onsdag den 31. juli 2019

et mysterium

Violfrøstjerner i alle afskygninger fra helt små miniatureplanter til høje, imposante stauder hører ubetinget til mine favoritter.  Uanset størrelsen er der noget elegant og forfinet over disse planter med det lette løv og de supertynde, forgrenede stilke.
th. ichangense

Delavayi, den mest udbredte, er vi så heldige, at der sår sig selv både som hvid og lavendelblå og en farve midt imellem - faktisk fjerner jeg hvert år mange af de spinkleste planter med hård hånd.
th. delavayi album

Uheldigvis er delavayi i vores jord så veg i væksten, at den tit kræver noget støtte for at holde sig oprejst, i hvert fald når den kommer op i en vis højde. Herunder ses en samling frøplanter i varierende højde sammen med Prince Charles.

Nu til mysteriet. I år er der dukket en violfrøstjerne op i et bed, hvor jeg helt sikkert ikke har plantet nogen. Det specielle er, at den er over to meter høj og alligevel står flot opret helt uden støtte på næsten sorte stængler.




Det er utvivlsomt en frøplante, men af hvad? Umiddelbart gættede jeg på, at klokkefrøstjerne/ rochebrunianum havde været inde over, idet den er den højeste og  mest stivstilkede af vores violfrøstjerner. Desuden er den det ene ophav til Elin, som jo er både er høj og stivstilket.

Klokkefrøstjerne er allerede afblomstret, selvom den står forholdsvis skyggefuldt, og mens dens løv i størrelsen godt kan minde om løvet på den nye, er blomsterne klart anderledes.


I handlen findes der en akelejefrøstjerne med navnet Black Stockings, som ligner selve planten til forveksling, men blomsterne er anderledes, og blomstringen sker maj-juni. Ret ny i handlen er den høje Splendide, som efter sigende er en krydsning mellem delavayi og en yderst sjældent forekommende  art, der hedder elegans. Jeg kan kun tale ud fra egne erfaringer, og i vores have er Splendide lidt slap i koderne og skal have noget støtte, ligesom dens stilke har en upåfaldende grøn farve.

Derimod har jeg fundet ud af, at den kendte hollandske plantemand og staudespecialist  Coen Jansen, ophavsmanden til Elin, for nogle år siden fandt en delavayi frøplante i sin planteskole, som var højere og havde stivere og mørkere stilke end arten. Den har han formeret og sat i handlen som Ankum. Den kan ses på dette link. Det får mig til at konkludere, at the mystery plant nok er en selvsået variant af delavayi på samme måde som Ankum. Oven i købet er der dukket endnu en lille plante op i et nabobed.

Coen Jansen bruger det tekniske udtryk tetraploid til at forklare, hvordan Ankum er opstået. Jeg har forstået det sådan, at der er sket en kromosomfordobling, noget, som ofte giver sig udslag i kæmpevækst. Dette sker ganske hyppigt inden for violfrøstjernefamilien ifølge denne engelske afhandling, som afslutningsvis argumenterer for, at dette muligvis hænger sammen med vindpollinering. Her står jeg af (og mine læsere er sikkert for længst stået af) og vil slutte i taknemlighed over, hvor forunderligt smuk og mystisk og variabel naturen er.

søndag den 28. juli 2019

sidste julisøndag

blev et døgn, hvor vi fik 9 mm regn. Vi er ikke tilnærmelsesvis så tørkeplaget som mange andre, men alligevel gjorde regnen godt.
I dag startede min tur med kameraet ved østgavlen og Hot Chocolate. På en måde har den førertrøjen på blandt roserne, idet den er langt henne i sin genblomstring. Den changerer på den mest raffinerede måde i mange forskellige farvenuancer, alt efter hvor gamle blomsterne er. Bemærk også det nydelige, nye løv.

Det samme gælder i øvrigt  Alisar, Princess of Phoenicia som står lige i nærheden. En del af dens blomster mener jeg er forholdsvis små i år.


Ved gavlen står også et opstammet husløg/ aeonium arboreum atropurpureum Schwartzkopf i en potte. Jeg har brugt en del småplanter af den som værtindegaver i år, og det er altid faldet i god jord.

Lige rundt om hjørnet støder man på en stedsegrøn busk med hvide blomster.

Det er nu lidt snyd; for busken er den hvide peberbusk/ daphne mezereum album, og de hvide blomster tilhører klematis viticella alba luxurians med grønne bladspidser.

Slyngplanten til højre har jeg før vist.  Det er nemlig clematis Pacific Cup, som jeg er helt vild med. Hvad jeg havde svedt ud, var, at jeg havde plantet en frøplante af en klatrende stormhat ved det samme stativ, som nu er begyndt at blomstre. Aconitum sungpanense white wine hedder den. Fed overraskelse.


Det varme bed er jeg aldrig rigtig tilfreds med; men i år rammer det noget af det rigtige. Den gule lilje, hvis duft kan opleves på lang afstand, mener jeg er conca d'or, klematissen i baggrunden er Princess Diana, og dagliljen i midten er Ed Murray.

Nederst til venstre står en fejlleverance i form af en gul dahlia med røde aftegninger. Det er første gang, jeg ikke har fået den dahlia, jeg har bestilt, og sjovt nok har den de rigtige farver, så jeg er ikke engang rigtig utilfreds.

Til sidst et billede af min mest succesfulde solhat, echinacea green twister, som bliver større og større for hvert år, der går, i modsætning til mange andre, jeg har har forsøgt mig med, som nærmest kun har holdt et enkelt år.

torsdag den 25. juli 2019

Julihaven

Solen og varmen gør godt oven på den fugtige periode, vi havde henover weekenden, men de høje temperaturer tapper energien og gør det svært at arbejde både ude og inde, så indlægget i dag har mest karakter af spredt fægtning.
For to år siden lavede vi et primitivt klematisstativ om til skovhaven i form af tre ben med med en fuglerede på toppen; men det er først i år, at klematissen blomstrer. Jeg tog en bid fra et bed med tre forskellige klematis og kan nu konstatere, at det er Romantika.


Bagved trebenet skimtes en blomstrende busk, som er rhododendron prunifolium. Sidste år var den en skygge af sig selv og jeg besluttede, at den skulle beskæres kraftigt. Det glemte jeg at få gjort, og i år har den udviklet sig til en solid busk på små to meter, så nu tror jeg, den skal have lov til forblive en høj busk.

Det går hurtigt med liljeblomstringen. I går var der en enkelt udsprunget blomst i Leslie Woodriff, og i dag er der fire.

Det forekommer mig, at hostaerne blomstrer specielt kraftigt i år. Her er det Blue Cadet, hvis blade i starten er stålblå, men nu nærmest er grønne.

Dahlierne har været lidt problematiske de sidste to år. Creme de Cassis knoldene tørrede ind til ingenting henover vinteren, så de nye knolde forspirede jeg i en krukke, hvor de har fået lov til at blive stående.

Roscoea/ buddhablomst/ falsk orkide har jeg ikke haft succes med i haven. I år forsøger jeg lykken med beesiana med sartgule blomster i en krukke, og den ser så kraftig ud, at jeg godt tør plante den ud først på efteråret.
       
Blomsten er ret diskret, men i denne krydsning er den omgivet af en håndfuld rødlige blade, som bestemt gør noget godt for planten rent æstetisk.

På insektfronten er der vildt mange svirrefugle og små humlebier, men meget få sommerfugle, efter at de mange tidselsommerfugle er forsvundet. Der var dog en enkelt nældens takvinge i dag, som holdt til på russisk mandstro.


På det næste billede kunne det vel også godt ligne en rød sommerfugl inde midt i indianermynten.

Hvid kvæsurt/ sanguisorba er et ret vidt begreb - jeg er glad for dem allesammen. Det er bare trist, at de varsler, at sensommeren er godt på vej.

søndag den 21. juli 2019

sommerferie

I onsdags startede børnebørnenes ferie hos os, og som noget nyt blev der slået telt op i haven.

Torsdag tog vi til Grynderup Sø, som er et af de tidligere indvandede områder i Salling, som er blevet udlagt som vådområde igen.

Trækprammen var tung at få trukket over søen; men det lykkedes da ved fælles hjælp.

Kaj, som plejer at opbevare halm i vores maskinhus, er begyndt at drosle ned på det hårde job som landmand, så kattene kommer til at mangle et lunt vinterlogi. Derfor blev der lavet et kattehjem i fredags.


Lørdag var forbeholdt bagning af snobrød over bål. Himlen så faretruende ud, og det dryppede da også, mens vi havde gang i produktionen; men regnen kom  heldigvis først for alvor ind til aften. Hele 19 mm blev det til.



Bjælkehytten kunne vi ikke søge ly i, for der har hvepse bygget et stort bo, som ingen af os skal nyde noget af at forstyrre.

Vi skal også gerne nå en tur til Fårup Sommerland, inden turen på onsdag går videre til Spanien for de unge mennesker; men vejret er ikke rigtig til at stole på.
Børnenes favoritblomster til indlægget var Troika for Evas vedkommende, og for Thomases var det Penny Lane, mest fordi den kigger ind ad vinduet til bilgaragen og byder velkommen, når man kommer hjem..

Min egen favorit var Princess Kate, som jeg troede var gået ud; men i stedet for er hun klatret over til svigerfar:-}

onsdag den 17. juli 2019

Et minibed plus det løse

Lad os starte med det løse. I skovhaven har vi skåret en taksbusk tilbage, som er vært for clematis vit. venosa violacea. Jeg skulle lige Google det lange navn og fandt i samme ombæring ud af, at den stammer helt tilbage fra 1882. Den har ellers et moderne udtryk i mine øjne.


I bedet overfor står der en bregne, vi hjembragte fra markedet i Kiekeberg i april. Blechnum chilense/ chilensk kambregne er ikke 100% hårdfør i Danmark, så sidste gang, vi havde den, voksede den i en krukke og blev taget ind om vinteren. Det blev jeg træt af og plantede den ud et beskyttet sted. De første par år vinterdækkede jeg den med grangrene. Det gik godt, omend den ikke ligefrem voksede, indtil jeg glemte vinterdækningen, hvorpå planten prompte gik ud. Åbenbart er jeg ikke blevet klog af skade, for jeg har tænkt mig at gentage "successen" bare med en anden placering. Jeg har dog en noget bedre mavefornemmelse denne gang, især fordi bregnen er vokset godt siden plantningen.

Nu jeg er ovre i bregneafdelingen, viser jeg lige en temmelig speciel fjerbregne, athyrium filix-femina ‘Dre’s dagger’

Der er to ting, der udmærker den i forhold til andre fjerbregner, dels at bladene sidder sådan, at de sammen former et X , dels at der dannes en dusk for enden af hver stilk og faktisk også hvert eneste blad.

                                                    


Nu til minibedet. For fem år siden i New York så vi kinesertræet/ koelreutia blomstre på livet løs, så sådan et måtte vi da også have. Problemet var at finde en god placering, fordi vi i forvejen har masser af træer i haven. Løsningen blev et lille cirkelrundt bed i græsplænen. Der blev målt op på mange forskellige måder, for de to bede, træet står imellem, er nøjagtigt spejlvendte i forhold til hinanden, så proportionerne ville blive forrykket, hvis det nye bed ikke blev anlagt helt præcist.

Bedet blev afgrænset af jernringen fra et hjul fra en stivvogn. I dag har træet en fodpose af pink stauder.  I forgrunden til venstre står  en staudesalvie, til høje ses en kombination af campanula punctata og en stjerneformet geranium ( formentlig oxonianum thurstowianum), og i baggrunden til venstre er det campanula x pink octopus.



Pink octopus er en krydsning mellem punctata og takesimana, som ses herunder. Mærkeligt at den så har fået sådan en fliget blomst.

Tone i tone kan godt blive lidt for tamt for min smag. Det skulle ikke undre mig, hvis der en dag pludselig står en salvia caradonna i bedet.

Formklipning er overhovedet ikke min force; men da jeg på et tidspunkt stod med en kasse stiklingeplanter af buksbom, som jeg ikke havde en bestemt plan for,  kom jeg på den ide at bruge dem til at danne en stiliseret blomst her i bedet. Den dukker op, når stauderne er visnet ned, og danner baggrund for løgplanter og primula om foråret.

Tilbage til det løse. Roguchi  svigter aldrig, og det er en daglig fornøjelse at passere forbi planten til og fra dagens gøremål.

Liljen Eyeliner står lige i nærheden og overrasker med de raffinerede farver, når man går tæt på blomsten, som umiddelbart på afstand ser rent hvid ud.