onsdag den 31. maj 2017

på majfalderebet

Her kommer et blandet udvalg af det, der blomstrer her ved optakten til juni måned. Vi starter i køkkenhaven. I år har hele rækken af blå hør/ linum perenne overvintret. Efter råd fra Sørens svigerinde såede han frø fra den pose hørfrø, jeg har liggende i køkkenskabet beregnet til bagværk. Bemærk også hans flotte kartoffelplanter.

Nå, nej, de store kartofler kommer her - blev sat under plastik.

Sprengeri er den sidste tulipan, der blomstrer. Den kommer troligt år efter år, heldigvis, for jeg synes,
den er noget så elegant.


En lille pæonsekvens, der starter med anomale, så en bonderose og til sidst emodi. 



En klematissekvens, først crispa, så omoshiro, så montana marjorie
                                      



Plettet gøgeurt / dactylorhiza maculata er en nydelig plante, selvom den står i fuld skygge.







Blomsterne på Melittis melissophyllum 'Royal Velvet Distinction'/ stinkende hjertensfryd har også noget orkideagtigt over sig, men planten tilhører læbeblomstfamilien, og selve planten er temmelig anonym.


Om ikke ret længe vil roserne erobre indlæggene rundt omkring på havebloggene. Hos os er Aicha det helt store nummer her i starten af rosensæsonen.

De lange ranker flagrede rundt i den kraftige blæst i dag, så planten fik noget støtte, så de lange grene ikke knækker af.

søndag den 28. maj 2017

berberis er ikke bare berberis

Det bagende hede sommervejr her  i weekenden har holdt mig mere eller mindre inde i skyggen og givet mig lyst til at nørde igennem med dette tema.

Tidligere på foråret fik ligheden mellem fodblad/ podophyllum og paraplyblad/ diphylleia  i udspring mig til at undersøge, om de monstro er i familie med hinanden, og det er de minsandten, idet de begge tilhører berberisfamilien. Den havde jeg ikke lige set komme, men det burde jeg sådan set have gjort; for i Dan Hinkleys bog The Explorer's Garden, som jeg har fremme flere gange om året, er der et helt kapitel dedikeret til berberisfamilien. 
                                                 podophyllum versipelle                               diphylleia cymosa

Når blomstringen kommer til, bliver slægtskabet straks mindre tydeligt - først versipelle, derefter diphylleia.


Jeg benytter lige lejligheden til at flashe spotty dotty, så langt den frodigste i vores fodbladsamling. Blomstringen starter om få dage inde under bladene. 

Berberis kender vi vel ellers allesammen som en stikkende busk med blade i forskellige mere eller mindre iøjnefaldende farver. F.eks. har vi en gulbladet dværg, berberis thunbergii aurea nana, og en rødbladet berberis med gule rande, berberis thunbergii atrourpureum admiration.


Mahonie er det andet buskagtige medlem af berberisfamilien. Den er nok nærmest at betragte som familiens sorte får, idet den ikke længere ses ret meget i danske haver, selvom blomsten er både tidlig, smuk og velduftende. Vores hedder mahonia bealii og blomstrer om vinteren og i det tidlige forår.

Tilbage blandt de urteagtige medlemmer finder vi bispehue/epimedium. Her er det Amber Queen.

Her finder vi endvidere også vancouveria, som er noget mindre kendt end bispehue, men minder om den i vækstformen og måske lidt i blomsten.

Endelig skal vi have fat i ranzania japonica, hvis blomstring falder i april, og som nu er ved at udvikle sig til en flot bladplante. I mine øjne signalerer den overhovedet ikke berberis.

Se, det var en rigtig familiehistorie!

fredag den 26. maj 2017

ingen pæoner i dag

- men lidt forskelligt fra majhaven.
Fritillaria camschatcensis i to versioner, den grønlige har tilnavnet Alaskan form. Det har jeg lært af min skotske helt, Ian Young, fra The Scottish Rock garden Club på denne youtube video: https://www.youtube.com/watch?v=2Q_Zfhwt7DM

Denne bredtvoksende stenrose/ stendafne / daphne cneorum nyder jeg synet og duften af, men er også irriteret på, fordi den lægger sig henover dejlige plantelommer i spaltebedet, og en eventuel flytning skal man ikke regne med, at den overlever.


Det er småplanter som disse to kløvere, der retteligt burde have lov til at vokse der. Oxalis ute og oxalis enneaphylla ione hecker hedder de.


Menziesia ciliicalyx/ bjerglyng er blevet om klassificeret og en nu en rhododendron, selvom dens blomster umiddelbart mere minder om en lyng.


Roser, som har overvintret i drivhuset,  kan vel ikke siges at indlede rosensæsonen, selvom de er i blomst. Det er black baccara og Leonardo da Vinci.
     

Louise Bugnet er derimod den ægte vare. Både blomster og knopper er usædvanlig små, og årsagen er helt sikkert, at busken blev flyttet for godt en måned siden, og stik imod alle forskrifter kunne vi ikke nænne at skære den tilbage, da dens knopper allerede var ret veludviklede. Vi har nok heller ikke været alt for flittige med vandkanden, må jeg tilstå.

 Blå lærkespore / corydalis craigton blue er en krydsning, som holder sig mere opret end forældrene.

Denne blå akeleje er farveægte, hvis man da kan bruge den betegnelse om planter. Hvor den stammer fra, fortoner sig i det uvisse.

mandag den 22. maj 2017

Weekendmotiver

Den blomst, der blev mest beundret af børnebørnene her i weekenden, var denne store træpæon.

Ludlowii er ikke lige så overdådig, men selve busken slår andre træpæoner med en vid margin. Desværre har kameraet svært ved at skelne mellem busken og bøgehækken.


I dag er rockii træpæonen sprunget ud - det er nu også en flot og stor, mere bredtvoksende busk


De næste to blomster var jeg nok den eneste, der lagde mærke til:  paris og en ganske almindelig storkonval.


Solen ramte de fuldt udsprungne meconopsis, og det synes jeg, der kom noget delikat ud af.
                     

Rhod. everred med sit nye løv.

Bjerghulsvøb/ chaerophyllum hirsutum roseum er yderst populær i cottagehave sammenhæng i England. Personligt kan jeg godt lide selve planten, som holder hele sæsonen, men er  ikke fuldstændig vild med farven, synes, der et gråligt eller blåligt skær over den. Det ville sikkert pynte på farven med nogle mørke alliumblomster som nabo. Derimod er jeg yderst  tilfreds med, at jeg har haft succes med at så den selv.

Blå rapunsel / phyteuma nigrum faldt ikke i børnebørnenes smag, mens jeg selv finder den yderst raffineret. Det er også en plante, jeg selv har stået.

Når børnebørnene besøger en over flere dage, er det lidt af en kunst at inddrage dem i de daglige gøremål og samtidig gå ind på deres ideer.

Eva insisterede på, at vi skulle sy en pung, og så måtte symaskinen findes frem, smøres, have nålen skiftet ud og trådet, og så var det ellers bare at krydse fingre for, at den gamle maskine opførte sig ordentligt.


Her er der kommet post til træhuset.