torsdag den 27. december 2018

Nytårsforsætter

er ikke noget, jeg normalt gør i, og godt det samme, tænker jeg, når jeg år efter år læser og hører om de mange kuldsejlede nytårsforsætter i form af slankekure, motionsplaner og livsstilomlægninger. På den anden side kom jeg her på falderebet af 2018 til at spekulere på, om jeg mon kunne formulere tre realistiske nytårsforsætter for haven, vel at mærke positive forsætter, som vil bidrage til at gøre  havelivet endnu sjovere og mere tilfredsstillende, end det allerede er.
troldnød/ hamamelis Jelena

Det første forsæt, jeg fik formuleret, handler om, at jeg skal  blive bedre til at nyde haven på den passive måde. På den daglige runde kan jeg f.eks. ustandselig gribe mig selv i at fokusere på, hvad der "trænger" til at blive gjort i stedet for at nyde alt det smukke og interessante, haven har at byde på.
I forlængelse af det skal jeg også blive bedre til at vegetere og slappe af i haven uden nødvendigvis først at have gjort mig fortjent til det. Før i tiden elskede jeg at slikke solskin, samtidig med at jeg læste en god bog. Det skal jeg finde tilbage til.

arachnoides aristata variegata

Det andet forsæt går på lugearbejdet. Min naturlige arbejdsform er at starte fra en ende af og så blive ved, indtil jeg er færdig, hvilket sagtens kan dreje sig om et anseligt antal timer. Det vil min ryg og lænd bare ikke være med til længere. Derfor bliver jeg nødt til at finde en anden løsning. I første omgang bliver løsningen, at jeg tager en times lugning om dagen og vænner mig til at bruge one leg skammelen, som jeg fik i julegave. Så får vi se, hvordan det kommer til at fungere.


Det tredje forsæt bliver nok det vanskeligste at overholde og vil utvivlsomt udfordre min plante komfortzone. I en artikel fra 2016 skriver Monty Don, at de bedste haver, han har besøgt, er omhyggeligt redigerede, og et af hans nytårsforsætter er derfor at redigere og forenkle haven i retning af færre forskellige planter til fordel for større grupper af den samme plante og blive ved, indtil det gør en tydelig forskel.  Noget lignende kunne jeg nok med fordel gøre i hvert fald et par steder; men så vil jeg jo ikke have plads til alle de spændende nye planter, som jeg uvægerligt vil forelske mig i i 2019 :-(
Ilex crenata golden gem

Det vil desuden komme til at påvirke mit formeringsarbejde. Noget, jeg er vild med, er at eksperimentere med at så nye planter og få dem integreret i haven, men hvis jeg skal forenkle og skabe store grupper, er det jo formering af allerede eksisterende planter, der er behov for, og det er helt ærligt lidt småkedeligt i mine øjne.
pinus strobus "sea urchin"

Nå, små skridt har også ret, så jeg har besluttet, at forsættet i første omgang skal eksekveres to steder i det gamle staudebed, hvorefter der skal gøres status.


Det endte med at blive mine tre nytårsforsætter, og kender jeg mig selv ret, vil jeg sandsynligvis nå i mål  med dem, i hvert fald i et vist omfang, og især fordi jeg har nedfældet dem her på bloggen.  Alt andet ville simpelthen være for pinligt.

Godt nytår 🎆💣

lørdag den 22. december 2018

GOD JUL

Nu er der kun to låger tilbage i julekalenderen, og det  bliver ikke til ret meget bloglæsning fra min side, så tiden er vist inde til at ønske jer allesammen en rigtig glædelig jul fra os to gamle nisser på Lynghøjgård.
I mangel på snebilleder hvad kunne så være mere passende at slutte af med end en julerose og dagens overraskende blomst i rosen White Cover, som stammer fra et blogtræf for to år siden:-)

torsdag den 13. december 2018

Ikke så julet at det gør noget

Min emne er nemlig jorddækning eller mulching, som det vist hedder nutildags. Det er et emne, jeg har  haft i tankerne flere gange under sommerens tørke og henover efteråret, efterhånden som blade og blomster er forsvundet, og jorden derved er blevet mere og mere synlig.

Bar jord er forbudt i haver nutildags, kan vi vist godt blive enige om, i modsætning til haver anno 1950 og deromkring, hvor det nyrevne og rensede havelook var idealet. Under sommerens tørke opstod der imidlertid en del områder med bar jord, hvor stauder ellers i normale somre ville dække jorden med deres frodige løv, og jeg oplevede faktisk, at det var noget, som det  pinte mit havehjerte at se på.
området nord for bøgehækken

Når man har holdt 40 års jubilæum med sin have, har man også uvægerligt udviklet  nogle rutiner, som efterhånden er blevet ganske faste, og det gælder også et emne som jorddækning.
I surbundsbedene bliver jorden hvert år dækket med nåle eventuelt blandet med sand.  Det er godt for planterne og ser godt ud i mine øjne, mens spagnum er direkte grimt og ikke bør udsættes for udtørring. Nålene modvirker efter sigende spiringen af visse frø, og fuglene er desuden vilde med at lede efter insekter og orme i dem. I år bevirkede tørken, at jeg tjekkede bedene to gange, mens jeg normalt kun gør det en enkelt gang sidst på sommeren.
 Rhododendron groenlandicum (tidl. ledum) omgivet af nåle

I staudebedene pynter de visne blade utroligt godt, hvis de ellers bare ville blive liggende, hvilket godt kan knibe, når blæsten hærger. Derfor findelte Søren de blade, jeg rev sammen på plænen i år, med plæneklipperen, og der er ingen tvivl om, at de findelte blade pænt bliver liggende i bedene. Om man kan lide strukturen, er jo en smagssag. Blæsten har nu en måneds tid senere drysset et tyndt lag visne blade ind i bedene; men når man roder lidt rundt, kan man godt konstatere, at det findelte løv er tættere på at bgynde at formulde, end hele blade ville være.
blechnum spikant/ kambregne omgivet af findelt løv

Om efteråret får alle roserne en fodpose af kompost. Knud  Pedersen fra Rosenposten anbefaler, at man lægger et muldvarpeskud omkring planten. I det hele taget har jeg for vane at drysse noget kompost eller bøgemuld i bedene, når jeg har plantet om eller ud.
Louise Odier med fodpose

Flis bruges i store mængder som bunddække i dagens haver og andre anlæg. Genbrug er i sig selv et godt princip, og hos os bruges flis til at dække stierne i skovhaven.  Derved undgår vi det problem, at flis i bedene stjæler næring fra planterne og kan sprede uvelkomne svampe, og så er det hyggeligt at gå en stille, måske let knirkende tur på de bløde gange.
 skovhaven 30. april


Da vi lavede det grønne tag til bjælkehytten, investerede vi i kakaoskaller efter en anbefaling på en hjemmeside, fordi deres vægt er minimal.  Der blev nogle sække til overs, så jeg har eksperimenteret med at bruge skallerne som bunddække i et par mindre bede. De nylagte skaller er for iøjnefaldende for min smag; men efterhånden og i grunden ret hurtigt skifter de farve og bliver mørkere, og samtidig udvikler de en form for lim, der klistrer dem sammen, så de ikke blæser væk, hvilket man ellers godt kunne være bange for.
Den sidste sæk gemmer jeg til om- og oppotning af planter til foråret, igen efter et tip fra en fagmand. Skallerne kan nemlig 3 ting: give næring, holde på vandet og skabe gode drænforhold i pottemulden. Det er bare ærgerligt, at de er temmelig dyre.
 nylagte kakaoskaller

Omsatte kakaoskaller lagt for ca tre måneder siden, nu med et drys af visne blade
Den grønne plante er et hjultræ/ trochodendron aralioides.

Grus bruges som bunddække et enkelt sted, nemlig i spaltebedet, som jo skal simulere et alpint område.
adonis på vej 13. december
Det er vist i store træk den jorddækning, jeg benytter mig af i prydhaven, og i tilbageblik kan jeg jo se, at der faktisk er sket hele to fornyelser, nemlig findeling af  blade og brug af kakaoskaller. Det er jeg ganske fornøjet med - udvikling er godt, selvom man er kommet op i årene.

tirsdag den 11. december 2018

små farveklatter i decemberhaven

Bortset fra de seneste få dage har vi ikke set meget til solen i december. Alligevel er julerosen Jacob sprunget ud, og i år er den ikke skæmmet af de ellers så hyppige sorte pletter.

Den næste helleborus faldt jeg for hos blomsterhandleren, da jeg skulle købe lys m.m.

Sædvanen tro vil påskeklokken herunder blive den første, der springer ud i det nye år.

I køkkenhaven kunne der godt plukkes en håndfuld hindbær, en enkelt morgenfrue har klaret at springe ud, og det samme gælder lathyrus.


Sidste år ved denne tid gjorde jeg status over, hvordan roserne så ud. Det er ret interessant at sammenligne med i år, hvor de med undtagelse af  fire roser kun står med knopper, som næppe kommer til at springe ud. Sommerens tørke har nok trods alt hæmmet dem en del. Her kommer Sally Holmes, Claire Austin, Leonardo da Vinci, Hot Chocolate, Munstead Wood, Troika, Barcarole, Eden og Mozart. 

Det er mere eller mindre de samme roser, der holder ud år efter år. Barcarole, Mozart, Viridiflora og Burgundy Ice er dem, der topper i år, mens Rhapsody in Blue mod sædvane skuffer fælt og ikke viser den mindste antydning af farve.
Viridiflora

 Burgundy Ice
Boikentræet, som jeg også viste i et indlæg sidst i november, ligner grangiveligt et guldæbletræ som dem, man læser om i eventyrene, når det rammes af solens stråler.

torsdag den 6. december 2018

decemberhaven

- er ikke et sted, hvor der sker en forfærdelig masse, men der dukker da nogle små skønheder op hist og her, som har taget fejl af årstiden. Det gælder f.eks. den stedsegrønne potentil med tilnavnet Nuuk og en gul primula.


Disse to blå stauder og den hvide lærkespore kan også lidt endnu.



Den mosklædte sten har fået et par gule gevækster, som viser sig at være bittesmå svampe ved nærmere eftersyn.


I køkkenhaven er ambrahækken blevet gul, men dufter stadigvæk af cola ved berøring. Den danner en tydelig kontrast til den friskgrønne persille, som vi storspiser af i år.

Blomstrer det grønne tag? Nej, det er vist tværtimod en sedum i efterårsfarver.

Alunrod er utrolig langtidsholdbar, i hvert fald en del af dem. Rio er ved at se trist ud på overfladen af bladene; men den flotte bagside får planten til at lyse op selv i gråvejr.


Ved vejen ned til Jenle, Jeppe Åkjærs hjem, som ligger ikke ret langt herfra, har denne velpolstrede mand med læderlap for øjet og halm om ben og knæ slået sig ned i år.

(Pudsigt nok er det vores lætræer, der kan ses i baggrunden midt i billedet.)

Det er vores lokale stenkunstner, som kalder sig Stenbonden fra Salling, der er ophavsmand til skulpturen. Personligt foretrækker jeg næsten det vikingeskib, han har opstillet ved indkørslen til sin private vej, men er generelt bare imponeret af hans evne til at se, hvad stenene gemmer på af muligheder.

lørdag den 1. december 2018

1. december

- blev en smuk og lun dag med solskin og temperaturer omkring 8 grader, og solen oplyste det brogede græs (knoldet draphavre) på smukkeste vis, før den alt for tidligt gik ned.

Den hvide peberbusk og julerosen Jacob peger fremad mod det nye år ligesom skuddene af den første trillium og de tidlige pæoner.




Ellers vil jeg fokusere på tre stedsegrønne buske, hvoraf de to står ved siden af hinanden.

Det er den forreste ( abies koreana Kohouts Icebreaker), der normalt stjæler rampelyset med de iøjnefaldendende hvide nåle og den lidt uregelmæssige facon. Men i dag i solen begynder den lille fyr i baggrunden også at se ud af noget.

Når man zoomer ind på skuddene, åbenbarer der sig det fineste farvespil. Planten hedder pinus parviflora Shikoku.


På nettet florerer dette og lignende billeder af træet. Jeg kan godt se konturerne til sådan et træ i vores lille eksemplar; men jeg synes helt personligt, man piller glansen af de flotte nåle ved at beskære det på denne bonsaiagtige måde. Træet giver mig desværre associationer til en kongepuddel, der er gjort klar til hundeudstilling.

Ordet hund er en passende over gang til den sidste stedsegrønne plante, som nemlig hedder pinus strobus shaggy dog, og hvis man skal sammenligne den med en hund, er det ikke en kongepuddel, men en mynde, der falder mig ind.

Desværre gnubbede rådyrene sig op ad dens spinkle stamme den første vinter, så Søren måtte agere dyrlæge. Det specielle ved planten er, at den starter med at brede sig ud og først vokser i højden, når den har nået en vis alder. Jeg er bange for, at rådyrenes hærgen har sat en stopper for noget af den vandrette vækst.

Her kommer et billede, jeg har lånt fra nettet, og sammenlignet med det er vores  fyr klart mest tilbøjelig til at vokse i højden, med mindre da at topskudet er blevet kappet af.  De fleste haveejere foretrækker uden tvivl stedsegrønne planter med en harmonisk og kegleformet vækstform; men når man har pladsen til det, finder jeg det forfriskende med et islæt af alternative former. Jeg spekulerer bare på, hvordan den oprindelige heksekost har set ud. Den må have været en mærkelig gevækst på det oprindelige træ.

Lille Karoline kan også godt lide stedsegrønne buske, især dem, der står i nærheden af havedøren og fuglenes foderpladser.