Våd oktober


Her regner det mellem bygerne, mens det ikke er mange dråber, der falder ovre i Ullas have. En mellemting ville være ideel, men den slags vejr har vi desværre alt for sjældent.
Sidste år blev vi foræret nogle pyntegræskar, som Søren tog frø af, så i år har vi masser  selv. Trækassen brugte min far i gamle dage til opbevaring af søm og de remedier, han skulle bruge, når han reparerede sine fenner. Den er vel tæt på at være en antikvitet. 

Sidste år blomstrede denne staude ikke og visnede tværtimod næsten væk på grund af tørke. I år tager den revanche og udfylder sit hjørne på smukkeste vis. Blomsterne er helt specielle,  synes jeg, og fungerer også godt i en buket.
Impatiens omeiana Ice Storm


Blomsterne i chelonopsis ligner lidt i faconen, men er mere rørformede. Planten er vanskelig at fotografere, fordi den har en forgrenet og ret graciøs vækstform, og de ret lyse blomster er mindre iøjnefaldende, end så mange efterårsblomster ellers er.

Chelonopsis Japan Beauty

Så er den lave søvlys noget lettere at få samling på.
Cimicifuga japonica 'Cheju-do

Vi har en del smågrupper af høstkrokus rundt omkring i bedene, og de bryder sig bestemt ikke om regnvejr.

Disse to dahlier er nye i haven og gør det godt begge to. Alligevel foretrækker jeg nok den hvide, idet den ferskenfarvede har svært ved at holde blomsten oppe.
Labyrinth

Canary fubuki

Når jeg sår egne frø, undlader jeg som regel - af  ren dovenskab - at skrive en etikette, fordi jeg er sikker på, at jeg vil kunne genkende planterne; men denne gang tog jeg fejl. Da de gule blade dukkede op, regnede jeg med, at det var indianermynten Golden Jubilee, der var på vej. Da jeg så den enlige blomst, blev jeg imidlertid hurtigt klogere. Det er helt sikkert en fasanbusk, der er tale om.
fasanbusk/ leycesteria


Det sidste billede viser især helianthus Lemon Queen i fuld blomst og elefantgræsset Dronning Ingrid til venstre. I samme bed længst til højre står Malepartus, som ligner Dronning Ingrid næsten til forveksling. Den eneste forskel, så vidt jeg kan se og har læst mig til, er, at Dronning Ingrids stilke er rødbrune på den øverste del, mens Malepartus har rent grønne stilke. Desuden ser det ud til, at blomsterne på Malepartus er hurtigst til at blive sølvfarvede.




Kommentarer

  1. Jeg er vild med det sidste billeder, partiet bliver flottere år for år. Græsser kan noget, måske er det det, jeg skal have i den nederste del af haven? men jeg må indrømme, at det bliver flottere jo større det er, så der er nok ikke plads nok. Ja Ulla, Gunvor og jeg er hårdest ramt af ikke at få regn. I dag regner det dog her, men siden 1. oktober har vi højst fået 10 mm, det er ikke meget i forhold til jer og Århus.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan jo sagtens sende nogle græsser over til dig. I forgrunden af billedet står der to elefantgræsser,som ikke bliver voldsomt store. Den ene hedder Adagio og den anden tror jeg er Kleine Silberspinne.

      Slet
    2. Åh ja det ville være dejligt, har du nogle træpæoner, du kan undvære, undskyld jeg tigger. Jeg husker jo endnu dem I sendte for flere år siden. Jeg vil gerne betale portoen. Jeg har træpæoner, men det varer vist mange år, inden de blomstrer.

      Slet
    3. Det tror jeg, vi har. Lad os mailes ved om det

      Slet
  2. Din Ice Storm er meget fin. Godt at den klarede de vejrlige strabadser i år. Jeg har den brune sølvlys, men den grønne er godt nok flot. Dit sensommer bed er meget smuk.

    SvarSlet
    Svar
    1. . Mange tak for kommentaren, Sydney. Den grønne sølvlys udmærker både ved sin lave højde og sine skinnende blade. Jeg synes selv, det er en finfin staude.

      Slet
  3. øv, regn guderne kan vist ikke finde ud at fordele goderne lidt mere ligeligt. Jeg tror vi har fået en 5-6 mm i oktober. Højest.
    De er så yndige de to fine øverst. Ja osse de næste. De kan noget ,de lyse farver, her i efterårstiden. Jeg syntes mange farver, jeg ville betegne som blege i sommers, bliver mere intense og stærke her i efterårets lys.
    Oj de er store og flotte dine græsser. Jeg kan lige forestille mig hvordan de kan se ud med rimfrost på. (hvis vi får det)
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Regnguderne burde fyres i betragtning af deres elendige arbejde. Du kan godt have ret i, at de lyse farver kan noget særligt om efteråret som kontrast til alle de glødende farver. Nogle år er vi heldige og får græsserne at se iført rimfrost.

      Slet
  4. Du har så mye fint som blomstrer nå, Marie. Den lave Cimicifuga har jeg aldri sett før. De pleier jo å bli veldig høye.
    Det er nydelige gress du har. De er så elegante.
    Ja, regnet er veldig urettferdig fordelt. I sommer har jeg nesten regnet bort, mens andre ikke har fått noe. Så langt i oktober har jeg kun fått 2 mm, så jeg klager ikke over det akkurat nå 😉
    Trekassen er veldig fin, og sånne finnes det nok ikke mange av mer.

    SvarSlet
  5. Når man følger med på din blog, har man ikke kunnet undgå at se, hvor ekstremt vejret har været på dine kanter. Det må være hårdt at leve med. Sølvlyset så jeg første gang på en svensk haveblog, og så var jeg så heldig, at den kunne købes i en planteskole ikke så langt herfra.

    SvarSlet
  6. Hej Marie!
    Så vacker gul färg på Ice Storm och den vackra buketten. Gräsen är stora och ståtliga. Vackra dahlior, tror att mina har blommat klart, vi hade nattfrost så antar att det är över för den här gången. Jag har alltid namnlappar på mina sådder, men det kan bli fel ändå. Gillar den sista bilden med allt vackert böljande gräs.
    Trevlig helg /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for kommentaren, Marika. Ja, når nattefrosten er ankommet, er det hurtigt slut med dahliernes skønhed. Du har ret i det, du skriver om etiketterne. Det kan sagtens glippe, selvom man bilder sig ind, at man er omhyggelig.

      Slet
  7. Jamen hvor har du ret Marie, en mellemting ville være at foretrække, men det ser jo også rigtig flot ud i din ende, og dine planter er vist ikke kede af den megen regn. Det er en dejlig buket du har lavet, og den lysegule - ja, det er vel en slags springbalsamin(?) - er så fin både i haven og buketten! Den gamle værktøjskasse er jo et fund, og så smuk med pyntegræskar!
    Der er som altid meget smukt i din have, og græsbedet står fantastisk. Jeg har jo netop købt to Maleparthus hos Overdam, og undrer mig over de er mørke på stilkene. Det er den gamle Maleparthus ikke, så måske er jeg kommet hjem med 2 x Dronning Ingrid? Ikke at det gør nogen forskel... I nærheden af mit nye græsbed skal jeg have anbragt havebænken som hedder Amalienborg, så der er dr. Ingrid jo meget velkommen:-)

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Faktisk ser begge vores haver da ganske nydelige ud i deres efterårsantræk, så vejret har i virkeligheden ikke ødelagt dem, bare gjort havearbejdet besværligt måske. Du må endelig vise det på bloggen, når du får dit kongelige hjørne arrangeret😊 Hvis jeg har ret, kunne det jo godt tyde på, at der er Drinning Ingrid, du har fået med hjem.
      Ja, den gule staude er ganske rigtigt en slægtning til springbalsamin.

      Slet
  8. Det er en ualmindelig flot trækasse. Den passer perfekt til pyntegræskar. Og det bedste er, at den har en historie.
    ‘Ice storm’ er virkelig smuk - og det samme er buketten. Jeg ved ikke, hvorfor jeg kom til at tænke på Karen Blixen, men den minder mig om hendes buketter.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Trækassen har stor affektionsværdi, så jeg har det lidt svært med at lade den stå ude i regnvejret. Det var en fin kompliment til min lille buket.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

blomsteramok

Maj måneds kulde, gør laderne fulde

Påskeblomster til påske

Forventning og utålmodighed

En våd og kold rundtur.