hortofilia

  Bedst som det var begyndt at smage af forår, vendte nattefrosten tilbage, og selvom solen skinnede i formiddags, var det fristende at rykke ind i det lune drivhus, hvor ferskentræet er sprunget ud. Jeg hørte en flue summe derinde, så bestøvningen kommer sikkert til at gå helt af sig selv. Desuden var der en lille buket af den brune fritillaria med gule rande. I efteråret kunne jeg ikke lige finde et sted i haven, hvor den kunne skrues ned. Derfor havnede den i drivhuset. Ellers er det kamelierne vi holder øje med. Mærkeligt nok er det vores ældste kamelia, som vi plantede ud i haven for en del år siden, der først er sprunget ud i år, mens der kun er lidt farve at skimte på dem, der står i drivhuset. Kobjælde/pulsatilla ligner grangiveligt små, forpjuskede fugleunger på det stadie, de har nu. Der er nogle fugle, som nipper af dem. Derfor har jeg beskyttet dem med et net. Endnu en påskeklokke. Cornus mas blomsten lægger jeg normalt ikke mærke til. Det er mest de små runde, knopper,...

Jorden er stadigvæk for kold og tung til, at det er en god idé for alvor at gå i kast med havearbejdet; men en let omgang oprydning i det fine vejr blev det da til i dag. Det er en hyggelig sport samtidig at undersøge,  hvor langt fremme i udviklingen de forskellige forårsplanter er. Pachyphragma macrophyllum er sprunget helt, mens pæonen og lungeurten står med store knopper,  som bestemt også er dekorative.  Den mørke pil stod med sine sølvgæslinger op mod en blå himmel,  under nøddehækken var en lille gruppe tete a tete s prunget ud, og de første lærkesporer viser farve.   Indlæggets påskeklokker udgør det, vi kalder for buen, set fra siden. Dagens favorit er helt klart de forskellige grupper med krokus. Man bliver simpelthen i godt humør, når de åbner sig mod solen og får besøg af insekter.  Samtidig er det morsomt at se, hvordan de krydser sig med hinanden og danner nye varianter. Hvilken fed dag, det har været!

Februar var vel i grunden ganske vellykket vejrmæssigt. Frost og sol er langt at foretrække for plusgrader og regnvejr. Marts er derimod ikke kommet alt for godt fra land i betragtning af det kolde blæsevejr, vi er belemret med. Solen har vi da set, men kun ret så sporadisk. Med sådan et vejr nytter det ikke for camellia og påskeklokker at flashe deres flotte støvdragere, for det er mit indtryk, at insekterne afventer lunere og roligere vejr, før de kommer på besøg. Jeg fremturer med mine påskeklokker. Der er hele tiden nye, som springer ud. Scilla og lærkespore er lige på nippet til at springe ud.  Der er ikke mange blomster, der er så raffinerede som de små våriris.  Mens de små iris ikke er helt lette at gøre tilpas, så sår den tidlige krokus sig selv og giver noget farve som her, hvor det hele ellers er gråt i gråt.  

 - i hvert fald ifølge kalenderen. Vejrmæssigt kan vi på ingen måde vide os sikre. Påskeklokkerne har rettet sig op igen oven på frostvejret, og det er kun de ældste blomster, der har taget skade.  For deres skyld håber jeg ikke, at vejret kommer til at svinge mellem frost og tø. En enkelt blå anemone sprang ud, før frosten tog fat. Den stod så beskyttet, at den nu ser helt uberørt ud. Den tofarvede krokus har sået  sig selv i sikkerhed for haveredskaber inde under en rose.  crocus vernus vanguard Vores dorothealiljer startede som en enkelt lille gruppe, og efter deling af gruppen har vi dem nu spredt rundt i haven, hvilket er en stor glæde. Er det ikke mystisk? Denne skimmia magic merlot er fra 2012 og har næsten ikke vokset på de 13 år.  Måske er det en dværgart i modsætning til den nedenfor, som har to år på bagen. Tågen ligger som en tung dyne omkring os her til formiddag og lukker af for den sædvanlige udsigt. Bedet med erantis og vintergækker arbejdede jeg...

Det er sket par gange I den senere tid, at jeg er kørt hjemmefra om morgenen og har tænkt, at når jeg kom hjem, skulle jeg ud og tage rimbilleder; men rimen var bare pist væk, når jeg kom hjem. I dag fik jeg gjort alvor af det. Det er ikke let at se, at motivet på det første billede er et bed med buskroser. Den centrale figur er miscanthus sinensis adagio, som er tæt på at være min favorit blandt elefantgræsserne. I venstre side bemærker jeg kanelbusken calycanthus Hartlage Wine og bliver lidt stolt af mig selv ved synet; for i efteråret brugte jeg lang tid på at beskære busken og drønede frem og tilbage og gik ned i knæ for at finde de helt rigtige snit. Sensommerbedet synger på sidste vers, og rimen lægger et forsonende skær over forfaldet. Også gårdspladsen pynter det på med et lag rim. Det fligbladede tørstetræ tager ekstra godt imod rimen, og tyrkisk hassel er ligesom tredelt: nederst rakler, i midten nøgne grene og øverst en rimbeklædt top af klematisranker og frøstande. Rhododen...

Selvom det er for koldt til at rumstere i haven, har jeg alligevel nydt det friske solskinsvejr, vi har haft i dag. På blomsterfronten sker der næsten ingenting. Påskeklokkerne, hvis blomstring ellers var godt i gang,  ligger hen ad den stivfrosne jord; men de første tidlige krokus har åbnet sig, og de fyldte vintergækker er også på nippet til at folde sig ud. Mit forrige indlæg handlede om bonsai, og det vil jeg godt følge op på i dag ved at vise tre bonsaiagtige planter fra min vindueskarm. Den første stammer fra det sydlige Afrika, hvor den sjove knold kan blive 60-70 cm i diameter. Fockea edulis Laurbærfigen beskrives som den pefekte begynderbonsai, og samtidig synes jeg, den er ganske skulpturel. Laurbærfigen/ bonsaifigen/ ficus ginseng Mølplanten er nærmest umulig at slå ihjel, oplyser Google, og det er en vigtig egenskab for planterne i min vindueskarm. Samtidig kan jeg godt lide dens form med den kraftige, skrånende stamme. I år har den sat små aflæggere i potten, og en af ...