hortofilia

 I dag brugte jeg fingervanter og pandebånd på min gåtur for første gang dette efterår. Vejret har tydeligvis forandret sig, og nu hvor vi også har fået en del regn, kunne jeg sagtens kaste mig over de forskellige planer, jeg har, med at omplante og flytte rundt på diverse planter. Det bliver dog ikke i dag, det sker - lysten er der simpelthen ikke. Måske i morgen - eller i næste uge engang. Dagens billeder starter med, at jeg drejer om hjørnet ved østgavlen af stuehuset, og her er hjertetræet sammen med den mørke hyld det, man først lægger mærke til, og det næste tror jeg er violfrøstjernens gule løv, som genspejler træets efterårsfarve. Hvis man taler om stauder, der blomstrer om efteråret,  kommer man ikke uden om sølvlys. Dengang jeg begyndte at udvikle min haveinteresse,  havde de fleste sølvlys grønne blade, og  de brunbladede som Brunette på det næste billede var sjældne. Nu er det vel nærmest omvendt, at de grønbladede er sjældne.  Actaea japonica Cheju Do kan godt kaldes undta

Historien har det med at gentage sig selv. Ligesom sidste år har den tyrkiske hassel på gårdspladsen fået en kalot i form af en storblomstrende, gul klematis. Jeg såede den i 2017, og det er vildt imponerende, hvad et enkelt lille frø har udviklet sig til på fem år. Clematis serratifolia Himlens syv sønner, der også står på gårdspladsen, får en del skygge og blomstrer derfor forholdsvis sent. Det er sikkert også grunden til, at vi sjældent ser røde dækblade på den efter blomstringen.   Det er lige modsat med skæbnetræet, hvor dækbladene næsten dominerer i forhold til de små, hvide blomster, og det sker lige fra første færd. Sensommerbedet burde måske retteligen hedde efterårsbedet. I hvert fald er der fuld gang i de store elefantgræssers blomstring for tiden.  Det skal dog siges, at forskellige udgaver af kvæsurt og pileurt også fylder en del og bidrager med nogle andre farver. Sjovt nok hedder den høje kvæsurt Blackthorn  og den mørkerøde pileurt Blackfield. Sanguisorba canadensis Mis

Bare rolig! Jeg er overhovedet ikke kommet galt afsted og har ikke slået mig gul og grøn og blå. Min plan var derimod at fokusere på den gule farve i septemberhaven, og da jeg ville fotografere soløje i sensommerbedet, ville jeg lige vifte et lille grønt blad væk, som havde lagt sig på en af blomsterne. Det viste sig i stedet for at være et lille grønt insekt, som jeg efter at have googlet det kunne konstatere var en grøn bredtæge. Den skulle ikke være specielt sjælden; men jeg har ikke set den før, hverken som voksen eller som ung med de sorte tværbjælker. Grøn Bredtæge (Palomena prasina) Mod bedre vidende har jeg tidligere i sommer købt denne gule solhat. Jeg har ingen illusioner om, at den vil overleve i haven; men planten var stor og blev solgt til halv pris, så jeg lod mig friste..  Echinacea purpurea 'Sunseekers Mellow Månestråle/ kirengeshoma palmata vil derimod overleve, ingen tvivl om det. Det var planen, at den gigantiske plante skulle halveres i foråret; men da var jeg j

Da vi kom hjem fra fødselsdagsfest i mandags, gik Søren en runde og mødte dette syn. Det er det gamle Ingrid Marie træ, der har mistet en stor  og en knapt så stor gren. For mange æbler sat an og for lidt vand er sikkert forklaringen.  Tabet er nu ikke stort, for æblerne har aldrig været rigtig sunde og har ikke kunnet vinteropbevares.  Min idé er nu at skære det ned, så det kommer til at stå som en skulptur, evt. draperet med en slyngplante. Den plan diskuterer vi lidt🙂 Marit har beskrevet, hvordan skaderne har begået hærværk mod de alpevioler, hun har plantet ud. Det har vi heldigvis aldrig været udsat for. Derimod har vi stor hjælp af myrerne, som ellers er Sørens hadedyr, til at sprede frøene, sådan at vi efter forholdsvis få år har dette tæppe under en kalmiabusk. Når man siger ternede blomster, kommer vi nok allesammen til at tænke på vibeæg, men denne nøgen jomfru er mindst lige så ternet. i Colchicum agrippinum Årets sidste agapanthus er sprunget ud. I betragtning af de mange