Så kom regnen


Vi har vist alle gået rundt og skelet op til himlen i dag, om vejrmeldingen om regn kom til at holde stik, og det gjorde den heldigvis. Selvom vi bestemt ikke er hårdt ramt af tørke, er der alligevel planter rundt omkring, som trænger til vand. 
I dag er jeg startet med en håndfuld småtræer. Den gule på det første billede er en gul læderkrone / ptelea trifoliata aurea. Jeg ved, at der er havefolk, som ikke bryder sig om gulbladede planter,men når de er sunde og raske, kan jeg godt lide at bruge dem, omend med måde, som afveksling fra alt det grønne.


Denne viburnum Kilimandjaro giver mig noget arbejde. Da jeg købte den, blev den beskrevet som pyramideformet, hvilket jeg tog som synonymt med søjleformet. Senere har  jeg erfaret, at det er det bestemt ikke. Det er imidlertid en søjle, jeg er interesseret i, så hvert år klipper jeg den kraftigt ind for at opnå den ønskede form. Heldigvis generer det ikke blomstringen.


Stewartiaen og åkandemagnoliaen er besværlige at få et godt billede af, så jeg nøjes med et lille udklip og en enkelt blomst.

I går besøgte vi en spændende have i Haderup (tak for sidst, Dorte) med, jeg tror, det var omkring 850 rhododendron plantet ud i et skovområde i stil med engelske og irske woodland gardens. Selvom træerne gav noget skygge, trængte solen alligevel igennem og oplyste de farverige blomster, så man rigtigt kunne nyde ikke mindst de mange forskellige ganepletter. Den type blomster har vi ikke mange af, men Madame Masson er da et godt eksempel, omend ret så afbleget i forhold til dem, vi så i Haderup.



Rhododendron  camtschaticum i rød og hvid er løvfældende og vel nærmest tuedannende. Bemærk lige  regnen på den hvides blade.


Nu er rosensæsonen skudt i gang. Den lave alperose pendulina pyrenaica har blomstret et par uger, og for et par dage siden eksploderede Aicha i sit gule flor. Jeg har problemer med at styre dens lange ranker. Sidste år bandt jeg dem rundt på et par stativer, men det nåede jeg desværre ikke i år.


Oven over og bagved Aicha svæver blomsterne i kanelbusken  Hartlage Wine,


Prydløgene er også sprunget ud. Herunder er det en håndfuld hvide løg, som efterligner den brogetbladede buksbomkugle.

Til allersidst et af vores flotteste træer, som jeg tror har bygget en ny etage ovenpå i løbet at det sidste års tid.
Cornus controversa variegata

Kommentarer

  1. Aicha rosen er så fin. Min var osse blevet noget vildfaren og dinglevorn, så den blev klippet hårdt sidste år. Jeg er lidt spændt på hvordan den vil arte sig.
    Allium er så fine nu. Sjovt du lige viser hvide i dag. Jeg har nemlig besluttet jeg vil have en masse hvide i et bestemt bed. De lilla danser over flere af de andre bede, de er pludselig blevet et helt balletkorps.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg overvejer at tage stiklinger af Aicha og lade den starte på en frisk et nyt sted. Det er en fin beskrivelse af prydløgene, du giver. De skaber noget lethed i bedene. De små snegle, der invaderede haven på et tidspunkt, mæskede sig i deres blade, så dem har jeg fjernet ind ad en kant.

      Slet
  2. Ja heldigvis kom der regn, alt det vi har plantet kan bedst lide regn og ikke vanding, vi fik 21 mm, så vi er glade. Ja hvor er det hele flot hos jer, men vi når kun Haderup på lørdag, vi har ingen hundepassere. Aicha er ganske rigtig svær at styre, det havde vi også problemer med på Samsø. Jeg holder meget af de gulbladede, hvor har du fået Ptelia fra? Variegata er godt nok flot og stor, jeg husker den godt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Desværre endte vi med kun at få 2mm. I kan glæde jer til at gå tur i Dortes skov, især du, som er så vild med rhododendron. Ptelea tror jeg, jeg fandt i en udenlandsk planteskole, men husker ikke hvilken. Egentlig havde jeg ikke forestillet mig, at kornellen ville blive så høj. Det er heldigt, at vi ikke plantede den i skovhaven.

      Slet
  3. Heldige dere som har fått regn. Her har det ikke kommet noe enda, men jeg lever i håpet. Din Cornus er utrolig flott. Det ser ut som den har tenkt seg rett opp i himmelen 😊

    SvarSlet
    Svar
    1. Det blev desværre ikke til mange dråber regn. Forhåbentligt kommer der snart mere. Kornellen lyser op selv i gråvejr.

      Slet
  4. Hej Marie!
    Skönt med regn, vi skulle behöva få lite också, vi har det varmt, ca 25 grader en längre tid.
    Massor av fint som blommar hos dig, Aicha är mycket vacker, och en mycket imponerande Cornus.
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er enormt, så varmt I har det for tiden. Når jeg kigger tilbage i bloggen, kan jeg godt se, at maj måned har en tendens til at være tør. Ja, Aicha er en flot rose på sin enkle facon.

      Slet
  5. Jeg er ikke sart med hensyn til gule farver hverken på blade eller blomster, og jeg synes det ser godt ud med variation i bevoksningen. Nu kender jeg ikke så mange af de planter du nævner men ser mest på den fine måde I får kombineret dem, og glæder mig over de dejlige 'billeder' I skaber overalt. Viburnum er sandelig en stor familie med mange vækstformer og farver, og Cornus ligeså. Der er vist en type til ethvert formål.
    Din Aicha er lysende smuk i gråvejret ligesom den brogede buksbom med svævende hvide kugler - som måner omkring en planet - gør sig rigtig godt! Godt I fik noget regn!

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Så er vi på linje, hvad den gule farve angår. Når det gælder stærktgule blomster synes jeg dog, man skal være varsom med, hvor man placerer dem, for de tiltrækker automatisk opmærksomheden. Ja, viburnum og kornel er to spændende og rige plantearter. Jeg grinede af mig selv, da jeg lavede indlægget; for jeg havde først taget et billede af kuglerne, hvor buksbommen trængte frygteligt til at komme til frisøren, så jeg gik i gang med saksen. Hvor forfængelig kan man være 🫣

      Slet
    2. Jeg kan udmærket se mig selv i den situation også, og billeder afslører ofte svagheder man ikke lige selv ser derude. Forfængelighed - forfængelighed...:-)

      Slet
  6. Hej Marie,
    Selv tak for jeres besøg som jeg nød meget og endnu engang tusind tak for de spændende bregner, det er altid berigende at være sammen med havefolk.
    Jeres Cornus controversa variegata er fantastisk, og du er altid i stand til at vise meget spændende planter, også rosen Aicha er en af mine favoritter men der er desværre ingen knopper i år, sidste år blomstrede den livligt. Her fik vi 7mm regn, godt jeg kan vande i skoven for der er allerede lidt tørt. Skønt billede af din hvide camtschaticum, den har jeg også men den skal nok have lidt alder inden den blomstrer.
    Rigtig god weekend til jer.
    Kh
    Dorte

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, Dorte. Vi nød også skovturen i fulde drag. Kornellen startede som en 20 cm høj stikling fra Lønbæk Planteskole, og det har været sjovt at følge dens tilvækst år for år. Rosernes veje er uransagelige, synes jeg. Det er svært at se, hvorfor de blomstrer fint det ene år og ikke det andet. Det blev kun til et par mm regn forleden, så vi håber på mere i dag.

      Slet
  7. Det er ikke alltid plantene oppfører seg som forventet. Aïcha er en av de skjønneste roser, men jeg måtte fjerne min kjempestore, som fikk masse svartflekk (rosestråleplett) i skyggen. Håper min nye vokser seg pen oppe på naturtomten.
    Så vakker Viburnum.
    /Irene

    SvarSlet
    Svar
    1. Lys og vand tror jeg, Aicha er glad for og vil kvittere for med sine flotte blomster. Den passer bestemt godt ind i et ikke alt for parkagtigt miljø. Det glæder mig, at du ikke synes, at jeg har skamferet viburnumbusken.

      Slet
  8. Jeg er også meget glad for de gulbladede - sådan en dejlig kontrast til alt det grønne. Ja vi kan nemt blive snydt ved købet af planter. Jeg har oplevet både at 1m højde blev til 3m og at 3m blev til 30 cm. Godt du kan beskære din viburnum på plads. Kanelbusken kender jeg ikke. Sikke smukke blomster - både formen og farven. Flot kombination sammen med Aicha.

    SvarSlet
    Svar
    1. Måske er de gulbladede en specielt fin kontrast til det grønne på denne tid, hvor det grønne stadigvæk står friskt. Senere på haveåret, når der kommer gule og halvvisne blade på de grønne planter, er det måske en lidt anden historie. Ja, dværgbuske kan f.eks sagtens ende med at få normal størrelse.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

blomsteramok

violfrøstjerner

Tid for kornel og hyld m.m.

Naaaa, det blev nu ikke til meget regn.