hortofilia

Rosen Helenae Lykkefund tror jeg har en særlig plads i hjerterne på alle rosenelskere. Der er ikke noget mere romantisk end at stå foran æbletræet og nyde synet af de lange ranker med tusindvis af små cremefarvede roser og ferskenfarvede knopper, mens man indånder  blomsternes berusende honningduft.  Roser har man kun for blomsternes skyld, vil jeg mene. Det tidlige løv pynter ganske vist om foråret, og mange af dem har en utrolig duft, men som planter har de vel ikke meget at byde på sammenlignet  med så mange andre haveplanter. De engelske Austin roser er med rette elskede for deres smukke blomster; men det er min erfaring, at flere af dem har en livslang identitetskrise, idet de ikke kan bestemme, om de er slyngroser eller storblomstrende roser. Det gælder udpræget Crown Princess Margareta, som ses herunder. Vores eksemplar startede plantet ud i et bed, hvor det hurtigt viste sig, at dens grene var for lange og vege. Derfor flyttede vi den til et espalier, og nu ser det ud, som om d

Vores smukkeste rose kalder Søren Constance Spry,  og mens den blomstrer, kan jeg kun  give ham ret. Efter blomstringen bliver de gamle blade dog grimme, og busken skal trimmes, hvis den ikke skal vælte ud over alle bredder. En anden kæmpe er pileurten herunder. Jeg holder fast i dens oprindelige navn, nemlig persicaria polymorpha Johanniswolke. Selvom den ikke er invasiv, gør dens størrelse, at den ikke kan placeres hvorsomhelst. Efter blomstringen får aksene en nydelig rød nuance. Buskmynte er også en kraftig plante, hvis farve udvikler sig fra lime til grønt. Når man har snegle i haven, er hosta en blandet fornøjelse, og jeg ser næsten kun hullerne fra deres hærgen.  Disse små hosta har sneglene dog ikke opdaget endnu. Gøgeurt er en plante, som efterhånden stortrives her i haven. Plettet gøgeurt har blomstret i 4 uger, og nu er en stor gruppe af en krydsning sprunget ud.  Det aflange bed, hvor de står, er nok mit yndlingsbed på denne tid af året. Tidligere har det været fyldt med hu

 Tålmodighed belønnes, hævdes det jo, og når det handler om vores blomsterkorneller,  må jeg sande, at der er noget om snakken. I år er den rødblomstrede Satomi og den hvide China Girl med et blevet til et par kæmpestore buske. I flere år har jeg tryglet manden med motorsaven om at reducere et hyldetræ, som har taget udsigten til kornellerne og sået et utal af små hyldetræer, og i går skete det omsider. Selve stammen lod vi stå. Så får vi se, hvad vi finder på med den. Nogle af de dekorative grene og en ubeboet fuglerede blev lagt omme i skovhaven under et af træerne til glæde for dyrelivet. Forleden fik jeg en snak med en af Sørens niecer, som undrede sig over, at hylden blomstrer nu; for duften af hyld forbandt hun med sommerferieophold hos os, og noget er der nok om snakken, altså at klimaforandringerne har fremrykket planternernes udvikling. En glædelig overraskelse; Dette ret anonyme træ er et morbærtræ, og for første gang overhovedet har det ansat nogle frugter. De sidder inde un