hortofilia

troldnød/ hamamelis int. Jelena. Traditionen tro vil jeg afrunde blogåret med at ønske alle et godt nytår. Hvordan året 2023 bliver, ved vi jo ikke, og vi krydser fingre for, at krigen i Ukraine  snart slutter. Sikkert er det dog, at året vil blive fyldt med haveoplevelser af mange forskellige slags, som jeg vil glæde mig til at dele med de havebloggere, der stadigvæk holder ved, og med dem, der i øvrigt besøger Hortofilia. sarcococca/kødbær Også havelivet bliver påvirket af politiske forhold.  F.eks. har det i  over 30 år været en fast vinterbeskæftigelse for mig at så frø fra den den engelske og den skotske alpine klub. Men det har Brexit desværre sat en effektiv stopper for, så selvom jeg stadigvæk sår frø, er udvalget blevet langt mere begrænset og langt mindre eksotisk og eksperimentelt.  Det ærgrer mig, at det skal være sådan; men jeg må på den anden side også erkende, at det sparer mig for en del besvær, og det kan i grunden være ganske rart.  lundvortemælk, euphorbia amygdaloid

 Med to dage til jul, begynder juletravlheden at eskalere.  Ifølge medierne har mange danskere ændret deres juletraditioner i år, men det gælder ikke os. Her er alt fuldstændig ved det gamle, og det nyder vi i fulde drag. Dørene er som sædvanligt pyntet med hjerter, i år med gran og frøstande fra slyngrosen arvensis splendens. I drivhuset har clematis Freckles blomstret længe, og nu er den første krinoline narcis sprunget ud. Den kom i ly i drivhuset, da jeg fik øje på den første knop. I haven er der ikke mange blomster tilbage. De sidste roser blev ødelagt af frosten; men heldigvis blomstrer julerosen, og påskeklokkerne står på spring. Den hvide peberbusk startede sædvanen tro en spredt blomstring sidst i november, som  fortsætter hen i  marts. Derimod har jeg aldrig før set knopper i kobjælde på dette tidspunkt.  Til sidst vil jeg ønske jer allesammen en rigtig glædelig jul. Nytårsønskerne gemmer jeg til årets sidste indlæg.

Man kan godt misunde fårene deres tætte og vandafvisende pels i disse decemberdage, hvor nattemperaturen nærmer sig de tocifrede tal. De er sådan et hyggeligt syn på den snedækkede mark, selvom jeg lige har opdaget,  at lammekød er den allerstørste CO2 udleder. I går eftermiddags oplevede vi det usædvanlige syn, at to fasaner sad højt på taget af et udhus. Det var kort inden, en kraftig snebyge trak ind over egnen. Heldigvis blæste det ikke, for ellers havde det udviklet sig en kraftig gang fygning.   I det stille vejr ligger sneen tykt på ikke mindst de stedsegrønne planter,  og det ville sikkert være klogt at gå en runde for at fjerne sneen fra de mest tyngede, så vi undgår, at der knækker grene under vægten. Det sker dog ikke, for i morgen skal vi hente sønnen i Billund, når han kommer hjem på juleferie fra New York for første gang siden corona. Derfor har vi travlt med at gøre klar oppe og nede. Efter en omgang frost er boiken æblerne blevet til en sand lækkerbisken især for solsor

I nat og i formiddags har vi fået en lille smule sne, og omgående har vi en stemning, som passer perfekt med julemåneden. Sneen knirker,når vi går, så den holder sikkert ikke længe.  Ambratræet er en af de planter, som fangede sneen. Det samme gjorde en deutzia, som på den måde pludselig er dekorativ og iøjnefaldende i sin krukke. Før sneen faldt, var den nærmest usynlig. 'Du har nok rigtigt været kreativ', sagde Søren med sarkasmen drivende nedad mundvigene,  da han havde set mit forsøg på at arrangere en julekrukke på gårdspladsen. Jeg indrømmer blankt, at der er plads til forbedring, selvom jeg faktisk har prøvet at pynte på resultatet; men omvendt kan jeg rigtig godt lide, at jeg udelukkende har brugt materiale, som jeg har fundet her på matriklen. Jeg gik simpelthen en rundtur i læbæltet, som beskytter os  mod blæsten fra alle fire verdenshjørner , og vurderede, om der var noget oppe og nede, som  jeg kunne bruge.  Det er ellers normalt rådyrene domæne. Når solen trænger i

Råkold, grå, trist og våd er de ord, jeg umiddelbart  kan komme på, når jeg skal beskrive novemberstemningen, og i vores have er det motivet herover, der for mig udtrykker det allerbedst. Det skyldes uden tvivl de to stynede piletræer, som står og stritter i forgrunden, men til venstre i billedet står der også en nøgen, grå hanesporetjørn, som man ikke skal komme for tæt på, for så bliver man stukket. Det eneste element i billedet,  som symboliserer lidt varme og hygge, er bjælkehytten i baggrunden,  som man dog kun kan skimte, hvis man ved den er der. hanesporetjørn/ crataegus crus galli Det gule piletræ har smidt alle sine blade, mens det andet med mørke grene og grå stamme er godt på vej; men 4 meter væk står der et tredje piletræ, som endnu ikke har smidt ret mange blade. Hvorfor mon det forholder sig sådan? I en artikel  på DR om  løvfald  har jeg læst, at det først og fremmest afhænger af nattelængden, hvornår træerne smider bladene. Den påvirker nemlig både, hvornår planterne sk

Pludselig er der gået næsten to uger siden det sidste indlæg, selvom jeg ellers almindeligvis prøver at udgive mindst et og meget gerne to indlæg om ugen. Først fik jeg migræne to dage i træk, hvilket jeg er overbevist om har noget med vejromslaget at gøre, og da jeg var frisk igen, var sneen forsvundet og vejret gråt i gråt; men i dag skal det alligevel være. Vores æbletræer giver os masser af glæde (og arbejde), men for tiden er nedfaldsæblerne blevet til fuglenes tagselvbuffet, som de flittigt benytter sig af. Boikentræets æbler falder først ned efter en gedigen omgang frost, og indtil det sker, er de så sure og stenhårde, at fuglene undgår dem. At det forholder sig sådan, kan den lokale tømrer skrive under på. Han lod sig nemlig friste til at tage en bid af et af æblerne, og hans ansigtsudtryk var ubetaleligt. A propos frugt så hænger der mange figner i træet, og jeg synes ikke, fuglene virker interesserede i dem. På gårdspladsen i vores lille arboret er der tre mindre træer, som j