hortofilia

Adonis fukujokai/narcissus caniculatus Når man som mig nærmest har sprunget en uge over på bloggen, er der allerede nogle nye løgplanter, der er begyndt at dominere i haven, selvom krokusserne stadigvæk lyser op, og vintergækkerne ikke er helt forsvundne endnu. De er allesammen velkomne, både specialiteterne og de mere almindelige.  Faktisk er der vel ikke smukkere forårsløg end de helt enkle skovanemoner.   I marts-april blomstrer lærkesporerne i alle mulige nuancer. En gang imellem fjerner jeg nogle af løgene,  selvom jeg er glad for deres farver. Også scilla og snepryd er begyndt at præge billedet. På staudefronten er trillium kurabayashii sprunget ud.  Det samme gælder den hvide pachyphragma macrophylla, og både den enkle og den fyldte blodurt/ sanguisorba er på nippet til at springe ud. Pachyphragma macrophylla Den blå lungeurt/ pulmonaria er en udpræget bunddækkeplante, mens Diane Clare er en typisk klumpdannende staude. Vortemælken euphorbia characias wulfenii er en dramatisk pl

Foråret er en realitet, når den første hundetand er sprunget ud. Der ligger stadigvæk så meget vissent løv i bedene, at man nemt kan overse sådan en lille skønhed. Alligevel har jeg ikke planer om at fjerne alle bladene, kun der, hvor jeg ved, at der gemmer sig den slags småplanter'  Paeonia veitchii woodwardii er som sædvanligt langt foran de andre tidlige staudepæoner og er et smukt syn, som kan ses på lang afstand med kombinationen af  dens pink blomsterknopper og skinnende, nye løv, som snart bliver olivengrønt.  I søndags fjernede vi den indvendige beskyttelse af bobleplast i drivhuset, og i dag blev kameliaerne flyttet udenfor til et mindre hedt miljø. Den største er Jury's yellow, som blev omplantet til en større krukke sidste sommer. Måske er det derfor, at den er usandsynligt blomsterrig i år. Den med de mest skinnende blade og de smukkeste blomster rent farvemæssigt hedder Hagoromo. Den beskar jeg kraftigt i 2020, og nu er den blevet til en fin og mere regelmæssig bus

Æblebuffetten er ved at slippe op. Stormen Malik blæste de sidste æbler ned fra Boikentræet,  og nu er de allersidste ved at være mere eller mindre udhulede. Snart må fuglene finde al deres føde andre steder. Endnu en vinter er forbi. Køligt er det jo, selvom vi er kommet ind i den første forårsmåned. Corydalis malkensis er den første lærkespore til at springe ud, de spektakulære nye skud af hjerteblomsten/ dicentra spectabilis har allerede vist sig over jorden, og den lillebitte scilla bifolia rosea er klar med sin første blomst i 2022. Lidt mere lunhed i luften, og foråret  vil eksplodere. I efteråret så jeg et tvprogram med en dahliaentusiast, som havde nogle favoritter,  han kaldte hjortetakdahlier. Den betegnelse gav ikke rigtigt nogle hits på Google; men det lykkedes mig at opklare, at den latinske betegnelse er dahlia fimbriata. Tilnavnet betyder fliget, og når man kigger efter, er det tydeligt, at det enkelte kronblad har mindst et, ofte to hak i spidsen, hvilket man med lidt g

Med krigen buldrende i baggrunden kommer her nogle aktuelle indtryk fra haven her i starten af marts..  Påskeklokkerne bliver jævnligt kritiseret for at bøje blomsterstilkene og derved gøre det besværligt for os havefolk at nyde synet af blomsterne. Denne fyldte version er  anderledes. Selvom den bøjer nakken, gør  den tydeligt opmærksom på sig selv selv på afstand. I dag har nattefrosten dog midlertidigt tvunget den i knæ i et par timer. Denne gule version kan lidt af det samme; men de røde spidser skærper ens nysgerrighed, og så må blomsten jo vendes opad, for at man kan se, hvordan farverne spiller sammen. I 2019 gav jeg Søren denne cryptomeria japonica rasen i fødselsdagsgave.  Vi havde set den i en anden have og faldt begge to for dens søjleform og dens mani med at sno både  nåle og grene. Den har fordoblet sin vækst på de to år, vi har haft den, og bliver kun kønnere og kønnere med alderen. Da jeg rodede lidt rundt i de visne blade i skovhaven, stødte jeg på denne frøplante, der