hortofilia

Forleden, da jeg stod i stuen og kiggede ud på sneen og ventede på, at det skulle blive tøvejr, faldt mit blik på en af mine få stueplanter, fockia edulis. Det, der fascinerer mig ved den, er dens opsvulmede knold, mens jeg klipper dens lange stængler af, når jeg synes, de er for irriterende. Denne dag lagde jeg mærke til, at en af stænglerne af sig selv  havde fundet vej op i snoren til et gardin, jeg aldrig ruller ned. Planten havde oven i købet haft kræfter til ligesom at hive snoren over til sig. Det fik mig til at stille mit spørgsmål på nettet. AI kom omgående med et fyldigt svar. Der er tale om to processer, nemlig circumnutation og thigmotropisme: Circumnutation (søgende vækst) henviser til, at skudspidsen af en slyngplante bevæger sig i en cirkulær eller side-til-side bevægelse for at opsøge en støtte. Thigmotropisme (berøringsfølsomhed) henviser til, at når planten rører ved en genstand, trigger den fysiske kontakt kemiske ændringer i planten. Dette stimulerer klatreadfær...

I flere år har jeg fulgt med på en engelsk haveblog,  der hedder The Garden Rant  hvilket løst oversat betyder havebrok. Danske og skandinaviske haveblogs er utroligt venlige fora. Det eneste, der bliver omtalt negativt, er stort set vejret🙂 Personligt kan jeg godt somme tider tage mig selv i bevidst at undlade at omtale en plante eller en havestil negativt, sandsynligvis af frygt for at støde mine læsere. Men i dag springer jeg ud som en vaskeægte brokkerøv. https://gardenrant.com/2026/02/in-defense-of-the-gardeners-voice.html Dette utroligt lange indlæg på The Garden Rant handler om, at forfatteren oplever, at tidens havekultur er mere præget af love og regler end længe set, hvilket hun kæder sammen med den grønne og  økologiske bølge, der nu også har gjort sit indtog i haveverdenen. Hvis man har en have, er man forpligtet til at indrette den, så man bidrager til at redde verden i almindelighed og plante- og dyreliv i særdeleshed fra den truende klimakatastrofe. Det æs...

  Et af de emner, Søren og jeg nåede at diskutere, var de tre hække rundt om matriklen. Det er spireahække, og de to af dem ser forfærdelige ud, fordi træer og buske har haft lov til at brede sig uhæmmet ind over og  ind i dem. Skulle vi klippe dem ned og håbe på, at de ville vokse op i en ny og forskønnet udgave, eller skulle de skiftes ud?  Det endte i et kompromis, idet vi blev enige om, at den ene skulle klippes ned og den anden udskiftes med en aroniahæk. Som det hele udviklede sig, forsvandt projektet lige så stille fra bevidstheden, men nu har jeg bestemt, at det skal gennemføres, og ser frem til, at Egebjerg Planteskole kommer og går i gang inden så længe. Spireahække er ikke min favorit, for lige så kønne de er, mens de blomstrer, lige så triste synes jeg, de er,  når de står med visne blomster. Aronia er derimod smuk i alle dens stadier, og så er bærrene jo utroligt sunde. Denne hæk skal klippes helt ned. I den gamle have havde vi ingen nabo at dele hæk med...

  Det ærgrer mig sådan, at jeg er elendig til at tage billeder af fuglene i haven. Enten når de at flyve væk, eller også ryster billedet. På min gåtur i går fløj en fiskehejre op nogle få meter væk, og da nåede jeg heller ikke at få kameraet op af lommen. Skovduerne har dog et roligt temperament og sidder i flere minutter det samme sted, hvor de observerer, hvad der foregår i nabolaget, så dem har jeg en fair chance for at forevige. Det kan godt være et problem at lave blogindlæg i januar, når man som jeg ikke vil gå i arkivet og finde billeder fra året, der gik. Det har jeg aldrig haft for vane, og i år, hvor det ville komme til at dreje sig om vores flytning m.m., ville det blive alt alt for nostalgisk.  I den gamle have havde jeg fokus på, at der skulle være interessante elementer året rundt, også i januar, og det vil jeg også bestræbe mig på i den nye. Kornellen midwinter fire er et godt eksempel på sådan et element, og den er jeg ved at plante et mindre busket af, og min ...

Her til morgen er der 1 plus grad, mens der var -8 i går eftermiddags. Lørdag nat nåede temperaturen ifølge DMI ned på -14 grader. Da må jeg indrømme, at jeg blev bekymret for mine kamelier.  De fire af dem  har jeg plantet ud i surbundsbedet, mens de tidligere blev opbevaret frostfrit i drivhuset om vinteren. De står dog ret tæt på husmuren, og jorden er dækket af et lag nåle foruden et lag sne, så dem er jeg kun lidt nervøs for.  Mere nervøs er jeg derimod, når det gælder Beauty Blush med de små fine blomster. Den står nemlig i en krukke under udhænget ved døren, og jeg har intet gjort for at beskytte den. Google skriver, at den kan tåle ned til -11 - 15 grader, dog lidt mindre hvis den står i en krukke, så den har været tæt på grænsen af, hvad den kan tåle. Sidst i februar skulle den gerne begynde at blomstre. Så får jeg spændingen udløst. På et nærbillede kan man lige skimte de fine hår på kvistene. Man har da lov at håbe, at de fungerer som et sæt skiundertøj.  ...

Når jeg kører hjem til mit nye hjem, bruger jeg altid vandtårnet i Vinde som pejlemærke. Det ligger højt i Vinde Bakker og kan ses på lang afstand. I går og i dag bevirker sneen dog, at tårnet ligesom fortoner sig i snedisen.  Jeg synes, det er en flot bygning, og derfor har jeg researchet lidt på, hvem der er arkitekten bag, og hvornår det blev bygget. Det er fra 1963-64, og arkitekten viste sig at være en ungarer, Lazslo Buna, som kom her til landet sammen med en stor flok unge, ungarske arkitektstuderende henimod slutningen af 2. Verdenskrig. Han er et af de mennesker, man ind imellem støder på, der har sat meget få fodaftryk på internettet generelt, så hvilke bygninger har ellers har tegnet, har jeg måttet opgive at finde ud af. Jeg fandt dog ud af, at han og hans kone har haft en fælles interesse i racekatte 😊 Lidt fra haven: Det er mit indtryk,  der denne jul har været utroligt mange storblomstrende juleroser i handelen. Det var dog ikke sådan en, jeg købte,  men e...