tirsdag den 30. oktober 2018

hårdt arbejde

I går, selvom det blæste og var hvinende koldt, og det småregnede, fik jeg flyttet krukkerne med agapanthus ind i stalden til vinteropbevaring. En af dem trængte hårdt til at blive delt og befriet for en kløverplante, som var flyttet ind. Det tog Søren en halv time at få den bakset ud af krukken, hvorefter den blev delt i ni dele og plantet op i to potter.
18. juli 


Regnen får farven på muren til at se utroligt  mættet ud. Solskin har den stik modsatte effekt.

Bagefter skulle der ryddes op langs muren, hvor krukkerne havde stået, og jeg følte mig lidt som 1880ernes lugekone, da jeg endte på knæene for en kort bemærkning.

 fra Helle Ravn: Haveliv

Også drivhuset er ved at blive gjort klart til den årlige invasion af frostsarte planter. Clematis Freckles er jo fast beboer af drivhuset og kan nydes ekstra meget i den korte periode, fra tomatplanterne har forladt det, og indtil krukkerne flytter ind.

Georginerne  opbevarer vi også i stalden; men nogle af dem blomstrer det bedste, de har gjort hele sæsonen, så vi har besluttet, at de lige skal have næste omgamg frost med, før de skal graves op og gemmes væk.
 
dahlia taxi driver

søndag den 28. oktober 2018

Nogle træer i oktoberhaven

Nu hvor bladene har drysset fra træerne efterhånden  i flere uger, og skyggerne bliver lange, begynder selve træstammerne at træde mere frem og fange blikket. Tibetansk kirsebær/ prunus serrula dominerer i sydenden af staudebedet, men jeg ved, at der gemmer sig spændende ting i jorden omkring det, som vil glæde os til foråret.


I et  indlæg tidligere på måneden viser Åse fra bloggen Fredes, hvordan de har været  nødt til at fælde en stor og flot vandgran/ metasequoia. Det sendte mig ud for at finde vores eksemplar og tage det i nærmere øjesyn. Vores vandgran er nok omkring 20 år gammel, og stammen er ved at have noget af det typiske, furede udtryk. Papirbarklønnen er nogle år ældre, men virker umiddelbart spinklere end vandgranen. Det indtryk ændrer sig dog noget, når man går tættere på forgreningen.


Cornus controversa variegata er et af de træer, som har holdt længst på bladene. I år har rådyrene ladet det være i fred, og vi nåede heldigvis at vande det, inden bladene nåede at  visne i tørken.

Figentræet har smidt en del blade, så nu kan man ret tydeligt se, at der er mange grønne figen tilbage på træet. Mon figenchutney smager godt?

Herunder ses både figentræ og papirbarkløn bagved den lille siddeplads. Lønnen fik en del visne blade i tørken og blusser ikke så flot op, som den plejer.

Der er noget sart og lidt forfrossent over de blomster, jeg viser i dag. De kan slet ikke hamle op med de mættede farver, vi har været vant til fra efterårsløvet.
stjerneskærm/ astrantia major

klokkeranke/ cobaea scandens

geranium lavender pinwheel

høststenbræk/ Saxifraga cortusifolia 'Rubrifolia'

Jeg vil slutte med to buske, som varmer i hvert fald rent visuelt på denne råkolde og blæsende oktobersøndag.Troldel/ fothergilla får duftende lampepudserblomster om foråret, og rhododendron schlippenbachii har smukt løv både forår og efterår, og dens smukke blomster har også en dejlig duft.

onsdag den 24. oktober 2018

'alle gode gaver de kommer ovenned'


Og nogle af dem falder rigtig hårdt, nærmest som kanonkugler. Oven på den tørre sommer er der vældig meget tørstof i sådan et æble.

Det fik den nye, lille mahogni soft caress at føle, idet en stor gren blev brækket af. Busken var ellers lige kommet godt i gang.

Det må siges at være i elvte time, at nerine/ guernseylilje er begyndt at blomstre.  Om lidt skal dens nabo sukkulenten aeonium Schwarzkopf bringes indenfor, og i sandbedet er den første narcis allerede sprunget ud.



narcissus cantabricus foliosus

Nu hvor bærmisplerne i skovhaven har smidt bladene, har det vist sig, at clematis rehderiana  har draperet sig henover stien og danner en lille interimistisk portal.


Da Søren byggede bjælkehytten, brugte han mange af vores grantræer, hvorved der opstod et åbent område vest for stubberiet. Det er et meget skyggefuldt sted, hvor der heller ikke trænger en masse regn ned, så vi har lavet et lille bed hovedsageligt bestående af taks, som skal have lov til at vokse frit i deres løse søjleform uden at blive klippet. Det er heller ikke meningen, at der skal luges og nusses ret meget, men tanken er, at der bliver dannet en form for afskærmning af stubberiet, så det igen bliver en mere hemmelig eller skjult afdeling.


søndag den 21. oktober 2018

en aktiv og kreativ efterårsferie

Det må man sige, at vi har haft, og det kan vi selvfølgelig takke børnebørnene for. Første produkt var græskarlys af egne græskar, som ikke blev vildt store i år.

Så blev der lavet eddercupcakes. De smager godt, selvom Eva og jeg er enige om, at vi ikke ville nå ret langt i Den store bagedyst. Det kniber lidt med finishen.

For første gang har vi også smagt bagte kastanjer fra vores eget kastanjetræ. De smagte fint, selvom  også de var lidt små.

Endelig er det også blevet til en heksekjole lavet af et sort lagen og holdt sammen med et bredt bælte fra dengang, bedstemor endnu havde en talje.

Asters er en uundværlig ingrediens i oktoberhaven, og der er efterhånden et stort udvalg, så man kan sagtens undgå de invasive typer, og dem, der er så høje, at de skal bindes op. I oktober kan jeg nu godt lide, hvis planterne vælter lidt rundt og ser lidt uregerlige ud. Det passer godt sammen med de visne blade i min optik.

Uregerlig i ekstrem grad er pilebladet solsikke/ helianthus salicifolius. Den stod fint oprejst, indtil den nåede ca. en meter, og så lagde den sig vandret i godt en meters længe, hvorefter den begyndte at rette sig op igen. Sådan ter den sig år efter år, selvom forhandlerne beskriver den som opret. Vi har plads nok, så jeg foretrækker at lade den bestemme selv frem for at binde den op. Den bliver undertiden beskrevet som triffide-agtig, og noget er der måske om snakken.


Så er beesia calthifolia anderledes velopdragen. Bladene, som godt kan minde om efeublade, er blanke og skinnende og nærmest stedsegrønne.

Oktoberstormhat/ aconitum carmichaelii er også meget opret i væksten og holder sig godt. Blomstringen lod vente på sig i år.



Hvad roser angår, er der to som klart skiller sig ud. Den ene er Ghislaine de Feligonde, hvis blomster changerer utroligt meget på denne årstid. Den anden er Mozart, som stadigvæk  producerer masser af sine enkle blomster, og de ser ens ud hele sæsonen.


               

Surbundsbedet inden bladene når at falde helt.



onsdag den 17. oktober 2018

Farvel klorofyl

Midt på sommeren, da træerne begyndte at opføre sig efterårsagtigt ,og bl.a. hjertetræet nogle steder simpelthen smed bladene, var vi mange, der var bekymrede for, at vi ville gå glip af de gyldne og mættede efterårsfarver, en bekymring, der har vist sig at være totalt ubegrundet, for sjældent har efteråret været flottere end i år, hvilket masser af blogindlæg rundt omkring vidner om. Måske falder bladene dog lidt hurtigere, end de plejer, på trods af det stille vejr.
På gårdspladsen er det cornus eddies white wonder og tulipantræet/liriodendron tulipifera, der lyser op.


               
Som mange andre lægger jeg visne blade i bedene som vinterdækning, og mange gange har jeg været nødt til at fjerne dem igen om foråret, fordi de ikke var blevet omsat. I år har jeg derfor taget Søren i ed på, at han skal findele en del af bladene ved at køre henover dem med plæneklipperen. Det har vi før gjort med henblik på at lave bladmuld, og jeg er ret sikker på, at det så ikke vil  blive nødvendigt at fjerne bladene igen om foråret.

skovhaven

Forrest i skovhaven står et fuji kirsebærtræ/ prunus incisa Kojou-No-Mai med løv, der flammer i alle efterårsfarverne.

 D. 22. april så den samme udsigt sådan her ud - fantastisk lille træ!

Det er interessant at iagttage, hvor forskelligt farvepigmenterne fungerer i forskellige planter. Lige nu har bladene alle de fantastiske efterårsfarver, fordi klorofylet bliver nedbrudt, og der ikke produceres mere; men hvorfor ser man flotte, nye rødbrune skud om foråret f.eks. på en del bregner? Er det mon, fordi klorofylindholdet på det tidspunkt endnu ikke er højt nok til at gøre bladene grønne???
Woodwardia unigemmata herunder begyndte at udvikle nye blade, da den kom frem i lyset fra sit skyggeeksil, efter at temperaturerne var faldet. Nu har den sjovt nok tre blade med tre farvetoner: rustrødt, olivengrønt og grønt.

Pinus contorta Chief Joseph hører til den specielle gruppe af 'stedsegrønne', der bliver gule om vinteren, og forleden bemærkede jeg, at processen så småt var begyndt. I starten af september så den lidt trist ud med de gamle, brune nåle inderst på grenene.

Et sikkert efterårstegn er også, at tomatplanterne begynder at give plads til andre ting i drivhuset.  Nu kan man nyde blomstringen i oxalis massoniana.

Og clematis freckles er fuld af blomster. Selvom den beskrives som vinterblomstrende, starter den altid blomstringen ret tidligt om efteråret.