hortofilia

  Det ærgrer mig sådan, at jeg er elendig til at tage billeder af fuglene i haven. Enten når de at flyve væk, eller også ryster billedet. På min gåtur i går fløj en fiskehejre op nogle få meter væk, og da nåede jeg heller ikke at få kameraet op af lommen. Skovduerne har dog et roligt temperament og sidder i flere minutter det samme sted, hvor de observerer, hvad der foregår i nabolaget, så dem har jeg en fair chance for at forevige. Det kan godt være et problem at lave blogindlæg i januar, når man som jeg ikke vil gå i arkivet og finde billeder fra året, der gik. Det har jeg aldrig haft for vane, og i år, hvor det ville komme til at dreje sig om vores flytning m.m., ville det blive alt alt for nostalgisk.  I den gamle have havde jeg fokus på, at der skulle være interessante elementer året rundt, også i januar, og det vil jeg også bestræbe mig på i den nye. Kornellen midwinter fire er et godt eksempel på sådan et element, og den er jeg ved at plante et mindre busket af, og min ...

Her til morgen er der 1 plus grad, mens der var -8 i går eftermiddags. Lørdag nat nåede temperaturen ifølge DMI ned på -14 grader. Da må jeg indrømme, at jeg blev bekymret for mine kamelier.  De fire af dem  har jeg plantet ud i surbundsbedet, mens de tidligere blev opbevaret frostfrit i drivhuset om vinteren. De står dog ret tæt på husmuren, og jorden er dækket af et lag nåle foruden et lag sne, så dem er jeg kun lidt nervøs for.  Mere nervøs er jeg derimod, når det gælder Beauty Blush med de små fine blomster. Den står nemlig i en krukke under udhænget ved døren, og jeg har intet gjort for at beskytte den. Google skriver, at den kan tåle ned til -11 - 15 grader, dog lidt mindre hvis den står i en krukke, så den har været tæt på grænsen af, hvad den kan tåle. Sidst i februar skulle den gerne begynde at blomstre. Så får jeg spændingen udløst. På et nærbillede kan man lige skimte de fine hår på kvistene. Man har da lov at håbe, at de fungerer som et sæt skiundertøj.  ...

Når jeg kører hjem til mit nye hjem, bruger jeg altid vandtårnet i Vinde som pejlemærke. Det ligger højt i Vinde Bakker og kan ses på lang afstand. I går og i dag bevirker sneen dog, at tårnet ligesom fortoner sig i snedisen.  Jeg synes, det er en flot bygning, og derfor har jeg researchet lidt på, hvem der er arkitekten bag, og hvornår det blev bygget. Det er fra 1963-64, og arkitekten viste sig at være en ungarer, Lazslo Buna, som kom her til landet sammen med en stor flok unge, ungarske arkitektstuderende henimod slutningen af 2. Verdenskrig. Han er et af de mennesker, man ind imellem støder på, der har sat meget få fodaftryk på internettet generelt, så hvilke bygninger har ellers har tegnet, har jeg måttet opgive at finde ud af. Jeg fandt dog ud af, at han og hans kone har haft en fælles interesse i racekatte 😊 Lidt fra haven: Det er mit indtryk,  der denne jul har været utroligt mange storblomstrende juleroser i handelen. Det var dog ikke sådan en, jeg købte,  men e...

 Kære medbloggere og andre, som måtte kigge indenfor her på bloggen. Jeg vil gerne sende jer en kort, forsinket  julehilsen. Julen 2025 har nødvendigvis været meget anderledes for mig og min familie sammenlignet med den jul, vi normalt har fejret. Alligevel er vi enige om, at den har været en god oplevelse at være fælles om.  En af de mere håndgribelige forandringer var, at juletræet i år blev til en lille omorikagran på rod med ledlys i stedet for levende lys. Nu står den ude på terrassen og venter på, at jeg får den plantet over i en krukke, hvor den kan stå og samle kræfter til næste jul. En dag senere: træet skulle kun vente en enkelt dag på at blive omplantet. Rhododendron sinogrande overvintrer nemlig i det nye haveskur og skulle flyttes over i en letvægtskrukke med hjul, så den ville kunne flyttes rundt med inde i skuret alt efter, hvor jeg har behov for plads.  Dens megatunge krukke fik jeg så bakset (læs trillet) om på terrassen, hvor grantræet kan blive stå...

  Det er min plan at blive mere aktiv som blogger, men årstiden i kombination med en nyanlagt have er ikke ligefrem de bedste forudsætninger for øget aktivitet. Selvom der er masser af stier her i området, henlagde jeg i dag min gåtur til byens stibro for cyklister og gående. Den ligger henover deltaet, hvor Karup Å munder ud i Limfjorden, og turistbrochurerne hævder, at den med sine 300 meter er landets længste.  Det er et hyggeligt sted at gå ture, og som billederne viser, klarede vejret mere og mere op, mens jeg gik, og til sidst var der både solskin og blå himmel.  På sådan en gåtur kommer man forbi et område med små fiskerhuse fordelt på 8 stræder med navne som Rejestræde og Flynderstræde. Der er ikke meget liv i husene på denne tid af året, men det kommer der. Tættere på vandet ligger Jollehavnen. Der var også temmelig stille og fredeligt. Der sad dog fire mænd i en døråbning og hyggesnakkede over en øl. De længtes garanteret som alle os andre efter,  at vejret...

D. 7. november sov Søren stille ind. Et kort, men intenst sygdomsforløb tappede ham ubønhørligt for alle kræfter. 24. juli fik han sin diagnose uhelbredelig lungekræft, og mindre end fire måneder senere måtte han kaste håndklædet i ringen. Vi var begge to lykkelige for, at vi nåede at sælge gården og flytte i vores lille hus, inden sygdommen for alvor slog til. Vi nåede også at sparre grundigt og hyggeligt med hinanden om, hvordan haven kunne indrettes.  Hvordan min egen haveinteresse kommer til at udvikle sig, nu hvor jeg har mistet min havemakker gennem 48 år, er det umuligt at spå om. Men et er sikkert, nu er det uigenkaldeligt slut med Sørens finurlige og håndsnilde projekter i sten og træ og jern. Selvom jeg måske ikke er her til jul, sagde Søren en dag, så har jeg alligevel et julegaveønske, nemlig 2-3  fuglehuse, et med et lille indflyvningshul til blåmejser, og et eller to, der passer til de forskellige andre småfugle. Det ønske får han helt sikkert opfyldt.