onsdag den 31. januar 2018

Winter beauty

I de senere år har jeg forsøgt at fordrive eller minimere vintertristessen ved hjælp af  vinterblomstrende planter, heriblandt to klematis. Den ene er Freckles, som jeg allerede har vist mange gange på bloggen i år, og den anden er clematis urophylla Winter Beauty, som lige er begyndt at blomstre. Den vil jeg gerne spinde en ende om i dette indlæg.

Winter Beauty er en stedsegrøn, vinterblomstrende klematis, som ikke tåler frost. Derfor vokser den som krukkeplante og bliver taget ind i drivhuset, når frosten nærmer sig. Den er selvfølgelig mest interessant på grund af de smukke, cremehvide klokker, som kan nydes februar - marts; men dens nye løv er nu også smukt, som det næste billede viser.

Vores plante er fra efteråret 2013 (købt hos Esveld) og var helt problemløs de første to år. Den er blevet klippet tilbage hvert forår efter blomstringen. Herunder ses den stor og mægtig i oktober 2015, og den efterfølgende blomstring i vinteren 2016 var virkelig imponerende.

Efter blomstringen kunne jeg desværre konstatere, at nogle af rankerne havde  mistet saftspændingen, bladene på dem var blevet slappe, og nogle af dem blev mørke og visnede helt. Jeg tænkte, at  den skulle plantes om, så den blev klippet tilbage og plantet i en større krukke, og alt så fint ud, indtil blomstringen skulle starte. Da blev det tydeligt, at den virkelig ikke havde det godt, og faktisk var der ikke en eneste af de mange ansatte knopper, der sprang ud i vinteren 2017.
 januar 2016

Jeg omplantede den igen i 2017 og fjernede de angrebne ranker, så langt nede det var muligt og holdt et vågent øje med den. Efter et par måneder kunne jeg konstatere, at det gamle problem var vendt tilbage, og jeg fjernede syge blade, hver gang jeg fik øje på dem. På nettet blev epsom salt/ magnesiumsulfat nævnt som en mulighed, når klematis får gule blade, så det prøvede jeg, men kunne ikke se, at det gjorde nogen forskel.
 januar 2016

Det er først her i januar, at jeg har fundet forklaringen på, hvad der er galt. Hvis den overvandes og gror i fugtholdende jord, kan den dø af phytophthora, åbenbart en form for råd, som angriber den under jorden. Derfor udvikler problemet sig nedefra og op i modsætning til visnesyge, som er et velkendt problem med klematis. Det, man kan gøre, er: "Ensure good air circulation around clematis stems. Remove infected leaves as they are detected. Irrigate plants in a manner that keeps water off the foliage."
januar 2018

Drivhusmiljøet er naturligvis ikke befordrende for en god luftcirkulation; men problemet starter jo allerede, mens potten står ude i haven. Til det kan man argumentere, at vores vejr de sidste to år har været særdeles fugtigt også om sommeren, hvilket uden tvivl trækker i den forkerte retning. Normalt står den lidt i læ for blæsten op ad husgavlen; men måske skal den placeres mere ude i det fri.
Jeg har faktisk altid vandet den i potten, og i år har jeg fjernet alle inficerede blade, så snart jeg har set dem, og planten har det da også riiimeligt godt, selvom måske halvdelen af  rankerne er blevet fjernet.
januar 2018

Da jeg plantede den om i 2017, bildte jeg mig ind, at jeg var virkelig omhyggelig med gromediet; men jorden skal nok have endnu mere dræn indbygget end det, jeg troede var passende, og komposten skal nok lægges oven på jorden i stedet for at blive arbejdet ind i den. Sådan bliver det til foråret - jeg giver ikke op.
                                                       

NB Hver eneste gang WB er blevet klippet tilbage, har jeg lavet masser af stiklinger, uden at en eneste af dem har slået rod. Nu har jeg erfaret, at aflægning eller nedkrogning kan være lige så god en metode, og vil prøve det til foråret. Hvis nogen af jer har erfaringer med stiklinger eller nedkrogning af klematis, er jeg yderst interesseret i at høre om det.

søndag den 28. januar 2018

frøsnak

For alle os, der kan lide at så frø, er det noget af en højsæson, nu hvor de frø, der kræver frost eller vekslende frost og tø for at spire, skal i jorden. Hvis man foretrækker at så sommerblomster, kan man  tage det mere med ro og eventuelt hente masser af inspiration fra Susannes blog. Min hovedinteresse er imidlertid at så stauder og løg og ind imellem enkelte træer og buske, og så må man væbne sig med Wozniackisk tålmodighed, dels fordi der kan gå mange år, før man virkelig ser et resultat, og dels fordi såningen ofte mislykkes.
Jeg har lagt min frøliste for 2018 op som en side her på bloggen, og dagens indlæg består af kommentarer og illustrationer til nogle af frøene. Hvis latinske betegnelser har det med at give allergilignende symptomer, er nok bedst at springe over begge dele.

Lilium mackliniae, som er en af mine favoritliljer, figurerer på frølisten for første gang og i flere varianter. Det gør den, fordi den er dyr og besværlig at anskaffe og efter sigende forholdsvis nem at få til at spire - vi får se.
             



Nomocharis såede jeg sidste år af samme årsager som liljen og har den med igen i år.  Første år ligner de nye planter små græsstrå, og det er spændende, om de dukker op igen i år. I forvejen har jeg nogle få løg  i krukker, som dog desværre ikke blomstrede i 2017. Disse billeder er fra 2016.
              


I år er der flere forskellige anemoner af trullifolia og obtusiloba slægten - slægterne?? - på min liste. I 2017 havde vi stor fornøjelse i en lang periode af Pradesh, som imidlertid er steril og derfor ikke kan frøformeres. Tidligere var det den gule, vi kunne glæde os over flere år i træk, men sidste år var den pist forsvundet, så nu vil jeg forsøge at genetablere den ved at så den.


Codonopsis er altid på listen. Den hvide Himal Snow blomstrede ikke sidste år, og Grey Wilsonii med den flotte ring fik kun ganske få blomster - jeg tror, vejret var for koldt og mørkt i 2017.


Meconopsis er også en fast ingrediens i en eller anden udformning.  Alle mine meconopsisfrø kommer fra de 3 klubber, jeg er medlem af, og man ved aldrig, hvilke frøønsker man får opfyldt. Derfor kan det være lidt tilfældigt, hvilke frø posten leverer her i januar. Spændende er det altid at se, hvilke farvenuancer sådan nogle frøformerede planter kan opvise.

 

I år har jeg næsten udelukkende gået efter staudeagtige typer, hvor jeg ofte mere har haft fokus på de monokarpe, som dør efter blomstringen, men som har det smukkeste løv, man kan tænke sig. 

Her står en kasse med napaulensis fra 2015 og venter på at blive plantet ud i det lille drivhus, som skal beskytte dem mod al vores regn, der ellers let får dem til at rådne.


 Etiketten siger, at eventuelle blomster skal blive pink, men det stod der også ved dem, der blomstrede i år, og de blev cremehvide i stedet for - sådan kan det gå, når man sår frø.

fredag den 26. januar 2018

lyspunkter

Med et bliver den grå vinter mere til at bære, når vintergækkerne begynder at lyse op. Det er morsomt på den daglige rundtur at holde øje med, hvilke af dem der vinder kapløbet om at springe først ud. Denne her fører feltet, selvom den står lidt skyggefuldt.

På flere blogindlæg rundt omkring er der blevet skrevet om og vist billeder af blomstrende cyclamen, og nogle kommentarer kan læses, som om folk går ud fra, at hårdføre cyclamen er et og det samme; men intet kunne være mere forkert, som linket her viser.
 
Efterårsblomstrende cyclamen hederifolium silver cloud

Hvis man har en, der blomstrer nu, er det sikkert den forårsblomstrende c. coum, med mindre det da er en efterårsblomstrende der har taget fejl af årstiderne - det  kan vi jo også opleve med andre planter og kan vel efterhånden selv have svært ved at skelne mellem vinter og sommer.


Coum kan kendes på de lidt firskårne blomster, som fås i mangfoldige farvevarianter. Hårdfør er den også, hvis den plantes rigtigt, hvilket vil sige halvskygge om sommeren og dræn hele året og derfor gerne under buske eller træer, så når jeg har denne her i drivhuset, er det for at kunne gå helt tæt på blomsten uden at skulle ned på knæ.
Sidste vinter lavede jeg i øvrigt dette indlæg om emnet, hvor jeg gengiver en fremragende dansk oversigt over  emnet cyclamen.
             
På vej forbi drivhuset har jeg denne udsigt/indkig. Mærkeligt nok har clematis Freckles valgt det mest lysfattige år, jeg kan mindes, til sin flittigste blomstring. Måske har det haft positiv betydning, at jeg beskar den i foråret.


Rosenslynger/ rhodochiton blomstrer stadigvæk i drivhuset, og de frø, jeg ikke kunne lade være med at så, har også spiret, så måske skal jeg ikke købe en ny plante i år.

Mon ikke jeg skal give de små væsner noget kunstlys for at hjælpe dem godt på vej?

Ligesom  mange andre havebloggere leder jeg efter forårstegn, og fra år til år ved jeg efterhånden, hvor jeg skal lede. Det ene sted er hos de tidlige staudepæoner som mlokosevitchii.Prydløgene er også altid tidligt på færde og er i mine øjne rigtig dekorative. Og så er der den tidligste trillium, der har været synlig siden starten af december. Jeg dækker den gerne med visne blade, for at rådyrene ikke skal opdage den.

Narcissus romieuxii ex Julia Jane startede sin blomstring i juleferien og lader blom-sterne komme dryssende en for en. Dens smalle blade er ekstremt lange i år, sikkert fordi de rækker op efter lyset. 

tirsdag den 23. januar 2018

juhuu

Kun en uge tilbage af den tristeste og mest grå januarmåned, jeg kan mindes. I weekenden var vi f.eks. en tur ved stranden, og mens det selvfølgelig ville være en overdrivelse at påstå, at der ingen farver var, så var det en  udfordring for øjentapperne at få øje på dem og skelne dem fra hinanden. Det er en total kontrast til det vinterlandskab, som Marit er omgivet af.






Børnebørnene ledte efter flotte skaller og sten til deres stenbutik.


I haven havde der lagt sig en let dis over de grønne, brune og grå farver. Stjernemagnoliaen i baggrunden står klar med sine sølvgrå knopper, mens det er de spidse frøstande, der kan anes på stewartiaen i forgrunden.


Sne får vi ikke meget af heromkring, men når jeg kniber øjnene sammen, kan jeg godt få blomsterne på den hvide peberbusk til at ligne snefnug.

torsdag den 18. januar 2018

haven i dag

I dag startede jeg med en omgang migræne, og ovenpå den var det rart at tage en stille og rolig runde i haven, og det kom der et "ekstra" indlæg ud af. Jeg valgte at tage billeder med min makrolinse, som hedder Tamron SP 90mm F/28 1:1. Pr definition kan den selvfølgelig gå helt tæt på motivet; men faktisk er den også velegnet til portrætter og kan levere fine, detaljerede billeder på afstand. Man skal bare vænne sig til at zoome ud og ind med fødderne så at sige. Billedet af sensommerhaven tog jeg nok på ca 15 meters afstand.

Der er mange løg og småplanter, som er klar til forårsblomstringen, lige så snart vejret bliver lidt lunere. Cyclamen coum er en af dem; den står i ly under den formklippede, brogetbladede bukdsbom.


Et hjørne af det nyrenoverede staudebed med vortemælk/euphorbia ascot rainbow som den centrale figur. Det er en plante, som jeg bliver mere og mere glad for.

De fleste glasbærbuske er grå og kedelige nu; men en enkelt i køkkenhaven står stadigvæk med fine bær.


Ilex verticillata plantede vi ned i køkkenhaven for en uge siden, og allerede i dag har fuglene fortæret halvdelen af bærrene.

Vores januarvejr er det værst tænkelige med frost og tø, der skifter ustandseligt. Det er sådan set utroligt, at der stadigvæk kan findes roser med farve. Det er Eden, Hot Chocolate, Penny Lane, Mozart, rose de Molinard og Ghislaine de Feligonde. Men nu MÅ det da virkelig være slut.

Det skiftende og fugtige vejr er hård tobak for, hvad der ellers blomstrer lige nu. Vinteradonis har fået en beskyttende grangren, og det er tydeligt at julerosen i drivhuset befinder sig bedre end den, der er plantet ud i haven.