søndag den 29. juli 2018

slutjuli

De knap 8 mm, vi fik i går, springer jeg let henover og går lynhurtigt over til planterne. Det er fire dage siden, jeg sidst har taget billeder, og da var leopardliljen/ lilium pardalinum lige sprunget ud. I dag er de nederste blomster allerede visnede. Liljen er to meter høj, men skal alligevel ikke bindes op.


 Anderledes er det med skoven af Black Beauty. Her har de længste stængler  haft behov for noget støtte.



Forskellige hortensianuancer

Roser: Aicha, la rose de Moulinard, mme Pierre Oger og Sweet Pretty. De har allesammen lidt tørre rande hist og pist.

Jeg må konstatere, at vi pludselig igen har planter af ananasblomst/ eucomis. Sådan kan det gå.

Codonopsis lanceolata og  rotundifolia var. angustifolia - snerleklokke kalder man den mest almindelige codonopsis på dansk. Google translate giver tit anledning til et billigt grin. Den giver det danske navn som motorhjelm klokkeblomst, og årsagen er, at man i England kalder codonopsis for "bonnet bellflower". Bonnet betyder nemlig oprindeligt kyse, men er i nyere tid også kommet til at betyde motorhjelm.

Om to dage har vi 1. august, men rundt omkring kan man sagtens bilde sig selv ind, at vi er helt henne i slutningen af august

onsdag den 25. juli 2018

rettidig omhu

- kan godt være en vanskelig øvelse i disse tørketider.  I forgårs opdagede jeg, at broget etagekornel/ cornus controversa variegata, som ellers er en yndlingsplante for os begge to, var begyndt at hænge med hovedet, så den rykkede fluks ind som nummer et i vandingskøen.

På fredag får vi gæster og derfor var jeg rundt for at rydde lidt op i en del af haven, hvor jeg ikke kommer ret tit på denne tid af året. Godt det samme, for jeg opdagede minsandten, at rhododendron auriculatum blomstrer i år; det er kun tredje gang i de mange år, vi har haft den. Sidst var i august 2015.


Den hører ikke til de rhododendron, der er blevet vandet mest, så det skyndte jeg mig at råde bod på.

 Et øjeblik bildte jeg mig ind, at den også havde blomster på de lavere grene; men det viste sig at være liljen herunder, der blandede sig. Det er vist den, der hedder Muscadet.

I samme bed står en foldblad/ veratrum, som er meget mere opret i væksten end den mørke foldblad, man oftest ser. Bagved den står en fløjlshortensia/  Hydrangea Aspera Sargentiana, som blomstrer i modsætning til de andre, der står rundt omkring og ser ubehageligt tørre ud. Blomsterne er dog mindre end sædvanligt.

Rhododendron Viking Silver  står forrest i surbundsbedet. Selvom nogle af de ældste blade er solskoldede, har den det fint og lyser op med de flotte, nye blade. Den får jævnligt vand.

Mariehønsene elsker at opholde sig på denne tidselblomst/ cirsium purpuratum. Så plejer der vel også at være lus af en eller anden slags til stede.

Aconitum bicolor er ikke så blomsterrig, som den plejer at være. Det kan man sådan set ikke undre sig over.

Staudeoregano/ origanum herrenhausen er efterhånden blevet en god, gammel ven af huset og er højt elsket af alle mulige insekter.

søndag den 22. juli 2018

held i uheld

Fotograferet med vidvinkel op i kronen ser det gamle skovfogedtræ enormt stort ud, også selvom det lige har mistet en gren på størrelse med et mindre æbletræ.

Nu hvor vi har ryddet op og fjernet nogle mindre grene, som var kommet til at se helt umotiverede ud, er vi enige om, at det er en reel forbedring af havemiljøet omkring træet, at der er blevet åbnet mere op og skabt noget mere lys. Kronen opleves nu som en hyggelig parasol, hvilket den ikke gjorde før.

Den lille magnolia Maryland er på blomst nummer to. Blomstringen går lynhurtigt, så det er heldigt, at frøstanden også er dekorativ.


Skærmliljerne trives i sommervarmen, altså når de bliver vandet hver dag.

Leslie Woodriff er så høj i år, at den er ret nem at fotografere, selvom blomsterne kigger nedad.

Denne smukke lilje har jeg fået af Lisbeth; dens duft er sød og let på samme tid.  I det samme bed står en staudestatice/ hindebæger/ limonium latifolium, som elsker tørke og varme og sol og derfor ikke var meget værd sidste år, men er et smukt syn i år. Den er ikke svær at frøformere, men sår alligevel tilsyneladende ikke sig selv.


 I det samme bed, hvis dominatrix egentlig er Hot Chocolate,  er der efterhånden tradition for, at der skal plantes olieplanter, og i år hedder den ricinus New Zealand Purple. Måske skyldes det tørken; men i hvert fald har den en bekvem højde, som ikke gør det nødvendigt at binde den ret meget op, og så ser det ud til, at den sætter frø så tidligt, at de når at modne.



I bedet er  der også tradition for lave dahlier med mørkt løv og blomster i brændte farver.

I nabobedet er det Alissar, Princess of Phoenicia, der dominerer for tiden. Den blomstrer flittigt, men måske er blomsterne lidt mindre end sidste år. De ældste blade har fået stråleplet, men sidste år var den en af dem, der blev hårdt angrebet af rust, så lidt stråleplet tager jeg ikke så tungt.

Trioen herunder trives også godt i vores specielle sommervejr. Det er indianermynte/ agastache, montbretia/ crocosmia x Lucifer og fjervalmue/ macleya cordata.
Det er fint, at der trods alt er en del planter rundt omkring, som har det udmærket; for mig  personligt har grader op i nærheden af de 30 den effekt, at jeg trækker ind i skyggen så langt væk fra den brændende sol som muligt. Derfor ser jeg heller ikke frem til en eventuel varmerekord i ugen, der kommer.

mandag den 16. juli 2018

Hvad må man vise og skrive om på bloggen?

Jo, det må hver enkelt blogger suverænt selv bestemme. Det er bare ikke det indtryk, jeg får, når jeg læser nogle kommentarer til de sidste par indlæg fra Høneballehaven, idet Lisbeth føler, hun er nødt til at vise billeder af døde eller halvdøde planter, fordi der ellers er mennesker, som er naive nok til at tro, at tørken ikke også har ramt Samsø.

Bedet herover ser friskt og grønt ud, synes jeg selv; men det er nok i alt blevet vandet tre gange i løbet af sommeren. Hostaen længst til højre kunne godt have brugt noget mere vand, idet dens ellers stålblå blade har fået et gulligt skær; men ellers har planterne klaret sig godt, selvom kirsebærtræet uden tvivl drikker meget af det vand, der er tilgængeligt. Forklaringen ligger vel i, at planterne står i en jordbund og med nogle skyggeforhold, som matcher deres behov, og måske leder pikstensstierne også vandet over i bedene, når der da ellers kommer noget.
Fodblad/ podophyllum versipelle

Paraplyblad/ diphylleia cymosa fanger ikke øjet på afstand på samme måde som versipelle; men har alligevel en flot, skulpturel udstråling på trods af de visne rande eller måske netop til dels på grund af de visne rande. Det er ganske naturligt for planten at visne ned henover sommeren.

Sidst på sommeren sidste år købte jeg euphorbia Ascot Rainbow som en flot, stor plante og var nervøs for, om den ville overvintre. Det gjorde den heldigvis og har stået med sine gulgrønne blomster ganske længe. Nu har jeg så gået og været nervøs for, hvordan / om jeg skal beskære den, så den bliver lige så fin til næste år, og jeg vil være ked af at undvære de iøjnefaldende blomster. De sidste par uger har planten på en måde selv givet mig svaret, idet blomsteraksene efterhånden lægger sig henad jorden, og så kan man jo lige så godt klippe dem af og nøjes med synet af de kønne blade.




Jeg håber ikke, Lisbeth, at du føler, at jeg har taget dig som gidsel. Det er bestemt ikke meningen; men der var lige nogle kommentarer til dine seneste indlæg, der fik mig til instinktivt at protestere mod, at alt nu partout skal handle om tørken. Vi bloggere skriver vel om og viser det, vi har på hjerte, og er det tørken, så er det helt fint med mig; men jeg er bange for, at bloguniverset ender med at blive lige så tørt som vores haver, hvis tørken går hen og bliver altdominerende.
Lilium white henryi

lilium concha d'or

søndag den 15. juli 2018

en værre redelighed

I går aftes, kort efter at vi havde spist aftensmad, udbrød Søren med stor forbløffelse i stemmen og ivrigt sekunderet af børnebørnene: "Hvad pokker er det?" Årsagen var, at han havde fået øje på denne store, knækkede gren på skovfogedtræet. Miseren var sket, mens vi sad  kun få meter væk inde i køkkenet, men  alligevel havde vi ikke hørt en lyd.



Inde i grenen er der et hulrum og et fint lag sand, som dyr må have slæbt derinde via det hul i stammen, der er lidt længere nede. Da Søren inspicerede skaden, lå der en leopardsnegl og hyggede sig derinde.


Synderen er sikkert de mange æbler, træet har sat an, i kombination med den kraftige blæst, vi jævnligt har været udsat for henover sommeren.

Vi ved allesammen, at nyplantede planter er ekstra sårbare over for tørken, og rækken af azaleaer, som vi plantede i efteråret har vi da også holdt øje med, men nok ikke godt nok, for den forreste i rækken viser tydelige tørkeskader i form af visne blade. Dens blomster kom ikke til at springe ud, og smukt efterårsløv kan vi sikkert også godt vinke farvel til.  Alligevel er jeg ikke helt nede i kulkælderen, for planten har det i mine øjne ok og vender forhåbentligt stærkt tilbage næste år.


Sådan kan det gå. Det er faktisk mere mærkeligt, at syrenhortensiaen herunder, som blev omplantet i efteråret, ser ud til at have det fint, selvom det var en veletableret og rigtig stor busk, som blev skåret hårdt tilbage.


Et par blomster: leopardlilje/ belamcanda chinensis, som nærmest mod forventning har overlevet ude, og allium carinatum var pulchellum, som elsker varmen og tilsyneladende er ligeglad med tørken.