løst og fast fra den sidste weekend i marts

Når man har boet i den samme have i mange år, ved man efterhånden præcist, hvad man kan forvente at se på et givet tidspunkt, og sådan er det også her i slutningen af marts; men gensynsglæden bliver bestemt ikke mindre af den grund.

Himmelblå lungeurt/ pulmonaria angustifolia azurea er en fin haveplante, kommer år efter år, sår sig selv i moderate mængder og blomstrer som en af de første stauder. Den danner et bunddække, lige nu  tænker jeg på det som en sø, under en glasbærbusk.

Akebia quinatas knopper

Trillium chloropetalum, som jeg plantede om i efteråret, åbner blomsten lidt på samme måde, som jeg skræller en banan.

I sandbedet to nye planter: corydalis malkensis og fritillaria stenanthera.

En ihærdig bi med fyldte pollenlommer.

De tidligtblomstrende pæoner plejer at springe ud i 2. halvdel af april. I år fører mairei klart foran veitchii woodwardii, som vi flyttede for nogle dage siden til et mere solåbent voksested.

Det er stadigvæk højsæson for helleborus. Nogle af de tidligstblomstrende er ved at ændre deres fremtræden. F.eks. er gruppen herunder begyndt at rette sig mere op, og farven er blevet mere grønlig. Snart vil de smide de dekorative støvdragere.

Fyldte eller enkelte, hvad er i grunden kønnest? De fyldte er i hvert fald dyrest i anskaffelse, dog ikke den pinke med ørerne, for det er en selvsået frøplante.

martssol

Efter to lange solskinsdage med mange timer i haven, er energien ved at være brugt op, så her kommer bare en række billeder derudefra.

jeffersonia diphylla

 hundetand/erythronium dens canis

snepryd/ chionodoxa forbesii Pink Giant

 snepryd/ chionodoxa forbesii

 rh. cilpinense

fersken i divhuset

camellia - også i drivhuset

cornus mas/ kirsebærkornel

det handler om sten

»Nu er det blot sten«
Dette citat, som stammer fra en artikel fra 2014 om kirkenedlæggelse og eventuelt salg af 6 kirker i København, satte gang i nogle tanker. Min umiddelbare reaktion var, at det kan man simpelthen ikke sige - tværtimod så er sten da totalt fascinerende.

Tag nu bare vores lokale, lille middelalderkirke fra 1100 tallet. Herover ses den velbevarede sydportal med den løveprydede tympanon.

Lidt længere væk ligger Grinderslev kirke, som har samme alder. Som klosterkirke er den på alle måder mere storslået. Det ses tydeligt på dens sydportal.

Begge kirker kan fremvise en skaktavlkvader eller skakbrætsten, hvis betydning stadigvæk er uvis og har givet anledning til mange fantasifulde forslag, Igen er den fra Grinderslev den mest imponerende.

Astrupkorset, som står ganske alene tæt ved vejen mellem Eskjær og Astrup er det sidste lokale eksempel, jeg vil tage frem. Igen er stenens funktion uvis, og igen skorter det ikke på fantasifulde forslag.

 "Hvad hånden former er åndens spor", skriver Johannes V. jensen, og det tror jeg grunden til, at sten, som dem, jeg har vist her, bliver ved med at fascinere og appellere til fantasien. Det  er jeg overbevist om, at de vil  blive ved med, selvom kirkebygningerne måske en dag bliver lukket som kirker og gennemgår et ritual, hvor kirkerummet bliver afsakraliseret, som det hedder, ved at nogle af de hellige ting bliver båret ud. De vil ikke længere være guds hus, som biskoppen er citeret for at sige, men de er altså heller ikke blot sten. De er meget mere end det.

de udholdende, de seje og de kønne

Den mest udholdende plante, hvad vinterblomstring angår her i haven, er helt klart den hvide peberbusk/ daphne mezereum album. Det første billede tog jeg midt i december. Nu er den begyndt at få friske, sartgrønne blade, og næste etape er de fede, gule frøstande

Næstmest udholdende er vinteradonis/ adonis amurensis, som startede sin blomstring sidst i december. Nu er blomstringen snart slut, og så står den som en nydelig bladplante, indtil den visner ned.

Den, der har blomstret allerlængst tid, er dog winter bells, som jeg købte i starten af november.  Den havde et ophold i drivhuset i perioden med dagfrost, men har det tydeligvis bedst udenfor i den friske luft.

Et måneds  tid  har pachyphragma grandiflora (intet dansk navn) og den fyldte helleborus blomstret.

Krokustid er det også blevet. Det er sejt gået, at de har kunnet presse blomsterne op gennem den smalle sprække.

Hvad påskeklokker angår, så er det umuligt at udnævne favoritter, synes jeg; men de picotee blomstrende med den karakteristiske røde rand rangerer højt. Allerede ydersiden afslører, at det er sådan en blomst, vi har at gøre med. Det er ikke kun kanten og nerverne, men også formen på blomsten, der viser det.

De mørke helleborus er det noget af en udfordring at tage billeder af. I modlys gik det godt i dag med denne lille gruppe.

De to næste måtte jeg fotografere på en "kunstig" baggrund - ellers gik de for meget i et med baggrunden.

rosenstativ med mål

Lisbeth efterlyste i går målene på Sørens nye rosenstativ i to størrelser, og da jeg tænkte, at andre måske også kan have glæde af dem, har jeg lavet dette indlæg.

Materialet er 8mm rundjern
Antal stænger 8 og 12
Samlet højde henholdsvis 200cm og 220cm
Højde over jorden 150cm og 170cm
Ombuk ca 10cm
Under jorden 40cm
Ringenes diameter målt udvendig er 33cm og 55cm (afhængig af, hvad der kunne findes på amatørværkstedet til at forme ringene omkring)
Øverste ring er placeret 44cm nede (plus de 10cm ombuk)
Nederste ring er placeret 30cm over jorden (plus 40cm i jorden)

Et andet stativ, som kan minde lidt om disse to, har Søren lavet til Munstead Wood. Her tog vi udgangspunkt i rosens omfang ved roden og dens højde, da vi besluttede, hvilke mål det skulle have. Stativet, der er 75cm højt, fungerer rigtig godt - er nærmest usynligt om sommeren og rimeligt dekorativt resten af året.

       

                                    

en søndag midt i marts

Efter hele tre dage med sol er der rigtig mange helleborus, der er sprunget ud. Det er simpelthen fascinerende at observere deres enorme variation.

Scilla bifolia Rosea er lillebitte.

En opstammet Ingrid bergman har blomstret en lille smule hen over vinteren i den mørke og kølige stald og næsten uden at blive vandet.

Vi er skam ikke for gamle til at lære nyt, i dette tilfælde pileflet, men der er absolut plads til forbedringer.

                                  

Den tredje pil holdt vi fingrene fra - indtil videre. Den kunstfærdige knude hedder vist japansk øje.

Successen gentages - to nye rosenstativer fra Sørens hånd. Den højeste (1,70m over jorden) er tiltænkt Ghislaine de Feligonde, og den laveste (1,50m over jorden) skal Raubritter slynge sig i.

                         

Søren har jævnligt brokket sig over det spøgelse, der har holdt til i haven hele vinteren. For et par dage siden fjernede han så vinterbeskyttelsen, og nu kan vi nyde magnolia grandiflora igen - og frosten har bare at holde sig væk. Næste vinter må vi se at komme op med noget mere diskret.