Små havejobs i februar


Bispehue/ epimedium har det ligesom påskeklokkerne, at de gamle blade tager pynten af de nydelige blomster. Derfor har jeg brugt et par timer på at klippe dem tilbage, inden blomsterstilkene har nået at blive så lange, at det bliver besværligt at gøre det.  Som det ses, var det lige i rette tid.


Der var dog en enkelt, jeg ikke kunne nænne at klippe tilbage pga bladenes flotte farve. Det er en variant af ep. wushanense.


Et andet job handlede om kæmpelilje/ cardiocrinum, hvis skulpturelle frøstand har stået strunk hele den regnfulde vinter.  Den har produceret 3 nydelige sideløg, som nu skal plantes om og have noget ekstra dræn og noget næringsrig jord. Regnvejret lader jo til at være kommet for at blive, og der vil gå nok 3-4 år, før løgene er klar til at blomstre. Det job er dog blevet udsat til en dag, hvor det ikke stormer og regner.

En tredje opgave, som ikke decideret er et havejob, bestod i at fotografere den lyserøde anemone tilfredsstillende. Selv når jeg beundrer den på afstand inde fra mit kontor, trænger farven fint igennem; men på de billeder, jeg tager, bliver resultatet blegt og udvandet. I dag har jeg forsøgt at redigere farverne lidt og samtidig holde dem realistiske.


Et fjerde job var at regulere presset på fritillaria raddeana, som jeg viste i sidste indlæg; men det viser sig, at den allerede er begyndt selv at rette sig op. Måske kommer den ikke engang til at få behov for opbinding.

Skovhaven er et af de steder, hvor påskeklokkerne blomstrer i stor stil. Resten af året danner de et fint bunddække, som holder ukrudtet væk. Billedet bliver bedre, hvis man klikker på det.

Kommentarer

  1. Fedt billede af skovbedet, påskeklokker er virkelig godt bunddække. Jeg har også været ude for at tage billeder af påskeklokker og påskeliljer, men jeg har nu ikke lavet andet end det. I morgen skal jeg vist også i gang med at klippe bladene af epimedium, men vejret er ikke tillokkende til havearbejde, slet ikke når der står vand derude. I morgen lover de sol her og kun regn kl. 7, til gengæld skal det stadig blæse rigtig meget.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nogenlunde den samme vejrmelding, som vi kan se frem til. Måske kan jeg få sat flueben ved liljeløgene.

      Slet
  2. Så vakkert ditt skogbed er. Påskeklokker er nok et flott bunndekke hos deg ha, for de ser jo ut til å stortrives. Det må være fantastisk å ha så mange som du har 😊

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Marit. Ja, de lader til at trives i vores lerjord, og så giver Søren den en håndfuld kalk ikke hvert år, men alligevel ret ofte.

      Slet
  3. Hej Marie

    Lyse blomster kan ofte blive triste at se på - Ved den flotte Hepatica du viser kan man evt underbelyse lidt feks -1 - er det derimod hvide blomster er det ofte en overbelysning der skal til.
    Alletiders at raddeana retter sig!
    Den blomstrende skovbund ser super ud:)

    Ha en dejlig ny uge

    Ha en dejlig ny uge

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for kommentaren, Karsten. Her om vinteren og på en gråvejrsdag er det specielt svært at lokke farven frem, nærmest uanset hvad man forsøger sig med, synes jeg. Mit kamera har jeg altid indstillet til at underbelyse 2 trin.

      Slet
  4. Flot skovbed,, Er det hasselurt du osse har i bunden. Kvæler de ikke påskeklokkerne? jeg er lidt efter mine hasselurt, de er lidt for villige til at frøsprede sig, syntes jeg. Og de lægger sig ned om foråret og lade skvalderkål gro op, og så kommer de fint under "kålen". Det var ikke meningen. Til gengæld er bispehue super til at holde skvalderkål i ørerne. Mine er slet ikke så langt fremme med blomsterne. Heldigvis, for det varer noget før jeg når til at klippe dem ned.
    Hilsner Gunvor

    SvarSlet
  5. Tak, Gunvor. Indtil videre har de to planter fungeret ok sammen; men jeg har rent faktisk haft kig på hasselurten og overvejet, om den skulle fjernes. Det kan bare godt vise sig at være lidt besværligt, forestiller jeg mig.

    SvarSlet
  6. Det ser supergodt ud med påskeklokker som bunddække...her vil de bare ikke gro, så det har jeg opgivet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er der jo desværre ikke noget at gøre ved. Til syvende og sidst er det planterne og jordbundsforholdene, der bestemmer; det må vi lære at leve med, selvom det godt kan være irriterende ikke at kunne have de planter, man ønsker sig.

      Slet
  7. Hej Marie!
    Helt fantastiskt med alla Julrosor och snöklockor. Det ser ut som en dröm, är glad för de som trivs och blommar hos mig. Söt liten anemone vid foten av en svamp.
    Ha en fin ny vecka /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak i lige måde, Marika. Det er skovhaven højdepunkt lige nu, hvad blomstring angår. Ellers er det mest forskellige bladformer, der dominerer

      Slet
  8. Dejlig skovbund, du har. Bent har også pelset vores bede med bispehue. Det er langt fremme i bunden, og han fik vist også klippet en del blade på de små minipåskeliljer. Forhåbentlig bliver de pæne alligevel.
    Mange hilsener Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Der røg også nogle forskellige ting, som ikke skulle fjernes, da jeg var i gang med saksen. Skovbundeni første etape af blomstringen. Anden etape er anemoner og påskeliljer, som jeg har set blomstre i andre haver. Hos os går der noget tid endnu. Det dur heller ikke, at forårsblomstringen foregår om vinteren.

      Slet
  9. Så vackert du har det i skogsträdgården :) Jag tittade på mina julrosor idag och funderade på vad jag ska göra med de olika färgerna. Nu fick jag en idé om en skogsträdgård där jag kan samla de i olika grupper...

    Har klippt alla Helleborus men inte en enda Epimedium. Vädret har varit eländigt regnigt de sista dagarna men på onsdag kan jag kanske ta sekatören och göra det.

    Ha det gott! Carina

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, regnvejret kan sagtens sætte en stopper for planer om at klippe planter tilbage. De sidste par år har jeg omfordelt juleroserne i skovhaven i grupper efter farve, mens de oprindeligt stod mere blandet; men det blev til sidst for rodet og uoverskueligt at kigge på. Der dukker stadigvæk nogle "fejlfarvede" frøplanter op i grupperne, men ikke værre end at de nemt kan fjernes, hvis de stikker for meget ud fra de andre.

      Slet
  10. Der kan sagtens laves noget i haven på denne tid, men vejret sætter godt nok nogle begrænsninger.
    Flot billede af Skovbedet og hvor er den Anemone sød.
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har du fuldkommen ret i. De store græsser skal egentlig klippes ned, men det er udelukket med al den regn. Anemonen stammer fra Blomstertøsen.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

blomsteramok

En nødtvungen pause

gårdspladsen og blomster hist og pist

Maj måneds kulde, gør laderne fulde

Hvad er du for en fætter?