Indlæg

Det er her, det foregår.

Billede
I april måned er det det gamle surbundsbed med stjernemagnoliaen til venstre og stewartia til højre, der er centrum for rigtig meget af det, der blomstrer. Der er noget rent og purt over magnoliaens hvide blomster, selvom nogle af dem har fået et lille svirp af nattefrosten, og det er der også over den fyldte blodurts blomster, som man finder nede i bunden af bedet. Det føles som ren luksus at have den som bunddække.


I forgrunden i midten af bedet står rhododendron schlippenbachii foran pachysanthum,  begge med hvide blomster med et strejf af rosa.


Når man ved det, kan man lige skimte en enkelt camelliablomst til venstre for stewartiaens stamme. Blomsterne er de typiske, symmestriske camelliablomster; men det skinnende løv er næsten lige så fint som blomsterne. Sidste år var de fleste blomster stribede.

Disse to småplanter bidrager ikke til bedet med ret meget. Til venstre er det hundetanden erythronium sibiricum, som desværre kun har en enkelt blomst, og til højre helleborus tibetha…

skæve eksistenser

Billede
Dagens indlæg starter med clematis Pixie, som indtil videre har stået i drivhuset. Det er egentlig en utrolig nøjsom klematis. Jeg gøder den lidt, nu hvor den blomstrer, og når den er afblomstret, fornyr jeg det øverste jordlag med noget kompost og stiller den i halvskygge og prøver at huske at vande den engang imellem. Til efteråret vender den så tilbage til drivhuset.
Nu til dagens emne. I sidste uge beskrev Lisbeth levende sine genvordigheder med et fyrretræ, som pure nægter at vokse ret op i den klassiske pyramideform, som hun ønsker. Det fik mig til at kigge nærmere på, hvad vi har af mere eller mindre skæve eksistenser. Den skæveste er uden tvivl pinus strobus Shaggy Dog, der på samme tid har en både vandret og lodret vækstform, som ender med at få den til at ligne en langhåret hund.  Vores er indtil videre mere opret, end jeg egentlig havde forventet, og vi følger spændt dens videre udvikling.

Tidligere i år beskrev Carina et lignende problem med pinus contorta Chief Joseph, s…

"og hvilket forår blev det"

Billede
Tja, indtil videre har det været et forår på godt og ondt. Det onde vil jeg ikke komme nærmere ind på - det fylder kun alt for meget, som det er - men det gode forår i haven kan jeg ikke få nok af.
For mange haveejere er forårets højdepunkt tulipanernes blomstring: men fordi de ikke bryder sig om vores lerjord, og fordi rådyrene har snuppet alle de lækre knopper, der trods alt var at finde, er de ikke mine favoritløg. Lige her og nu er det narcisserne, jeg nyder mest. De helt almindelige, stærktgule  påskeliljer har jeg forsøgt at samle ved indkørslen, hvor de afløser vintergækkerne foran syrenhækken. Det syn holder jeg meget af.
Inde i haven er det andre typer, jeg prøver at holde mig til. F.eks. kan jeg rigtig godt lide de forholdsvis små narcisser, som lægger kronbladene bagud som Jenny herunder.
I sandbedet fandt jeg denne potte med en lignende, men lidt mindre narcis (også en cyclamineus)  sammen med ipheion uniflorum/ vårefeion. Den slags lave lerpotter er jeg i øvrigt vild med…

småt og stort i martshaven

Billede
Vejret i den seneste tid har næsten været for godt til, at tiden skal bruges på at sidde ved computeren og lave blogindlæg. På den anden side er er foråret et af de bedste tidspunkter at være haveejer på med alle de buske, løg og stauder, der springer ud og begynder at blomstre og fortjener at blive foreviget. Dagens indlæg starter med akebia quinata/ femblad med blomsterne på det første billede og på det andet billede selve planten, der slynger sig som en fletning op ad en navr / acer campestre.
Snepryd /chionodoxa  danner et blåt bunddække under akebiaen og har efterhånden forvildet sig rundt i hele haven, hvor den både kan dukke op enkeltvis og i grupper.
Heloniopsis orientalis er efterhånden en del år gammel, men er ikke vokset ret meget. Måske står den for skygget.
Denne påskeklokke kommer med i indlægget, fordi den i morges lå henad jorden. Lidt op på formiddagen rettede den sig op, så solen kunne oplyse prikkerne på den midterste blomst.

Solen kunne nemlig godt lide prikker he…