hortofilia

I weekenden blev vores ældste barnebarn konfirmeret, og selvom vi bedsteforældre ikke havde ansvar for det praktiske overhovedet, har vi alligevel haft lidt travlt, ikke mindst fordi Peter, vores søn, kom hjem fra New York for første gang siden corona og havde følge af sin kæreste, som vi kun kan kommunikere med på engelsk. Det var altsammen megahyggeligt, men blogaktivitet har der ikke været tid til. I mellemtiden har haven bevæget sig videre i sin udvikling - faktisk er det svært at overskue det hele. Jeg starter indlægget med en håndfuld stauder, først jeffersonia dubia, så den lyserøde blodurt sanguinaria Amy, derefter den rosa vårbælg lathyrus verna oog til sidst en engkarse cardamine pratensis. På løgfronten er vi nået til anden etape af hundetand med den spinkle erythronium hendersonii og white beauty. Desuden er hvidblomme/ leucojum aestivum ved at have bredt sig rundt omkring i haven.  Dens højde gør, at dens effekt er anderledes end både vintergækker og dorothealiljer. Nogle

Selvom vi går meget op i vejret, må jeg tilstå, at jeg har mere end svært ved at huske fra det ene år til det andet, hvornår f.eks. nattefrosten forsvandt. Søren mener, den bliver hængende ualmindeligt længe i år, og måske er der noget om snakken. Alligevel har vi haft en forrygende påskedag med sol fra en skyfri, blå himmel, og jeg kommer til at tænke tilbage til påskedag for to år siden, hvor vi drak eftermiddagskaffe på gårdspladsen sammen med datteren og hendes familie ved hvert vores bord. Det var, dengang coronaforskrækkelsen virkelig havde fået tag i os. Trillium og blodurt er uundværlige ingredienser i vores aprilhave, og i dag viser jeg to trillium i miniformat. Den største er rivale ( nu kaldt pseudotrillium), som jeg omplantede for to år siden, samtidig med at jeg flyttede den diminutive hibbersonii fra en krukke ud i spaltebedet. Den fyldte blodurt startede oprindeligt som en enkelt plante og bevæger sig nogle centimeter mod øst hvert eneste år. Nu måler den omkring halvand

I dag har vi begge to været aktive i haven, selvom blæsten heller ikke i dag var morsom at bevæge sig ud i. Jeg tog også lidt billeder, sådan lidt på må og få For en uge siden stod stjernemagnoliaen og så trist ud med brune blomster, som var ødelagt af nattefrosten. Heldigvis har den masser af knopper, som ikke har taget skade, så nu kan vi igen nyde dens blomstring.   Især her i det tidlige forår er det en fornøjelse på rundturen i haven at holde øje med, hvad der er på vej. I dag bemærkede jeg en hvid kobjælde, som er på nippet til at springe ud, og i et andet bed er det fodblad  podophyllum versipelle, som så småt skal til at folde sig ud. Det er et under hvert forår at se, hvordan dens kæmpeblade gradvist  bliver pakket ud. Denne fyldte adonis ser ud til at stortrives  mellem stenene i spaltebedet. På sådan en råkold dag er det fristende at forestille sig, at den hygger sig i varmen fra stenen, som er opvarmet af solen. Noget lignende tænkte jeg om de små hundetand, hvis bed vi dæk

Normalt her i landet jamrer vi over den uendelige regn, men efter en måneds tørke er regnen mere end velkommen, bare den ikke bliver hængende for længe.  I går tog jeg en rundtur i den kolde blæst og startede i skovhaven, hvor fujikirsebærtræet og de gamle påskeliljer er sprunget ud. Fra en anden vinkel er det stadigvæk påskeklokker, der dominerer, selvom de er ved at være afblomstrede. Videre omme i haven kom jeg først forbi den tidlige pæon, som var helt tæt på udspring, da solen var fremme. Det samme var tvillingeblomsten, og lidt derfra kunne jeg konstatere,  at den første fyldte blodurt var sprunget ud.  I efteråret investerede jeg i nogle nye løg af fritillaria raddeana. Den er usædvanligt køn i mine øjne, og når man går tæt på, et det sjovt at iagttage små variationer i deres fremtoning. På sådan en kold dag som i går er det velgørende at smutte indenfor i drivhuset, hvor Pixie blomstrer i samme farvenuancer som raddeana. En kraftig lewisia har også besluttet sig for at blomstre