hortofilia

I denne uge nåede jeg ikke meget ud i haven, og da jeg så tog min runde i går, kunne jeg se, at foråret var rykket ind i et nyt afsnit, nemlig det, hvor de store hundetand springer ud. I skovhaven er det White Beauty, og til sammenligning er den spinkle Hendersonii i et af surbundsbedene også begyndt at blomstre. Tilbage i skovhaven er det vedvarende skulpe, der er fuldt udsprunget. I det ældste surbundsbed står sclippenbachii både med blomster og masser af knopper. Bagved den står en stedsegrøn rhododendron i blomst og en camellia, også i blomst. I bunden af bedet står en fyldt primula, som har rigtig mange år på bagen, og den brogetbladede dværgskimmia har store, flotte blomsterklaser for første gang, bilder jeg mig ind, selvom den også har mange år på bagen. Magic Merlot Blodurt hører også hjemme i surbundsbedet. Hvilken der er kønnest, den fyldt eller den spinkle Star, kan jeg ikke afgøre; men hos os er den fyldte langt den mest robuste og den der, breder sig mest. På vejen til sur...

I weekenden læste jeg et indlæg på en engelsk haveblog, hvor emnet var påskeliljer,/narcisser og hvorvidt man kunne lide dem eller ej. Til min forundring kunne jeg læse, at der i England findes en gruppe mennesker, der kalder sig  I Hate Daffodils.  Hvorfor mon denne heftige modvilje mod en uskyldig plante, som de fleste mennesker vel tværtimod holder af og ser som symbolet på en ny start? Nymodens begrundelser, som at den er importeret og ingen pollen producerer og derfor ikke gavner biodiversiteten, giver jeg ikke noget for. Derimod har jeg en stærk formodning om,  at vi igen igen har at gøre med den forbløffende vidt udbredte modvilje mod farven gul. Sådan en idiosynkrasi er bare aldeles irrationel og skal derfor pakkes ind i rationelle begrundelser. Når det er sagt, vil jeg skynde mig at tilføje, at vi uden tvivl allesammen har den slags idiosynkrasier i en eller anden form, og jeg må tilstå, at jeg har det lidt stramt med den lille tete a tete narcis, som vælter frem...

  De seneste dage, ja faktisk siden starten af april, har det ikke kun mindet om forår derude. Det har simpelthen været forår og oven i købet et helt forrygende forår med strålende sol og vindstille.  Jeg tror, der bliver lagt flere år til mit liv, når jeg går en rundtur i sådan et vejr og nyder gensynet med de gode, gamle venner, der myldrer frem og præsenterer blomster og blade på flotteste vis. Jo, paeonia weitchii woodwardii blomstrer ganske rigtigt utroligt tidligt, længe før alle andre pæoner. Den plejer at springe ud i april, men er måske nogle få dage tidligere på færde i år. Pseudotrillium rivale i spaltebedet delte jeg sidste år med en vis bæven. Heldigvis har det bekommet den vel. Trillium kurabayashi er en helt anderledes form for trillium, mere grov og med en ret speciel farveholdning. Den fyldte blodurt er en anden af de gamle venner, som er sprunget ud i det flotte solskinsvejr. Der er flere, der skriver, at bladene kommer efter blomsterne; men jeg oplever nu, a...

En lille rundtur på den sidste lørdag i marts startede i skovhaven, hvor de mange påskeklokker fortsat skaber farve i skovbunden med deres langtidsholdbare dækblade.  I stedet for vintergækker og erantis er påskeliljerne  begyndt at blomstre. I den øverste runding står camellia Les Jury med perfekte blomster. Vi har nemlig ingen nattefrost haft, som har kunnet ødelægge dem. I et hjørne af surbundsbedet danner denne lave pileurt et diskret bunddække. Jeg plejer at kalde den persicaria tenuicaulis, men det ser ud til, at den nu mere kendes som bistorta tenuicaulis. Her kommer et reklamefremstød for dorothealiljens nære slægtning inden for hvidblomeslægten. Leucojum aestivum hedder den på latin, på dansk sommerhvidblomme. Den minder meget om en vintergæk, men bliver 40-50 cm høj. Modsat dorothealiljen er den strunk og opret i væksten. Den sidste påskeklokke til at springe ud i år har været den gule med røde prikker. Jeg kan oplyse, at den stammer fra planteskolen Barnhaven i Nord...