mest rosenbuske

Der er ingen tvivl om, at roserne har elsket sommervarmen, som vi andre også har nydt. Mange af dem blomstrer overdådigt som Helenae Lykkefund, der er kravlet helt til tops i æbletræet. Selv på  nordsiden af træet er blomstringen enorm, og duften er ubeskrivelig.

Tre ens rosenstativer er beklædt med Eden/ Willestrup, St. Swithun og Red Eden/ Rød Willestrup.

Ghislaine de Feligonde er megastor - jeg spekulerer selvfølgelig på, om/ hvor meget den skal beskæres til næste sæson.

Hot Chocolate får rosende omtale mmange steder, og det kan jeg bestemt tilslutte mig.

Sweet Prettys frøstande er så nydelige, at jeg næsten ikke nænner at fjerne dem.

En enkelt rose på det strategisk rigtige sted kan godt konkurrere med store, blomsterrige buske - her er det Barcarole.

Asarina scandens/ klatrende løvemund omgiver den sidste gøgeurt/ dactylorhiza og den første agapanthus.

bestøvning

Dagens billeder fik mig til at fundere lidt over, hvordan planterne bestøves. Codonopsis clematidea ser udvendigt ret anonym ud; men kigger man ind i blomsten, er det tydeligt, at alle farvemæssige sejl er sat til for at lokke insekter indenfor. Desuden har blomsten en lidt ubehagelig duft, som uden tvivl virker tillokkende på visse insekter.

Anderledes er det med clematis fusca dwarf form, som er en krybende klematis med små, hårede, blågrålilla blomster.

Farven er anonym og dens duft ligeså, så måske bestøves den af vinden; men det er i mine øjne en usikker metode, når planten er lav og krybende. Blomsten kan minde om en mælkebøtteblomst i opbygningen, når man roder lidt i den. Mælkebøtten er selvbestøvende, og hvis fusca også er selvbestøvende, gør det formentlig mindre, at vindbestøvningen er en usikker metode.

Kæmpehavren/ stipa gigantea er et godt eksempel på en plante, der vindbestøves, og næsten en diametral modsætning til fusca. Jeg lader spørgsmålet om fuscas bestøvning stå åbent og har ikke tænkt mig at sidde vagt ved planten for at spotte eventuelle insektbesøg.

En time senere: Alle spekulationer afblæst! Da jeg for lidt siden gik forbi fusca, havde den minsandten fået besøg af hele to fluer og en enkelt lille bi, så det ser altså ud til, at den trods alt insektbestøves som så mange andre blomster.

Hvis jeg var insekt, ville jeg nok hellere besøge Petit Faucon; men måske har fusca en skat gemt i sit indre, som jeg ikke har fundet.

Med martagonliljerne er der slet ingen tvivl. Her bliver bier og sommerfugle og andre interesserede inviteret indenfor og kronbladene lagt tilbage, så der er god plads - betegnelsen turbanlilje beskriver blomsten perfekt. Støvknapperne hænger og dingler uden for blomsten og gør det svært for insekterne at komme forbi dem uden at tage noget pollen med.

                        album                                                                            pomponium

                         

                                                                                                    

albiflorum

arten 

'Mrs R.O. Backhouse

Claude Shride

En bagende hed junidag

Mens Søren klipper avnbøghæk i 28 graders varme, holder jeg mig inde i skyggen, hvor der nu også er lunt, og koncentrerer mig om at lave et indlæg.
Jeg fremturer med mine meconopsis. De hvide er som altid de sidste til at springe ud og ligner i reglen blomsten til venstre; men i år er der dukket en op blandt de blå med flere kronblade, hvilket giver en blidere effekt. Den skal forsynes med en farvet snor, så jeg husker at tage frø af den.

                     

Kan du finde Holger i form af en hvid jakobsstige/ polemonium foran sommerfugleblomsten/ gillenia?

Redningsaktion omkring en solskadet rhododendron, hvor de nye skud pludselig hang nedad.

Roser med særpræg: Heidi Klum, Black Baccara,  Hot Chocolate, Sally Holmes og Augusta Luise.

 

De følgende 3 planter tilhører samme familie - på en måde- for  kinesisk voksbusk/sinocalycanthus sinensis er blevet krydset med almindelig kanelbusk/ calycanthus med calycanthus x hartlage wine som det udmærkede krydsningsreultat. Krydsets blade er nok ca. halvt så store som dem på voksbusken, men lige så skinnende.

Sinocalycanthus

Hartlage Wine

Dernæst har man krydset Hartlage Wine' and Sinocalycanthus og Athena, som har gule blomster, hvilket har resulteret i Venus med de hvide blomster med rød midte. Den er desværre tilbøjelig til at få små, mørke pletter på blomsterne, noget, den nok har arvet fra voksbusken. Jeg håber, det drejer sig om en børnesygdom.

Venus

En anbefaling: mindre buske synes jeg kan give noget stabilitet i bede med overvejende stauder, og en nydelig en af slagsen er den mørkbladede klokkebusk weigela minor black, som ikke bliver mere end 70 cm høj.  Jeg er ikke helt tilfreds med billedet; men inden jeg fik mig taget sammen til at tage et andet, nåede busken at afblomstre i sommervarmen, som den ellers ikke har noget imod.

Nu er det vist tid at dele en øl i skyggen:-)

handlingslammet

 - sådan følte jeg mig på det nærmeste, da jeg tog kameraet med på formiddagens rundtur; for hvad skal man fokusere på, når alt springer ud på én gang? Nå, jeg har besluttet at starte indlægget med den opstammede Leonardo da Vinci, som lige netop er begyndt at vise tegn de første tegn på forfald. Der er ikke noget mere lækkert dekadent end sådan en yppig rose, der skal til at smide kronbladene.
Jeg kunne ikke beslutte mig for, om jeg ville bruge et morgen- eller et aftenbillede, så her kommer de begge to.

 

Kalmia skal også med - stor mindre mindst i form af carousel, minuet og angustifolia. Jo ældre buskene bliver, jo mere blomstrer de.

Det gamle staudebed med de gamle silkepæoner også taget morgen og aften og fra to forskellige vinkler.

Botaniske gladiolus communis har overvintret ude i et hævet bed.

Knoldet draphavre/ arrhenatherum bulbosum er på sit højeste i disse dage. Når aksene bryder igennem, mister græsset sin friskhed og skal klippes tilbage for at genvinde friskheden.

De næste to billeder har tilfældigvis identisk opbygning, fandt jeg ud af, da jeg sorterede dagens billedhøst. Det første viser  stor fuglemælk/ ornithogalum magnum sammen med de flotte blade på glaucidium, mens det andet viser persicaria polymorpha Johanniswolke sammen med gunneraens blade, som heldigvis endnu ikke har fået visne rande.

 Formiddagens vejr har været perfekt til fotografering. Himlen var dækket af et fint lag lammeskyer, som dæmpede det skarpe sollys. Derfor viser jeg nomocharis igen. I dag kan man nemlig tydeligt se, hvor fint skinnende og silkeagtige kronbladene i virkeligheden er.