onsdag den 17. juli 2019

Et minibed plus det løse

Lad os starte med det løse. I skovhaven har vi skåret en taksbusk tilbage, som er vært for clematis vit. venosa violacea. Jeg skulle lige Google det lange navn og fandt i samme ombæring ud af, at den stammer helt tilbage fra 1882. Den har ellers et moderne udtryk i mine øjne.


I bedet overfor står der en bregne, vi hjembragte fra markedet i Kiekeberg i april. Blechnum chilense/ chilensk kambregne er ikke 100% hårdfør i Danmark, så sidste gang, vi havde den, voksede den i en krukke og blev taget ind om vinteren. Det blev jeg træt af og plantede den ud et beskyttet sted. De første par år vinterdækkede jeg den med grangrene. Det gik godt, omend den ikke ligefrem voksede, indtil jeg glemte vinterdækningen, hvorpå planten prompte gik ud. Åbenbart er jeg ikke blevet klog af skade, for jeg har tænkt mig at gentage "successen" bare med en anden placering. Jeg har dog en noget bedre mavefornemmelse denne gang, især fordi bregnen er vokset godt siden plantningen.

Nu jeg er ovre i bregneafdelingen, viser jeg lige en temmelig speciel fjerbregne, athyrium filix-femina ‘Dre’s dagger’

Der er to ting, der udmærker den i forhold til andre fjerbregner, dels at bladene sidder sådan, at de sammen former et X , dels at der dannes en dusk for enden af hver stilk og faktisk også hvert eneste blad.

                                                    


Nu til minibedet. For fem år siden i New York så vi kinesertræet/ koelreutia blomstre på livet løs, så sådan et måtte vi da også have. Problemet var at finde en god placering, fordi vi i forvejen har masser af træer i haven. Løsningen blev et lille cirkelrundt bed i græsplænen. Der blev målt op på mange forskellige måder, for de to bede, træet står imellem, er nøjagtigt spejlvendte i forhold til hinanden, så proportionerne ville blive forrykket, hvis det nye bed ikke blev anlagt helt præcist.

Bedet blev afgrænset af jernringen fra et hjul fra en stivvogn. I dag har træet en fodpose af pink stauder.  I forgrunden til venstre står  en staudesalvie, til høje ses en kombination af campanula punctata og en stjerneformet geranium ( formentlig oxonianum thurstowianum), og i baggrunden til venstre er det campanula x pink octopus.



Pink octopus er en krydsning mellem punctata og takesimana, som ses herunder. Mærkeligt at den så har fået sådan en fliget blomst.

Tone i tone kan godt blive lidt for tamt for min smag. Det skulle ikke undre mig, hvis der en dag pludselig står en salvia caradonna i bedet.

Formklipning er overhovedet ikke min force; men da jeg på et tidspunkt stod med en kasse stiklingeplanter af buksbom, som jeg ikke havde en bestemt plan for,  kom jeg på den ide at bruge dem til at danne en stiliseret blomst her i bedet. Den dukker op, når stauderne er visnet ned, og danner baggrund for løgplanter og primula om foråret.

Tilbage til det løse. Roguchi  svigter aldrig, og det er en daglig fornøjelse at passere forbi planten til og fra dagens gøremål.

Liljen Eyeliner står lige i nærheden og overrasker med de raffinerede farver, når man går tæt på blomsten, som umiddelbart på afstand ser rent hvid ud.

fredag den 12. juli 2019

frodighed

I dag har jeg valgt at vise en række billeder, som jeg synes viser, hvor frodigt julihaven står i år. Måske virker frodigheden ekstra overvældende oven på og sammenlignet med den sommer, vi oplevede sidste år, og som bestemt også havde sine store fordele, selvom frodighed absolut ikke var en af dem.
Magnolia grandiflora Goliath har leveret sin første blomst og har yderligere tre knopper, som sikkert også når at springe ud.

Dens nærmeste nabo er en mørkeblå ridderspore, som blomstrer flot. Den er vi virkelig stolte af, da vi ellers ikke har haft succes med riddersporer - mærkeligt nok, for vores lermuld burde passe godt til dem.
            

Her ses de to planter sammen i deres fælles miljø.

Acanthus Hollard's Gold har en enkelt blomsteraks og har fået besøg af clematis durandii. Begge planter er kraftige og frodige.

Allium globemaster blomstrer senere end de fleste andre prydløg og er markant højere og større. Selvom der kun er fire blomsterhoveder, dominerer de alligevel i prydhaven.


Den klassiske hydrangea macrophylla havde det rigtig slemt sidste år; men efterhånden er jeg ved at have lært, at tørkeskader ikke nødvendigvis er synonymt med en dødsdom.

Sensommerbedet i juli måned domineres af baltisk persille/ cenolophium denudatum, som for resten er nem at så.



Her ses russisk mandstro/ eryngium planum og den spinkle solhat echinacea paradoxa i forgrunden.

Salvia bulleyana har udviklet sig til at danne fodpose for brogetbladet etagekornel/ cornus controversa variegata. 


De blå planter er honningurt - et nemt og selvsået bunddække, som kommer år efter år, selvom jeg fjerner planterne efter blomstringen

Her ses vestsiden af det samme bed.

Og til sidst bedet med især buskroser. Det lille træ er en hanesporetjørn. Der ser så ryddeligt ud på billedet, synes jeg, og jeg tror det skyldes de forholdsvis mange lige linjer, der kan ses rundt omkring.




onsdag den 10. juli 2019

fem liljer og en rose

Ingen indledende manøvrer i dag - jeg kaster mig lige ud i de udvalgte planter.
Lilium formosanum pricei er en finurlig lilje - på samme tid stor og lille. Den længste stængel er kun 26 cm lang, mens blomsten måler omkring 14 cm. Det allersjoveste er, at der i år er dukket en håndfuld små, græslignende frøplanter op rundt omkring planterne. Dem tror jeg, at jeg vil lade stå og passe sig selv.


Det ser ud, som om vi har haft held til at skabe et miljø, den trives i, en lun og veldrænet plet foran stenene, der danner sydkanten i spaltebedet.

På et tidspunkt i udviklingen ligner knoppen nærmest næbbet på en pelikan. Jeg har et par gange set løg eller småplanter af den til salg på plantemarkeder i sensommeren og kan absolut anbefale, at man forsøger sig med den.

For to indlæg siden viste jeg kæmpelilje/ cardiocrinum giganteum. Der er en enkelt blomst tilbage, men heldigvis udvikler den iøjnefaldende frøstande henover sensommeren, og begyndelsen til  dem kan allerede anes.

Meget mindre iøjnefaldende er cardiocrinum caudatum var. glehnii. Dels er blomsterfarven nærmest grøn, dels er højden under en meter. En større flok ville sikkert se godt ud, men en enkelt plante i blomst forsvinder næsten blandt de andre planter i bedet. I virkeligheden ville den nok have gjort sig allerbedst i et stenbed.

Hybridliljen Lankon mistede jeg i haven første gang, jeg anskaffede den. Derfor bruger jeg den nu som krukkeplante, og det er gået fint indtil videre med at overvintre løgene på den måde.

Der eksperimenteres jo hele tiden med at skabe nye liljehybrider, og ind imellem lykkes det bestemt at skabe liljer, som både er smukke og sunde og formeringsvillige; men sandt at sige tilhører jeg personligt den gamle skole, der foretrækker de rene arter som f.eks. lilium canadense. Desværre har jeg endnu ikke helt  knækket koden til at få den til at trives godt og formere sig.; men jeg har ikke givet op :-)

 En enkelt rose: Red Eden/ rød Willestrup er en forholdsvis lav slyngrose, som i størrelse passer godt til Sørens rosenstativ.

Red Eden har ikke noget som helst med den ægte Eden/ Willestrup at gøre.

Hvorfor den så alligevel har fået det navn, har jeg ikke kunnet finde ud af, men gætter på, at årsagen skal findes i de utroligt fyldte og velduftende blomster.

fredag den 5. juli 2019

Helt uenig

For en gangs skyld er jeg helt uenig  med Monty Don, som på Gardeners World beskriver deadheading af roser som "a gentle and meditative job", som tilmed stimulerer  dannelsen af endnu flere blomster.

For det første er rosernes torne utroligt generende og alt andet end "gentle". Hver eneste gang, jeg har deadheadet roser, ender jeg uvægerligt med forrevne underarme og hænderne fyldt af irriterende, bittesmå stikker, som er noget så besværlige at fjerne. Hvorfor bruger du ikke nogle beskyttende handsker, spørger du sikkert, og Søren har faktisk et nydeligt par liggende; men de gør det umuligt at arbejde præcist nok, og resultatet ville sikkert ende med at blive massser af knopper på jorden i stedet for på busken.

For det andet har vi en del buskroser, og de remonterer jo næsten ikke; men alligevel pynter det på dem at få fjernet de visne blomster og de grimmeste kviste. Desuden kan jeg sagtens finde på at beskære dem, så de har en kønnere facon resten af sæsonen.

Tag f.eks. Rosa de Recht. Når den er afblomstret, er glansen virkelig gået af Sankt Gertrud, og når den i tilgift generer Raubritter, som lige nu står på sit højeste, er sagen klar - busken skal beskæres, hårdt!  Sådan en proces er overhovedet ikke meditativ. Tværtimod kræver den mange overvejelser og beslutninger, og der skal talrige knæbøjninger til  for at analysere præcist, hvor saksen skal sættes ind.

Nu ligger to tredjedele af rosen på græsplænen uden jordforbindelse, og der har åbenbaret sig en nydelig lille busk, som ikke tager pynten af omgivelserne. I tilgift kan man nu nyde Raubritter fra flere vinkler og se, hvor fint den har indtaget sit stativ.

For det tredje, for nu at gøre brokkeriet færdigt, så er der slyngroserne. Når jeg deadheader dem, finder jeg uvægerligt lange stilke, som skal bindes op, hvilket det er noget af en kunst at gøre diskret, effektivt og allerhelst helt usynligt. Med Eden er det virkeligt  lettere sagt end  gjort, da de enormt fyldte blomsterhoveder er voldsomt tunge og nærmest insisterer på at hænge nedad.

Summa summarum: Det bliver aldrig i vores have, der vil kunne tages romantiske Instagram billeder af en smilende hvidklædt kvinde med en gammel patineret kurv over venstre arm fyldt med de skønneste, duftende rosenblomster og -blade og en trendy saks i højre hånd.
Så hvorfor har man overhovedet de besværlige buske i haven? Det er der simpelthen kun et svar på - blomsterne!!!!!

mandag den 1. juli 2019

et planteportræt - sort of.

Tilbage i firserne, da jeg havde travlt på gymnasiet, og børnene var små, blev der alligevel lidt tid til overs til at dyrke haven og min planteinteresse. Det havde min svigerinde spottet, så hun sørgede for, at jeg kom med i en gruppe af haveglade/gale kvinder, som på skift  besøgte hinandens haver og arrangerede ture til planteskoler  - dem var der mange flere af dengang.

I Margrethes have stødte jeg for første gang på sommerfugleblomst/ gillenia trifoliata/porteranthus trifoliatus og forelskede mig på stedet. Desværre var Margrethe ikke den type, der gavmildt delte ud af sine skatte, så i en del år var den fast inventar på min must-have liste.

Nu har den været en skattet del af staudebedet i årtier. Hvis man inddeler stauderne i divaer, som trives bedst i rampelyset, og selskabsplanter, som er tilfredse med at komme i anden række og har som  opgave at fremhæve naboplanterne, må jeg nok nødtvungent placere sommerfugleblomst i den sidste kategori.




Og så dog! Der er noget helt utroligt graciøst over den store staude med de flagrende hvide stjerner. Om kort tid vil den desuden få et svagt, rødligt skær fra de små frøstande, og senere på året får  bladene høstfarver og bliver mørke og iøjnefaldende.

På god jord anbefales det undertiden at binde stauden op; men det kunne jeg aldrig nænne. Tværtimod er det i mine øjne helt i tråd med dens udtryk eventuelt at lade et par grene lægge sig ned over naboerne. Jeg er så nok heller ikke den mest pertentlige person, når det handler om haven.

I 2000'erne er det gået ned ad bakke med antallet af lokale planteskoler, flere af havedamerne, bl.a. Margrethe, er faldet bort, og internettet er kommet til med sine utallige fristelser. Det var da også på nettet, at jeg stødte på gillenia Pink Profusion, og som med den hvide gillenia, var der her øjeblikkeligt tale om en plante, som jeg absolut måtte eje.  Den skulle skaffes hjem fra Tyskland; men det er jo ikke et problem i dag.

Slægtskabet er tydeligt, men Pink Profusion har klart mere farve i blomster, blade og stilke. Det er en lækker, lille staude, og når den bliver større, er jeg ikke sikker på, at den vil nøjes med at være selskabsplante. Den kunne godt gå hen og udvikle sig til en diva, som ikke bare overlader rampelyset til andre.