torsdag den 29. marts 2018

sidste martsindlæg

Krokus holder vi vist allesammen af, når de åbner de farverige blomster mod solen. I virkeligheden er ydersiden på de lukkede blomster i mine øjne mere raffineret; for der kan man meget bedre få øje på de fine striber, der pryder mange af dem. Det er jo heldigt nok, når nu solen langt fra skinner hver dag.


Krokus er jeg sådan set ikke specielt optaget af, altså sådan på samlermaner, men nyder dem især i større grupper. Alligevel faldt jeg for et rimeligt tilbud på "de Jager" sidste år, og jeg er ikke den eneste - se f.eks. på Esthers blog.

Iris Lady Beatrix Stanley er ny i spaltebedet. De tidlige iris er forbløffende hårdføre.

Synet af sådan en lille flok hundetand kan sende humøret mange grader i vejret - nu er alle de sjove ting lige på trapperne.

Vintergækker og eranthis er man nok tilbøjelig til bare at tage for givet; men de er simpelthen en gave, især når man har rigeligt med plads. 

For to år siden flyttede vi en kristtjørn i marts med et godt resultat, selvom der kom en tørkeperiode i forsommeren. Derfor kunne jeg overtale ham med kræfterne og spaden til også at flytte en brogetbladet kristtjørn, som efterhånden stod for indeklemt. Nu står den forrest i skovhaven og er noget af det første, vi ser, når vi kommer ind i indkørslen.

Påskeklokkerne har vist valgt at ignorere kulden, eller også trækker lyset i dem. I hvert fald står de rankt og fint rundt omkring. Den første er en selvsået frøplante og derfor ekstra velset.



lørdag den 24. marts 2018

lidt nyt

På sådan en vindstille og tåget formiddag , som vi har i dag,  er det næsten, som om haven er tryllet i dvale, så det er ret begrænset, hvad nyt der er at vise derudefra.
Kobjælde / pulsatilla er en af de mange, smukke forårsvækster, vi kan glæde os til. Disse to står i drivhuset, så vi kan nyde dem i øjenhøjde.  Det er frøplanter, og da etiketterne er forsvundet, og jeg hvert år sår forskellige slags, kan jeg ikke vide, hvad de hedder; men nydelige er de under alle omstændigheder.
En af dem, jeg flere gange har sået, er den isblå Budapest, og den forreste på det første billede kunne nok godt være en frøplante fra den, for de får sjældent helt den samme, flotte farve som de sjældne forældre, har jeg læst mig til. Nej, nej, nej,det er vist ren ønsketænkning!

Pachyphragma macrophylla (uden et dansk navn)står med beskedne knopper og frostsvedne blade, mens den blomstrede i fuldt flor 16. marts sidste år.


Søren er i gang med projekt bjælkehytte, hvor der udelukkende skal bruges materialer her fra matriklen. Børnebørnene er begyndt at omtale den som Heidihytten.

Det er spændende, hvordan det kommer til at gå, når han skal fabrikere vinduerne med de specielle rammer. Vanskeligt ser det ud.

Denne fyldte påskeklokke har insisteret på at stikke sine første blomster op ovenover den beskyttende grangren, og de ser da også ud derefter.


 Ind imellem kan det gå op for én, at man har gået rundt og været blind for det helt oplagte i haven, og sådan har jeg vist haft det med vores bøgehække. Den gamle hæk - 80 år gætter jeg på - har smidt de fleste blade og står med silhuetter af de krogede stammer og grene, mens den nye - 25 år - har gemt alle bladene og danner en fast og afgrænsende form 



Til sidst tilbage i drivhuset en blomst i camellia Hagoromo og en fed knop i Jury´s Yellow. 
                            

søndag den 18. marts 2018

Sker der mon noget???

Jooo,  lidt sker der da derude i kulden. Hestehov/ petasites er sprunget mere ud, for de mest udsatte af blomsterne med det resultat, at frosten har farvet dem  brune på issen.

En enkelt gruppe krokus er nu tæt på udspring.

Den tidlige staudepæon veitchii woodwardii har udviklet flere blade.

I fredagens hårde blæst blæste tre ruder ud i drivhuset, så en gammel dør blev fundet som en midlertidig løsning.

Inde i drivhuset er der en enkelt blomst i cyclamen persicum, en småblomstrende, ikke hårdfør cyclamen, der er stamfader til de forædlede, storblomstrende stueplanter.

Den har selskab af en gudeblomst/ dodecatheon, som åbenbart fremover skal henregnes til primulaslægten.
                                   
Solen i dag fremhævede det gule skær over fyrren pinus mugo Winter Gold og sørgede for, at man bemærkede de nye skud på rosen Hot Chocolate og træpæonen shima nishiki.


Solen sørgede også for,at jeg bemærkede de runde kugler i platantræet.

Frøplanterne af osenslynger/rhodochiton og olieplante/ ricinus trives rigtig godt. Om  kort tid kommer problemet med at finde et velegnet sted til deres videre udvikling. Drivhuset  er den umiddelbare løsning; men jeg må tilstå, at jeg har megasvært ved at styre vandingen med de store temperaturudsving derinde.


I fredags afhentede jeg 3 små planter af denne gøgeurt. Det er en krydsning, som alle steder beskrives som en god og robust haveplante, der hurtigt udvikler sig til en stor plante. Det håber jeg virkelig vil vise sig at holde stik.

           

                                                                                                               dactylorhiza foliorella

tirsdag den 13. marts 2018

Det kan ikke nytte noget

- at jamre over vejret, selvom det er fristende. Det er, som det er, og selvom det er koldt, og forårsvejret lader vente på sig, er der en del, der blomstrer. Den hvide peberbusk svigter aldrig, og den lilla er sådan set også sprunget ud, men af en eller anden grund, forsvinder blomsterne ud af billedet, når jeg prøver at fotografere hele busken. For lidt lys i skovhaven gætter jeg på.




Vintergækkerne er overalt, og efter at jeg delte vores eneste gruppe af dorothealiljer for nogle år siden, har vi nu også mange af dem. Jeg er vild med den fine, gule kant omkring de grønne aftegninger.


Helleborus har vi en guds velsignelse af, men i år er de længe om at springe ud for alvor. Mange af dem, faktisk de fleste, er frøplanter som f.eks. de to herunder. Den til venstre er ved at være afblomstret, mens den til højre følger en anden kalender.




De sidste tre planter har jeg vist både i januar og februar, hvilket siger noget om, hvor robuste og udholdende de er.


søndag den 11. marts 2018

Har jeg mon jinxet foråret?

Det kunne godt se sådan ud, for lige siden mit sidste indlæg, hvor jeg glædesstrålende omtalte og viste diverse forårstegn, har vi haft nattefrost og små snebyger nærmest hver eneste dag. Temperaturen ligger omkring frysepunktet, og i dag har der lagt sig en trist, grå dis over landskabet, så da jeg tog billeder ved firetiden, var der hverken meget lys eller farve tilbage. Alligevel oplever jeg, at hortensiaen kommer blikket i møde med sine visne blomsterstande.

I skovhaven har vi to vedbendbeklædte træer. Det mest iøjnefaldende er et ahorntræ, som en voksen vedbend/ hedera helix  arborescens totalt har sat sig på og formet helt uden menneskehjælp.

Det andet er et udgået elmetræ, som danner stativ både for en vedbend og en klatrehortensia. Vedbenden blev voksen i toppen sidste år, og jeg spekulerer på, om den anderledes form sammenlignet med den foregående mon kan skyldes, at den unge form af vedbend starter livet med at klatre opad og først breder sig ud, når den er blevet voksen. Jeg ved ikke, hvor længe vedbend er om at blive voksen, men der er i hvert fald gået ti år.


Herunder ses stammerne på de to klatreplanter - det er hortensiaen til venstre,

Lige før frosten satte ind, fik vi en brogetbladet benved flyttet væk fra sin plads ved terrassen og om i skovhaven, og allerede nu nyder vi at se, hvordan den lyser op deromme. Ganske tilfældigt er der et farvematch med bunden af erantis.


De små snebyger er vi ved at have fået nok af; men der er nu ingen tvivl om, at de kan transformere nogle triste græsser til noget ganske særligt.