mandag den 31. juli 2017

rettidig omhu

- i form af lugning og deadheading kan jeg just ikke prale af at have udvist henover sommeren. Det har jeg så forsøgt at råde bod på her i weekenden imellem bygerne. Det er bestemt ikke let at finde sammenhængende tørvejr, og bygerne giver virkelig vand, skal jeg hilse og sige.
Det fede ved lugning er, at man får øjnene op for småtterier, som man ellers ikke ænser, f.eks. en forsinket blomst i meconopsis x cookie.

Med rettidig omhu havde jeg også flyttet denne lave allium.

Jeg gætter på,  det vil være rettidig omhu at skære tamarisken tilbage til de nye skud, der stikker lige i vejret fra den hældende stamme. De gamle grene ser nemlig ikke 100% friske ud.

Anemonopsis har jeg holdt øje med i et stykke tid, og nu er den fyldte udgave sprunget ud.

Selv i knop synes jeg, anemonopsis er en spændende plante med de små bolde  hængende for enden af de stive, mørke stilke. Den er svær at indfange med kameraet.

Circium purpuratum har efterhånden etableret sig som en staude og har oven i købet sået sig selv i år.

Forskellige motiver fra senior-/sensommerbedet

vild kinin/parthenium integrifolium






Til sidst et link til en video på youtube med vores dygtige nabo stenbonden i færd med at hugge Jens Vejmand ud af en kæmpesten.

fredag den 28. juli 2017

måske det sidste højsommerindlæg

Opstilling med tomater. Den lækre, lille cherrytomat sungold sår jeg hvert år, og den har været i gang i nogle uger. Bøftomaten er den første, og jeg glæder mig sådan til at sætte tænderne i en æggemad med tomat - eller omvendt.

Codonopsis rotundifolia var angustifolia er sprunget ud på samme tidspunkt, som den plejer.  For nogle planters vedkommende kunne det næsten se ud, som om de er programmeret til at blomstre på et bestemt tidspunkt uanset, hvordan vejret arter sig.


 Selvom blomsten er særdeles afdæmpet i farverne, blivet den alligevel flittigt besøgt af insekter.


Krukkerne med agapanthus er også begyndt at få farve. Det tegner til en nydelig, men ingenlunde prangende blomstring. 
Selv blomsterknoppen på den brogetbladede er broget.

14. maj viste jeg et billede  af et hjemmelavet stativ til rosenslyngeren/ rhodochiton, og i dag vil jeg gerne vise, hvor udmærket resultatet er blevet. Planten har tydeligvis fattet ideen med at slynge sig i lianerne.
 

Selvom gåseurt/ anthemis tinctoria sauce hollandaise er en køn blomst, er buketten her resultatet af en benhård nedskæring. På anbefaling af Tina fra Staudemarken købte jeg den sidste år i stedet for coreopsis creme brulee, en storblomstret skønhedsøje, som nok ikke er 100% hårdfør. Hun glemte bare at fortælle, at gåseurt har en tendens til at blive floppy, så det eneste, man her i juli har kunnet se i forgrunden af bedet, hvor den var plantet, var nogle grimme, bare ben, nærmest lidt skællede ligesom hønsefødder.

Hvis vi kommer på høstplantemarked, holder jeg altid et vågent øje med, om der er spændende aconitum til salg, og det er der faktisk ind imellem.


Da er det også, at man skal vare sig for ikke at lade sig forføre af alle mulige specielle solhatte. Paradoxa har været flink til at overleve vinteren, så der skal nok gemmes frø.

Clematis int. Alionushka er  anbefalelsesværdig til dem, der godt kan lide de ikke klatrende klematis. Den føler sig hjemme, når den får lov at brede sig op i en busk eller lignende.

søndag den 23. juli 2017

store planter på en regnvejrsdag

Måske skyldes det gråvejret, at jeg i dag lagde mere mærke til bladformer og strukturer end blomster og farver.
En blomstrende kæmpe kan man godt kalde koreansk månestråle / Kirengeshoma palmata koreana group.


Her ses den på afstand i staudebedet sammen med en hvidgrøn foldblad/ veratrum viride til venstre i billedet.


Forskellige kæmpeærenpris/ veronicastrum i baggrunden, i forgrunden eryngium og liatris.


I mange haver har gunneraen et bed helt for sig selv, klogt nok, for det er vanskeligt at vurdere, hvor stor den kan nå at blive. Alligevel står denne her i et bed sammen med andre robuste planter.

Hydrangea serrata Blue Bird

Det virker næsten naturstridigt med en blomstrende rhododendron sidst i juli; men ikke desto mindre står prunifolium i fuldt flor lidt gemt bag en acanthus.


Digitalis ferruginea har jeg besluttet at  plante mere ud i lyset til efteråret,  så den kommer mere til sin ret. 

Persicaria painter's palette lyser op i en nordvendt krog, men er ikke i nærheden af størrelsen på persicaria polymorpha.


En nuttet, lillebitte nellike som kontrast, nemlig dianthus knappii, vist nok den eneste gule staudenellike.

Planten herunder købte jeg på et alpint plantemarked i foråret uden navneskilt og uden, at sælgeren var i stand til at identificere den. Siden den begyndte at blomstre, har jeg forsøgt at finde den på nettet, men uden held, så i dag lagde jeg et billede op på SRGC, den skotske alpine klub, og inden for en time havde jeg svaret, nemlig at det er vild tranebær/ vaccinium oxycoccus. Den er nu også nuttet.

torsdag den 20. juli 2017

lidt om farver

Jeg ved det udmærket - røde blomster er kontroversielle for nogle mennesker; men personligt er jeg helt  vild med denne røde farve, som balancerer på grænsen til det orange, fordi den har en del gult mikset op i farven. Samtidig er der tilsat et diskret skvæt sort, og baggrunden dannes naturligvis af den grønne komplementærfarve, noget der giver ekstra liv til den røde farve.
Planterne er fra venstre med uret: dahlia Ann Breckenfelder, tropaeolum speciosum, rosa Troika, crocosmia mas. Lucifer.

Derimod er de meget mørke farver, hvor det røde element fylder meget mindre, uhyre populære, har jeg indtryk af. Her indgår i højere grad den blå farve, ligesom sort er brugt  mere flittigt.
Planter: DahliaVerrones obsidian, lægekvæsurt/ sanguisorba officinalis foran kæmpeærenpris/veronicastrum, daglilje/ hemerocallis American Revolution, heuchera obsidian.

Mørke dahliablade som baggrund for  den rustrødeHelenium 'Moerheim Beauty' giver næsten en neongrøn effekt til stilke og blade.

Den let fyldte Frances Joiner kan jeg ikke forestille mig, der generer nogen. I mine øjne bliver den noget mere interessant, når den ses sammen med den blå nabo Roxanne.


Med codonopsis ovata?/ clematidea? er vi ovre i en sart blå farve, som ville drukne fuldstændig i et bed med de ovenfor viste blomster. Planten står utroligt godt i vores spaltebed.

Når man kender codonopsis, ved man, at den sarte blomst gemmer på en farverig hemmelighed.

Blomsterfarverne på staudehortensia/ deinanthe bifida Pink Kii og caerulea er lige så sarte. Det er tørstige stauder, som næsten altid får brune bladrande; men blomsterne er trods alt værd at vente på.