noget af det, man kan finde derude ved forårsjævndøg i år.

Selvom det stadigvæk blæser, er temperaturen gået i vejret, og så kan det godt betale sig at se sig grundigt for. F.eks. er lille trillium pusillum med de flotte, mørke blade i udspring dukket op. Jeg har målt den, og den er præcis 7 cm høj.

Og podophyllum versipelle er ved at blive født på ny. Jeg viser lige, hvordan blomsterne og planten som helhed kommer til at se ud sidst i maj. Tænk at de kæmpestore blade ligger foldet sammen inde i "fødselshinden".


                                        

Det er spændende at følge de mere specielle planter; men i skønhed er der ikke noget, der slår de helt enkle blomster i mirabelle- og ferskentræerne.

Selvom vi ligesom er ved at bevæge os ind i en ny fase af foråret, må jeg huske at vise nogle af vores helleborus. Buen består mestendels af meget mørke varianter.

Rhododendron cilpinense kan vi kigge ud på fra køkkenvinduet.

Sesleria heufleriana/ mørk blåaks kan vi også kigge ud på - en fed forårsblomstrende plante, på den diskrete måde.

Lærkesporer vil snart springe ud overalt. Faktisk prøver jeg på at holde dem lidt nede.En af de tidligste er den cremefarvede malkensis, som jeg har plantet i spaltebedet, og den må til gengæld gerne så sig selv.

Camellia Jury's Yellow har fået genvalg i dag.

It ain't no fit day out for man or beast

- for nu at citere W C Fields  med en let omskrivning. Sådan var vejret hele dagen i går, og derfor søgte jeg i ly i drivhuset, hvor kamelierne  Jury's Yellow og Nuncio's Cameo er begyndt at blomstre.

Fritillaria sewerzovii står også i drivhuset. I 2016 forsøgte jeg forgæves at redde to løg fra at rådne, fordi sommeren havde været for våd for dens smag, så da jeg så løg til salg på efterårets løgmesse, slog jeg til.

 I dag er vejret en kende mindre  ubehageligt, omend overskyet og råkoldt. Vi flyttede rosmarinbusken ud under udhænget, så det er lettere at manøvrere i drivhuset.

Først og fremmest trængte den opstammede  Leonardo da Vinci nemlig til at få en opfriskning. Vi har en enkelt gang plantet den om; men det var så besværligt at få den uskadt ud af potten, at vi aldrig gør det mere. Jeg har givet den en håndfuld RootBooster og topdressing i form af kompost samt lidt gødning. Så må det række.

Inderst i drivhuset står også den specielle og frostsarte rhododendron linearifolium. Min oplevelse er, at dens grene er helt utroligt skøre, så der ryger simpelthen en gren, hver gang jeg flytter rundt med planten. Min erfaring er også, at den om sommeren trives bedre i surbundsbedet end i en potte, så den skal nu engang i hænder engang imellem.

Jeg har læst mig til, at den er en sport af en ganske "almindelig" løvfældende rhododendron, som hedder stenopetalum.

Ude i haven har vi nærmest status quo pga det kølige vejr.  Og så dog. Umiddelbart ser trillium karabayashii uforandret ud.

Men ved nærmere eftersyn viser det sig, at flere af de mørke blomster er begyndt at vise farve.

Paeonia veitchii woodwardii har ligeledes udviklet sig lidt videre. Den må nu godt give sig god tid, for den er smukkere i knop end i blomst efter min mening.

Jeffersonia diphylla/ tvillingeblad holder jeg et vågent øje med, for inden man ser sig om, har den både sprunget ud og afblomstret.

De skakternede vibeæg lader sædvanen tro vente på sig, mens de store løg er godt i gang. Denne her var grøn, da den dukkede op, så jeg tror det er bleg vibeæg/ fritillaria pallidiflora og ikke raddeana, hvis blade er brune.

                   

Nøj, hvor det blæser og er koldt i dag.

Alligevel tvang jeg mig selv rundt en tur med kameraet, bl.a. fordi jeg i går havde spottet scilla bifolia rosea, som er en lillebitte, lyserød forårsbebuder. I knop giver den mig simpelthen  associationer til maven på et bæltedyr. I år har den sået sig selv et par steder. Hvor heldig kan man være!

Pachyphragma macrophylla står i fuldt flor i skovhaven, hvor den forsvinder lidt blandt alle vintergækkerne.

Den blå lungeurt/ pulmonaria blue ensign blomstrer tidligt og fungerer godt som et grønt bunddække resten af året.

Narcisserne er aldrig tidligt på færde her i haven - dertil er jorden sikkert for tung; men Julia Jane, der har stået i en krukke i sandbedet, er godt i gang. Sidste år rådnede mange løg i sandbedet pga vinterregnen, hvorerefter andre visnede ned/væk under tørken. I år krydser jeg fingre for en bedre sæson.

Der er mange planter, som bare skal have noget mere sol og varme for at springe ud. Hundetanden, der er tættest på udspring, står i en krukke; men hvad mere er, så er knopperne godt på vej hos en gruppe ude i haven, som jeg plantede om og flyttede sidste år. Det har tilsyneladende været godt for dem.

Den milde vinter har været perfekt for vortemælken euphorbia characias  wulfenii. Nu går jeg og venter på, at den skal rette skuddene op og springe ud.

Nu vi er ved vortemælk, tager jeg lige Rainbow Ascot med. Størrelsen på dens røde blomsterknopper afslører, at den blomstrer senere end wulfenii.

Med rhododendron cilpinense er det også lige oppe over ned blomstringen. Vi har et net liggende klar til evt. nattefrost. Planten tager ingen skade, men blomsterne bliver ødelagt, og det er et trist syn.

juleroser/påskeklokker/helleborus

Ligegyldigt hvilket navn man bruger, bidrager disse planter  til at forsøde vinteren og det tidlige forår med deres smukke blomster i alle mulige nuancer og former.

Den næste burde være navngivet efter min mening. Ydersiden er flot og skinnende lakrød, og når man løfter blomsterne op, ser de allesammen fuldstændig ens ud. Jeg er specielt vild med kronbladenes spidse form og picotee farvesammensætning, hvor kronbladene er omkranset af en rand i en kontrastfarve i forhold til bundfarven, og hvor kontrastfarven går igen i nerverne i kronbladene. Når man ved det, har den første blomst, jeg viser, også lidt af det.

Samme effekt kendetegner også de to næste, og i modsætning til den foregående er nerverne her også tydelige på bagsiden af blomsterne.

Så er der de to Barnhaven hybrider. Jeg vipper lidt imellem, om de er mere specielle end kønne, men kan nu godt lide dem, ikke mindst fordi planterne er særdeles sunde og robuste. Desuden er bagsiden ensfarvet grøn og gul og røber absolut ingenting om, hvad man får at se, når man vender blomsten om.

De mørke er Sørens favoritter. Jeg kan selv rigtig godt lide den midterste, som jeg tænker på som "Lille Fregnede Louise".

Almindeligvis er ens første indskydelse at vende blomsten opad; men vi skal også huske at beundre formen. De mørke er almindeligvis temmelig fligede, mens de mere picotee prægede ofte er mere samlede i en klokkeform,

De fyldte er manges favoritter, og smukke er de da også; men ligesom med pæoner og roser giver de enkle blomster dem kamp til stregen - og vinder måske. Det er svært, hvis ikke umuligt, at vælge.

Mængden gør også noget. Denne gruppe danner bunddække under et figentræ. Min fascination af planteslægten stammer tilbage fra firserne, hvor jeg i en  engelsk havebog så et billede af et stort bed med juleroser i alle mulige nuancer. Da tænkte jeg, at sådan en overflod ville jeg også gerne have,  selvom de var et sjældent syn i danske haver dengang. Det har jeg bestemt også fået. Nu er de nærmest overalt, nogle steder som enkelte planter, og andre steder samlet i store grupper.

 Herunder de mange helleborus i den sydligste runding i skovhaven. Lys vil de nemlig gerne have, bare jorden ikke tørrer ud.