store planter på en regnvejrsdag

Måske skyldes det gråvejret, at jeg i dag lagde mere mærke til bladformer og strukturer end blomster og farver.
En blomstrende kæmpe kan man godt kalde koreansk månestråle / Kirengeshoma palmata koreana group.

Her ses den på afstand i staudebedet sammen med en hvidgrøn foldblad/ veratrum viride til venstre i billedet.

Forskellige kæmpeærenpris/ veronicastrum i baggrunden, i forgrunden eryngium og liatris.

I mange haver har gunneraen et bed helt for sig selv, klogt nok, for det er vanskeligt at vurdere, hvor stor den kan nå at blive. Alligevel står denne her i et bed sammen med andre robuste planter.

Hydrangea serrata Blue Bird

Det virker næsten naturstridigt med en blomstrende rhododendron sidst i juli; men ikke desto mindre står prunifolium i fuldt flor lidt gemt bag en acanthus.

Digitalis ferruginea har jeg besluttet at  plante mere ud i lyset til efteråret,  så den kommer mere til sin ret. 

Persicaria painter's palette lyser op i en nordvendt krog, men er ikke i nærheden af størrelsen på persicaria polymorpha.

En nuttet, lillebitte nellike som kontrast, nemlig dianthus knappii, vist nok den eneste gule staudenellike.

Planten herunder købte jeg på et alpint plantemarked i foråret uden navneskilt og uden, at sælgeren var i stand til at identificere den. Siden den begyndte at blomstre, har jeg forsøgt at finde den på nettet, men uden held, så i dag lagde jeg et billede op på SRGC, den skotske alpine klub, og inden for en time havde jeg svaret, nemlig at det er vild tranebær/ vaccinium oxycoccus. Den er nu også nuttet.

lidt om farver

Jeg ved det udmærket - røde blomster er kontroversielle for nogle mennesker; men personligt er jeg helt  vild med denne røde farve, som balancerer på grænsen til det orange, fordi den har en del gult mikset op i farven. Samtidig er der tilsat et diskret skvæt sort, og baggrunden dannes naturligvis af den grønne komplementærfarve, noget der giver ekstra liv til den røde farve.
Planterne er fra venstre med uret: dahlia Ann Breckenfelder, tropaeolum speciosum, rosa Troika, crocosmia mas. Lucifer.

Derimod er de meget mørke farver, hvor det røde element fylder meget mindre, uhyre populære, har jeg indtryk af. Her indgår i højere grad den blå farve, ligesom sort er brugt  mere flittigt.
Planter: DahliaVerrones obsidian, lægekvæsurt/ sanguisorba officinalis foran kæmpeærenpris/veronicastrum, daglilje/ hemerocallis American Revolution, heuchera obsidian.

Mørke dahliablade som baggrund for  den rustrødeHelenium 'Moerheim Beauty' giver næsten en neongrøn effekt til stilke og blade.

Den let fyldte Frances Joiner kan jeg ikke forestille mig, der generer nogen. I mine øjne bliver den noget mere interessant, når den ses sammen med den blå nabo Roxanne.

Med codonopsis ovata?/ clematidea? er vi ovre i en sart blå farve, som ville drukne fuldstændig i et bed med de ovenfor viste blomster. Planten står utroligt godt i vores spaltebed.

Når man kender codonopsis, ved man, at den sarte blomst gemmer på en farverig hemmelighed.

Blomsterfarverne på staudehortensia/ deinanthe bifida Pink Kii og caerulea er lige så sarte. Det er tørstige stauder, som næsten altid får brune bladrande; men blomsterne er trods alt værd at vente på.

trææææls

Muldvarpe underminerer haven, myrerne vrimler for vildt overalt, og dræbersneglene har gjort deres indtog. To store, flotte roser har fået rust, blæsten raser, og regnen lader vente på sig. Træls 😧

nepalense

lankon

regnlilje/zephyranthes

?

delphinium green twist, King Arthur og sungleam

megagammel astilbe

la rose des quatre vents

Børnebørnene er på sommerferie - det er overhovedet ikke træls 😍

Så gik glansen af Sankt Gertrud

Det udtryk faldt mig ind i går, hvor jeg ubarmhjertigt skar geranier, astrantia og salvie ned til sokkeholderne, nej ikke helt til sokkeholderne for salviernes vedkommende, kun ned til de nye blomsterskud. Desuden fjernede jeg alle de roser, der bare var i nærheden af at tænke på at falde, og nogle steder røg der nogle ret lange grene med i faldet. Der går vist desværre hele seks uger, før der kommer en genblomstring.

Rosa Mundi, Ferdinand Pichard og Santana blev beskåret kraftigt i foråret og alle har kvitteret med en harmonisk busk.

Til sammenligning: Rosa Mundi til venstre og Ferdinand Pichard til højre

Men Raubritter er klart min favorit i år. Dens kuglerunde blomster er helt unikke. Sidste år stod den frit og var hverken en busk eller en klatrerose. I år trives den i sit korset.

Piluu er ikke ligefrem min yndlingsklematis, men den blomstrer længe og rigt, og jeg kan ikke lige komme i tanker om andre, der har både fyldte og enkelte blomster på planten på samme tid.

Så er durandii mere efter min smag, selvom den ikke rigtig kan bestemme sig for, om den skal krybe eller klatre.

Viorna og Roguchi vil vi kunne glæde os over de næste par måneder.

Aconitum pink sensation og aconitum album er to nemme og kønne stauder, som ikke skal bindes op. De breder sig stille og roligt med årene - lidt ligesom deres ejer😏

                             

Filipendula rubra

Stipa tenuissima pony tails