hortofilia

Råkold, grå, trist og våd er de ord, jeg umiddelbart  kan komme på, når jeg skal beskrive novemberstemningen, og i vores have er det motivet herover, der for mig udtrykker det allerbedst. Det skyldes uden tvivl de to stynede piletræer, som står og stritter i forgrunden, men til venstre i billedet står der også en nøgen, grå hanesporetjørn, som man ikke skal komme for tæt på, for så bliver man stukket. Det eneste element i billedet,  som symboliserer lidt varme og hygge, er bjælkehytten i baggrunden,  som man dog kun kan skimte, hvis man ved den er der. hanesporetjørn/ crataegus crus galli Det gule piletræ har smidt alle sine blade, mens det andet med mørke grene og grå stamme er godt på vej; men 4 meter væk står der et tredje piletræ, som endnu ikke har smidt ret mange blade. Hvorfor mon det forholder sig sådan? I en artikel  på DR om  løvfald  har jeg læst, at det først og fremmest afhænger af nattelængden, hvornår træerne smider bladene. Den påvirker nemlig både, hvornår planterne sk

Pludselig er der gået næsten to uger siden det sidste indlæg, selvom jeg ellers almindeligvis prøver at udgive mindst et og meget gerne to indlæg om ugen. Først fik jeg migræne to dage i træk, hvilket jeg er overbevist om har noget med vejromslaget at gøre, og da jeg var frisk igen, var sneen forsvundet og vejret gråt i gråt; men i dag skal det alligevel være. Vores æbletræer giver os masser af glæde (og arbejde), men for tiden er nedfaldsæblerne blevet til fuglenes tagselvbuffet, som de flittigt benytter sig af. Boikentræets æbler falder først ned efter en gedigen omgang frost, og indtil det sker, er de så sure og stenhårde, at fuglene undgår dem. At det forholder sig sådan, kan den lokale tømrer skrive under på. Han lod sig nemlig friste til at tage en bid af et af æblerne, og hans ansigtsudtryk var ubetaleligt. A propos frugt så hænger der mange figner i træet, og jeg synes ikke, fuglene virker interesserede i dem. På gårdspladsen i vores lille arboret er der tre mindre træer, som j

Man ville være et utaknemligt skarn, hvis man ikke nød det lune novembervejr. Alligevel har jeg det lidt, som om jeg går og venter på, at frosten skal gøre sit indtog, og vejret vende tilbage til det normale.   Et vigtigt element i novemberhaven er de visne græsser, og i dag, hvor solen skinner så smukt, bliver de ekstra synlige. Det gælder næsten især fladaks/ chasmantium latifolium, som man nærmest ikke bemærker i gråvejr. Denne hortensia (Mirai hedder den) starter sin blomstring først på sommeren og er ikke sluttet endnu. Samtidig kan jeg godt lide den limegrønne farve på de visne blomster. Blandt roserne er Claire Austin den suverænt mest blomsterrige her i november. Farven har som sædvanligt om efteråret bevæget sig fra creme til lyserød. Stauderne kan også være med endnu, når det gælder blomstring; men for nogle af dem bliver det kun til enkelte blomster hist og pist. Anemone Honorine Jobert Rudbeckia Henry Eilers Ambratræet/ liquidambar styraciflua planter man pga det flotte eft

Selvom regnbuen kan forklares nøgternt og objektivt som et optisk naturfænomen, må jeg tilstå, at jeg, hver gang jeg ser en, reagerer på det følelsesmæssige plan og simpelthen bliver glad i låget, og jeg kan sagtens forstå, at folketroen udviklede myten om, at der gemmer sig en krukke med guld for enden af regnbuen.  A propos guld, så var det vigtigt i dag at få foreviget vores guldtræ, inden alt guldet ligger under træet. Det sker lige med et. Ginkgo biloba Blåbælg/ død mands fingre/ decaisnea fargesii går mere i et med sine omgivelser, og hvis man ikke kender busken, bliver man overrasket, når man opdager de flotte mørkeblå bælge. Den sår i øvrigt sig selv i passende mængder. Aster tat. Jindai er godt nok 'bare' en asters, men i mine øjne er dens knopper helt specielle og buketterne af de lavendelblå blomster ligeså. Desuden er den ikke så tilbøjelig til at vælte som så mange halvhøje asters. Aster lat. Prince er en lav variant af sommerens sidste farvel. Det mørke løv og den