søndagsindlæg om mandagen.


Da jeg ville gøre dette indlæg færdigt i går eftermiddag, var computeren pludselig offline. I dag er den oppe igen, og jeg er sikker på, at årsagen var, at Yousee havde startet noget varslet arbejde flere timer før det varslede tidspunkt. Jeg nåede at få sved på panden og frygte, at jeg ville blive nødt til at søge eksperthjælp, inden jeg kom i tanker om, at der var en mere komfortabel forklaring.
clematis fusca dwarf

Den lille klematis gravede jeg op og plantede i en krukke, da vi flyttede, og der ser den ud til at befinde sig godt og får lov til at blive, indtil jeg har fundet den rigtige placering til den i haven.

Der er blevet fjernet rigtig mange forgroede træer og buske, men en af dem, vi lod stå, lignede umiddelbart en syren, og det har vist sig at holde stik. Det ligner den, der kaldes hængesyren. Den er ved at gro op i en hængebirk, så når blomstringen er overstået, skal den klippes tilbage til en passende højde.

I tidernes morgen ser det ud til, at der har været anlagt et klassisk staudebed med bl.a. knopurt og sankthansurt. En enkelt knopurt blomstrer. 


Rhododendron bloombux er lidt af en darling for havearkitekter, er det mit indtryk, og af flere grunde. For det første kan den klippes som en hæk ligesom buksbom, for det andet er den ikke voldsomt surbundskrævende, for det tredje får den forholdsvis store blomster, og for det fjerde er den nem at formere. Til trods for alle de plusser har jeg dog indtil nu ikke haft succes med den. Alligevel tænkte jeg, at den ville passe godt som en lille hæk ved nordenden af terrassen, hvor surbundsbedet starter, så i det tidlige forår investerede jeg i to bakker med små stiklingeplanter, som alle har fået godt fat.


Jeg kunne ikke regne ud, hvad det var for en pink rhododendron, der begyndte at blomstre, og jeg plejer at være ret selektiv med, hvilke rhododendron jeg planter. Da blomsterne sprang helt ud, kunne jeg se, at det er den, der har tilnavnet rosebud.




Bedet ved sydenden af terrassen er en kilde til irritation. Når det regner, står der vand et bestemt sted.  Entreprenøren har lovet at få problemet fjernet, men det trækker ud. Sådan er det at have med håndværkere at gøre, har jeg efterhånden lært.

Det er ellers ikke så tosset, det, jeg har fået sat sammen, når jeg selv skal sige det 😇. Der er to planter, som især går igen:  Biskophat  hentede jeg i den gamle have og delte kraftigt, så jeg kunne sætte ca 20 af den, og flere af dem blomstrer, selvom de var meget små, da de blev plantet. Planen er, at de efterhånden skal dække jorden/gruset.  Spirea blue kazoo har jeg købt og plantet 5 af. De kommer efterhånden til at danne nogle runde buske på ca 1 meter i højde og bredde. Som så mange spireaer får de hvide blomster, og løvet er interessant hele sæsonen. 
spirea blue kazoo

Jeg vil slutte med cirkelterrassen, som jeg endnu ikke har nydt at sidde på. Jeg håber, der kommer nogle vindstille dage, hvor det kan lade sig gøre. Området herude hedder Vinde, og min nabo påstår, at navnet er velbegrundet.

Kommentarer

  1. Hej Marie
    Øv med computerproblemer, men heldigvis er du med på en mandag i stedet. Knopurt har jeg mange af her i haven, de er fine, men bliver hurtigt for meget. Bloombux havde jeg på Samsø, den var ikke helt lille og rart, at den ikke skal have spagnum. Du kan sikkert få en fin hæk der. Jeg har Rosebud her. lige nu blomstrer den på livet løs med små "rosenknopper"
    Ja der skal tålmodighed til, når man skal have håndværkere, det kender vi alt for godt.
    Biskophat breder sig meget er, jeg havde den på Samsø. Spirea blue kazoo har jeg anskaffet mig her i efteråret, den er også fin.
    Så ja der var meget at kommentere på, og da jeg er den første i dag, tænkte jeg, at det går nok :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er altid hyggeligt med en grundig kommentar, og du har jo tydeligvis erfaringer med mange af de planter og andre ting, jeg kommer ind på. Lige præcis i det her bed, er det helt fint, at biskophat breder sig kraftigt, og blomsterstilkene er jeg bare vild med. Rosebud er næsten smukkest, lige før knopperne springer helt ud. Fortræffeligt navn, den har fået.

      Slet
  2. uha computerproblemer. Det er sådanne der afholder mig fra at lave en blog, selvom familien siger jeg burde. Men jeg er en sinke til computere, og går i sort bare den blinker lidt anderledes til mig.
    Den fine lille dukke clematis tror jeg godt jeg kan huske. Den er ualmindelig yndig.
    Bloombux har jeg osse hørt om, spændende hvilke erfaringer du får med den. Der er vist nogen der regner den for en afløser for buskbom med hensyn til at klippe figurer.
    Spirea familien er stor, der er mange spændende jeg er ved at tjekke ud. Jeg vil finde afløsere for de roser der har har visnesyge.
    Hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg gik nærmest i panik, da jeg læste, at jeg skulle gøre et eller andet ved ethernet-kablet. Computeren er trådløs, og det omtalte kabel er meget svært tilgængeligt ved en router på væggen. Adr. Så er det sjovere at jonglere med planter i haven. Figurklipming tror jeg ikke, jeg kaster mig ud i. Ja, tænk, at en 'grådumset' lille blomst kan være så nuttet.

      Slet
  3. Ah, så avhengige vi er blitt av en fungerende computer og internett! Det blir full panikk når noe av dette ikke fungerer.
    Cl. fusca er søt. Visste ikke at det fantes en dvergform av den. Liker den runde sitteplassen. Kanskje den må ha mer le?
    /Irene

    SvarSlet
    Svar
    1. Det afslører også, hvor meget tid man 'spilder' foran skærmen. Du har nok ret i, at jeg skal prøve at skabe noget mere læ fra sydvest. Jeg er i tænkeboks, for planterne skal jo både give læ og se fantastisk ud 😊

      Slet
  4. Rosebud er så fin, men den gikk ut første vinteren her. Du har hell med dine nye beplantinger. Knoppurt spredde seg så mye her at jeg måtte fjerne alle sammen. Din lille clematis er veldig fin. Den du kaller hengesyrin kalles nikkesyrin her. De er fine og jeg har to av dem her, men de produser mye frø og sprer seg mer enn jeg liker.

    SvarSlet
    Svar
    1. Rosebud stod i en krukke og overvintrede i drivhuset i den gamle have, men har fint klaret at blive plantet ud her. Knopurten står under de gamle træer, hvor jorden er tør og fuld af rødder, så det er ganske fint, hvis den sår sig selv.

      Slet
  5. Din Rhododendron Bloombux er da virkelig fin

    Den passer perfekt omkring jeres flotte terrasse og giver et dejligt grønt og harmonisk udtryk. Jeg kan godt lide, hvordan den er med til at bløde kanterne op og binde terrasse og have sammen.

    Og mon ikke der venter mange gode sommerdage dér?

    Jeg kan næsten se det for mig: en kop kaffe om morgenen, lidt havesnak hen over bordet, og udsigt til blomster og grønne omgivelser, mens man holder øje med, hvad der nu er sprunget ud siden dagen før.

    Det er jo netop sådan nogle små oaser, man drømmer om at skabe i haven.

    Pas på... pludselig opdager I, at terrassen er blevet så hyggelig, at alt havearbejdet bliver udsat til "lige om lidt"

    SvarSlet
    Svar
    1. Det glæder mig også at se, at bloombux er kommet så godt i gang. Om et par år dækker den sikkert jorden, så terrassen for alvor vil være 'klædt på'. Når jeg vælger beplantning tænker jeg meget på, at bagdelen helst ikke skal for meget i vejret ved lugning. I stedet for må den gerne plantes i en stol på terrassen 🙂

      Slet
  6. Det ser fint ud omkring begge dine terrasser og jeg er ikke i tvivl om du har omhyggeligt har valgt nogle planter, som efterhånden kan give lidt læ og gode oplevelser til siddepladserne. Her synes jeg slet ikke der er tid til at sidde, for med to haver der buldrer derudaf, er der nok at se til - men det var bare en parantes... Din bloombox har vist ikke fået sit navn helt tilfældigt, når den både kan blomstre og bruges som buksbomhæk samtidig. Det skal nok blive fint og jeg synes allerede du har fået indrammet terrasserne meget smukt og hyggeligt, men det bliver jo noget helt andet når buskene når deres endelige størrelse. Hækken bag den runde terrasse er allerede tæt og grøn. Det var vel den du fik skåret helt i bund, men den må snart kunne give lidt læ til Vinde:-) Vær glad for du ikke skal anlægge ny have på mine breddegrader. Her har vi det tørreste forår i mands minde (hvilket er ca. 20 år i følge DMI).

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har vel i grunden altid travlt, men du har jo indtil flere hyggelige steder, hvor man kan sidde og hygge sig. I den gamle have sad vi mest og hyggede os sidst på eftermiddagen over en deleøl, når vi syntes, dagens aktiviteter var slut.
      Den klippede hæk er blevet fint grøn, og til næste år vil den uden tvivl blomstre. Det er ufatteligt så tørt I har det på dine kanter. Det er hårdt at skulle vande bare for at holde liv i det, man har plantet.

      Slet
  7. Hej Marie!
    Dina rhododendron är riktigt fina, och gillar de fina färgerna. Har länge beundrat dotterns hängsyren, gillar den. Den blå perennen kallar vi Bergklint, har den i blått och en mörkt lila färg. Det måste vara spännande att se vad som kommer upp i en ny trädgård, och att planera för alla växter. Det är inte trevligt då tekniken inte fungerar, man blir helt ställd.
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, de store blomster på den lille rhododendron gør, at ikke virker slet så kompakt,som den måske ellers ville gøre. Jeg havde også den mørke bjergklinte i den gamle have. Man er virkelig handicappet og afskåret fra mange ting, når man ikke har adgang til internettet.

      Slet
  8. Dejligt at høre at planterne falder til, men det kan være en svær tid mens man venter på at de vokser sig store. Tålmodigheden kan blive testet. Jeg har aldrig prøvet biskophat. Det ser ud til at være en flot bunddække.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, ens tålmodighed bliver virkelig sat på prøve. Biskophat er netop fin som bunddække, og de diskrete blomsteraks er jeg med tiden blevet rigtig glad for.

      Slet
  9. Det må være spændende at se, hvad der dukker op i haven fra tidligere ejere. Hængesyrenen ser flot ud. For et par dage siden, gik jeg forbi en magen til. Den hang ud over et fortov, og jeg var lidt i tvivl om, om det var en syren.
    Spireaen har flotte blade, og hvis den nøjes med at blive ca. 1 meter i højde og bredde, har den en "anvendelig" størrelse. Jeg synes, det er rart at have nogle buske, der ikke bliver så store, at man hele tiden skal klippe i dem.

    Hilsen Elna

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Slut på juni

Et lille bonusindlæg

blomsteramok

Valmuer plus lidt mere

Morgendug