hortofilia

 - til jer, der følger med her på bloggen. Det bliver tilsyneladende ikke påsken 2026, jeg kommer til at sidde på terrassen og slikke solskin. Dertil blæser det for meget. Det kunne ellers være hyggelig afslapning oven på at have haft besøg af to dygtige mænd fra Egebjerg Planteskole mandag og tirsdag. De udskiftede først og fremmest hækken mod nord og beskar de to mod syd og vest, men lagde også cirkelterrassen omkring pileparasollen og  støbte jernbuen ved terrassen i beton, så der ingen risiko er for, at den skal blæse omkuld. På det næste billede kan man med en del god vilje lige ane den nye hæk op imod stien. Terrassen ser uhyggeligt bar ud nu; men planen er, at den skal omgives af en runding, der når ud til flisstien og  hovedsageligt kommer til at bestå af løvehale storkenæb, mosebunke og tre søjleenebær i forskellige størrelser. Jeg er dog slet ikke færdig med at planlægge rundingen. Der er flere planter under overvejelse. Det gælder om at  finde balancen mel...

Det bliver ikke til mange blogindlæg for tiden, men her kommer der alligevel et. Rhododendron sinogrande har overvintret i et uisoleret skur med et kasseret dynetæppe lagt som beskyttelse over krukken og omkring det nederste af stammen, og det ser den ud til at have overlevet fint. Der er 100 skridt hen til en lille gruppe grantræer, og der har jeg hentet kogler som bunddække til krukken. Det samme trick har jeg brugt over for krukken med den ægte dværgfyr pinus uncinata heideperle. Det er ikke til at se, men den er mindst 10 år gammel. Mens sinogrande har overlevet vinteren, er de dahliaknolde, jeg har opbevaret i det samme skur, rådnet alle som en. Der er nu bestilt nogle få nye. I den gamle have havde vi mange og meget forskellige klematis, og nogle af de små varianter gravede jeg op og tog med, da vi flyttede. De har overvintret i drivhuset under noget beskyttelse og ser ud til at skyde allesammen. Jeg fik ikke lavet navneskilte, men ved, at fusca dwarf og Aljonushka var iblandt de...

I vores gamle have havde jeg bestræbt mig på, at der var noget spændende at opleve året rundt, også om vinteren. Sådan er det af gode grunde ikke i den nye have. Derfor er det så meget desto mere opløftende at se, at foråret er på vej. Jeg starter mit indlæg  med den eneste lærkespore, jeg fik med, nemlig den hvide corydalis malkensis. Jeg overvejer, om jeg skal hente løg af de mange farvenuancer, der næsten invaderede den gamle have. ' En anden plante, jeg har medbragt, er denne påskeklokke med to vidt forskellige blomster. Jeg er ret sikker på, at den ene har sået sig selv midt i den anden, og sådan vil jeg lade det blive ved med at være. Hundetanden erythronium sibiricum voksede tæt foran en sten i den gamle have. Derfor har jeg plantet den lige foran en af Sørens stensvampe, og det lader til at bekomme den vel.  Traditionen tro består mit forårspynt af løg, som kan plantes ud I haven efter blomstringen   Denne pakke har stået i ly på terrassen i 14 dage og ventet...

Da jeg kom tilbage fra en gåtur på en af solskinsdagene i sidste uge, blev jeg mødt ved gadedøren af denne lille erantis. Da sneen forsvandt fra haven, dukkede denne lille buket vintergækker også op. Nu måtte jeg ud og undersøge, hvordan det forholdt sig med forårsløg, og til min store glæde fandt jeg ud af, at der var både erantis og vintergækker inde under de træer og buske, vi har ladet blive stående. Det var præcis der, jeg ellers ville have lagt nogle løg. Vorterod, som jeg oplevede som invasiv i den gamle have, er der gudskelov ikke spor af overhovedet. Kaukasisk vintergæk/ galanthus woronowii med de brede blade er dog løg, som jeg har medbragt fra den gamle have. Tredje gang er forhåbentligt lykkens gang med denne japanske løn. Den har noget at byde på hele året: grønne blade med lyserøde marmoreringer i udspring, grønne blade om sommeren,  gulligrød høstfarve og røde grene hele året, men især tydelige om vinteren. Jeg har en formodning om, at den vil trives bedre her, idet ...

Når det har været så koldt og blæst så længe, kan man som haveejer ikke undgå at begynde at blive bekymret for, om der er planter, som har taget skade. Det kan vi sikkert først rigtigt se, når det er blevet forår; men hjultræet/ trochodendron aralioides, som vi tog med fra den gamle have, ser meget brun ud, når jeg kigger på den inde fra stuen, og det er første vinter, at den ikke har beholdt sin grønne farve. Den beskrives ellers som fuldt hårdfør, og jeg må sige, at jeg blev meget beroliget af at bese den tæt på; for set fra en anden vinkel er bladene stadigvæk temmelig grønne, og samtidig har jeg læst mig til, at den brune farve er en naturlig reaktion på stærk kulde, altså ikke et tegn på, at den er ved at opgive ånden. På nettet læste jeg, hvor vild en ejer af træet var med vinterbladenes flotte "purple" farve, og tænkte, at det var ærgerligt, at mine bare var kedeligt brune; men igen blev jeg klogere, da jeg gik tæt på træet. Mit træ har skam også lilla farver både på b...

Forleden, da jeg stod i stuen og kiggede ud på sneen og ventede på, at det skulle blive tøvejr, faldt mit blik på en af mine få stueplanter, fockia edulis. Det, der fascinerer mig ved den, er dens opsvulmede knold, mens jeg klipper dens lange stængler af, når jeg synes, de er for irriterende. Denne dag lagde jeg mærke til, at en af stænglerne af sig selv  havde fundet vej op i snoren til et gardin, jeg aldrig ruller ned. Planten havde oven i købet haft kræfter til ligesom at hive snoren over til sig. Det fik mig til at stille mit spørgsmål på nettet. AI kom omgående med et fyldigt svar. Der er tale om to processer, nemlig circumnutation og thigmotropisme: Circumnutation (søgende vækst) henviser til, at skudspidsen af en slyngplante bevæger sig i en cirkulær eller side-til-side bevægelse for at opsøge en støtte. Thigmotropisme (berøringsfølsomhed) henviser til, at når planten rører ved en genstand, trigger den fysiske kontakt kemiske ændringer i planten. Dette stimulerer klatreadfær...