Et vanemenneske er man jo
- så jeg skal vænne mig til, at det er uklippet græs, jeg kigger ud på fra soveværelset om morgenen; men faktisk kan jeg rigtig godt lide udsigten. Kontrasten mellem det klippede og det uklippede kan noget, som man siger nutildags.
I blomsterengen er cosmos begyndt at blomstre og hæver sig op over kornblomst og morgenfrue.
Forbipasserende ryster garanteret på hovedet, når de ser, at jeg vander denne himstregims inde midt i blomsterengen; men det er altså en parykbusk, som med nød og næppe overlever tørken, og som agerer klatrestativ for en klatrende aconitum, som også lige akkurat overlever.
Den syriske rose Pink Chiffon har det derimod fint.
Det mørke, der kan skimtes bag ved mælkeklokken, er en mørkbladet hyld med en opret vækstform, som jeg har valgt, fordi den ikke kommer til at fylde ret meget i bredden.
sambucus nigra black tower
Claus Dalby
Indlæggets solhatte er ikke farvestrålende, men frøplanter, som har en fin størrelse til at blive plantet ud, når vejret er til det.
Lobelia er en anden staude, som jeg ynder at så. Der findes en vinrød variant, som vil matche samlingen fint.
compton pink starship blue gerardii vedrariensis
Ja men så kvitterer jeg med en kommentar til dig :) Når vi har en lille have, er vi nødt til at plante noget der kun vokser opad og ikke i bredden, vi har også flere søjletræer, det fungerer fint. Jeg har den samme hibiscus, som du har, min blomstrer ikke endnu og står ikke særligt godt. Det vilde skal man vænne sig til, men det ser nu ganske godt ud, i modsætning til mange andre have, hvor de kalder det vild have, fordi de ikke gider lave noget i den. Det gør du tydeligvis, hvor er det flot med alle dine solhat planter, det kan da blive til noget.
SvarSletDet er jo altid hyggeligt med en kommentar fra en kollega 🙂 Ja, det kræver ganske rigtigt en tilvænning at lade græsset gro, men en stor plæne er simpelthen for triviel for min smag. To pænt store grupper af solhatte er det, jeg går efter.
Slet