hortofilia

Hvis man har valgt at holde campingferie i Danmark, bander man sikkert over dagens regnvejr, mens jeg nyder tanken om, at planterne får en tiltrængt tår over tørsten. Desuden nyder jeg tanken om, at jeg i går fik beskåret og nusset rosenbuskene, som stort set er færdige med årets blomstring.  Det er ikke ligefrem et job, jeg er vild med. I tirsdags trakterede jeg mig selv til en mindre udflugt til tre forskellige plantehandler mest for afveksling og uden en egentlig indkøbsseddel. På forhånd frygtede jeg, at der ville være uimodståelige fristelser i form af flotte splhatte. Solhatte var der; men alle tre steder var der tale om nogle miserable, halvvisne planter, som fyldte potten ud til bristepunktet, så de måtte være umulige at vande, hvilket de bestemt også bar præg af. Herhjemme i haven har vi tre forskellige, som jeg alle tre har sået. Den ældste og frodigste er Green Twister, som har vist sig at være en særdeles holdbar staude.  Nummer to er den traditionelle hvide, som vi også ha

I mit indlæg i sidste uge lagde jeg op til, at mine indlæg for tiden skal illustrere en rundtur i haven, og  jeg har måttet konstatere, at det er en forfærdelig spændetrøje, jeg der har iført mig. For egentlig plejer jeg mere eller mindre at lade kameraet bestemme, hvad et indlæg skal handle om. Måske er det derfor, jeg fortsætter rundturen i dag med at beskrive slutningen, dvs de bede, som ligger længst væk fra boligen og længst mod syd. Det er især det område, vi kalder sensommerbedet. Bedet herover viste jeg for ikke så længe siden, men nu har jeg flyttet fokus en lille smule, så man forhåbentligt kan se, hvor fint den hvide kvæsurt spiller sammen med spydverbenaen, og hvordan rispapirplantens store blade ligesom sørger for at fastholde jordforbindelsen. Rispapirplanten/ tetrapanax papyrifer blev plantet ud sidste sommer, selvom den her er på grænsen af sin hårdførhed, og det ser ud til, at en tipi af grangrene er tilstrækkelig vinterbeskyttelse. Hvis man har bestemt sig for at ansk

Når man ikke har noget specielt på hjerte, kan man jo altid tage en runde i haven. Det kan sommetider forbavse en selv, hvad man ender op med af billeder. I dag startede jeg turen på vejen lige før indkørslen. Der plantede vi nemlig disanthus/ hjerteglød i efteråret, og allerede nu er dets hjerteformede løv begyndt at antage efterårs- eller sensommerfarver. For at beskytte det mod glubske rådyr har vi været nødt til at indhegne det lille træ. I selve indkørslen blomstrer lige nu det hvide kongelys/ verbascum chaixii 'album'. sammen med prikket klokkeblomst/ campanula punctata. Inde i skovhaven støder vi først på den mere end 2 meter høje storkonval (polygonatum zanlanscianense), som er besat med frugtklaser hele vejen op langs stilken. De udvikler sig til smukke olivengrønne bær med tiden, som sår sig selv forholdsvis villigt. Empress Wu er lige så imponerende, bare på en anden måde.  Den har en enkelt blomsterstilk,  I den nordlige ende af skovhaven blomstrer Romantika helt vi

Når hylden blomstrer, er der to ting, jeg altid skal huske at lave. Den ene er syltetøj af grønne stikkelsbær og hyldeblomster, og den anden er hyldeblomstsaft. For to år siden lavede jeg saft både af de hvide og de røde hyldeblomster, men syntes, den røde saft blev alt for sød, faktisk så sød, at den næsten ikke kunne fryses. I år prøvede jeg mig frem med en fjerdedel røde blomster, og det gav et fint resultat både i smag og farve. Som noget nyt i år eksperimenterede vi med at overhælde de afsiede blomster og citronskiver med vodka suppleret med noget hjemmelavet, spansk brændevin, som har stået i skabet i årevis, fordi den simpelthen er alt for stærk. Med et par skefulde honning til at mildne smagen er vi rimelig tilfredse med resultatet, som nok nærmere skal betegnes som en stærk  likør end som vodka eller brændevin. En anden årligt tilbagevendende opgave er eventuel opbinding af klematis, som flagrer rundt i blæsten uden jordforbindelse. I år kan jeg konstatere, at jeg lader dovens