hortofilia

Indtil nu har juli været en blandet fornøjelse rent vejrmæssigt. Sidste uges rusk og regn gennede mig indenfor, hvor jeg fik startet på at strikke en sweater til barnebarnet. Med pinde nr. 5 kommer man hurtigt et stykke vej, og det er fristende at lade have være have, selvom der efterhånden er en del opgaver, der presser sig på. Fløjlshortensia/ hydrangea aspera macrophylla Guldlærk/ pseudolarix amabilis har de lækreste, bløde nåle, og fordi rådyrene besøger haven hver nat, har vi indtil fornyligt beskyttet det lille træ med med et plastiknet. Selvom det tager noget af pynten af træet, overvejer vi at sætte det op igen. Det ville være kreperligt, hvis lækkersultne rådyr skulle skamfere dets "ballerina/ skøjteløber-look". Noget, jeg har fået gjort, selvom vejret ikke er til havearbejde, er at binde mange af vores violfrøstjerner op. Selvom en del af dem er stivgrenede, blæser det ind imellem så meget, at de pludseligt kan vælte og måske endda knække. Denne rhododendron kom med

Ny måned, alligevel roser igen igen - denne gang i pink og først Raubritter med de kuglerunde blomster. I collagen er det Louise Odier og Pirouette til venstre og til høje Eden/ Willestrup i knop og fuldt udsprunget. I år bliver de fuldt udsprungne blomster usædvanligt store. Jeg har målt dem til 11cm, hvorimod jeg egentlig ikke synes, de plejer at folde sig helt ud. Our Last Summer har fået selskab af en hvid kvæsurt/sanguisorba tenuifolia alba. Hagley Hybrid klematissen storblomstrer i år for første gang. Dens makker er Claire Austin. De stærkest pink blomster på matriklen tilhører en lav mjødurt/ filipendula purpurea. Den kan være vanskelig at indpasse i et bed på en harmonisk måde. Her står den i sensommerbedet, hvor den nærmeste nabo er baltisk persille/ cenolophium denudatum, og jeg oplever, at dens dæmpede farver gør  mjødurten mindre påtrængende. Astilben herunder kan minde en del om mjødurten, men er  på alle måder stivere i sin vækstform. Sidste år fik jeg hortensiaen Runaway

Om foråret  plejer jeg at trimme buskroserne i vores rosenbed; men det forhindrede mine brækkede arme mig i at få gjort i år. Derfor sidder blomstringen i år mange cm højere, end den plejer. Ghislaine de Feligonde klippede jeg dog kraftigt tilbage i efteråret, så dens blomstring kunne ikke være bedre. Leonardo da Vinci er en buketrose pr definition; men denne sæson har den sendt en mere end 2 meter høj stængel op i nabotræet. Leonardos nærmeste nabo er gallicarosen Charles de Mills. Den ene har ingen duft, og den anden dufter helt vidunderligt. I år oplever jeg gallicarosens farve som specielt dyb og intens, især lige før  blomsten falder til jorden som enkelte blade. Midt i bedet på østsiden er der nu en åbning, hvor Penny Lane indtil for nylig stod i et af Sørens stativer.  Nu er den blevet gravet op, og som billedet viser, var det en syg rose, det handlede om. Vi orker ikke at udskifte jorden for at plante en ny rose. I stedet for skal der stå en syrenhortensia i mellemstørrelse, en