hortofilia

Ja, det er et eksistentielt spørgsmål for en staudeklematis. Tag f.eks. Roguchi - den klatrer pænt, hvis den får tilbudt noget at klatre op i, og når den når toppen af sit stativ, sender den sine stilke vandret ud i verden. Viorna klatrer også gerne, men holder sig mere hjemme på sit stativ, når den er nået op til toppen. Stativet har nok at se til. Foruden viorna skal det også give plads til aconitum Red Wine og codonopsis rotundifolia var. angustifolia. De næsten uanselige integrifoliatyper foretrækker afgjort at kravle, hvad enten de er hvide eller blå. De lidt større typer kunne nok godt hjælpes i vejret med et stativ eller noget lignende; men i grunden kan jeg bedst lide effekten, når de kravler rundt i en anden plante, ligesom Arabella gør i den hvide høstanemone. Aljonushka gror på samme måde, en virkelig smuk klematis. Le petit faucon skal hjælpes lidt til at klatre op i en søjletaks - den er nemlig også en integrifol...

I fredags hentede vi vores parasol af pileflet, som efterhånden var blevet så skrøbelig, at der måtte noget nyt fletværk til. Oprindeligt er den købt på Sjælland; men på det årlige forårsplantemark ved Gimsinghoved har vi et par gange snakket med Jytte Kaltoft Brodersen, som hvert år har en bod med pileflet, og i år påtog hun sig så opgaven med at forny parasollen, og det synes vi, hun er sluppet utroligt godt fra. Lørdag gik med tiltrængt oprydning og tilbageskæring af afblomstrede planter. Søren ville dog gerne have min assistance for en kort bemærkning, da han lige ville fjerne et par grimme grene på det tibetanske kirsebærtræ. Så kort blev bemærkningen nu ikke, for inden vi så os om, lå der nærmest grene svarende til et halvstort træ på græsplænen. Beklager billedkvaliteten - grenene var næsten på vej væk, så jeg måtte tage billedet, selvom der var stærk sol. Det tog nu ikke særlig lang tid at rydde op efter operationen, og da plænen til sidst også var blevet slå...

Violfrøstjerner i alle afskygninger fra helt små miniatureplanter til høje, imposante stauder hører ubetinget til mine favoritter.  Uanset størrelsen er der noget elegant og forfinet over disse planter med det lette løv og de supertynde, forgrenede stilke. th. ichangense Delavayi, den mest udbredte, er vi så heldige, at der sår sig selv både som hvid og lavendelblå og en farve midt imellem - faktisk fjerner jeg hvert år mange af de spinkleste planter med hård hånd. th. delavayi album Uheldigvis er delavayi i vores jord så veg i væksten, at den tit kræver noget støtte for at holde sig oprejst, i hvert fald når den kommer op i en vis højde. Herunder ses en samling frøplanter i varierende højde sammen med Prince Charles. Nu til mysteriet. I år er der dukket en violfrøstjerne op i et bed, hvor jeg helt sikkert ikke har plantet nogen. Det specielle er, at den er over to meter høj og alligevel står flot opret helt uden støtte på næsten sorte stængler. Det...

blev et døgn, hvor vi fik 9 mm regn. Vi er ikke tilnærmelsesvis så tørkeplaget som mange andre, men alligevel gjorde regnen godt. I dag startede min tur med kameraet ved østgavlen og Hot Chocolate. På en måde har den førertrøjen på blandt roserne, idet den er langt henne i sin genblomstring. Den changerer på den mest raffinerede måde i mange forskellige farvenuancer, alt efter hvor gamle blomsterne er. Bemærk også det nydelige, nye løv. Det samme gælder i øvrigt  Alisar, Princess of Phoenicia som står lige i nærheden. En del af dens blomster mener jeg er forholdsvis små i år. Ved gavlen står også et opstammet husløg/ aeonium arboreum atropurpureum Schwartzkopf i en potte. Jeg har brugt en del småplanter af den som værtindegaver i år, og det er altid faldet i god jord. Lige rundt om hjørnet støder man på en stedsegrøn busk med hvide blomster. Det er nu lidt snyd; for busken er den hvide peberbusk/ daphne mezereum album, og de hvide blomster tilhører klematis ...