Blæsevejret er det perfekte vejr til at sammensætte et indlæg  - det har ellers knebet lidt på det sidste. 
I onsdags blev majsmarken omkring os høstet, og vi har fået vores kik ud til landskabet tilbage. Det skulle Søren lige nyde, da høsten næsten var overstået, og det gav ham en speciel oplevelse af dyrelivet. Først fløj en fasan op, så kom et lille rådyr galopperende, derefter kom en ræv susende med vajende hale og til sidst drønede en stor råbuk forbi.  En halv time senere var det så en mår eller ilder, han fik øje på inde i haven. Godt de mange dyr ikke var blevet ofre for de store maskiner.
NB Træet i forgrunden er et morbærtræ, som endnu ikke har sat frugt.

Guldlærk/ pseudolarix amabilis

Nu, hvor majsen er væk, kan vi nok forvente en større interesse fra dyrenes side for det, haven kan byde på af lækkerier.  Derfor er den lille guldlærk blevet forsynet med et beskyttelsesnet.

Kylie

Snowflurry/ lyngasters

Little Carlow

Efteråret synes jeg er synonymt med asters, selvom deres blomstring vel egentlig strækker sig over flere måneder og for nogles vedkommende starter i sensommeren. Jeg har ikke held med alle dem, jeg har forsøgt mig med; men heldigvis er der nogle trofaste iblandt, som vender tilbage år efter år.

Marina Wolkonsky har de smukkeste, mørke blomster, men er ranglet og vælter let. Det kunne måske være en ide at bruge the Chelsea chop på den, altså klippe den ned,  hvorved man udover en mindre ranglet plante også får flere sideskud. Den metode har jeg før med held brugt på en høj klokkeblomst.
Saxifraga cortusifolia 'Shiranami

Nøjagtigt det samme ( dog ikke tilbageskæring 😉 ) gør sig gældende for vores høststenbræk. 
Saxifraga cortusifolia fortunei cherry pie


Det er altid spændende, hvordan efterårsløvet udvikler sig, og om det falder af, før farverne når at udvikle sig. Tapurten/ uvularia nåede at blive flot gul i år, inden den begyndte at visne; men pangfarverne  fandt jeg hos en lav hortensia og sedum sieboldii. Jeg sværger, at jeg ikke har manipuleret med sedummens farver.




Da børnebørnene var på efterårsferie, hjalp de Søren med at dekorere vandværksbedet med hans mange pyntegræskar. Jeg havde aldrig fundet på at vende dem med stilken opad; men det fungerer jo. Jeg oplever dem som små dyr, der stikker hovedet op og sonderer terrænet.

Jeg slutter inde i varmen for at vise, hvordan mølplanten har udviklet sig på to måneder.
Mølplante/ bonsaimynte/plectranthus ernstii

Kommentarer

  1. Det er nok deilig å få tilbake utsikten etter maisinnhøstingen. Det er godt at dyrene ikke ble skadet. Jeg forstår godt at du pakker inn dine trær så de ikke blir spist opp av rådyrene. Det er en nydelig farge på den mørke lilla astersen. Marina Wolkonsky må jeg nok lete etter her. Jeg har blitt så glad i asters, men dessverre så blomstrer de så sent her. Det er en utrolig farge på den sedumen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var en hyggelig fornemmelse at være pakket ind i majs, men det er bestemt også rart at slippe af med det. Vi har også nogle sene asters, som ikke altid når at springe helt ud.

      Slet
  2. Dejligt at Søren fik set en masse dyr, da majsen blev høstet. Jeg syntes også, det var lidt for meget med majs på begge sider af indkørslen til jeres sted. Den lille guldlærk er fin, den tror jeg ikke vi så. Sedummen var virkelig flot, den tiltrak også min opmærksomhed, den står flot der ved den røde mur. Asters har vi kun i indkørslen her, men Wolkonsky savner jeg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Guldlærken står omme ved indkørslen; men der var du vist fuldt optaget af den stedsegrønne magnolia 😁 Sedummen nyder jeg dagligt flere gange. Marina Wolkonskys blomster er da også virkeligt smukke.

      Slet
  3. Ja markudsigt er dejligt. Den vil vi heller ikke undvære..
    Den er yndig den lille lyngasters, det ligner en fin knipling, der ligger hen over stenene. Jeg har prøvet at klippe et par asters ned. De var nemlig osse altid ranglede. Men det år nåede de slet ikke at blomstre. Det er nok lidt af et lotteri hvor tidligt de begynder, alt efter vejret. Et par af mine er først liige begyndt, og den står i næsten fuld sol. "Marinaen" har jeg osse et godt øje til, men som du skriver er den noget dinglevorn.
    Hihi, de er sjove de pyntegræskar. Du har helt ret i de ligner små dyr der titter op.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg var lige inde på en hjemmeside, hvor the Chelsea chop blev omdøbt til 4th of July chop, fordi man ikke skal beskære stauderne efter den dato, hvis man vil se blomster i dem. Det vil jeg prøve at huske til næste år. Alternativt kunne jeg finde på at omplante den i næsten rent grus. Vi får se - måske glemmer jeg helt at gøre noget som helst 🫤 Lyngastersen er en af de virkeligt trofaste.

      Slet
  4. Det må være lidt mærkeligt at miste hele 'majs-skoven' på én gang, men det bringer jo andre fordele med sig! Sikkert smart at pakke nogle af væksterne i haven ind for at beskytte dem mod dyrene, og sådan en fin guldlærk kan de nok guffe i sig på en nat. Asters kommer vel nok i mange former, og du må jo prøve om det hjælper på de ranglede med et lille chop i forsommeren. Det var da værd at afprøve...
    Det er fantastiske farver rundt omkring i haven, og Sedum tager prisen! Den røde mur giver lige et ekstra nøk opad tror jeg. Jeg synes jeres græskar-udstilling er meget dejlig midt på gårdspladsen. Det virker sjovt og 'naturligt' at de stikker næsen op i alt det grønne.
    Mølplanten er blevet fin med de hvide blomster og friske blade, men den ser ud som om den hellere vil vokse end være bonsai:-)

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har allerede vænnet os til den åbne mark, som i dag er indtaget af jægere. Her om efteråret værdsætter vi nok ekstra meget de planter, som giver noget farve til naturen, hvor mange ting er begyndt at visne ned. Du har nok ret vedrørende mølblomsten; men dens grene bliver bare alt for lange med tiden, så det virker helt naturligt at beskære den efter blomstringen.

      Slet
  5. Hej Marie!
    Du har så många växter som jag inte visste fanns. Saxifraga har jag bara sett som en söt liten stenpartiväxt, som fanns hos Farmor i olika färger. Din mörka aster är väldigt vacker. Bilden på den röda väggen med de röda växterna, är så fin. Barnbarnens pyntade rabatt blev riktigt kul, ser nästan ut som små kycklingar i gröngräset. Fantastiska färger.
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for kommentaren, Marika. Ja, de små græskar kunne i grunden godt ligne små kyllinger. Høststenbrækken er heller ikke ret udbredt i Danmark, sikkert fordi den blomstrer så sent.

      Slet
  6. Flot med det åbne kig fra din have efter majshøsten. Kan godt forstå at I vil beskytte den smukke guldlærk. Jeg har kun en enkelt asters i haven, men dine flotte billeder giver mig lyst til at prøve mig frem og finde nogle forskellige til min have. Ja det er altid spændende om vi får lov til at nyde flotte efterårsfarver eller om det hele forsvinder i rusk og regn. Den sedum tager pusten - så smukt!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, sedummen er forrygende. Der findes jo så mange fine asters, både lave, høje og midt imellem og tidlige og sene. De trives bare bedst i let og veldrænet jord, så de er ikke ligefrem skræddersyede til vores have.

      Slet
  7. Der er et flok kik til landskabet uden for haven på dit første billede. Det er sådan et kik, man nogle gange længes efter, når man bor i byen, men er opvokset på landet.
    Det er spændende med alle dyrene, både de levende, som Søren har set, og græskardyrene, som ved hjælp af børnebørnenes fantasi, har holdt deres indtog i vandværksbedet.
    Jeg bliver mere og mere glad for høstasters, selvom det er noget bøvl, at de ikke vil stå oprejst. Deres små blomster er så fine. De 4 forskellige, du viser, er alle flotte, men jeg vil give førstepladsen i skønhedskonkurrencen til 'Marina', hun ser så elegant ud.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Den asters, der hedder Kylie, så jeg på en blog og forelskede mig i, og jeg er lige ved at tro, det var på din blog, jeg så den. Marina har bestemt en flot udstråling, men jeg er nu også rigtig glad for de bittesmå blomster hos lyngastersen. Et kik til landskabet vil vi uden tvivl også komme til at savne, hvis eller den dag vi flytter ind til byen.

      Slet
  8. Hej Marie,
    Tusind tak for en skøn dag i jeres flotte have, og æblerne venter på at blive til æblekage.
    Som sædvanligt viser du spændende planter som jeg ikke kender. jeg har bestemt at jeg må have nogle asters i skoven for bierne er vilde med dem, jeg kan se der kommer flere og flere sommerfugle i skoven, og jeg havde vilde bier i et bo i jorden i år.
    Sedum sieboldii er så smuk. Mølplanten har jeg aldrig hørt om før.
    Dejligt for jer, at I nu igen har fået udsigten tilbage efter majsen er høstet, og nu er dyrene lige blevet lidt hjemløse i et stykke tid, men jeg nyder også at se vildtet på mine marker. For tiden har jeg en fasankok som går på gårdspladsen, den er ikke specielt sky.
    Kh
    Dorte

    SvarSlet
  9. Selv tak, Dorte. Vi håber, at vi kan få lov til at besøge din skov til maj, når mange af dine rhododendron blomstrer. I vores skov er det især voksen vedbend, der er en insektmagnet sidst på sommeren, især svirrefluer. Sommerfugle ser vi ikke meget deromme. I en årrække havde vi også en fasankok, som boede i haven og spadserede en aftentur hver aften. Vi kunne kende den på nogle hvide fjer. Det er da hyggeligt men den slags dyreliv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Marie,
      I er altid velkommen, bare sig til når det passer jer

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

blomsteramok

Maj måneds kulde, gør laderne fulde

Påskeblomster til påske

Forventning og utålmodighed

En våd og kold rundtur.