tirsdag den 29. januar 2019

Vintergøremål

Når man har brændeovn, er et af vinterens gøremål at sørge for brænde to år frem i tiden, så det er en af de opgaver, Søren har travlt med for tiden. Også skovfogedtræet har måttet slippe en stor, hul gren, som dog ikke er endt som brænde, men som fuglehuse i forskellige størrelser. Søren har placeret et af fuglehusene diskret højt oppe i træet og forhåbentligt i sikkerhed for lækkersultne katte, og selve hullet i stammen finder fuglene sikkert også ud af at udnytte.

I køkkenhaven er der fundet plads til et par fuglehuse mere også skabt af skovfogedgrenen.










De sidste to fuglehuse er mere regelrette og lavet af affaldstræ, som på den måde holder op med at være affald-)
 

 Tyrkisk hassel/ corylus colurna bliver hverken til brænde eller fuglehuse lige med det første. Dertil er den for køn med de lange rakler og den furede stamme. Nødderne har vi endnu til gode.

Myrtebladet buksbom/ buxus sempervirens myrtifolia har jeg haft kig på et stykke tid, fordi jeg synes, den ligner en uformelig bjørn, som den står omgivet af buske med en meget lettere opbygning.

Selvom jeg ikke er en ørn med beskærersaksen, startede jeg i dag ved jorden og arbejdede mig opad, indtil jeg syntes, busken havde fået et passende udseende. I modsætning til andre buksbom, jeg kender, har den en lidt overhængende vækst, og jeg tror, den bliver rigtig flot med den nye tilvækst. 

I stalden har en potte med nerine stået iriterende i vejen, når jeg skulle arbejde ved mit plantebord. I dag reagerede jeg så på dette kraftige vink til mig selv om at se at få løgene plantet om. Potten så umiddelbart ikke specielt fyldt ud, dengang den blomstrede midt i november.


Alligevel åbenbarede der sig hele 13 sunde løg, da jeg tømte potten. Dem har jeg barberet lidt og delt i et A og et B hold og håber på mange flere blomster i 2019.


Vejrmæssigt har vi frost - tø, frost - tø, og det er slet ikke sagen og har sat sit spor på de to midterste adonisblomster.

Troldnød synes jeg, man ser mere og mere i haverne rundt omkring. Heldigvis, for det er en dekorativ busk, ligegyldigt hvilken farve blomsterne har. Vores, som hedder Jelena, har mindre blomster, end den plejer, hvilket jeg tror skyldes  de tre måneders tørke.

Til sidst en stynet pil med en indpakket gunnera i baggrunden. Da pilen var helt ung, fejede rådyrene op ad stammen, ellers ville barken have været skinnende gul.

lørdag den 26. januar 2019

corydalis ellipticarpa - et temmelig nørdet vinterindlæg

En af de stauder, der havde det dårligt under tørken, selvom den står skyggefuldt, var denne lærkespore. Stor var min glæde derfor, da den, før frosten kom,  havde sendt dette smukke løv op over jorden.

Umiddelbart ligner den vel den almindelige, gule lærkespore, når den blomstrer i maj; men den er en del større og det nye løv som det ses mørkere, og blomsterfarven er over i det limegule.

Det allermest karakteristiske er imidlertid disse besynderlige bådformede knolde, der dannes lige over jorden. De minder mig allermest om de papirbåde af avispapir, man lærte at lave som barn.

Det er ikke kun i jordoverfladen, men også oppe på stænglerne, at disse mærkelige gevækster dannes.


En eller anden funktion må de jo have. Men selvom jeg har googlet ihærdigt, har jeg indtil videre ingen forklaring fundet. Som et eksperiment anbragte jeg sidst på sommeren en lille stængelknold på jorden i en tilfældig blomsterpotte, som overvintrer i drivhuset, og det samme gjorde jeg med en stor knold, som jeg i min klodsethed kom til at vrikke løs ved jordoverfladen, da jeg fjernede visne blade efter tørken. 
den lille knold

Som det ses, var det ikke en dum ide, for begge knolde har nu skudt nye blade og ser ud til at ville udvikle sig til to nye planter.
den store knold

Efterfølgende har jeg fortsat min jagt på en biologisk forklaring, nu med udgangspunkt i ordet stængelknold, som jeg i min uvidenhed troede var et hjemmelavet udtryk, jeg selv havde opfundet til lejligheden. Det viser sig imidlertid at være den danske pendant til det latinske pseudobulbe, og BINGO:  Et stykke nede i denne tråd omtales netop en lærkespore, formentligt ellipticarpa, som danner pseudobulber ved jordoverfladen bestående af opsvulmede bladfæster, og det nævnes også, at de kan plukkes af og plantes.

Så vidt jeg kan læse mig til, bruges begrebet hyppigst, men slet ikke udelukkende, i forbindelse med orkideer, især orkideer, som i naturen lever på/i træer uden at snylte på dem. Derfor har de behov for et depot med vand og næring, hvilket åbenbart er knoldenes funktion.
 cattleya

Pseudobulberne kan antage mange forskellige former. Hos orkideen cattleya herover er plantestænglerne simpelthen svulmet op, mens glaskålen udvikler en roelignende knold, som kan antage en ganske anselig størrelse.
Billedresultat for glaskål

For lærkesporen gætter jeg på, men ved det ikke, at de samtidig er et smart alternativ eller supplement  til frøformeringen, så planten har bedre odds for at overleve, hvis der skulle være noget, der forhindrede frøsætningen.

Endelig fik jeg min nysgerrighed styret og ved nu, at disse gevækster er pseudobulber, hvor planten oplagrer vand og næring; men noget, jeg ikke har fundet ud af, er, om der findes andre planter, som danner dem på stænglerne ligesom denne lærkespore. Det har jeg endnu ikke fundet eksempler på, så hvis I andre har set det, må I meget gerne give mig et praj.

tirsdag den 22. januar 2019

krabbeboller, agapanthus og kæmpeærenpris


I dag, hvor vejret er iskoldt og gråt og overskyet og helt igennem uindbydende, tænker jeg med længsel tilbage til søndag formiddag, hvor vi benyttede det flotte solskinsvejr til at tage en tur til fjorden og lede efter krabbeboller. Det gør vi ind imellem, dog som regel uden held, og fodsporene i sandet vidner om, at vi ikke er de eneste med den hobby. I søndags var vi heldige. Bollerne skal overvintre i stalden indtil frosten er ovre.

I samme ombæring opdagede jeg, at agapanthus Jack's Blue står og blomstrer i stalden med hele tre friske knopper og det helt uden andet lys end det meget sparsomme dagslys, der kommer ind gennem de små ruder. Ikke underligt at farven er ret så afbleget sammenlignet med blomstringen i juli. Vand har den heller ikke fået overhovedet.


I sensommerbedet har vi fire forskellige planter af virginsk ærenpris/ veronicastrum virginicum. Den ene af dem, fascination, har en tendens til faskiation/ bånddannelse, hvor flere stængler og/ełler  blomster vokser sammen. Effekten er tydelig både på vinterbilledet og på nærbilledet. Den har dasket mig i ansigtet og huen utallige gange, når jeg har gået forbi på stien.



Mens Fascination bliver omkring to meter høj, bliver sibiricum noget lavere, måske 1,20 meter, uden at det dog går ud over den skulpturelle vintereffekt.

Herunder mingler den med lægekvæsurt/ sanguisorba officinalis.

Fra starten af juli ses bedet med sibiricum til venstre i midten, fascination i baggrunden og en hvid  version til højre i midten. Efter min mening kan virginsk ærenpris noget helt specielt, ikke mindst i samspil med græsser. At de også kan være seværdige om vinteren, er bare et ekstra plus. 

lørdag den 19. januar 2019

blå reflektioner

Da jeg skulle finde et lunt sted til en frøpotte, måtte jeg rokere rundt med de glasting, der ellers stod i den varme vindueskarm, hvorved min julegave fra Helledies Glaspusteri i Skive kom til at stå ved siden af en vase eller krukke af Finn Lynggaard, og det kom der et atypisk indlæg ud af. Jeg kunne nemlig ikke lade være med at sammenligne de to og reflektere over ligheder og forskelle.


Jane Helledie beskriver selv sin vase som køligblå med metallisk look og fortæller, at hun henter sin inspiration fra "det farveunivers, som nærheden til fjord, skov og himmel dagligt giver." Det synes jeg sagtens, man kan se. At glaspusteriet ligger i et tidligere tuberkulosesanatorium, hvor frisk luft var en væsentlig del af kuren, gør kun oplevelsen af denne forbindelse endnu stærkere.


Herunder ses de smukke og inspirerende omgivelser på denne overskyede vinterformiddag.




Finn Lynggaards vase er vel også "køligblå med metallisk look", men formen er mere traditionel, glasset gennemskinneligt og motivet tydeligt figurativt. Julegavens motiv er vel nok abstrakt, selvom jeg personligt får associationer til de forskellige, sommetider spændende ting, der lægger sig i strandkanten og skifter udtryk, alt efter om vandet har gjort dem våde eller ej. På samme måde skifter vasen udtryk, alt efter hvor lyset falder, og hvordan omgivelserne er. Lige nu foretrækker jeg vist den nye, hvis jeg absolut skulle vælge, men synes, de komplementerer hinanden vældig godt.


Hvad det er for nogle frø, der gemmer sig under den lille glashætte? Jo, det er ixia viridiflora, som er den mest turkise blomst, man kan forestille sig, så farvemæssigt passer den fint i vindueskarmen.
ixia viridiflora

I dag har vindueskarmen fået en beboer mere. Vi får se, hvad den synes om den varme radiator.

onsdag den 16. januar 2019

Såtid!

Hvornår er det? Tja, det kommer helt an på, hvordan man dyrker sin have.  For nogen kommer den aldrig. Det er dem, der simpelthen ikke tænder på at så; men for de fleste starter såtiden sikkert på et tidspunkt i april/ maj, når jorden er varm og risikoen for nattefrost minimal.
cyclamen coum album

Min egen såtid starter typisk her omkring midten af januar med kuldekimerne, dvs de  planter, såsom stauder, buske og træer, som kræver kulde/ frost for at spire. Rent faktisk startede dette års frøsåning tilbage i midten af november, hvor jeg såede en flok cyclamen. De står nu lidt beskyttet i en flamingokasse og dækket af et lag grus. Dem har jeg stor tiltro til, da jeg normalt er rimelig heldig med at så cyclamen.

2018 var ellers et elendigt år, hvad frøsåningen angår. Jeg var slet ikke god nok til at holde potterne fugtige, så mange af dem, heriblandt næsten alle meconopsis, spirede ikke. Jeg har valgt at lade dem stå  og give dem en chance mere, men min mavefornemmelse siger mig, at varmen og tørken sidste år simpelthen brændte dem af, så der ikke er noget at komme efter.
En af de planter, der dog spirede fint og blomstrede allerede første år, var lobelia x gerardii købt hos det tyske frøfirma Jelitto. Den venter jeg mig meget af i år.

Jelitto fik jeg anbefalet af Tina Møller, engang jeg besøgte hendes staudeplanteskole Staudemarken i Nordjylland, og har siden jævnligt købt frø hos dem. Et fint køb hos dem tilbage i 2017 er også  solhatten echinacea green twister, som ses herunder.
I år har er det staudesalvien SALVIA nemorosa Merleau Blue, jeg vil forsøge mig med. Nu VIL jeg have etableret de store blokke med salvie, som jeg forgæves har fiflet med i mange år.



Lige før jul fik jeg tilsendt frø af en helt speciel mandstro/ eryngium pandanifolium Physic Purple fra planteskolen Special Plants, hvor jeg også har lånt billedet. På mine ældre dage har jeg fået en svaghed for kæmpestore stauder som denne, der under gunstige forhold skulle kunne blive 2 1/2 m. høj. Den hader vintervåd jord, og jeg ved, lige hvor den skal stå - hvis den altså bliver til noget.


I dag fik jeg besked om, at to poser med vermiculite kunne afhentes hos købmanden. Hvad jeg bruger det til, kan du læse på dette indlæg fra 2017 om vintersåning. Ellers kan billedet af potter, der er klar til at komme ud i kulden, give et vink.

Det letteste er unægteligt at lade planterne selv om at frøformere sig. Minusset er bare, at man på den måde får flere planter af en, der allerede vokser i haven, og som regel når man sår stauder, er det for at få nye ind. Sommetider kan man alligevel godt blive overrasket over f.eks. frøplanter af helleborus. Den halvfyldte cremefarvede med diskrete røde striber ligner i hvert fald på ingen måde nogen af dem, vi har i forvejen.