdes på; men med de temperaturer, der meldes om i de næste dage, må det snart ske. Hvad frosten har forvoldt af skader, er det for tidligt at gøre status over, men en hel del påskeklokker er så medtagne, at de helt sikkert ikke kommer til at pynte i forårshaven. En af dem, der er kommet forholdsvis uskadt igennem frosten, er denne helleborus x ericsmithii variant med dekorative mørkerøde knopper og stængler og marmorerede blade. Vintergækkerne fortsattte nærmest processen med at springe ud allerede dagen efter, at frosten var forsvundet. Hvor er de hyggelige at gense. Kommer foråret tidligt i år, spørger man uvægerligt sig selv som haveejer. Sidste år i februar konstaterede jeg, at

Skøjter på mergelgraven

Billede
Tænk, at vinterferien falder sammen med en periode med frostvejr, så skøjterne kan komme i brug. De seneste år har det foregået på de kommunale skøjtebaner; men dem har coronaen jo lukket i år, og så må man jo finde andre løsninger.  Vi er så heldige at have en mergelgrav i gåafstand, og der blev isen ryddet for sne, og mange grene blev  fjernet.  På den måde blev der skabt en lille, rund skøjtebane, hvor der dog stak grenender op af isen hist og her, så risikoen for at falde var rimelig stor. Der blev også arrangeret en siddeplads af grene og siv, hvor man kunne nyde sin kakaomælk og kit-kat. Søren havde haft et uheld med en køkkenkniv og var blevet syet i venstre tommeltot, så han blev forkælet med et lunende tæppe. Mere vil have mere, så gradvist blev skøjtebanen udvidet med en lang arm.  For enden af den lange arm blev der etableret en tværarm med en mindre runding, og som det ses, måtte øksen tages i brug for at opnå det ønskede resultat. Nu tror jeg ikke, der kommer flere udvidel

Vinterkulde

Billede
Vinterkulden har nu for alvor bidt sig fast; jeg har set en beskrivelse, der går på, at vi bevæger os rundt i en kummefryser, og det  er ikke spor overdrevet i mine øjne.  Vi var tæt på ikke at rejse bobleplastdrivhuset til frostsarte planter inden i det regulære drivhus - sidste vinter bød jo næsten ikke på frostvejr, og den generelle klimaopvarmning er vel efterhånden en accepteret kendsgerning. Heldigvis tog vi os sammen en kold decembereftermiddag, og det har vi naturligvis ikke fortrudt. Når jeg dagligt ruller bobleplastdøren op for at lufte ud, er det disse blomstrende løgplanter, der står forrest. Krinolinenarcisserne har jeg allerede skrevet om, så i dag er det den blomstrende alpeviol, jeg vil fokusere på. Den blomstrende cyclamen hedder alpinum og skulle sådan set kunne klare ret ekstreme frostgrader. Alligevel har den en tendens til hurtigt at forsvinde, hvis den bliver plantet ud i haven i Nordvesteuropa, hvilket måske ikke er så mærkeligt i betragtning af, at den stammer f

stubbed-stumpery

Billede
Når jeg ser på vores egne haveaktiviteter og andre bloggeres ditto, kommer jeg til den konklusion, at en have i dag på mange måder er en legeplads, hvor man kan få afløb for for sin skabertrang og kreativitet, og hvad vores egen have angår, vil jeg sige, at det legende kommer allermest tydeligt til udtryk i vores stubbed/ stumpery, som vi startede på i 2016.  Bedet lever i bedste velgående, hvis man da kan bruge det udtryk om en bunke døde stubbe og stammer. På de snart fem år, der er gået, er der faktisk ingen af dem, som for alvor er begyndt at gå i opløsning. En del af dem er måske blevet imprægneret af  deres ophold ude i fjorden, hvor de lå, indtil vi fik øje på dem og slæbte dem med hjem. Der, hvor forfaldet i stubbedet mærkes mest, er på de liankugler, jeg har lavet i forskellige størrelser. Nogle af dem går næsten i opløsning, når jeg tager dem op for at undersøge, hvordan de har det, og se, om jeg kan og overhovedet bør reparere dem. Bedet handler jo om forfald, så måske burde

rimfrost på Kjørmes Knud

Billede
  Også hos os har man i dag kunnet nyde synet af rimfrosten, der har ligget som et tungt, hvidt lag på de planter, som er samarbejdsvillige.  Hvorfor nogle planter tager imod rimfrosten, mens andre afviser den, skal jeg ikke kunne sige; men det er tydeligt, at det forholder sig sådan, og det er ikke kun et spørgsmål om læ. Isrankerne på indersiden af drivhusvinduet minder mig om vinduerne i min barndomsskole. Når jeg kedede mig en kold vinterdag, fordrev jeg tiden med at finde snelandskaber i  det rimlag, der havde lagt sig på de uisolerede ruder. Hvorfor der har dannet sig ranker og ikke landskaber på drivhusruden, ved jeg heller ikke.