Indlæg

Viser indlæg fra februar, 2020

Mon ikke det var den vinter?

Billede
Tre nætter med en smule nattefrost og et fint lag sne, som hurtigt forsvandt. Det gjorde vist hverken fra eller til i det store billede. Rhododendron cilpinense fik dog knopper og blomster ødelagt, så i dag er indtrykket mere beige end hvidt. Det vidste jeg udmærket godt ville ske, så da de første meldinger om nattefrost kom, burde jeg have dækket den med et net. Billederne er taget efter den første nat med frost og sne, og  inden skaden var sket. Lidt sne blev der da liggende rundt omkring på planterne. Her er det en lille fyr (pinus uncinata heideperle). På etiketten står 2012, og planten er vel max 15 cm høj, så den må  nærmest kaldes en miniatureplante. Også på lungeurten blev sneen liggende nogle timer. Mrs. Betty Ranicar hedder denne påskeklokke. Den tilhører den gruppe, englænderne  kalder party dress hellebores. Det lyserøde, lillebitte bæltedyr i form af  scilla bifolia rosea fangede mit blik, da jeg var på vej ned i drivhuset. Den sår sig selv

cyclamen frø igen igen samt frø af cercis

Billede
rådyr under boiken æbletræet kl. halv otte i morges Hvert eneste år sår jeg frø af cyclamen, og i 2018 fik jeg frøene så tidligt, at de blev sået og placeret udenfor allerede 11. november. Indtil nu har frøplanterne stået i de potter, de blev sået i, hvilket vil sige, at der ingen næring har været i jorden. I dag besluttede jeg, at disse to potter med purpurascens skulle omplantes og valgte at placere dem sammen i et stort fad. Så drømmer jeg om, at vi til næste år vil have det flotteste blomsterflor, man kan tænke sig. Jeg talte omkring 25 nydelige små knolde. Purpurascens, som er sommerblomstrende, er en af de allermest hårdføre alpevioler, når det handler om frostgrader. Alligevel bruges den mest som krukkeplante, og det skyldes, at den kan have svært ved at blive akklimatiseret ude i haven. Dræn og næring er det vigtigste ved omplantningen, så krukkejorden er blevet blandet med grus og bøgemuld fra haven og har fået et drys benmel. I år blev mine cyclamenfrø

Et lille søndagspip

Billede
Endelig en dag med solskin og tørvejr. Hvor gjorde det godt! Det gjorde også godt at gense flere af de forårsblomstrende stauder, som efter afblomstringen først står som flotte bladplanter og derefter visner helt væk. Det er bl.a. fodblad/ podophyllum spotty dotty og blodurt/ sanguinaria herover. Nedenunder er det tvillingeblad/ jeffersonia diphylla, som rører på sig. Pæonen veitchii woodwardii er den, der er tættest på udspring. Fritillaria raddeana har nu rettet sig helt op, og at dømme efter blomsterknoppen vil den nok snart begynde at blomstre. Påskeklokkerne kritiseres jævnligt for at bøje blomsten mod jorden, hvilket gør det besværligt at nyde og fotografere den; men det gælder jo sådan set kun de nyeste blomster. Når blomstringen har varet lidt, retter de sig op, som man kan se på buketten herunder.

overvejende drivhusbilleder

Billede
Mørkt, blæsende og regnfuldt - sådan er det vejr, vi har haft i dag ligesom mange andre dage her i februar. Derfor brugte jeg lidt tid i drivhuset i dag, hvorfra jeg allerede har vist et billede af ypsilandra thibetica. Nu er en mindre variant også sprunget ud. Den hedder  cavaleriei  og er mere farverig end storebroderen uden på nogen måde at være prangende. I stedet for at smide den på komposten satte jeg sølvbusk/ sølvsnerle/ convolvulus cleorum i drivhuset i efteråret. Hvis jeg støder på den i plantecentre først på sommeren, køber jeg den altid og bruger den som krukkeplante, hvilket den er velegnet til med de skinnende, sølvgrå blade.  Det har tilsyneladende bekommet den vel, for den har allerede dannet mange af de behårede og bløde blomsterknopper. Nu har jeg pottet den om og håber på masser af blomster. I 2019 kneb det derimod med blomstringen - for lidt sol, gætter jeg på - så jeg har lånt et billede på nettet.  https://www.dutchbulbs.c

Små havejobs i februar

Billede
Bispehue/ epimedium har det ligesom påskeklokkerne, at de gamle blade tager pynten af de nydelige blomster. Derfor har jeg brugt et par timer på at klippe dem tilbage, inden blomsterstilkene har nået at blive så lange, at det bliver besværligt at gøre det.  Som det ses, var det lige i rette tid. Der var dog en enkelt, jeg ikke kunne nænne at klippe tilbage pga bladenes flotte farve. Det er en variant af ep. wushanense. Et andet job handlede om kæmpelilje/ cardiocrinum, hvis skulpturelle frøstand har stået strunk hele den regnfulde vinter.  Den har produceret 3 nydelige sideløg, som nu skal plantes om og have noget ekstra dræn og noget næringsrig jord. Regnvejret lader jo til at være kommet for at blive, og der vil gå nok 3-4 år, før løgene er klar til at blomstre. Det job er dog blevet udsat til en dag, hvor det ikke stormer og regner. En tredje opgave, som ikke decideret er et havejob, bestod i at fotografere den lyserøde anemone tilfredsstillende. Selv når jeg

Dagens runde

Billede
Selvom den store mængde regn har gjort haven så smattet, at man risikerer at skvatte på halen, selv når man færdes  på græsplænen, er den daglige runde en uomgængelig nødvendighed. Jeg må jo holde øje med, at alt skrider planmæssigt frem. Staudepæonen veitchii woodwardii følger jeg nøje; for den plejer at vise sine skinnende, lakrøde knopper allerede her i februar. Den brogetbladede trillium er også som sædvanligt tidligt i gang. Selinum wallichianum, der er en elegant, høj, sensommerblomstrende og insektvenlig skærmplante, står med  sit smukke, fligede løv. Jeg har set hjemmesider, der advarer om, at den kan være sen til at skyde om foråret, men det gælder åbenbart ikke i 2020. Hvis vi får vintervejr, bliver den sikkert tvunget til at starte forfra. Den lille scilla står beskyttet og med et godt dræn i et trug og er derfor langt tidligere til at springe ud end dem, der står i jorden i skovhaven. Cyclamen coum blomstrer ude i haven, mens det i divhuset er alpinu