en værre redelighed

I går aftes, kort efter at vi havde spist aftensmad, udbrød Søren med stor forbløffelse i stemmen og ivrigt sekunderet af børnebørnene: "Hvad pokker er det?" Årsagen var, at han havde fået øje på denne store, knækkede gren på skovfogedtræet. Miseren var sket, mens vi sad  kun få meter væk inde i køkkenet, men  alligevel havde vi ikke hørt en lyd.

Inde i grenen er der et hulrum og et fint lag sand, som dyr må have slæbt derinde via det hul i stammen, der er lidt længere nede. Da Søren inspicerede skaden, lå der en leopardsnegl og hyggede sig derinde.

Synderen er sikkert de mange æbler, træet har sat an, i kombination med den kraftige blæst, vi jævnligt har været udsat for henover sommeren.

Vi ved allesammen, at nyplantede planter er ekstra sårbare over for tørken, og rækken af azaleaer, som vi plantede i efteråret har vi da også holdt øje med, men nok ikke godt nok, for den forreste i rækken viser tydelige tørkeskader i form af visne blade. Dens blomster kom ikke til at springe ud, og smukt efterårsløv kan vi sikkert også godt vinke farvel til.  Alligevel er jeg ikke helt nede i kulkælderen, for planten har det i mine øjne ok og vender forhåbentligt stærkt tilbage næste år.

Sådan kan det gå. Det er faktisk mere mærkeligt, at syrenhortensiaen herunder, som blev omplantet i efteråret, ser ud til at have det fint, selvom det var en veletableret og rigtig stor busk, som blev skåret hårdt tilbage.

Et par blomster: leopardlilje/ belamcanda chinensis, som nærmest mod forventning har overlevet ude, og allium carinatum var pulchellum, som elsker varmen og tilsyneladende er ligeglad med tørken.