fredag den 17. maj 2019

især pæoner

Store bededag er dejligt kølig med spredt regn, noget, som vi har ventet på meget længe. På blomsterfronten har staudepæonerne veitchii og mairei allerede afblomstret, og i dag kan jeg vise anomale, emodi, trådpæon/ tenuifolia og svovlpæon/mlokosevitchii.



Også træpæonerne er begyndt at springe ud. Her kan jeg vise en rockii, delavayii og en ukendt, som består af en enkelt beskadiget stilk med en enkelt blomst. Jeg er lidt i tvivl om, hvordan jeg bedst hjælper planten videre.



Clematis montana fylder sin bue helt ud. Barnebarnet Eva sagde sidste år, at der kunne tages et flot bryllupsbillede foran buen, så det er meget passende, at den hvide busk i baggrunden er perlebusken / exochorda med tilnavnet The Bride.

Vores største rhododendron er denne udgave af Silberwolke. Den springer altid ud i etaper, og til sidst bliver blomsterne nærmest hvide.  Jeg foretrækker nu dette stadie, hvor der er mere farve på busken. Det tager rigtig lang tid at fjerne visne blomster til den tid.

Flere rhododendron: forrest Graziella, den mørke er concinnum og bagerst kan man lige skimte Metternichii. Den mørke busk er mørkbladet hyld/ sambucus black lace.

Vi bliver i de samme farvenuancer med en mørk nøkketunge, ligularia britt marie crawford til venstre, en pink geranium i baggrunden og bjerghulsvøb/ chaerophyllum hirsutum var roseum i forgrunden. Den sidste har jeg sået fra frø, og den bliver stille og roligt større og større år for år. Nu ser det også ud til, at den er begyndt at så sig selv.

En anderledes farvekombination: selvsået miliegræs/ milium effusum aureum sammen med de nye chokoladefarvede skud af  bronceblad/ rodgersia pinnata superba.

Endnu en anderledes farvekombination: akelejefrøstjerne/ thalictrum aquilegifolium  i knop sammen med blomstrende lundgylden/ smyrnium perfoliatum. Den sidste sår sig selv og bliver ikke mange år gammel. Til gengæld skaber den noget liv og variation over sit voksested.

søndag den 12. maj 2019

En hel uge er der gået,

siden jeg sidst tog billeder. Hvorfor ved jeg i grunden ikke, for der er jo motiver en masse her i maj - måske er der faktisk alt for mange motiver, eller også savner jeg et egentligt tema for et nyt indlæg. Nå, hvorom alting er, så starter jeg i dag med årets første udsprungne rose i den opstammede Leonardo da Vinci, som efterhånden har en hel del år på bagen. Den overvintrer i drivhuset, hvor den kickstarter.


I spaltebedet blomstrer for tiden denne krybende og hårdføre slægtning til den ikke hårdføre klematis Pixie. Navnet er moonbeam, og selvom den sådan set er hårdfør, vinterdækker jeg den altid med en grangren for at beskytte knopperne mod at blive ødelagt af frost.

 Lige oven for står vortemælken euphorbia polychroma bonfire.

Vortemælk en en staudefamilie, som virkelig lyser op i majhaven. Herunder er det euphorbia polychroma senior med euphorbia x ascot rainbow i baggrunden.

 E. griffithii fireglow er raffineret i aftensolen.

Skumblomst/ tiarella cordifolia sky rocket er meget mere diskret.

Det samme gælder den cremefarvede, fyldte kvæde/ chaenomeles speciosa yukigoten.
 

I en del år har vores gemserod/ doronicum lige netop overlevet; men i år står den som en nydelig lille plante med sin lange blomsterstilke og store blomster. Den boede i haven, da vi flyttede ind i 1977, så jeg ved ikke, hvad den hedder; men den er tydeligt anderledes end den gemserod, man oftest ser.

Geranium phaeum/ bølgekronet storkenæb er ikke til at tage fejl af med sine små, men dekorative blomster, og en omgang tørke lader den sig ikke slå ud af. Herunder viser jeg lavender pinwheel, klepper og samobor.
 

Bagved samobor i skovhaven står en sammenplantning eller snarere et tilfældigt sammenrend bestående af en brogetbladet hosta, skovmærke/ galium odorata og hvid scilla.

mandag den 6. maj 2019

Lidt nyt fra en kold og blæsende have

Cornus Eddie's White Wonder , som længe har stået fyldt med knopper,  lyser nu op på gårdspladsen med sine talrige, hvide blomster.
 


I går deltog vi i en hyggelig konfirmationsfest ved Den Geografiske Have i Kolding, og på gåturen rundt i haven efter middagen var vi så heldige at støde på denne flotte cornus nuttallii, som sammen med cornus florida er forældrene bag krydsningen Eddie's White Wonder. Resultatet er efter sigende større blomster og bedre hårdførhed.

Herhjemme står den lyserøde camellia stadigvæk i fuldt flor, og det man vel takke kulden for.

Bag ved camelliaen står et noget mere ydmygt lille træ - maackia amurensis eller amurmaackia.

Hvis det ikke havde de sølvglinsende nye skud, ville det vel nærmest gå i et med det nye stakit.

Til sidst en række stauder. Omphalodes verna/ vårkærminde

Epimedium Amber Queen

Hosta Yellow Polka Dot Bikini og geranium espresso

Tapurt/ uvularia grandiflora

 Spredende tapurt/ uvularia sessilifolia

Paeonia mairei 

Anemone trullifolia Pradesh

tirsdag den 30. april 2019

løst og fast fra den sidste dag i april

Det kan godt være svært at følge med billedmæssigt med udviklingen i haven i disse dage. Jeg starter alligevel med genvalg til den sartgule pulsatilla albana lutea, for de to planter i spaltebedet har vist sig at være forskellige.  Blomsterne på den til højre er mindre med mere afrundede kronblade og har en mørk skygge på ydersiden. Nu har jeg undersøgt sagen og er nået frem til at den til højre er den rigtige, mens den til venstre  formentligt er en variant, der hedder pulsatilla alpina apiifolia. Den slags nørderi er jeg bare vild med, selvom mine læsere sikkert ikke er det.


De næste billeder er fra skovhaven. Først en mørk glaucidium og trillium vaseyi.


Dernæst to billeder af den anden runding, hvor bunddækket består af en mørkerød småhjerte og den brogetbladede kærmindesøster/ brunnera mac. Jack frost.


Den gule busk der er ved at springe ud, er weigela middendorffiana.

Og den højere, blomstrende staude er vedvarende måneskulpe/ lunaria redivia. Herunder ses ses den i sit smukkeste stadie med kontrasten mellem knopperne og de udsprungne blomster.

De næste billeder er fra surbundsbedet, hvor der er kommet gang i trillium grandiflorum, både den enkelte og den dobbelte.


Den opmærksomme billedkigger har måske observeret, at bladene ikke ligner trilliumblade. Forklaringen er,  at den fyldte trillium slås om pladsen med den fyldte blodurt, som nu er afblomstret. Hvad man ikke kan se, er, at stjernemagnoliaen hvælver sig over bedet, og at en pikstenssti snor sig foran det.  Begge dele tror jeg bidrager til at skabe et godt mikroklima til stauderne.

Persisk vibeæg/ fritillaria persica green dreams er voldsomt imponerende. De store fritillarialøg har jeg i øvrigt lagt i den tørre jord foran træer efter at jeg på efterårets løgmesse hørte, at kejserkrone godt kan lide at stå tørt, f.eks. ind under en hæk.

Kæmpedøvnælde eller kæmpetvetand/ lamium orvala i to farver er en nydelig haveplante, hvor  man ved nærmere eftersyn bliver overrasket af de smukke blomster. Den er klumpdannende i modsætning til de fleste lave døvnælder, der breder sig uhæmmet og danner brede tæpper.

I går havde jeg ondt i halsen, feber og snotnæse, så det var ikke meget, jeg bevægede mig udenfor. Sidst på eftermiddagen sad jeg dog lidt og vegeterede på en bænk ved husgavlen, og der fik jeg øje på noget forandret ved denne trækrone.

Nok har det været meget tørt, men at duetræet/ davidia involucrata skulle være begyndt at visne, var alligevel lige voldsomt nok.

Sandheden var heldigvis, at træet er startet på en enorm blomstring. Den har blomstret før, men altid yderst beskedent.

Blomsterbladene, som jo er dækblade og ikke kronblade, er stadigvæk temmelig grønne. Når de bliver helt hvide, bliver blomstringen endnu mere iøjnefaldende.