hortofilia

Mens jeg sad og forberedte dette indlæg, faldt jeg over et andet fra  2019  med den selvsamme overskrift. Min vinkel i dag er dog en anden, end den var i 2019. For et par år siden læste jeg denne artikel af monty Don, hvor han redegør for, hvordan han er begyndt at forny sin bestand af disse herlige stauder efter at have nydt dem i 25 år. I løbet af disse 25 år er hans oprindelige planter nemlig næsten forsvundet og er blevet erstattet af frøplanter, som med tiden er blevet mere og mere ens og uinteressante og ligefrem mudderfarvede.  Med mudderfarvet gætter jeg på, han hentyder til blomster i stil med de to herunder, og den til venstre er da heller ikke noget at samle på efter min mening og er allerede på vej på komposten. Den til højre er derimod den allerførste julerose, der springer ud og har en perfekt formet blomst, så den vil jeg på ingen måde undvære. Derimod sørger jeg for, at dens frøplanter ikke får lov til at vokse op. I det hele taget tager jeg hårdt fat  med kultivatoren

Siden november har lugning af pikstensbelægningen på gårdspladsen stået på programmet, når vejret og tiden har tilladt det. Det er en tidrøver af rang og overhovedet ikke spor morsomt. Det er især to planter, der har indtaget belægningen, en mosart og en lav. Normalt forbinder man mos med farven grøn; men de utallige sporehuse giver et skær af rust, især i modlys, når solen skinner. Lavplanten derimod er grønliggrå, og i stedet for sporehuse er den forsynet med nogle trompetlignende bægre. Begge planter er sådan set dekorative, men skal bare ikke dominere gårdspladsen og gøre den glat og usikker at færdes på.  Jomfruhår og bleggrøn bægerlav Ifølge sagkundskaben har mosser ikke rødder, men hæftetråde, som holder dem fast til den jord eller som her stenmel, de vokser i. Som det ses, vokser de i store tæpper og kan, efter først at være blevet løsnet med lugekloen, og hvis man er heldig, trækkes op i form af puder, som det ses på  billedet ovenfor. Billedet herunder afslører også, hvor sta

- har jeg samlet sammen til et indlæg og starter med den vinterblomstrende cyclamen coum. Mange siger, de har cyclamen på grund af det flotte løv; men jeg er nu også umanerligt glad for de raffinerede, små blomster, som det desværre er ret så besværligt at tage billeder af. Vi har begge to holdt øje med denne dorothealilje/ leucojum vernum og bildte os ind, at den var alt, alt for tidligt på færde. Men da jeg gik en rundtur i dag, blev jeg meget klogere, for den stod på spring  overalt, f.eks. var gruppen herunder allerede godt i gang med blomstringen, selvom den står særdeles skyggefuldt. Påskeklokkerne ser umiddelbart hvide eller cremefarvede ud, men gemmer på en overraskelse. I spaltebedet har adonis blomstret længe, og nu har den også udviklet sit fligede løv, og det pynter mellem de hårde sten, synes jeg.  Også i spaltebedet er iris Lady Beatrix Stanley lige sprunget ud. I græsrabatten ved vejen er hestehov/ petasites pludseligt langt fremme. En supertidlig forårsbebuder, som jeg

Velkommen, siger vintergækkerne langs vejen og læbæltet. Og legeland hentyder til, hvordan jeg bruger fraklippet fra to store klematisplanter. På billedet herunder er Søren i gang med at fjerne en top bestående af clematis intricata fra en tyrkisk hassel uden at skille den ad. Den skulle nemlig bruges som en kugle i vores stubbed. Vi skal lige have et billede med af, hvordan planten så ud i september. De lange lianer blev også klippet af og blev brugt til at lave en anden kugle sammen med lianerne fra clematis rehderiana. Sådan her så rehderiana ud i oktober.  Nu er der kun disse stumper tilbage; men bemærk lige, hvor kraftige de stribede stammer er.  De vidner om enorm grokraft. Når vi har besøg i haven, et det bestemt ikke alle gæster, der er lige begejstrede for stubbedet; men vi morer os selv med at eksperimentere med det og ser det nærmest som en form for legeplads.  Det senest tilkomne element er et lille, solidt bøgetræ, som vi tillod os at tage med hjem fra et krat ved stranden

  Ja, hvordan mon den bliver? Nogle år starter foråret tidligt, og andre år er februar hvinende kold. Umiddelbart foretrækker de fleste haveejere et tidligt forår; men får vi så nattefrost i april- maj, er der ikke meget ved det. Haven begynder efterhånden at bede så mindeligt om at få fjernet visne blade og staudetoppe; men vejret lægger slet ikke op til den slags aktiviteter for tiden, og jorden er så våd, at man nok bør undgå at trampe rundt i bedene. Så er det hyggeligt i stedet for at gå en tur i drivhuset, hvor de små krinolinenarcisser blomstrer.  De sender knopper op forskudt henover vinteren,  så der stort set hele tiden er nogle af dem, der blomstrer. Også cyclamen alpinum er begyndt at blomstre efter at have stået klar med knopper i flere måneder. Sensommerbedet er et af de bede, der virkelig trænger til at blive gjort forårsklar. Det kan ligne en uoverskuelig opgave, men når Søren går i gang med hækklipperen, og jeg bærer toppene nogle få meter om på møddingspladsen, hvor d