søndag den 18. august 2019

anemonopsis og sensommerbed

Sensommeren forbinder vi nok især med glødende, brændte farver og lette og graciøse græsser, der rasler i vinden; men den lette og luftige anemonopsis med hjemsted i Japan er i virkeligheden en af de allermest graciøse planter, denne årstid kan byde på.  Blomsterne beskrives oftest som voksagtige, stænglerne er stive, men vælter let, så som bedplante i traditionel forstand fungerer anemonopsis ikke perfekt. Det er desuden vigtigt at placere den sådan, at man let får adgang til at beundre blomsterne, altså forholdsvis tæt på, hvor man færdes. Vi har tre varianter: til venstre "White Swan", i midten og nederst til højre den fyldte "flora plena" og endelig øverst til højre selve arten "macrophylla", som i mine øjne også er den smukkeste.


Sidste år såede jeg frø af White Swan og havde fint held med det, så i år vil jeg forsøge lykken med de andre to, hvis regnen ellers tillader frøene at modne. Som jeg husker det, er det de frø, jeg såede friske i efteråret, der har spiret, mens dem jeg såede om vinteren, ikke har gjort det.

Sensommerbedet har vokset sig stort i år, og set på afstand er det de store molinia og elefantgræsser, der dominerer


Umiddelbart er bedet ikke fyldt af farver; men når man zoomer ind, får man øje på en del vellykkede plantesammensætninger.  Den første består af canadisk kvæsurt/ sanguinaria canadensis og lægekvæsurt/ sanguinaria officinalis

Den næste er gul solhat/ rudbeckia missouriensis sammen med en frøplante af indianermynte/agastache.

Her er det rudbeckia triloba prairie glow sammen med indianermynte.

Indianermynte har efterhånden etableret sig som en nøgleplante i bedet med sin ranke vækstform, sin evne til at så sig selv det helt rigtige sted og sin insektvenlighed.

Den sidste kombination kan også byde på en rudbeckia, nemlig den megahøje og vildt  selvsående laciniata sammen med hjortetrøst, en høj daglilje og rosen Shakespeare II, som blev forvist herom for en del år siden, fordi den ikke trivedes godt, hvor den stod. Selvom det er en forædlet rose, kan jeg godt lide at se den i de mere vilde og naturrige omgivelser.

torsdag den 15. august 2019

auriculatum m.m.

Hver gang jeg har fulgtes med havegæster ned i den del af haven, hvor rhododendron auriculatum står, har jeg jeg vist dem knopperne og spurgt, om de troede, der kom blomster i busken i år, og alle som en har de rystet beklagende på hovedet, og nogle af dem har endda luftet bekymring om, hvorvidt den overhovedet havde det godt.

Og se nu bare her! Vi er vidner til den største blomstring, den nogensinde har haft. I normalt, lunt sommervejr dufter den også vidunderligt; men i det kølige bygevejr, vi har for tiden, er duften meget mere diskret.

De dekorative, røde strimler er dækbladene fra bladknopperne. Auriculatum skifter nemlig bladene ud hvert år, og hvis man bliver snydt for blomstringen, kan man i det mindste nyde den dekorative nyvækst.

Planten har efterhånden vokset sig virkelig stor - jeg gætter på 4 m2. Desuden er den omhyggeligt plantet et beskyttet sted og derfor omringet af træer, som kan skygge for forårssolen og skærme den mod blæsten, så det er ret besværligt at tage billeder af den.

Dens nærmeste nabo er en fløjlshortensia / hydrangea aspera, som i modsætning til sidste år er frodig og rigtblomstrende.

Ligesom auriculatum har den både store blomster og store blade, og vækstformen er lidt stiv.

A propos store blade så viser jeg lige rh. sinogrande, som jeg har pottet om to gange i år. Hvis den bliver ved sådan, løber jeg snart tør for store krukker.

Og apropos store blomster så viser jeg en blomst fra magnolia grandiflora Goliath, som blomstrer spredt henover en meget lang sæson. 

Den næste blomst vil springe ud i toppen af træet. Vi plejer jo at pakke træet ind om vinteren; men det bliver mere og mere besværligt for hvert år, der går, og min bedre halvdel er helt klart stemt for at lade det klare sig selv, som det kan bedst, næste vinter. 


Jeg vil slutte med noget småt. Den nye cyclamensæson er nemlig skudt ind med blomster i purpurascens og hed. Tilebarn Helena.


fredag den 9. august 2019

at klatre eller kravle?

Ja, det er et eksistentielt spørgsmål for en staudeklematis. Tag f.eks. Roguchi - den klatrer pænt, hvis den får tilbudt noget at klatre op i, og når den når toppen af sit stativ, sender den sine stilke vandret ud i verden.

Viorna klatrer også gerne, men holder sig mere hjemme på sit stativ, når den er nået op til toppen.


Stativet har nok at se til. Foruden viorna skal det også give plads til aconitum Red Wine og codonopsis rotundifolia var. angustifolia.


De næsten uanselige integrifoliatyper foretrækker afgjort at kravle, hvad enten de er hvide eller blå.


De lidt større typer kunne nok godt hjælpes i vejret med et stativ eller noget lignende; men i grunden kan jeg bedst lide effekten, når de kravler rundt i en anden plante, ligesom Arabella gør i den hvide høstanemone.


Aljonushka gror på samme måde, en virkelig smuk klematis.

Le petit faucon skal hjælpes lidt til at klatre op i en søjletaks - den er nemlig også en integrifolia,
så den ville nok i virkeligheden hellere kravle; men mor har nu engang bestemt, at den skal klatre.Som kompensation har den fået lov til at sende en gren over i rosen ved siden af.

Den har en lang blomstringstid, og der er hele tiden blomster i forskellige faser, som man kan kan nyde synet af.

Durandii er den kraftigste af dem allesammen og har den største blomst. Her kravler den rundt i en blå enebærbusk.

Den er ubetinget dronningen af sit bed og ligger som et blåt tæppe vævet ind i og henover de andre planter.

Jeg slutter med et aftenbillede af halvmånebedet. Her er der ikke noget, der kravler eller klatrer, og det er hortensier, der dominerer, med en floks yderst til højre, Düsterlohe hedder den vist.

søndag den 4. august 2019

første augustweekend

I fredags hentede vi vores parasol af pileflet, som efterhånden var blevet så skrøbelig, at der måtte noget nyt fletværk til.

Oprindeligt er den købt på Sjælland; men på det årlige forårsplantemark ved Gimsinghoved har vi et par gange snakket med Jytte Kaltoft Brodersen, som hvert år har en bod med pileflet, og i år påtog hun sig så opgaven med at forny parasollen, og det synes vi, hun er sluppet utroligt godt fra.


Lørdag gik med tiltrængt oprydning og tilbageskæring af afblomstrede planter. Søren ville dog gerne have min assistance for en kort bemærkning, da han lige ville fjerne et par grimme grene på det tibetanske kirsebærtræ. Så kort blev bemærkningen nu ikke, for inden vi så os om, lå der nærmest grene svarende til et halvstort træ på græsplænen. Beklager billedkvaliteten - grenene var næsten på vej væk, så jeg måtte tage billedet, selvom der var stærk sol.

Det tog nu ikke særlig lang tid at rydde op efter operationen, og da plænen til sidst også var blevet slået, var alle spor stort set væk. Et før-billede fik jeg som sædvanligt ikke taget.

Nu kan den flotte stamme virkelig nydes fra alle vinkler, og parasoltræet/ psiadopitys verticillata er ligesom kommet fra skammekrogen og ud i lyset. Før hang der kviste fra kirsebærtræet ind over det og generede.
              

Bedet under kirsebærtræet kom desværre ikke helt uskadt ud af processen. Den smukke, blålilla lobelia X gerardii skulle lige til at springe helt ud; men den kan vist lige så godt skæres tilbage først som sidst, da mange af stilkene er knækket nede ved jorden.


For tiden klager mange haveejere, der bor i et landligt miljø, over de millioner af tidselfrø, der flyver ind i haverne, så jeg vil afslutte indlægget med billeder af to tidsler, som jeg selv har indført i haven. De har begge nærmest en kravlende vækstform og passer nok ikke alt for godt i et traditionelt staudebed. Den første er berkheya purpurea/ afrikatidsel, som jeg såede i 2016.

Den anden hedder Cirsium purpuratum og blev sået i 2015 af frø fra Gøteborg Botaniske Have, som desværre ikke længere distribuerer frø.

Tidslen har sået sig selv i et surbundsbed lige ved siden af det oprindelige plantested. Desværre skygger dens store blade for de små surbundsplanter, der egentlig har førsteret til pladsen, så jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg kan gøre ved det udover at fjerne de mest generende blade. På den anden side er det spændende at se, hvordan planterne selv finder ud af at overleve bedst muligt.

Punktum for i dag sættes med et billede af rosen Burgundy Ice, som krydrer sine flotte blomster med en håndfuld hvide kronblade.

onsdag den 31. juli 2019

et mysterium

Violfrøstjerner i alle afskygninger fra helt små miniatureplanter til høje, imposante stauder hører ubetinget til mine favoritter.  Uanset størrelsen er der noget elegant og forfinet over disse planter med det lette løv og de supertynde, forgrenede stilke.
th. ichangense

Delavayi, den mest udbredte, er vi så heldige, at der sår sig selv både som hvid og lavendelblå og en farve midt imellem - faktisk fjerner jeg hvert år mange af de spinkleste planter med hård hånd.
th. delavayi album

Uheldigvis er delavayi i vores jord så veg i væksten, at den tit kræver noget støtte for at holde sig oprejst, i hvert fald når den kommer op i en vis højde. Herunder ses en samling frøplanter i varierende højde sammen med Prince Charles.

Nu til mysteriet. I år er der dukket en violfrøstjerne op i et bed, hvor jeg helt sikkert ikke har plantet nogen. Det specielle er, at den er over to meter høj og alligevel står flot opret helt uden støtte på næsten sorte stængler.




Det er utvivlsomt en frøplante, men af hvad? Umiddelbart gættede jeg på, at klokkefrøstjerne/ rochebrunianum havde været inde over, idet den er den højeste og  mest stivstilkede af vores violfrøstjerner. Desuden er den det ene ophav til Elin, som jo er både er høj og stivstilket.

Klokkefrøstjerne er allerede afblomstret, selvom den står forholdsvis skyggefuldt, og mens dens løv i størrelsen godt kan minde om løvet på den nye, er blomsterne klart anderledes.


I handlen findes der en akelejefrøstjerne med navnet Black Stockings, som ligner selve planten til forveksling, men blomsterne er anderledes, og blomstringen sker maj-juni. Ret ny i handlen er den høje Splendide, som efter sigende er en krydsning mellem delavayi og en yderst sjældent forekommende  art, der hedder elegans. Jeg kan kun tale ud fra egne erfaringer, og i vores have er Splendide lidt slap i koderne og skal have noget støtte, ligesom dens stilke har en upåfaldende grøn farve.

Derimod har jeg fundet ud af, at den kendte hollandske plantemand og staudespecialist  Coen Jansen, ophavsmanden til Elin, for nogle år siden fandt en delavayi frøplante i sin planteskole, som var højere og havde stivere og mørkere stilke end arten. Den har han formeret og sat i handlen som Ankum. Den kan ses på dette link. Det får mig til at konkludere, at the mystery plant nok er en selvsået variant af delavayi på samme måde som Ankum. Oven i købet er der dukket endnu en lille plante op i et nabobed.

Coen Jansen bruger det tekniske udtryk tetraploid til at forklare, hvordan Ankum er opstået. Jeg har forstået det sådan, at der er sket en kromosomfordobling, noget, som ofte giver sig udslag i kæmpevækst. Dette sker ganske hyppigt inden for violfrøstjernefamilien ifølge denne engelske afhandling, som afslutningsvis argumenterer for, at dette muligvis hænger sammen med vindpollinering. Her står jeg af (og mine læsere er sikkert for længst stået af) og vil slutte i taknemlighed over, hvor forunderligt smuk og mystisk og variabel naturen er.