tirsdag den 25. september 2018

En ulv i fåreklæder

For tre år siden til et åben have arrangement forelskede vi os begge to i et flot skæbnetræ/clerodendrum trichotomum og var bagefter så heldige, at Kridtvejs Planter havde både den og en mere busket art med betegnelsen 'bungei', og det er bungei, min overskrift hentyder til.

Haveejeren var så venlig at gøre os opmærksom på, at skæbnetræet laver en hel del rodskud. Derfor blev det plantet i græsplænen, og faktisk har det indtil nu overhovedet ikke været et problem. Bungei, derimod, er en helt anden historie.

Fordi den beskrives som lidt sart, blev busken plantet i læ på en varm skråning i vores bed  med rosenbuske og fik lidt vinterbeskyttelse i form af nogle grangrene. Hvad vi ikke blev oplyst om, var, at den, hvis den trives, vil udvikle sig til et helt krat gennem ganske ustyrlige udløbere, som kan dukke op en hel meter fra planten uden smålige  hensyn til, at der i forvejen står en rose, eller at den har forvildet sig under flisegangen og over i køkkenhaven. Sidste år var væksten til at overskue, men det ekstreme sommervejr i år har fået den til at gå helt amok, og for at føje spot til skade, har den brugt alt sit krudt på vækst og næsten ingen krudt på de kønne, velduftende blomster.
Her er en udløber dukket op midt i Charles de Mills.

Konsekvensen er, at den må flyttes til et mindre gunstigt voksested og eventuelt plantes i en bundløs murerbalje, som vi gjorde med en høstanemone, da den var ved at invadere et helt staudebed.
Det engelske udtryk "a garden thug" er meget mere beskrivende end det nøgterne "invasiv plante".

Bungei har fået mig til at tænke over, hvilke invasive planter jeg ellers har været så dum at indføre i haven, og den første, jeg kommer i tanker om, er kamæleonblad/houttuynia cordata chameleon, som mere end tyve år efter, at jeg "fjernede" den fra et bed, bliver ved med at skyde frem. Mærkeligt nok trives den også udmærket i sin potte.

Så er der fjervalmue/ hvid jodplante/ macleya cordata, som dog ikke er nær så slem i vores have som de tidligere nævnte. Den er nem at rykke op, og hvis den bliver placeret lidt halvskygget og med tæerne i stiv lerjord, bliver den ikke til et problem. Jeg kan  godt lide dens milde blomsterfarver og de store, hjerteformede blade. Herunder ses den i sine septemberfarver og i blomst d. 22. juli bag ved crocosmia Lucifer, som sandt at sige også har en snert af det invasive.




Inkalilje/ alstroemeria kæmpede jeg en hård kamp med en årrække. Igen var jeg så dum at placere den et gunstigt sted for at kunne nyde de smukke blomster, og igen kvitterede planten ved at brede sig uhæmmet og levere minimalt med blomster. I dag holder jeg meget af at have den som en længeblomstrende potteplante.

Liljekonval/ convallaria majalis hører også med til flokken af havebøłler. Når først den efter lang tids akklimatisering får sig etableret, sender den sine underjordiske udløbere ud i alle retninger, så det gælder om at få den anbragt det helt rigtige sted. Her i efteråret er et af mine projekter at få den gravet op og omplantet under en gruppe bærmispel, hvor den kommer til at slås med trærødder og selvsåede ahorn. Det bliver garanteret et smukt og velduftende syn til næste juni.

Den mest irriterende plante i år har dog været en lille kløver, som sender sine rødder så langt ned, at den ikke bare lige kan trækkes op, og i piksten er den et sandt mareridt at få bugt med.

Billedet herunder er fra november 2014, og jeg skrev dengang, at navnet er oxalis sunvet velvet. Køn er den da unægteligt, og hvem kunne også se, at sådan en net, lille sag kunne ende med at blive møgirriterende.

Der kunne sikkert findes endnu flere eksempler på invasive planter, som jeg aldrig burde have indført; men jeg har valgt at slutte med tre slyngroser, som remonterer noget så nydeligt: Red Eden, Eden og St. Swithun

fredag den 21. september 2018

Tørketålende planter

er nærmest blevet det nye plantemantra og helt forståeligt oven på den sommer, vi lige har haft. Det er virkelig interessant at læse om, hvilke planter planteeksperter og andre haveejere anbefaler oven på den tørre sommer; men de fleste af  dem ville simpelthen rådne op i løbet af efteråret og vinteren her i vores lerjord, så sagen er mere kompliceret end som så.
la rose de Molinard (Delbard) 

Heldigvis kan man finde god information rundt omkring i havelitteraturen. Tilbage i 1987 udgav Lademann tobindsværket Rette Plante - Rette Sted, som er en dansk bearbejdelse af et engelsk værk, og i 2015 udgav Jane Schul tredje udgave af  sin grundige bog Hvilken Plante Hvor.

kirengeshona palmata/ månestråle

Når jeg læser Schuls oversigt over planter, der trives i lerjord, kan jeg nikke genkendende til næsten dem allesammen. Dog undrer det mig f.eks., at lavendel bliver nævnt, for netop lavendel har jeg haft så mange skuffelser med, at jeg nu udelukkende bruger den som krukkeplante. Faktisk er lavendel lige så vanskelig for mig at få til at trives som den smukke perovskia, som kræver særdeles veldrænet jord, og som (lidt til min undren) optræder i mange eksempler på præriebede i disse år. Endnu værre er det dog, at salvie, som jeg holder rigtig meget af, også skal have særbehandling for bare at komme i nærheden af det blomsterflor, jeg drømmer om.
perovskia

Når det er tør jord, der er emnet, er det nemlig altid sandet jord, der henvises til, altså jord med et godt dræn; men hvis vores lerjord bliver tør, er resultatet en stiv masse, hvor rødderne har yderst svært ved at hente vand og næring, og der har vi forklaringen på, at de nævnte stauder ikke uden videre trives i vores have.
anemone Honorine Jobert

Naturligvis kan man forbedre stiv lerjord ved at tilføre grus og humusrig jord, og hver gang vi planter nyt eller rokerer rundt med planterne, vurderer vi da også, om der skal jordforbedring til, og om drænet er i orden. Det er nemlig forbløffende, hvor stor variation der er i jordens beskaffenhed bare inden for havens område. Nogle steder finder vi den fineste lermuld, mens den andre steder kan være stiv og måske oven i købet dækker over et uigennemtrængeligt lerlag, når vi kommer et par spadestik ned.
berberis thunbergii aurea nana

Selvom jordbundsforholdene er yderst vigtige, er der jo også andre faktorer, der spiller ind. Det siger sig selv, at lys-skygge og konkurrerende planter kan være afgørende for en plantes trivsel.  Som eksempel vil jeg nævne druemunke/actaea, som vi har flere forskellige af forskellige steder i haven.
actaea pachypoda

Actaea pachypoda har klaret tørken uden skrammer overhovedet, mens en anden er visnet helt ned og en tredje står med visne blade og ikke har sat ret mange bær. Den, der er visnet ned, har stået i fuld sol, så selvom dens bed er det fugtigste i haven, har det ikke været nok. Den med de visne blade står ganske vist i skovhavens skygge, men er kommet uhjælpeligt til kort i konkurrencen om vand. Pachypoda står derimod skyggefuldt og på pæn afstand af æbletræerne og har derfor trukket det længste strå, når det handler om at overleve tørke.

Baptisia/ farvebælg figurer også på listen over planter til lerjord, mens der andre steder, f.eks. på nettet, oplyses, at den i naturen findes i gruset, ret tør jord. I virkeligheden er den nok en af de robuste planter, som trives under flere forskellige forhold, og det kan man nok takke dens pælerod for. Frøstandene er ikke så store og flotte, som de plejer. Ellers kan man ikke se, at den har været igennem en langvarig tørkeperiode.
baptisia 27. maj


frøstande i dag

I mindre målestok er noget, jeg holder meget af at arbejde med, at skabe mikroklimaer rundt omkring for at kunne dyrke (i mine øjne) spændende planter, som ellers  ikke ville kunne overleve. Et godt eksempel er vores alpine spaltebed, hvor der himmelvid forskel på vilkårene i de sydvendte og de nordvendte plantelommer. De konstant høje sommertemperaturer var dog sandsynligvist tæt på at udligne forskellen i år.

Et andet eksempel er sandbedet, som er befolket med lerpotter med løg og knolde, og sandbedet illustrerer helt perfekt, hvad vi har været oppe imod de seneste tolv måneder. Det ekstremt våde efterår var en udfordring for løg og knolde i form af stor risiko for råd, og som om det ikke var nok, blev det efterfulgt af den tørreste og hedeste sommer i mands minde med livstruende udtørring til følge. I år har jeg derfor tjekket potterne to gange og har hver gang kunnet konstatere, at nogle af dem ikke længere havde et levedygtigt indhold. Samme mønster ville man sikkert kunne finde ude i haven, hvis man ellers havde mulighed for at undersøge det.

I anledning af Knuds rasen tog jeg en cyclamen mirabile fra sandbedet med ind i drivhuset for at blive fotograferet. Den er kommet forbløffende flot igennem det sidste års mareridt.
 

onsdag den 19. september 2018

efterårsstemning

Her i midtseptember har jeg ikke været forfærdeligt aktiv på blogfronten eller i haven. Hvorfor ved jeg i grunden ikke; for der er jo i virkeligheden masser af motiver og emner at fokusere på. Derude er temperaturen stadigvæk mild, og solen kigger også jævnligt indenfor afvekslende med regnbyger, så betingelserne for at rumstere rundt med planterne er absolut til stede.
I dag starter jeg med efterårsløg. Det er stadigvæk nøgen jomfru, der dominerer, selvom de blå høstkrokus også  giver farve i bunden af bedene rundt omkring.

Lilla fylder meget i haven i forskellige nuancer. Her har jeg samlet vernonia, glasbær/ callicarpa, thalictrum Hewitt's Double og lobelia x gerardii.

I år blomstrer staudeklematis heracleifolia helt vildt.  Konklusionen må være, at den holder af sol og varme.


Et gult firkløver: to gange rudbeckia henry eilers, achillea credo, helianthus lemon queen og dagøje /heliopsis helianthoides ‘Summer Nights.

Kan du gætte, hvad dette er for en plante? Jo, det er såmænd en mahogni med det rammende tilnavn "Soft Caress".  I modsætning til de mahogniplanter, jeg ellers er stødt på, er den blød og lækker at røre ved. Den kunne ikke lide sandjorden i Lønbæk Planteskole, men ser efter en uges tid allerede ud til at trives her i vores lerjord.

Troika og Augusta Luise matcher hinanden farvemæssigt. Jeg må ellers tilstå, at jeg ikke længere  er ret flittig til at pudse roserne. Buskrosen Mozart ser faktisk nydelig ud alligevel.


Aconitum Red Wine troede jeg var gået ud i tørken, så stor var min glæde, da jeg opdagede, at den ikke bare har overlevet, men også blomstrer.

En anden slyngplante, der blomstrer nu, er clematis crispa med de elegante blomsterhoveder.

torsdag den 13. september 2018

mest om en bregne

Efterhånden er vi vist mange bregneelskere her i bloguniverset, og i dag vil jeg gerne præsentere en forholdsvis ny bregne her i haven, nemlig fjerbregnen athyrium x Ghost.

Den menes at være opstået som en krydsning mellem japansk fjerbregne/athyrium nipponicum med de metalliske farver, som nærmest er bunddækkende,

og almindelig fjerbregne, som vokser i mange danske skove, og som er klumpdannende og meget mere opret i væksten. Vores eksemplar har røde stængler.

Når jeg fotograferer Ghost mere fra siden, bliver det tydeligere, at den har arvet karaktertræk fra begge forældre. Den kan blive  60-90 cm høj og bred, og jeg glæder mig til at plante den om i skovhaven på det helt rigtige sted.
De fleste går naturligvis ud fra, at navnet refererer til bregnens usædvanlige, sølvgrå  eller gråligtgrønne farve; men i virkeligheden skulle det referere til det helt uventede syn af den oprette vækst, som fik ophavskvindens hår til at rejse sig på hovedet, ligesom når man ser et spøgelse.

En forsinket rhododendronblomstring

Hårdfør begonie/ begonia grandis evansiana

Himlens syv sønner/ heptacodium miconioides har udviklet sig til et spinkelt træ efter tre år, hvor den hverken lignede en busk eller et træ.

Roguchi og viorna danner fortsat knopper. Kombinationen af knopper, blomster og frøstande er imponerende.


Asarina (maurandia) scandens/ klatrende løvemund har overlevet to år ved at overvintre i drivhuset, så under de ideelle betingelser er den nok i virkeligheden ikke etårig, som den ellers beskrives som alle steder. Sidste år genblomstrede den ikke, så vidt jeg husker.

søndag den 9. september 2018

Efter regnen

Her i weekenden har vi fået omkring 60mm regn, så nu går jeg ud fra, at hele haven er blevet bundvandet, og det kan igen lade sig gøre at rokere rundt med planterne. I går besluttede vi os til at flytte denne flotte miscanthus sinensis morning light, som vi var enige om var blevet for stor til sin placering i terrassebedet.

Nu står den i udkanten af vores sensommerbed eller rettere lige uden for det og er blevet delt i tre dele.

Tudseliljer/ tricyrtis hører september til. I en årrække havde vi en flot, stor plante som jeg desværre fandt på at flytte. Nu arbejder jeg på, at efterfølgeren skal vokse sig lige så stor, men det tager noget tid.

Den med tilnavnet macrantha er i en kategori for sig med de gule, nærmest digitalislignende blomster. Under ideelle forhold skal den plantes på en humusrig skråning på den nordøstvendte side af en sø  dannet af et vandfald under løvfanget af et modent, japansk ahorntræ. Hvis man ikke skulle have de forhold, kan man nøjes med at plante den i fugtig skovbundsjord.


Regnen har vakt løgplanterne i sandbedet af deres dvale. Om triggeren er vandet i sig selv eller den temperaturforandring, vandet bevirker, strides de lærde om, men faktum er, at colchicum byzanthinum album reagerede, og det samme gjorde flere cyclamen, deriblandt mirabile.


Omsider er klokkeranken/ cobaea scandens sprunget ud. vi når ikke at se ret mange blomster i år.

Claire Austin står ved samme espalier som klokkeranken og gør det rigtig godt - er måske mere gul i genblomstringen.


Thalictrum splendide så under tørken ud, som om den ikke ville komme til at blomstre; men det har den gjort til skamme.

Hosta 'Frances Williams' er endnu et eksempel på, hvor overraskende godt hostaerne har klaret tørken.

Det var ikke planen, at der skulle tobaksblomster i det næste bed; men grøn tobak/ nicotiana langsdorffii sår sig selv rundt omkring, og jeg kunne ikke nænne at rykke den op, da den begyndte at flette fingre med den røde salvie (Wendy's Wish).


I septembernummeret af Haven i en artikel om veronicastrum/virginsk ærenpris fremhæves den tidligtblomstrende Temptation for sine flotte høstfarver og de holdbare frøstande og stængler, hvilket jeg helt kan tilslutte mig. Det er den, der ses omtrent midt i billedet foran elefantgræsset.