Forskellige småting

Rema 1000 ligger en passende gåtur væk; men det er farligt at handle der for tiden. De har nemlig spottet, at folk er vilde med solhat, så der står store, flotte potter af dem en masse ude foran butikken. Jeg har indtil nu været stålsat; for jeg ved udmærket, at det at købe sådan en hårdt fremdrevet plante er det samme som at købe en buket, som man nyder, mens den er frisk, og derefter smider på komposten. I stedet for er jeg begyndt at så solhat og holder mig til de enkeltblomstrende. Dvs for kort tid siden

opdagede jeg til min overraskelse en enkelt fyldt i den gruppe white swan, jeg såede for to år siden. 

Den gamle weigela, som skærmer haven ud mod stien, har en voldsom genblomstring. Den er dannet på nogle lange, træagtige grene, og set fra stien ser busken miserabel ud; men godt, det ikke er omvendt.

Astra nova hedder denne klematis, en gruppe 3 klematis, som skal klippes ned til foråret.

I går gik jeg pludselig i gang med at beskære en buksbombusk, som var blevet alt for kompakt og nærmede sig de 2 meter i højden. Egentlig ville jeg klippe den ind og beholde den som en slags kugle; men da jeg sad og drak eftermiddagskaffe og tog resultatet i øjesyn, indså jeg, at busken hverken var en kugle eller en kube eller noget som helst andet, og bestemte, at den skulle opstammes og smågrene fjernes, og nu kan det ikke gøres om. 

Blackthorn hedder denne kvæsurt, som er en af mine favoritter. Den står fint opret trods højden, og knopperne har en morsom udvikling.

Oreotrephes er en speciel rhododendron med sine blålilla farver. Desværre er min plante ikke helt på toppen, og jeg har fjernet flere grene, som simpelthen er visnet. Når vejret tillader det, skal jeg have kigget til roden og jorden, hvor den står, for at se, om der er noget, der kan forbedres

En anden lidt trist historie: I rigtig mange år har cyclamen været en stor interesse for mig, og jeg har sået utallige varianter, ligesom de bredte sig flere steder i den gamle have. Da vi flyttede gravede jeg en enkelt på størrelse med en håndflade op, og den har minsandten skabt en enkelt blomst. 

Det er jo helt fint; men jeg havde også en del små potter med, som der var liv i, da jeg tjekkede dem først på vinteren. Det var der bare ikke, da de skulle ud fra deres vinteropbevaring. De eneste, der er tilbage, er de fem knolde i beholderen her. Mon jeg kommer til at genoptage min interesse for cyclamen? Det ved jeg simpelthen ikke.

Sammenlignet med andre områder i landet skal jeg bestemt ikke klage over tørken, omend plænen så småt begynder at føles tør at gå på. Jeg vander de planter, der trænger mest og har nok overset, at hjertetræet egentlig står ret tæt ved et af birketræerne og er begyndt at krølle nogle af sine blade sammen. Nu får den også en tår, når jeg vander.

I dag har hot chocolate præcis de farvenuancer, jeg holder mest af. Andre dage kan den virke mere orange.