mandag den 16. juli 2018

Hvad må man vise og skrive om på bloggen?

Jo, det må hver enkelt blogger suverænt selv bestemme. Det er bare ikke det indtryk, jeg får, når jeg læser nogle kommentarer til de sidste par indlæg fra Høneballehaven, idet Lisbeth føler, hun er nødt til at vise billeder af døde eller halvdøde planter, fordi der ellers er mennesker, som er naive nok til at tro, at tørken ikke også har ramt Samsø.

Bedet herover ser friskt og grønt ud, synes jeg selv; men det er nok i alt blevet vandet tre gange i løbet af sommeren. Hostaen længst til højre kunne godt have brugt noget mere vand, idet dens ellers stålblå blade har fået et gulligt skær; men ellers har planterne klaret sig godt, selvom kirsebærtræet uden tvivl drikker meget af det vand, der er tilgængeligt. Forklaringen ligger vel i, at planterne står i en jordbund og med nogle skyggeforhold, som matcher deres behov, og måske leder pikstensstierne også vandet over i bedene, når der da ellers kommer noget.
Fodblad/ podophyllum versipelle

Paraplyblad/ diphylleia cymosa fanger ikke øjet på afstand på samme måde som versipelle; men har alligevel en flot, skulpturel udstråling på trods af de visne rande eller måske netop til dels på grund af de visne rande. Det er ganske naturligt for planten at visne ned henover sommeren.

Sidst på sommeren sidste år købte jeg euphorbia Ascot Rainbow som en flot, stor plante og var nervøs for, om den ville overvintre. Det gjorde den heldigvis og har stået med sine gulgrønne blomster ganske længe. Nu har jeg så gået og været nervøs for, hvordan / om jeg skal beskære den, så den bliver lige så fin til næste år, og jeg vil være ked af at undvære de iøjnefaldende blomster. De sidste par uger har planten på en måde selv givet mig svaret, idet blomsteraksene efterhånden lægger sig henad jorden, og så kan man jo lige så godt klippe dem af og nøjes med synet af de kønne blade.




Jeg håber ikke, Lisbeth, at du føler, at jeg har taget dig som gidsel. Det er bestemt ikke meningen; men der var lige nogle kommentarer til dine seneste indlæg, der fik mig til instinktivt at protestere mod, at alt nu partout skal handle om tørken. Vi bloggere skriver vel om og viser det, vi har på hjerte, og er det tørken, så er det helt fint med mig; men jeg er bange for, at bloguniverset ender med at blive lige så tørt som vores haver, hvis tørken går hen og bliver altdominerende.
Lilium white henryi

lilium concha d'or

søndag den 15. juli 2018

en værre redelighed

I går aftes, kort efter at vi havde spist aftensmad, udbrød Søren med stor forbløffelse i stemmen og ivrigt sekunderet af børnebørnene: "Hvad pokker er det?" Årsagen var, at han havde fået øje på denne store, knækkede gren på skovfogedtræet. Miseren var sket, mens vi sad  kun få meter væk inde i køkkenet, men  alligevel havde vi ikke hørt en lyd.



Inde i grenen er der et hulrum og et fint lag sand, som dyr må have slæbt derinde via det hul i stammen, der er lidt længere nede. Da Søren inspicerede skaden, lå der en leopardsnegl og hyggede sig derinde.


Synderen er sikkert de mange æbler, træet har sat an, i kombination med den kraftige blæst, vi jævnligt har været udsat for henover sommeren.

Vi ved allesammen, at nyplantede planter er ekstra sårbare over for tørken, og rækken af azaleaer, som vi plantede i efteråret har vi da også holdt øje med, men nok ikke godt nok, for den forreste i rækken viser tydelige tørkeskader i form af visne blade. Dens blomster kom ikke til at springe ud, og smukt efterårsløv kan vi sikkert også godt vinke farvel til.  Alligevel er jeg ikke helt nede i kulkælderen, for planten har det i mine øjne ok og vender forhåbentligt stærkt tilbage næste år.


Sådan kan det gå. Det er faktisk mere mærkeligt, at syrenhortensiaen herunder, som blev omplantet i efteråret, ser ud til at have det fint, selvom det var en veletableret og rigtig stor busk, som blev skåret hårdt tilbage.


Et par blomster: leopardlilje/ belamcanda chinensis, som nærmest mod forventning har overlevet ude, og allium carinatum var pulchellum, som elsker varmen og tilsyneladende er ligeglad med tørken.


fredag den 13. juli 2018

et indlæg med spredehagl

Den stedsegrønne krydsningsmagnolia Maryland har overvintret to gange uskadt, selvom den ikke har været vinterbeskyttet, og  startede på sin første blomstring i går. Planten er kun ca 1,5 meter høj og har allerede tre knopper, hvilket lover godt for blomstringen fremover. Pga af tørken er blomsten født med visne rande.




Acis autumnalis/ leucojum autumnale er en lille løgplante med bittesmå, skinnende blomster, som blomstrer om sommeren og tidligt efterår.


Hot chocolate er dagens rose, fordi jeg beundrer farverne i blomsternes forfald.

I dag bragte posten en diffuser, som jeg havde bestilt kos Amazon.co.uk. Det har nemlig længe ærgret mig, at solen skal bestemme, hvornår jeg tager billeder, og som det kan ses på de to næste billeder med og uden brug af diffuser, gør den en verden til forskel. Hvor meget jeg kommer til at bruge den, ved jeg ikke, for jeg er normalt fan af de lette løsninger, men for 227 kr skal det komme an på en prøve. 


Estisk rød slangehvidløg avler jeg egentlig kun for det æstetiske udtryk - det er dem, der snurrer et par gange rundt med stilken, før de udvikler "fuglenæbbet" med de små topløg som hoved.

Når hinden omkring de små topløg begynder at briste, kan man grave hvidløget op, og det besluttede jeg at gøre i år for en gangs skyld. 

Og se bare nogle store, flotte hvidløgsfed der åbenbarede sig. Det skal dertil siges, at løget er vokset op på kompostbunken, så det har sikkert fået masser af næring.

På kompostbunken kan man finde mange mystiske ting. For et par dage siden spottede Søren en amaryllis blandt alle kartoflerne. Den blev pottet op for en kort bemærkning. Måske bliver den smidt tilbage på komposten efter blomstringen.



Ikke alle dahlier kommer lige godt i år, men Verrone's Obsidian lover godt

søndag den 8. juli 2018

søndagsbilleder

Tørken og varmen holder mig væk fra haven i et vist omfang, må jeg tilstå, og jeg har på fornemmelsen, at der er en del bloggere, der har det mere eller mindre lige sådan. Heldigvis er det ikke sådan, at alt er vissent og indtørret; men hvis vi ikke vandede, ville det se skidt ud flere steder. Zinnia red lime er et studie i farver og former i aftensolen og har det fint på trods af tørken; men den enkelte plante er nok mindre, end den plejer at være.

Echinacea purpurea green twister såede jeg sidste år  med frø fra Jelitto og troede, det var en etårig plante; men det viser sig, at den faktisk er en staude, hvilket er langt bedre i mine øjne.


I sidste indlæg viste jeg liljen Lankon og har den med igen i dag for at vise, hvordan et par af blomsterne varierer i mængden af prikker og har næsten helt mørke områder. Nu har den blomstret i ca 10 dage stående i fuld sol, så i morgen er det nok slut med den fornøjelse.

Hemerocallis American Revolution er en af de planter, der blomstrer specielt meget i år i varmen, eller også hænger det sådan sammen, at blomstringen er mere komprimeret end normalt.

En enkelt rose i form af Händel.

En blomstrende gren af Roguchi

 Dahlia dreamy nights startede som krukkeplante, men trives meget bedre plantet ud i et bed, selvom den står tørt og skal vandes ind imellem.

Koreaklokke/ campanula takesimana er køn, tåler tørke, breder sig gerne og lægger sine blomst henover sine naboer.
 


Solbrud/ helenium moerheim beauty har allerede blomstret et stykke tid.      
                            

onsdag den 4. juli 2018

Så blev det juli

Og juli måned plejer at være liljetid og tyder også på at blive det i år på trods af det usædvanlige sommervejr. Lankon forsvandt for mig sidste år, så i år er den plantet i en høj krukke og ser ud til at trives med det.

Lilium formosanum pricei har derimod overvintret ude, men på et veldrænet og lunt plantested. Den korte stængel er helt efter bogen og skyldes ikke tørken.

Tørken kæmper vi vist ellers allesammen med, og det kan sommetider undre, når man ser, hvilke planter der lider, og hvilke planter der klarer sig ok. I skovhaven er den gamle kurvebregne temmelig medtaget, mens den store hosta Empress Wu ser uberørt ud bare to meter væk, selvom den blev omplantet i efteråret.


Frances Williams og den hvide astilbe ser også upåvirkede ud.


En bonus ved tørken er, at de store græsser i sensommerbedet ikke har vokset vildt og blodigt i år, så vi stadigvæk kan færdes på stierne. Det var umuligt sidste år. De sentblomstrende veronicastrum er dem,  der er hårdest ramt.

Tropaeolum speciosum har så dybe rødder, at tørken ikke kan genere den. Her slynger den sig i en pieris, som ellers bare er kedeligt grøn på denne tid af året.


Staudehortensia/ deinanthe bifida er virkelig vandkrævende, mærkeligt nok er det kun den ene af de tre planter, vi har, hvor bladene hænger. Alligevel skal de nok vandes nu, hvor knopperne skal til at springe ud.

For mange år siden stod der altid forskellige dobbelte geranier på min ønskeseddel, og jeg holder stadigvæk meget af dem som blomster. Planterne kan derimod være et problem med deres tendens til at vælte, og med deres spinkle vækst er opbinding en uskøn løsning. Det bedste, har jeg fundet ud af, er at finde en god nabo, som de kan mingle med og læne sig op ad.



Sidste år lykkedes det mig at så blå kløver/ parochetus communis. Den har overvintret frostfrit og trives fint som krukkeplante. Planen var at plante et par stykker ud i haven, men det har tørken sat en stopper for indtil videre.


Lavendel kan ikke lide vores jord, så også den må leve som krukkeplante.  Den hvide herunder har vi på tredje sæson, og både vi og insekterne er glade for de næsten grålige blomster.