hortofilia

I grunden er vejret vel fint til havearbejde. Alligevel er den evindelige blæst ret så enerverende, så jeg har valgt at lave et blogindlæg i stedet for at tage fat på de havesysler, der ellers  ligger lige for. Jeg starter med en collage med tre staudeklematis, nemlig  roguchi, durandii og viorna. Rhododendron prostratum er i gang med sin genblomstring. Den hang noget under varmen,  men rettede sig hurtigt, da vejret blev køligere.  Pineland Princess hedder denne dahlia, som er ny i haven. Den beskrives som en dahlia med en variabel blomstring,  og indtil videre har den ikke helt lignet de meget fligede udgaver, der vises på nettet. Leslie Woodriff har 10 års jubilæum i haven.  Solhat har jeg et problematisk forhold til, idet det irriterer mig, at de er så dyre at anskaffe, selvom mange af dem, især de mere usædvanlige, ikke er ret holdbare. Den mest holdbare hos os er Green Twister, som jeg oprindeligt har sået af frø fra Jelitto. Disse selvsåede planter har større blomster end den op

Som teenager kunne jeg nærmest ikke få sol nok, og solcreme brugte jeg ikke meget af. I dag er jeg meget mere fornuftig, og under den nylige hedebølge trak jeg inden døre langt væk fra den bagende sol.  Stor var min overraskelse derfor,  da jeg tog en runde først på aftenen i onsdags og opdagede, hvor medtagne en del planter var oven på den ekstreme varme.  Vi fik travlt med at vande, og morgenen efter blev jeg igen overrasket, denne gang positivt, over at se, hvor godt de fleste af planterne havde kommet sig oven på vandingen. I nat fik vi 2 mm regn, og det batter jo ikke meget. I dag har vi overskyet vejr, og det er meget mere skånsom for planterne end endnu en solskinsdag. Plantemæssigt starter jeg med en forholdsvis ny viticella klematis her i haven, nemlig Carmencita. Jeg har læst mig til, at den nydelige klematis blev fremavlet af en svensker i 1952. jeg glæder mig til, at den fylder sit stativ ud. Princess Diana stammer fra England og blev udviklet i firserne. Blomsterne er mest

Selvom en del roser nu har blomstret færdig, er der heldigvis stadigvæk andre, som har gang i blomstringen. I dag har jeg især fokus på nogle i forskellige nuancer af rosa og pink. I collagen ses Heidi Klum,Princess Alexandra of Kent, la rose de Molinard og Belle de Clermont.  Geoff Hamilton har blomstret længe og rigt.   Andre bloggere har fremhævet Leonardo da Vinci som særdeles rigtblomstrende, og det kan jeg helt tilslutte mig. Vores har jeg lavet af stiklinger, og det påvirker tydeligvis ikke væksten negativt af det. Sally Holmes har det sarteste skær af lyserødt på de nyudsprungne blomster, som falmer og efterhånden bliver cremehvid. Hvor er den dog vidt forskellig fra den (over)fyldte Eden rose, som ses herunder. Nogle stauder: Druemunke kan vist godt beskrives som en anonym staude både i blomst og som bladplante. Det er først, når de skinnende bær udvikler sig, at den skiller sig ud. Solbrud/ helenium har vi i to versioner, den gode gamle og uundværlige rustfarvede Moerheim Bea

Juli er synonym med sensommer, og så blomstrer vores sensommerbed. De store græsser giver noget lethed til de kraftige stauder, og der er en konstant og hyggelig summen af insekter. Især de små humlebier er der mange af. Inde midt i det hele står en flittigt benyttet tremmebænk, som er blevet  udskiftet i år. Den gamle, oprindelige vaskebænk var blevet så rådden, at man satte sig på den på eget ansvar. Sensommeren er også sæson for violfrøstjerner. De fleste bliver vel halvanden til to meter høje; men der findes også dværgformer og kæmpeplanter. Den gule Tukker Princess hører afgjort til kæmperne og er nok blevet to en halv meter høj i år. De stribede stilke er stive, men hvis der kommer en strid vestenvind, knækker de omkring deres støttestativ. Det har jeg før oplevet. Klokkeviolfrøstjerne hører også til de store, men er mindre omfangsrig i år, end den plejer, fordi nabobusken er blevet tilsvarende større. Det er faktisk lidt ærgerligt, for violfrøstjernens blomster er ualmindeligt k

Alle oplever, at 2022 er et superår for roserne. F.eks. har Red Eden, som jeg starter med, aldrig før været så blomsterrig.   Røde roser er vel synonyme med romantik og dramatik. De kan variere meget i formen. Munstead Wood, Shakespeare 2000 og Charles de Mills minder meget om hinanden med den firdelte blomsterform og den intense, changerende farve, mens Ingrid Bergman har den klassiske form, der forbindes med storblomstrede roser. Selvom de røde roser er højdramatiske, tror jeg, alligevel, at Raubritter er min favorit lige nu. Jeg kan godt lide dens vækstform og de forholdsvis små, kuglerunde blomster. Den kan umuligt forveksles med andre lyserøde roser. Crown Princess Margareta gør det også godt I år.  I en anmeldelse af rosen læste jeg, at dens blomster ikke falmer, men det gør de altså alligevel.  Rosomaner  og rosenavlere kan man ikke altid stole på. Havebloggere har jeg derimod stor tillid til - de kan selvfølgelig også være rosenelskere:-)   Lykkefund boltrer sig i et æbletræ.