hortofilia

Maj 2023 oplever jeg som helt forrygende, selvom vi indtil i dag har gået og jamret over tørken. Sidste år ved samme tid humpede jeg stadigvæk rundt med eftervirkningerne fra en brækket ankel. Måske er det derfor, jeg oplever maj i år som noget helt specielt. Collagen herover viser de træpæoner, der lige er sprunget ud. Pæoner har altid været en af mine favoritter, og jeg har jævnligt prøvet at frøforme forskellige slags staudepæoner. Træpæonerne er desværre nogle af de planter, som ikke er kommet alt for godt igennem vinteren, og derfor kan de på ingen måde kaldes blomsterrige. Heldigvis er den enkelte blomst smuk i mine øjne både i en helt enkelt version og i mere eller mindre fyldte versioner. Ostii, den lilla forneden, blomstrer for første gang. Hvilken skønhed! Den flotteste pæon som plante er uden tvivl staudepæonen emodi, som faktisk er et vellykket resultat af mine frøeksperimenter. Hurra, frueskoen Gisela, som jeg købte tilbage i 2020, har hvert år fordoblet sin vækst og er, n

Davidia involucrata er duetræets navn på latin. Træet er opkaldt efter den første europæer, som beskrev træet, nemlig en fransk missionær ved navn Fader Armand David, som hjemførte en del planter fra Kina i anden halvdel af 1800 tallet. Jeg har forsøgt at google kinesernes oprindelige navn for det smukke træ, og det viser sig minsandten  at være netop duetræ. Englænderne kalder det handlerchief tree, og det forstår man jo sådan set godt, selvom duetræ er et langt smukkere navn. Det nytter ikke at spørge mig, hvor gammelt vores træ, for det har jeg simpelthen ikke styr på, men jeg kan med sikkerhed sige, at vi købte det i det forrige århundrede:-) Mens duetræet er et smukt og stateligt træ, vil jeg snarere beskrive hjultræet som eksotisk og finurligt. Trochodendron betyder direkte oversat hjultræ, og jeg har læst flere forskellige forklaringer på valget af netop det navn. Den forklaring, jeg er mest tilbøjelig til at fæste lid til, er, at dels sidder blomstens støvdragere som egerne på

 På det forrige indlæg var startbilledet en bunke hø så at sige, og det forsøger jeg at råde bod på i dag ved at starte med et aftenbillede af blomsterkornellen cornus Eddie's White Wonder. Blomstringen varer kun kort, men er smuk, så længe den varer. En anden busk med smukke, hvide blomster er en kvæde/ chaenomeles speciosa yukigoten. De fyldte blomster ligner næsten små roser og sidder nede i centrum af busken på typisk kvædemaner. Selve kvædebusken danner nogle lange grene og kræver faktisk en del plads. Den første pæon er sprunget ud. Steveniana hed den, da jeg for mange år siden købte den hos Rare Plants i England. Nu har den vist skiftet navn, som det efterhånden tit sker. Guldkop/ hylomecon jap.kunne godt ligne et bunddække, men visner fuldstændigt ned efter få uger, så det er ingen god ide at bruge den på den måde. Gul valmuesøster/ meconopsis cambrica er på en måde kønnere end guldkop, synes jeg, og er fin, når den står  som her i bunden under en stor busk; men hold da op,

Sidste år havde jeg planlagt at skære klematis montana, som gror op ad en bue, kraftigt tilbage efter blomstringen, men fik det ikke gjort. I år  i starten af maj så den sådan her ud, og i dag blev vi enige om at hjælpe hinanden med at få det gjort. Kæmpekuglen af klematisris kom ned i stubbedet til glæde for diverse dyr (og et enkelt menneske .-)). Formentligt er den faldet helt sammen til næste år i maj, men sådan er naturens gang jo. Klematissen på vestsiden blev gravet op, og selvom der var lidt liv i roden, var vi enige om, at der sikkert ville gå en hel del år, før den ville kunne levere en blomstring, hvis overhovedet. På østsiden var der en håndfuld friske lianer, som blev bundet op til buen.Så får vi se, hvordan de udvikler sig.                               Vi har godt bemærket, at gærdesmutten tidligere har beboet en rede midt inde i risene. Nu kunne vi tage den  i nærmere øjesyn og kan helt tilslutte os Wikipedia, der beskriver reden på følgende måde: Som eksempler på kuns