hortofilia

Vi er vist allesammen enige om, at planterne stortrives denne sommer, og at mange stauder og buske  har vokset sig store og mægtige. Samtidig hygger vi os her i haven med små miniatureblomster rundt omkring, som man skal have øjnene med sig for ikke at overse midt i al frodigheden. De er skyld i, at den daglige rundtur kan tage virkelig lang tid 😊 Clematis fusca dwarf ser normalt koksgrå ud, men i modlys viser den sig at være lilla med en fin, hvid rand. Den første kæmpe er Lykkefund i æbletræet.  Lykkefund vokser også i en portal, som man skal gå under, hvis man går en omvej om til stubbedet. Portalen er kreeret af stængerne til en gammel hestejumpe, som er fastgjort til to træstammer.  Med tiden skulle  stammen til højre gerne dækkes af en gul klematis; men portalen er kun fra sidste efterår, så vi må have lidt tålmodighed. Clematis viorna svigter aldrig, vender troligt tilbage år efter år. Constance Spry er jo ikke remonterende, men smuk, mens de

I torsdags havde vi for første gang nogensinde besøg af en haveforening. Især jeg er nok en meget privat person, så det krævede en vis overvindelse at tage skridtet. Vi var på forhånd blevet advaret om, at morsingboere ikke ynder at bevæge sig uden for øen, så vi blev derfor superoverraskede, da det væltede ind med biler. Vi tror, der alt i alt kom omkring 50 haveinteresserede gæster. Indlægget i dag har jeg bygget op over nogle af de planter og andre ting, som vi fik flest forespørgsler om og kommentarer til. hot chocolate Der var mange, som ville vide, hvordan vi behandler vores roser, som sandt at sige står utroligt godt i år - det gør nu de vist også alle andre steder. De har ikke fået særbehandling - npk to gange indtil nu, men de har ikke på noget tidspunkt manglet vand. Hot chocolate tror jeg var et nyt bekendtskab for mange, og St. Swithuns navn blev skrevet op på en del lapper papir. Den plante, jeg fik flest forespørgsler på, var dog med afstand det lille træ med

Styrax japonica evening light / japansk sneklokke er på sin allerhøjste blomstring i disse dage. Det er et vidunderligt træ, hvor de nye blade er bordeauxfarvede og skinnende og danner en flatterende baggrund for de hvide blomster. Især de små humlebier er helt vilde med blomsterne. I år er træet så højt, at man kan stå under det og kigge op i blomsterfloret. Spørg mig ikke, hvor gammelt det er, for det kan jeg ikke svare på. Det andet træ er tulipantræet, altså det rigtige tulipantræ/  Liriodendron tulipifera og ikke en magnolia.  I går, da vi havde stået og nydt synet af styraxen og vendte blikket over på tulipantræet, opdagede Søren til stor jubel denne gule blomst højt oppe i træet, den første blomst nogensinde. Sådan et stort træ burde da kunne levere flere blomster, så nu går vi og holder skarpt øje med det. Begge træerne står i græsplænen på gårdspladsen. Størrelsesforholdene ses tydeligt på det næste billede, som er taget oppe fra bagtrappen.

Kan man være forelsket i en plante? Ja, det vil jeg faktisk mene, at mange haveejere kender til. I dag er det en klematis, jeg har forelsket mig i med navnet Pacific Cup. Den kom på markedet i 2015  og er skabt i New Zealand af en mand med det nordiskklingende navn Peer Sorensen . Navnet er virkelig velvalgt, idet blomsten nærmest er formet som en kop eller pokal. De skinnende, hjerteformede blade er også afrundede og desuden lidt stive og læderagtige i strukturen, så de holder formen godt. Her er en blomsterknop godt på vej til at folde sig ud. Når blomsten synger på sidste vers, begynder kronbladene at sænke sig ned, og til sidst, sikkert i starten af august,  er der kun frøstanden tilbage. Den er til gengæld også speciel og ligner vel nærmest et løst  garnnøgle. Det stativ,  planten havde fået tildelt,  blev efterhånden for lille, så Søren har skaffet den en ekstra meter i højden, men det er den nu også vokset forbi; men man klipper vel ikke toppen af