tirsdag den 28. november 2017

under fire uger til jul

Jeg har ikke tal på, hvor mange trillebørfulde af nedfaldsæbler der er blevet kørt væk; men nu får de sidste lov til at blive liggende som et tagselvbord til fuglene, og det forstår de at værdsætte.



Boikentræet har et reservelager, som formentlig vil blive hængende et stykke ind i det nye år.

I dag var der stadigvæk flotte roser. Først er der to billeder af Eden og et enkelt af  Penny Lane og Ghislaine de Feligonde.

Her kommer to af Leonardo da Vinci og et af Troika og Pat Austin.

 Mozart har det som en fisk i vandet her sidst i november, selvom der måske er knap så meget pink på blomsterne som i højsommeren

Hvornår er en hortensia i grunden afblomstret? Det må den da være her sidst i november, men det synes jeg alligevel ikke man kan sige om denne her.

Så er det noget mere tydeligt hos den næste.

Bøgehækken danner baggrund for bedene, som jeg ikke har travlt med at rydde op i, men trækker samtidig blikket til sig, sikkert fordi den er så stram i formen som kontrast til det rodede bed.

Glasbærbusken leverer stadigvæk noget farve i bedet, selvom den har smidt mange bær.

Dette kig ud af haven blev rettet til i søndags. Heldigvis besluttede vi at beholde de buede hasselgrene i forgrunden. Det er overraskende hyggeligt at kunne kigge ind i haven henne fra vejen, når vi er på vej hjem.

fredag den 24. november 2017

nej, det er ikke en ny, blå form for dræbersnegle


- det er frugter fra død mands fingre/ blåbælg/decaisnea fargesii.

Der hænger stadigvæk en håndfuld oppe i træet.

De gule strå af en dværgpibegræs/ molinia af en eller anden art fangede eftermiddagens svage sollys.

Naboerne er berberis x admiration og abies koreana ice breaker.

Små berberisbuske holder jeg meget af, og denne her (atropurpurea nana) er nok den mindste.

Berberis thunbergii aurea nana har længe været mere grøn end gul i år.

I kameliaen, vi plantede ud i haven i sidste uge, er den ene knop sprunget ud. Det havde jeg sådan set ikke forventet.

I foråret fik jeg en bonuspose med frø af gyldenlak. Den har ikke været imponerende i sommerens løb; men nu står der nogle fine kviste og giver lidt farve i køkkenhaven. Erysimum cheiri 'Bowles Mauve' er en flerårig slægtning, som skal overvintre frostfrit. Den har blomstret i hvert fald i ni måneder, og dens blomst er rigtig fin.

                        

tirsdag den 21. november 2017

på falderebet?

Så sent som i går eftermiddag nød jeg synet af denne knopfyldte kvist i Ghislaine de Feligonde i det milde solskin,  men her til morgen har morgenfrosten været på besøg. Blomsterne er stadigvæk smukke, men føles lidt stive og papagtige.


I går så jeg også frem til, at knoppen i hydrangea x mirai ville springe ud, men det sætter frosten nok alligevel en stopper for.

Den store storkenæbfamilie er en kæmpegave til blomsterhaven. Der er altid nogle, der starter blandt de tidligst blomstrende, og andre, der følger haveåret til dørs.



Stjerneskærm/ astrantia og klematis Princess Diana giver også deres besyv med her på falderebet.

Igen igen et billede af klokkeranken - vi har været superheldige med den plante, vi købte i år.

Jeg vil slutte med lidt pral. I søndags vandt vores svigersøn andenpræmien i den censurerede udstilling i Bjerringbro Kunstforening. Vi synes selvfølgelig, det er helt fortjent. Den nydelige og snart forhenværende brandmand er Sørens nevø.

lørdag den 18. november 2017

plantning af kamelia

Vores ældste kamelia (Les Jury) er blevet for stor til vinteropbevaring i drivhuset, som jeg tidligere har været inde på, og egentlig havde vi besluttet, at den skulle pakkes godt ind og tage chancen i læ af stuehusets østgavl; men efter flere ture rundt på matriklen blev vi enige om, at der var en god plads til den i skovhaven.

Den voldsomt tunge krukke blev bakset op på en sækkevogn, og så gik den besværlige tur ellers ad fliser, grus, brosten og grus igen; men da vi kom til skovhavens flisbelagte gange, gik alt i stå, fordi de er gennemtrukne af regnvand, og sækkevognens hjul gravede sig dybere og dybere ned. Derfor besluttede vi at smadre krukken, som i forvejen havde en revne.

Derefter blev planten bakset over på en solid sæk, som vi trak den rundt på stierne på. På næste billede holder den en velfortjent frokostpause.

Lidt i to stod den på sin nye plads. Søren havde i forvejen gravet et stort hul ud, og vores lerjord var blevet skiftet ud med en blanding af spagnum, kompost og bøgemuld. 

Til sidst dryssede vi et tykt lag nåle rundt over rødderne og fandt en fleecepose, som skal planten skal pakkes ind i, når nattefrosten bliver en realitet, hvilket  godt kunne gå hen og blive i starten af næste uge.

Vi synes selv, de skinnende, stedsegrønne blade passer godt ind i skovhaven.

Der er allerede to knopper, som er tæt på at springe ud; men vi skal jo nok ellers forvente, at blomstringen vil starte senere, end vi har været vant til.

Det morer mig hvert år, når julen begynder at lure i horisonten, at sammenligne min egen "opstilling" med andre bloggeres overdådighed. Jeg kan lige finde ud af at købe en flot julerose og finde en dekorativ krukke til den.

onsdag den 15. november 2017

mindst 10 blomster

I weekenden læste jeg et blogindlæg, hvor opgaven var at finde 10 blomstrende planter i haven. Den udfordring valgte jeg at tage op, og det stod hurtigt klart, at vores have må ligge i et meget mildere klima end de fleste bloghaver, jeg følger; for der er utroligt mange planter, som stadigvæk blomstrer her midt i november.  Det er jeg meget taknemlig for. Her kommer et udpluk.



Krybeklokke er ikke ligefrem min favoritplante, men her er den i godt selskab sammen med en sølvbladet cyclamen og det sorte slangegræs/ophiopogon.

På afstand kan fasanbuskens farverige frøstand sagtens forveksles med en blomst.

Man bliver altid klogere af at læse andres blogs. Nu ved jeg at salvien Black and Blue danner knolde ligesom dahlier, så den får lov at blive stående, indtil frosten tager pynten af den, og så bliver det spændende at se, hvad der åbenbarer sig under jorden.

              
 Rundturen i haven slutter for tiden uvægerligt i det behagelige klima i drivhuset hos de vintersarte planter, blandt andet blå kløver/ parochetus communis, rosenslynger/rhodochiton og klematis Freckles.


søndag den 12. november 2017

novemberindtryk

Kl. ni torsdag formiddag tog jeg et billede af tempeltræet, fordi det havde stået imponerende længe med sit gyldne løv. Lidt i tolv kiggede jeg tilfældigvis ud af stuevinduet, og da så træet helt anderledes ud - så hurtigt kan det gå, når blæsten rigtig tager fat.

                   

Clematis petit faucon, som kun bliver en meter høj, har gang i en lille genblomstring. Det slog mig, da jeg så billedet, at blomstens kronblade har samme facon som bladene på den kristtjørn, den holder til i.

Alissar, Princess of Phoenicia har ikke blomstret voldsomt i år, men har sandt at sige også haft hård konkurrence fra nogle nærgående dahlier. Louise Odier er efter min mening en af de smukkeste, pink roser, der findes.

Hjerteglød er et særdeles velegnet navn til disanthus cercidifolius. For 14 dage siden viste jeg den brogetbladede version. Dengang havde vi lige flyttet rundt på den grønbladede, og dens løv (den smule, der sad tilbage) var mørkegrønt. I dag til venstre kan man se, hvad planten kan byde på, når den bliver helt etableret. Når man sammenligner bladene på de to, synes jeg, at de har hver deres fortrin. 


Sensommerbedet har et ret så kaotisk novemberlook. Det skyldes især pilebladet solsikke, der stritter i alle retninger. Det kan den gule brøndsel/bidens aurea godt lide.

Allerede dens første vinter fik den flettede pil en hård behandling af rådyrene. Den har heldigvis overlevet fint, men flettet skinner ikke lige så gyldent som grenene.

En hortensia og et græs, der ikke bliver stort og dominerende, nemlig molinia caerulea dauerstrahl

Proportionerne snyder på det næste billede, hvor de gamle æbletræer får drivhuset til at ligne en miniature, selvom det er ganske gennemsnitligt af størrelse.

Den største camellia kommer ikke i vinterly i drivhuset i år. Den er blevet alt for tung og uhåndterlig, så vi har valgt at pakke den omhyggeligt ind og krydse fingre for, at den overlever.

Det næste billede viser surbundsbedet med bøgehækken som baggrund. Da vi forleden drak kaffe med en entreprenør, der havde leveret grus til vejen, og sad med denne udsigt, foreslog denne, at vi skulle fælde lætræerne. Det ville give en masse lys og vand til haven, og jeg tænkte straks, at det også ville spare os for en masse bøvl med nedfaldne blade og selvsåede ahorn og egetræer.

Men kan man virkelig tillade sig at fælde sådan en række flotte træer???