hortofilia

Temperaturerne lige nu er alt for høje for min smag, og mine øjne lider under den stærke sol, så jeg har mest opholdt mig inden døre. Alligevel har jeg i den uge, der er gået, fået fjernet ukrudtet i yderkanten af haven. Selvom den nok er for stor til mig alene, er det alligevel tankevækkende, hvor hurtigt jeg kan rydde op i den sammenlignet med den gamle have. Der kunne jeg begynde forfra, når jeg efter flere dages arbejde var nået til vejs ende. Her tager det max en halv dag. Det, jeg har mindst lyst til, er at slå græs, så jeg begynder nok snart at google robotplæneklippere. Det er imponerende, så hurtigt planterne gror til omkring cirkelterrassen. Især geranium Rozanne viser, hvad den er god til. Samtidig giver mosebunken Palava noget bevægelse med sine blanke, yndefulde aks. Jeg håber, det står til troende, at Palava ikke sætter frø. I maj sidste år mistede vi min lillesøster, som var særdeles haveglad og plantekyndig. En af hendes yndlingsbeskæftigelser var at stiklingeformere ro...

når de nøgne jomfruer begynder at blomstre, er det ved at være efterår, og de visne blade har da også allerede længe raslet, når man bevæger sig rundt på stier og gange. Det er også et tegn på, at vi er ret langt henne på havesæsonen , når lungeurten Diane Clare og geranium Margaret Wilson står med friske nye blade som kontrast til alt det, der begynder at visne ned. PS ! Lige et surt opstød: Det irriterer mig egentlig,  når planter får navn efter alle mulige berømtheder. Jeg ville langt foretrække et tilnavn, der beskriver noget ved planten. De næste mange billeder stammer allesammen fra sensommerbedet, og det første billede skal minde Søren og mig om, at vi i år har haft besøg af lige så mange admiralsommerfugle som kålsommerfugle, og det har vi aldrig oplevet før. På denne tid af året er det især græsser, kvæsurt og pileurt, der dominerer i bedet. Hvis jeg var en meter højere, ville jeg kunne se de næste tre motiver uden at skulle have hjælp af en trappestige. Hvis dahlierne lyk...

Det er mest efterårsløvet, man lægger mærke til derude i disse dage, men blomster er der dog stadigvæk, omend de er ret så spredte og vejrbidte. Rosenknopperne skal vi nok ikke forvente at få at se i blomst, selvom enkelte stadigvæk lykkes med at springe ud. Den klatrende stormhat kom til syne, da den vingede benved begyndte at smide sine blade, og rundt omkring er der små farveklatter i de samme nuancer i form af blomster i forskellige storkenæb. Den sidste høststenbræk står med blomster. På afstand ser den såre sølle og forpjusket ud, men den enkelte lille blomst er faktisk rigtig fin. Det samme kan man sige om skumblomst/ tiarella. Russisk mandstro er derimod i gang med en iøjnefaldende genblomstring.  Plejer den det? Jeg er i tvivl. Ampelpileurt sår sig selv og er først klar til at blomstre i sensommeren. Hortensiablomsterne holder fast i farven længe, og floksen i forgrunden er forlængst afblomstret, men leverer alligevel små farveklatter. Abies koreana Ice Breaker er nok en a...

Når prydløgene begynder at blomstre, oplever jeg det altid, som om vi er trådt ind i en ny fase i det sene forår eller den tidlige sommer. I den ældste del af haven står de rundt i flere af bedene og har sået sig selv forholdsvis meget. Derfor er jeg begyndt at fjerne frøstandene, inden de smider frøene, lidt modstræbende ganske vist; for der er noget grafisk tiltalende over de runde hoveder på de stive stilke. I dag vil jeg ellers fokusere på nogle af de stauder, som jeg selv har sået. Igennem alle årene har vi haft mange etageprimula af egen avl; men tørken i 2018 gjorde det af med hele bestanden. Det kunne jeg jo først konstatere i 2019, hvorefter jeg igen såede frø i vinteren 2020. De blomstrer nu allesammen, og jeg kan se, at det især var pulverulenta, jeg fokuserede på dengang. I år tror jeg, at jeg skal have fat i  oriental sunrise  fra Barnhaven, som changerer i fersken og gult og pink. Phyteuma spicatum ssp caeruleum/sort  aksrapunsel faldt jeg for pga den sortbl...