hortofilia

 Er det altid sådan, at man som haveejer har svært ved at følge med udviklingen ude i majhaven, eller opleves det specielt overvældende i år, hvor april var ekstremt tør, og den livgivende regn først faldt i maj? Jeg ved det faktisk ikke; men en kendsgerning er det, at ballet nu er i fuld gang.  Fruesko har svigtet mig utallige gange, og krydsningen Gisela er mit endegyldigt sidste forsøg. Jeg købte den til et ophørsudsalg i efteråret 2020, og glædeligt nok er den blevet dobbelt så stor og har dobbelt så mange blomster som sidste år, så måske lykkes det endelig for mig at få en fruesko til at trives. Gisela beskrives da også som yderst robust og et godt valg for nybegynderen. Fruesko siges at blive bestøvet af jordbier; men jeg mener nu bestemt at kunne spotte en flue nederst på landingsbanen. Rhododendron camtschaticum bliver mere og mere bunddækkende med årene. Den hvide står mere skyggefuldt og er kun lige startet på sin blomstring. Derfor har jeg valgt at zoome ind på blomsten og d

Når prydløgene begynder at blomstre, oplever jeg det altid, som om vi er trådt ind i en ny fase i det sene forår eller den tidlige sommer. I den ældste del af haven står de rundt i flere af bedene og har sået sig selv forholdsvis meget. Derfor er jeg begyndt at fjerne frøstandene, inden de smider frøene, lidt modstræbende ganske vist; for der er noget grafisk tiltalende over de runde hoveder på de stive stilke. I dag vil jeg ellers fokusere på nogle af de stauder, som jeg selv har sået. Igennem alle årene har vi haft mange etageprimula af egen avl; men tørken i 2018 gjorde det af med hele bestanden. Det kunne jeg jo først konstatere i 2019, hvorefter jeg igen såede frø i vinteren 2020. De blomstrer nu allesammen, og jeg kan se, at det især var pulverulenta, jeg fokuserede på dengang. I år tror jeg, at jeg skal have fat i  oriental sunrise  fra Barnhaven, som changerer i fersken og gult og pink. Phyteuma spicatum ssp caeruleum/sort  aksrapunsel faldt jeg for pga den sortblå farve og de

20 mm regn er vi oppe på at have fået i den forløbne uge, og det har virkelig frisket haven op. Alligevel ser jeg frem til endnu en portion i den kommende uge. Så kan den nyerhvervede og selvoprullende vandslange holde endnu en pause.  I dag starter jeg indlægget med to meget forskellige klematis. Den første, Madame le Coultre, står i surbundsbedet, hvor dens opgave er at skabe noget variation fra de temmelig kompakte rhododendronbuske. I år gad jeg ikke fjerne dens visne blade, men ventede, til de var blevet helt møre. Så skulle der ikke mange dask til at få dem til at falde til jorden. Den anden klematis er en ganske lille staudeklematis, nemlig clematis coactilis, som i USA, hvor den stammer fra, er kendt som hvidhåret læderblomst. Bloggen kan oplyse, at den blev anskaffet i 2016, og i år er det første år, hvor man kan sige, at den har en regulær blomstring. Tidligere år er det kun blevet til en enkelt eller højst to blomster. De er ellers ekstremt nuttede.   Her et godt stykke inde

 Hvis du læser med både på Hortofilia og Høneballen på Samsø , har du muligvis bemærket, at Søren og jeg i tirsdags var på havebesøg  i Dorte Seerups spændende skov- og rhododendronhave og derefter fik besøg her i haven af Dorte og Rikke og Fru Høneballe.  Lisbeth er en mester til at få den slags stablet på benene, og som altid, når havefolk mødes, havde vi en hyggelig og afvekslende dag. Herhjemme midt under vores rundtur blev Søren og jeg totalt overrasket over at få øje på, at duetræet stod i fuldt flor. Som Lisbeth skriver, er træet vanskeligt at fotografere, sikkert fordi bladene er så lyse, at de næsten går i et med 'duerne'. Bagved står viburnum plicatus mariesii, og i modsat retning går man gennem en klematisbue. Hvis man kigger efter, vil man kunne se, at der bor to forskellige clematis Montana på buen. Den lyserøde Rubens forsvandt et år, så jeg plantede Tetrarose, der er mere pink, ved buen som afløser. Så dukkede Rubens op igen efter 2-3 år, og nu trives de i bedste