Flerstammede træer

Hvordan mon havetendenser opstår? Selv personer som mig, der mest tusser rundt i min egen verden og havemæssigt forfølger de ting, jeg nu engang interesserer mig for, kan helt sikkert ikke undgå at blive påvirket af, hvad der skrives om og vises i blade og bøger, på de sociale medier og ude i den virkelige verden.

bærmispel/ amelachier laevis

For ikke så længe siden faldt jeg over en artikel, som handlede om, at flerstammede træer i de senere år er blevet voldsomt populære på grund af deres vilde og naturlige udseende. At de opleves som mere naturlige end enkeltstammede træer er i grunden lidt pudsigt, for et træ er jo per definition enstammet, og når det bliver flerstammet, skyldes det næsten altid en påvirkning af en eller anden slags.

selvsået hassel/ corylus avellana

Google er jo et fremragende værktøj, når man ønsker at blive klogere på et emne som f.eks. flerstammede træer, især hvis man benytter sig af engelsk. Det er især fagfolk og planteskoler, som skriver om, hvilke krav, der stilles til sådan et træ, og hvordan man kan producere dem.
På denne hjemmeside nævnes tre måder, hvorpå producenten kan skabe flerstammede træer:
1. Ved at plante enkeltstammede træer tæt sammen
2. Ved at skære en stamme tilbage ved jorden (stævning på dansk), hvorved der stimuleres nyvækst.
3. Ved at lade stammerne udgå fra en enkelt stamme lidt over jorden (nogle siger op til 30 cm fra
    jorden, andre 50cm)

Inden jeg tog billeder af den store hassel, var vi overbevist om, at den fælles stamme var op mod en meter høj; men når jeg zoomer ind, er det helt tydeligt, at grenene starter 20-30 cm over jorden.  Træet ser lidt specielt ud, fordi børnebørnene holder af at opholde sig oppe i træet og på et tidspunkt havde lagt vandrette grene ud som basis for  et plastiktag et stykke op i det. På det sidste billede er det tydeligt, at der er blevet fjernet en del grene. Det er sket for at skaffe mere lys til køkkenhaven og gør det også nemmere at kravle op i træet. Træet er på en måde både et organisk klatrestativ og et frugttræ, som bar myriader af nødder i år.

Vore hjertetræ/ Cercidiphyllum japonicum hører også til de flerstammede. Jeg husker ikke, at det var noget, vi målrettet gik efter, da vi købte det, men i dag er vi særdeles glade for det.

 På billedet til venstre herunder er det morsomt at sammenligne hjertetræets oprette vækst med de krogede grene på det gamle æbletræ i baggrunden. Billedet til højre er taget i maj.

Magnolia figurerer ret tit i lister over mindre træer, som er velegnede i en flerstammet version, og vores  snart 40 år gamle stjernemagnolia er et godt eksempel på det.

et rimbillede fra februar 1916

Himlens syv sønner/ heptacodium miconioides startede som en akavet busk, men er vel nu nærmest at betegne som et lille, flerstammet træ, hvilket fortæller, at man gennem beskæring kan forvandle mange buske til små træer.

6. oktober

Den kunne også godt have været beskåret til et enkeltstammet træ, som vi har gjort med fligetbladet tørstetræ; men jeg kan godt lide de tre stammers udtryk. Jeg kommer til at tænke på en genert person, der står og fletter ben.

fligetbladet tørstetræ/rhamnus frangula 'Asplenifolia' 

Kameliaen herunder oplever jeg helt klart som en busk, mens jeg er tvivl om, hvad jeg skal kalde bærmispelen på det første billede.

Mens jeg har lavet indlægget, har jeg spekuleret på, om jeg også oplever de flerstammede træer som vildere og mere naturlige, og er nået frem til, at det gør jeg sådan set ikke. Derimod er de tit små træer, som opleves mere i øjenhøjde så at sige, så de vil nok aldrig komme til at virke lige så pompøse, som store, enkeltstammede træer kan gøre.
 

"Skønheden ligger i fortiden" ???

Torsdag aften så jeg programmet Fremtidens Drømmehaver - den unikke have  på DRK, og især den første tredjedel med Peter Wibroe gav mig noget stof til eftertanke. Hans kæmpestore, private have passer perfekt ind i programmet og temaet; det er sin drømmehave, han har skabt, og den er ganske unik her i landet og formentlig også i Norden.

Exillion

Som tidligere reklamemand er Peter Wibroe glad for slogans, og som overskrift for sin proces med at skabe  sit haveunivers  med det humoristiske navn Exillion (han er gået i æstetisk eksil i haven) bruger han med en omskrivning af Proust udtrykket "jagten på den forsvundne skønhed".  Også Einstein bliver citeret, når Wibroe hævder, at fantasi og forestillingsevne er vigtigere end viden. Lidt viden om havekunstens historie må manden dog vist alligevel have:-}

Exillion

Jeg kunne godt have ønsket, at Flemming Møldrup havde forsøgt at bore lidt i disse glatte slogans, og måske var det i virkeligheden det, som Peter Wibroe selv  lagde op til, ligesom jeg tror, at hans bemærkning om, at flere af de klassiske figurer og vandkunster såmænd er købt i Skive for ikke ret mange år siden, i virkeligheden skulle provokere  til en dybere diskussion af æstetik og havekunst. Når han ikke tåler menneskeskabt grimhed, hvad tænker han så på i havesammenhæng? Det kunne have været godt med nogle eksempler, når han sådan affærdiger nutidens havekunst som noget ragelse.

Med billedet herover er vi flyttet til Skive, hvor dette sceneri leder frem til en bro over Skive Å. I modsætning til Exillion er det et meget nutidigt sceneri med de rustne jernplader, betonstolper  og beplantningen, som er inspireret af tidens præriestil.

Når man går ud på broen og kigger mod nord, er det Gl. Skivehus, byens ældste bygning, der fanger blikket. Ren idyl med det stråtækte hus, der spejler sig i åen. Fortidens skønhed!

Mod syd er udsigten mere industrielt præget, og kommunen har konstrueret et åbent opholdsområde ned til åen bygget op i beton.

Lidt længere oppe på åbredden er der beplantninger indrammet af betonkanter, og igen er det præriestilen, man har har holdt sig til.

Mens Wibroe i sit imponerende haveanlæg forsøger at fastholde en skønhed, der efter hans mening er gået tabt, har man i Skive netop holdt sig til tidens udtryksform, og personligt er jeg ikke i tvivl om, at jeg foretrækker det sidste.  Omend i meget beskedent målestok minder det mig om The High Line i New York, hvor man netop ved at acceptere byens industrielle fortid og kombinere det med tidens havestil har skabt et smukt og rekreativt område for byens beboere. I det andet program af Fremtidens Drømmehaver præsenterer man ligeledes en kæmpestor, offentlig park i byen Duisburg, som er anlagt hvor der før i tiden var et stålværk. Her antager værkets forladte bygninger og maskiner i mine øjne en helt speciel og meget grafisk skønhed. Så, nej, skønheden ligger ikke KUN i fortiden.

Et spørgsmål til sidst til læseren af dette indlæg: Hvorfor har man åbnet op ind til Flügger skiltet, som man kan se herunder? 

1. Har Flügger bestukket stadsgartneren?

2. Har man villet fremhæve anlæggets placering midt i en aktiv handelsby?

3. Har man simpelthen overset skiltet?

midtnovember

Sommetider har jeg på fornemmelsen, at min hjerne er blevet så ensporet, at jeg år efter år viser nøjagtig de samme ting på nøjagtigt det samme tidspunkt på året.  Nu har jeg tjekket nogle af mine tidligere novemberindlæg og kan gudskelov konstatere, at helt så galt står det ikke til, selvom der nødvendigvis er visse gengangere. Hydrangea serrata blue bird har jeg vist et par gange pga det lækre løv, og den mørkeste hortensia ligeså, fordi den bliver ved med at producere blomsterhoveder fulde af farve.

Rosen Louise Bugnet plejer derimod ikke at vise så flot et efterårsløv, som den gør i år.

Glasbærbusken har ofte smidt de fleste bær på dette tidspunkt; men i år bliver de hængende noget længere, sikkert på grund af al den regn, vi har fået.

Brogetbladet etagekornel/ Cornus controversa 'Variegata'  holder fast på sit lyse løv, indtil frosten gør kål på det. Når man zoomer ind, bliver de mørkerøde bladstilke meget iøjnefaldende.

Papirbarkløn/ acer griseum er flot nogle år og mindre flot andre år. Sidste år visnede den, før bladene overhovedet fik farve, mens vi er mere heldige i år.

De seneste år har lønnen blomstret og sat masser af frø, og barken kan man nyde hele året rundt.

Lungeurten (pulmonaria) herunder har fascineret mig i år. Den har sået sig selv blandt nogle livskraftige planter, men er alligevel lykkedes med at skaffe sig lys og næring nok til at vokse sig stor og flot. Kranstoppen tør åbenbart ikke lægge sine lange grene ind over den.

En enkelt blomst: clematis Freckles har sendt et par ranker  ud af drivhuset, og de er begyndt at blomstre. Det har vi også set tidligere.

julepynt

Nu er halloween overstået, og julen står for døren, i hvert fald at dømme efter butikkernes udbud og reklamer og ugebladenes forsider. Også her på havebloggene er emnet begyndt at poppe op.Normalt praler jeg af ikke at være et let offer for den slags fremstød; men i år har jeg dog investeret i en plante til at pynte ved bagdøren.

Det drejer sig om camellia x Yuletide. Det er en krydsning, som har noget sasanqua i generne, og derfor blomstrer den tidligt, dvs fra nu af og det meste af vinteren. Den er fyldt med store knopper, så vi har noget at glæde os til, hvis vi ellers forstår at behandle den rigtigt. Det indbefatter bl.a. at sætte den i sikkerhed, hvis vi får hård frost.

Yuletide er et oldnordisk ord for jul, og statistikken viser, at det er ved at få en renæssance i forhold til det ellers bedre kendte Christmas (engelsklektoren kom lige op i mig for en kort bemærkning-:)), og de røde blomster med gule støvdragere signalerer virkelig jul i mine øjne.

Når jeg skal være helt ærlig, må jeg tilstå, at jeg faktisk gjorde det samme sidste år, hvor jeg ligesom mange andre investerede i en atlasceder, som blev pyntet med en lyskæde i december. Den har indtil nu været plantet ud i haven, hvor den ikke er vokset ret meget.

 Krukken står ved nordgavlen af et udhus og har selskab i den anden ende af gruset af tre krukker, som har stået ude hele året.  Planterne er rhododendron Koichiro wada, pinus Chief Joseph og mahognia Soft Caress. Den sidste blomstrer minsandten, utroligt, synes jeg, eftersom den hele tiden har stået der i skyggen og kun fået den smule morgensol, som sæsonen har budt på.
Tobaksplanten er ikke inviteret, men har fået lov til at blive stående.

Nå, ja, så faldt jeg også lige for dette lille juletræ i støbejern hos den lokale blomsterhandel. Når det bliver mørkt, skinner lyset ud gennem de små stjerner.

novemberblomstring

Nu, hvor det rumler med rygter om nattefrost, og norske og svenske haveblogs melder om vintervejr, er der grund til at være taknemlig for de planter, der forskønner vores hverdag med blomster. Høststenbrækken/ saxifraga fortunei rubrifolia starter altid sin blomstring så sent, at man når at tro, at den ikke når det. På afstand er den en nydelig bladplante, og man skal tæt på blomsterne for at se, hvor fine de i grunden er.

Min favoritasters er aster Snow Flurry, en lav, tæppedannande type med små, hvide, stjernelignende blomster. Det manglende lys i dag gjorde det ikke let at få et ordentligt billede af den.

Den plettede fodblad spotty dotty står både med blomster og knopper og nye blade. Måske sætter frosten snart en stopper for det.

Salvia Amistad er lige sprunget ud. Også den vil frosten hurtigt gøre kål på.

Den hvide cyclamen hederifolium har haft en virkelig lang blomstringsperiode.

Den hvide peberbusk har derimod lige begyndt sin blomstring, som nu vil fortsætte et godt stykke efter jul. Den ser umiddelbart ud til at være tidligt på færde sammenlignet med den lillablomstrende; men det er nu dens natur.

Rudbeckia Henry Eilers hører også til de længeblomstrende stauder.

Ampelpileurt/ persicaria capitata sår sig selv efterhånden og pynter både med de brogede blade og de lyserøde blomsterhoveder.

Alle agapanthus på nær disse to er bragt i vinterhi. Jack's Blue blomstrer næsten året rundt, mens den i baggrunden overhovedet ikke har blomstret i år. 

Det farvestrålende ambratræ/liquidambar styraciflua er en belønning til mig/os selv for det store lugearbejde på gårdspladsen. Den skal vise den grønne version, hvordan det er, et ambratræ skal se ud om efteråret.