Burgundy Ice m.m.


Burgundy Ice er simpelthen så morsom at følge. Smuk i klassisk forstand er den spinkle busk vel ikke. Den har et udtryk, der får mig til at tænke på en diva, som dulmer bevidstheden om sit lurende forfald med en tår over tørsten. For at holde balancen må hun derfor støtte sig til en jernring. Alligevel har rosen  en vindblæst og skødesløs elegance med de smukke blomster, hvis lækre farve understreges af de lyse bagsider og enkelte hvide blomsterblade.



Jeg tror ikke, der kan nævnes et eneste punkt, hvor Sally Holmes ikke er den diametrale modsætning til Burgundy Ice.

Det var dagens roser. Næste punkt er to store violfrøstjerner. Den første er klokkefrøstjerne/ thalictrum rochebrunianum. Den kendes let på de to meter høje, stive stilke, det kraftige løv og de små blomster med de iøjnefaldende gule støvdragere.


Den cremegule dasycarpum har ikke et dansk navn. Også den har stive, to meter høje stilke, som ikke vælter. Deres mørke farve giver en flot kontrast til blomsterrigdommen og skaber noget struktur i den store staude.

Blomsterne består udelukkende af støvdragere, og hanplanterne skulle være mere iøjnefaldende end hunplanterne, så jeg gætter på, at vores er en hanplante..

Den største kontrast, jeg har kunnet finde til den cremefarvede violfrøstjerne bestående af støvdragere, er diffusiflorum, som siges at have den største blomst med de flotteste kronblade inden for slægten. Begge er umiskendeligt violfrøstjerner, men vidt forskellige, ikke bare i blomsten, men også i væksten, idet diffusiflorum har svært ved at holde sig oprejst.

En kæmpe mere; Persicaria polymorpha er en kæmpestor pileurt, som ikke skal forveksles med den invasive, japanske pileurt. Den kan minde om fjerbusk/ aruncus, men er meget mere kompakt og blomstrer meget længere tid. Den passer godt ind i en stor have som vores.


Her har en hvid staudeklematis lagt sig henover en vortemælk/ euphorbia.

Og her har den fyldte smalbladet klokkeblomst (campanula persicifolia) brugt en uldpil (salix lanata) på samme måde. Det er en løsning, som passer mig fint; for stauden ville se fjollet ud bundet op på en eller anden  måde.


Fordi jeg ved, de er der, kan jeg identificere13 forskellige planter i det sidste billede omme fra sensommerbedet. De tre dominerende stauder er mjødurt (filipendula purpurea),forskelligbladet tidsel (cirsium heterophyllum) og baltisk persille (cenolophium denudatum) i baggrunden. Så er der en spydverbena, som rager op, og de dinglende blomster af en hvid kvæsurt (sanguisorba tenuifolia alba). I forgrunden noterer jeg mig især de små, lyserøde prikker af en nellike (dianthus carthusianorum). Jeg synes rigtig godt om motivet på billedet, men kan ikke lige sætte fingeren på, hvad det er, der gør det; måske er det flere ting.

Kommentarer

  1. Det kan jeg godt forstå, motivet er også flot, det er nok farverne, som harmonerer fint. Fin beskrivelse af dine frøstjerner, jeg har et par store/høje jeg skal ud og kigge på nu, de er begge højere end mig. Den ene skal flyttes efter blomstring, den er alt for stor til hækbedet.
    Burgundy Ice har jeg fået sat for meget i skygge, så der er ingen blomster. Jeg synes, den skulle stå sammen med Burgundy Rambler, men det synes den ikke om.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan godt være, at det er farverne, der gør det. I hvert fald er mjødurten ikke så neonpink her i bedet, som den er i mere grønne omgivelser. Jeg kunne sagtens forestille mig, at skygge ikke er godt for Burgundy Ice. De spinkle grene skal have så meget lys som muligt.

      Slet
  2. Hm, så vil jeg ikke være så bekymret over min B. ice. Den er nemlig osse meget spinkel. Super sammenligning du giver den, hihi. Faktisk ret rammende.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Spinkel er den jo, men blomsterne er simpelthen så lækre.

      Slet
  3. Din beskrivelse af Burgundy Ice er så fin - for lige netop sådan er den jo. Lidt skrævlet, men utrolig smuk i blomsten. Jeg så den i botanisk have i Sydney og tænker ofte på den dernede når jeg ser min.
    Dine violfrøstjerner er da helt enorme og billedet med de mange planter foran den røde væg er så fint.

    SvarSlet
    Svar
    1. Måske er Sydney det helt perfekte sted for Burgundy Ice. Danmark er måske for køligt et sted til den. Den røde væg er måske netop det, der holder sammen på bedet med de mange planter.

      Slet
  4. Hej Marie!
    Burgundy Ice är riktigt läcker, färgen är vacker med de olika skiftningarna. Den vita Campanulan är jag väldigt förtjust i, har den i blått och vitt i en enkel variant, som härstammar från min Farmors trädgård. Tror inte jag har sett en dubbelvariant.
    Ha en trevlig helg /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Din kommentar får mig til at tænke på, at nogle af de stauder, som var almindelige, dengang vi var børn, efterhånden er blevet mere eller mindre sjældne, og jeg tror jo.a. det gælder flere campanula.

      Slet
  5. Burgundy Ice er en av mine favirittroser, og den tåler vinteren godt her hos meg. Den hvite staudeclematisen er så fin. Den har jeg aldri sett i salg her. Den er så vakker med sin rene hvite farge. Det hadde vært fint om du kunne sendt meg en melding via bloggen 😊

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Marit. Jeg har prøvet at sende en besked via kontaktskemaet på din blog to gange inden for de sidste ca 10 dage. Det er underligt, at de ikke er kommet frem. Mon de er blevet kategoriseret som spam? Her får du min mailadresse, og så kan vi håbe, det lykkes bedre ad den vej.
      hemach7@gmail.com

      Slet
    2. Hej Marie

      Jeg har ikke det jeg vet om hatt pronlemer med kontaktskjemaet på blogger, men noe problem må det jo være. Jeg har gått igjennom spamfilteret, og det var ingen mail fra deg der heller. Da prøver jeg å sende deg en mail på vanlig måte 😊

      Slet
    3. Netop. Så kan vi maile til hinanden.

      Slet
  6. Hej Marie

    Burgundy Ice er måske ikke den sundeste rose - men som du skriver har den de flotteste blomster.
    Du har da fået lidt af en samling Thalictrum, din fine diffusiflorum er da fin og viser også hvorfor nogen åbenbart taler for at indlemme denne slægt i Aquilegia.

    Flotte billeder!

    Ha en dejlig dag

    SvarSlet
    Svar
    1. Dens vækst synes jeg minder om spinkle bourbonroser som f.eks. Pierre Oger. De strutter heller ikke ligefrem af sundhed. Diffusiflorum har jeg før mistet. Denne gang har jeg fulgt rådet fra Crug planteskolen, hvor den er købt, om at lade den etablere sig i en krukke det første år.

      Slet
  7. En fordrukken rose... ;-)))
    Diffusiflorum er ikke let at skaffe, kan jeg se. Den er ellers flot i blomsten. Jeg kan godt lide sådan nogen, der vælter lidt rundt.
    Sidste billede har flotte farver, der er godt fordelt og matcher hinanden godt, synes jeg. Det gode ved digitale billeder er, at man kan skyde lidt rigeligt og ramme et pletskud fra tid til anden. Det er i hvert fald min taktik :-)
    Mange hilsener Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen ser den ikke temmelig fordrukken ud? Diffusiflorum kan nok ikke opdrives i Danmark, så den må være besværlig at formere. De fleste af mine billeder bliver skrottet - det indrømmer jeg blankt

      Slet
  8. Hei Marie.
    I dag falt jeg for den hvite staudeclematis. Enkel, men nydelig.
    Heldig er du som har violfrøstjerner med stive stilker. Mine to må jeg binde opp.
    God helg.
    Hanne-Lise.

    SvarSlet
    Svar
    1. Den hvide klematis er også en af mine favoritter. Vi har også violfrøstjerner, som skal bindes op. Det er ulige lettere, når de kan stå selv.

      Slet
  9. Jeg falder også for det sidste billede. Jeg tror, den røde mur giver ro og stabilitet til billedet. Det understreges af tidslen og persillen, der står med stive oprette stængler. Hertil udgør de meget forskellige og mere “løsslupne” blade en fin kontrast. Nå, men det skal jo ikke være en billedanalyse🤔, så jeg vil bare lige tilføje, at det er nogle rigtig fine stauder.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var ellers en fin billedanalyse 👍 Det kan være godt engang imellem at standse op og reflektere over, hvad det i grunden er, man ser, og hvorfor man kan lide eller ikke lide det.

      Slet
  10. Den första rosen var läcker i sin mörkt rödvioletta färg och silveraktiga baksida. Och sen var den cremevita Thalictrumen magisk. Den får jag kika efter i frölistor framöver.

    Den sista bilden över planteringen - det är så vackert!

    Ha det gott! Carina

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for kommentaren, Carina. Og lykke til med at finde frø af dasycarpum.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

blomsteramok

En nødtvungen pause

gårdspladsen og blomster hist og pist

Maj måneds kulde, gør laderne fulde

Hvad er du for en fætter?